lørdag den 23. april 2016

"Alkymisten" af Paulo Coelho

"Hvorfor skal man lytte til sit hjerte?" spurgte drengen da de slog lejr den dag."Fordi dér hvor dit hjerte er, dér er skatten."
Jeg har de sidste tre uger haft besøg af en rejsende bog, Alkymisten af den Brasilianske forfatter Paulo Coelho. Bogen begyndte sin rejse hjemme hos Simone Hagemann fra Boghjørnet, og hos mig gjorde den sit niende stop - men det var nu langfra første gang, den lagde vejen forbi Odense. Hvis du vil vide mere om denne rejsende bog, og hvordan du kan få besøg af den, så klik her.


Alkymisten og jeg brugte de første par dage på blot at se hinanden an. Jeg havde nemlig ikke tid til rigtig at fordybe mig i den endnu, men var alligevel så nysgerrig, at jeg lige måtte læse prologen. Og dette første lille glimt svarede da også vældig godt til det, jeg havde hørt om bogen i forvejen, og mindskede ikke min forventning om en god læseoplevelse.

Det specielle ved at læse en rejsende bog er, hvordan læsningen krydres undervejs af de foregående læseres understregninger, små kommentarer og tegninger. Jeg besluttede mig for, som det kan ses på billedet ovenfor, at tage forholdsvis grundige notater undervejs, fordi jeg ikke var sikker på, om jeg kunne nå at skrive min anmeldelse før bogen skulle sendes videre. I skrivende stund ligger den dog stadig på bordet ved siden af mig, så det blev heldigvis ikke noget problem.
"Når vi står lige foran de store skatte, ser vi dem ikke. Og ved du hvorfor? Fordi menneskene ikke tror på skatte."
Bogen er delt op i to velafbalancerede dele. Hovedpersonen Santiago, eller "drengen," får en profetisk drøm, der sender ham ud på en lang rejse og ændrer hans liv fuldstændigt. Og gennem Santiagos oplevelser og tanker får bogen stillet en masse af de store spørgsmål, man sådan kan gå og overveje: Bør eller kan kærlighed begrundes? Er det sandt, at man til hver en tid kan realisere sine drømme, hvis bare man besidder modet til det? Hvilken forskel gør det, om man har elsket nogen eller ej, og hvad vil det i det hele taget sige at elske? Hvad kan man tillade sig at forlange af tilværelsen?

Santiago kommer fra Andalusien, og et af de gennemgående temaer i bogen er det spændingsfyldte blandingsforhold mellem kristendommen og islam, som dette område historisk er så kendt for. Mange af de vigtige personer, Santiago møder, er baseret på bibelske personligheder, og mange bibelske referencer og citater dukker op i historien som billeder eller replikker på karakterernes læber.


En af de ting, jeg bedst kunne lide ved bogen, var den specielle atmosfære, den rummede. Selv om visse geografiske steder er let genkendelige, er det alligevel som om historien er meget løsrevet fra tid og sted - ligesom menneskets ånd. Mange af begivenhederne er også præget af overnaturlige hændelser, ligesom ting som "verdenssjælen" "at følge sin livsbane" og "alkymiens hemmeligheder" var begreber, historien konstant kredsede om. Alkymisten er en bog, der vil have os til at undre os på ny over livets gaver, opmuntre os til at favne det guddommelige og huske at tage ved lære af de erfaringer, vi gør os - tror jeg nok. Jeg syntes nemlig, at hvis det virkelig var det, bogen ville sige, så sagde den det på en lidt forvirrende måde. Men det er det, jeg vælger at tage med mig fra min læsning. Denne tvivl gør, at jeg ikke helhjertet kan elske Alkymisten - til forskel fra fx Den Lille Prins, som er lidt samme slags historie, men efter min mening meget dybere og klarere i sit udsagn.

Da jeg havde læst efterskriftet i Alkymisten må jeg sige, jeg også blev en lille smule bekymret for forfatterens mentale helbred. Men bogen skal have lov at stå som den står: En spændende og anderledes læseoplevelse.
"Det onde er ikke det der kommer ind i munden," sagde Alkymisten. "Det onde er det der kommer ud af den."

2 kommentarer: