onsdag den 16. december 2015

Min dag på Bogforum 2015

I 2014 var to af mine veninder og jeg på Fantasyfestival i Esbjerg, hvor vi mødte en af vores absolut yndlingsforfattere, Tamora Pierce (Løvindens Sang og Magiens Cirkel). Vi havde så awesome en dag, at vi kort efter aftalte, at vi ville tage sammen på Bogforum i 2015. Med endnu en veninde under armen satte vi derfor kurs mod Bella Center lørdag den 7. november.

Det var første gang, jeg var til Bogforum, så jeg var selvfølgelig rigtig spændt og glædede mig meget. Hvad der kun havde øget spændingen var, at Bookeater.dk, hvor jeg er anmelder, havde efterlyst nogen til at lave et interview med Teri Terry på Bogforum netop om lørdagen. Og da jeg praktisk talt havde slugt Terrys trilogi, Slettet, Splittet og Knust, var jeg selvfølgelig ikke sen til at melde mig til opgaven.


Jeg havde helt frie tøjler til at planlægge interviewet, så jeg fik travlt med at researche Teri Terry så meget jeg nu kunne nå på de to dage, jeg havde til det, og finde på nogle gode spørgsmål. Jeg vidste praktisk talt ingenting om hende i forvejen, ikke engang hvordan, hun så ud. Jeg var også i kontakt med en rigtig sød forlagskonsulent fra Nyt Nordisk Forlag, Lise Heilesen, for at få nogle detaljer på plads omkring tid og sted. Jeg havde aldrig interviewet en kendt forfatter før, så jeg nåede også at blive lidt nervøs. Men hvor blev det dog en stor oplevelse. Jeg vil beskrive den nærmere nedenfor. Jeg overvejede også at tage en af mine håndlavede notesbøger med som gave til Teri, men jeg vidste ikke om det var kutyme at tage noget med, eller om notesbogen var noget, hun ville synes om, så jeg valgte (desværre) at lade være.


Interviewet skulle dog først foregå sidst på eftermiddagen, så inden da brugte vi de mange timer på mere eller mindre systematisk at gennemgå de mange, mange stande. To af veninderne havde planer om at købe rigtig mange bøger. Jeg prøvede derimod at indskrænke mig kraftigt, fordi jeg lider af akut pladsmangel i min lejlighed, og alle bogreolerne allerede er propfulde. Men jeg kom alligevel hjem med syv bøger: Tellerups nye udgaver af Løvindens Sang og de flotte, samlede udgaver af Mumitrolden fra Carlsen. Desuden stødte jeg på nogle lækre og ret så billige notesbøger fra Clemenstrykkeriet, som jeg også lige måtte have med (jeg samler på notesbøger).

Havde jeg haft mere plads, og måske også flere penge, havde jeg helt sikkert også investeret i de nye udgaver af Silas-bøgerne af Cecil Bødker, som jeg fandt på Gyldendals stand. Nu lyder det næsten som om, jeg kun læser børnebøger. Det er dog ikke tilfældet. Men jeg elskede bøgerne om Silas som barn, og det var nogle rigtig fine udgaver. Det ville være ren nostalgi at eje dem. Jeg kiggede desuden efter en engelsk udgave af The Martian, men uden held.

Hvor var der dog meget at opleve alle steder, både bøger, forfattere og alle mulige slags happenings. Efter en grillet burger og et hvil, blev det snart tid for mig at finde Arnold Busck/Nyt Nordisk Forlags stand, så jeg kunne få signeret min Slettet-trilogi af Teri Terry og kort efter lave interviewet. Køen til signeringen var ikke særlig lang, men så vidt jeg husker, fik jeg da udvekslet et par ord med nogle af dem, der stod i nærheden af mig. Da det blev min tur, kunne jeg selvfølgelig ikke finde på særlig meget at sige til Teri, ud over, hvor gode, jeg syntes bøgerne var, men det gjorde ikke så meget. Om få minutter ville jeg jo få mulighed for at stille hende en masse spørgsmål. Hun virkede dog allerede rigtig sød!



Da alle havde fået deres bøger signeret, præsenterede Lise Teri og mig for hinanden. Jeg spurgte, om vi kunne prøve at finde et stille sted at filme interviewet, for der var for meget baggrundsstøj inde på standen. Vi prøvede så at gå om bag standen, ved ydervæggen af hallen, men det hjalp ikke. Det endte med, at vi måtte gå ud på parkeringspladsen, hvor det heldigvis også var dejligt køligt. Teri Terry grinede og sagde, det var første gang, hun var blevet interviewet på en parkeringsplads :)

En af mine veninder filmede os, mens jeg stillede mine spørgsmål. Teri var bare rigtig, rigtig sød, og utrolig nem at interviewe. Hun var med på spørgsmålene og gav nogle gode, fyldige svar. I begyndelsen var jeg meget nervøs, men det blev heldigvis bedre spørgsmål efter spørgsmål. En af de ting, jeg havde været lidt nervøs for var, hvis hun nu sagde noget på engelsk, jeg ikke kunne forstå, men det var heldigvis ikke tilfældet :) Ud over at hun var sød og rar at snakke med, fik jeg også det indtryk af hende, at hun er et meget intelligent menneske, og meget nede på jorden. Jeg kan slet ikke sige, hvor stor en oplevelse det var, at få lov at lave det interview!

Efter jeg så var kommet hjem, brugte jeg nogle dage på at redigere videoklippet med interviewet, hvorefter det blev lagt online på Bookeater.dk’s facebookside og YouTube. Du kan se det her (Denne video tilhører Bookeater.dk, ikke mig).




Efterfølgende begyndte jeg selvfølgelig også at følge Teri på facebook, og derigennem fandt jeg ud af, at hun også samler på notesbøger, ligesom mig. Da ærgrede jeg mig noget over, at jeg ikke havde vidst det før, for så havde jeg jo uden tvivl givet hende en af mine notesbøger som takkegave. Måske sender jeg én til hende en dag.




Konklusionen er i hvert fald, at det ikke er sidste gang, jeg sætter mine ben i Bella Center til Bogforum, selvom det næsten kun kan gå nedad efter denne begyndersucces ;) Nej, mon ikke hvert år rummer hver sine særlige oplevelser? Billedet herunder vidner i hvert fald om, at jeg og mine veninder havde en glædestrålende og udbytterig dag. Dette er alle de bøger, vi fire købte tilsammen, med undtagelse af Mumitrolden-serien, som jeg først købte på vej ud.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar