lørdag den 21. oktober 2017

Dewey's Readathon Oktober 2017

Dette indlæg vil løbende blive opdateret indtil slutningen på Dewey's Readathon i morgen kl. 14.00.

Lørdag kl. 11.03 - forberedelser og forventninger
Så oprandt dagen, den 21. oktober, hvor alle læseheste med god samvittighed kan tilbringe et døgn fordybet i de bøger, de allerbedst kan lide. Lige nu er der 1.458 deltagere, der har meldt sig til på Readathon'ets hjemmeside, og hvor er det en inspirerende tanke, at jeg er med i så stor en læsefest!


Jeg har haft meget travlt her i efterårsferien, og har ikke nået at planlægge min deltagelse i ret mange detaljer. Men jeg havde besluttet mig for at begynde på mindst en ny bog til Readathon'et, som skulle være min Readathon-bog. Jeg havde både John Greens Turtles All the Way Down og Rosamunde Pilchers Konkylie-samlerne i tankerne, men Turtles er stadig ikke blevet afsendt (skal lige have fat i bookdepository.com, for de burde have sendt den for længst, og jeg kan snart ikke vente længere!!), og da jeg vågnede i morges havde jeg faktisk også lidt mere lyst til at gå i gang med en børnebog. Efter en tur rundt i hjemmets bogreoler har jeg nu plukket fire kandidater ud:
  • Silas og den sorte hoppe af Cecil Bødker (Silas serien bind 1)
  • Konkylie-samlerne af Rosamunde Pilcher
  • Vindens navn af Patrick Rothfuss
  • Fantastic Beasts and Where to Find Them: The Original Screenplay af J.K. Rowling
Desuden er der to bøger, jeg allerede er i gang med, som jeg også har tænkt på, jeg kunne snuppe et kapitel eller to i, til afveksling. Det er Stephen King's On Writing, som jeg ofte har nævnt, og Rhett and Link's Book of Mythicality, som jeg ikke har nævnt før. Rhett and Link er to fyre, der har et underholdende show på YouTube, der hedder Good Mythical Morning. Jeg har fulgt dem i et par år. I starten syntes jeg de var ret mærkelige, men nu er jeg kommet til at holde meget af deres humor og de ting, de laver. Jeg er allerede over halvvejs i bogen, som jeg lytter som lydbog, og sandsynligvis vil jeg skrive en anmeldelse af den, når jeg engang er blevet færdig. Den er rigtig god.

Jeg har planer om at bage vafler i løbet af dagen, og hvis jeg er heldig, kan jeg nok overtale the hubs til at købe lidt snacks ind til mig, når han ordner dagens indkøb. Så jeg tror ikke, jeg går ned på kalorier :)

Jeg håber, I andre, der deltager, også er oplagte og godt forberedte, og ikke mindst at I har udvalgt nogle rigtig gode bøger. God læselyst.

Lørdag kl. 14.01
Ligesom i april har jeg begyndt Readathon'et med at donere et beløb til eventets officielle indsamling til organisationen Room to Read. Jeg vil opfordre dig til at gøre det samme :) Du kan finde indsamlingen på Readathon'ets hjemmeside under menupunktet Give! eller komme direkte til samme sted ved at klikke her.

Derudover er vaffeldejen næsten færdig og kan snart stå og trække et par timer indtil det bliver tid til vaffelpause.

Det betyder at øjeblikket nu er kommet, hvor jeg skal vælge, hvilken bog, jeg vil gå i gang med. I næste opdatering skriver jeg sikkert mere om, hvad jeg vælger, og hvorfor.

Lørdag kl. 15.34
Jeg har læst de første fire kapitler af Silas. Jeg har ikke læst den siden jeg var barn, og havde du spurgt mig for et par timer siden, om jeg kunne huske nogen detaljer fra den, ville jeg have sagt klart nej. Alligevel føles historien så velkendt. På hver eneste side sker der ting, som jeg ved, jeg har læst før, uden dog rigtigt at kunne huske det. Det er lidt som når man drømmer den samme drøm to gange, eller har dejavu.

En af kattene lader til at ville holde mig med selskab på sofaen. Max hygge. Men maven er begyndt at rumle, så nu tror jeg, det er tid til at bage vafler!


Lørdag kl. 17.43
Mens jeg bagte vafler, dækkede min søde ægtemand et flot kaffebord. Vaflerne blev rigtig lækre, og der blev endda en lille stak til fryseren.


Jeg har nu læst to kapitler mere i Silas og lyttet til et kapitel i The Book of Mythicality. Kan også mærke, at jeg ikke har fået helt nok søvn de sidste par dage, så overvejer om en lille lur inden aftensmaden er en god investering?

Lørdag kl. 20.57
Jeg lyttede et kapitel mere i Mythicality, hvorefter jeg sov en god times tid mens min søde, bedre halvdel lavede aftensmad. Jeg tror, det var en god ide med den lur, for nu går det rigtig godt med læsningen igen. Er netop nået til kapitel ti i Silas, og hvor er den bare god!

Jeg har ikke deltaget i nogen minichallenges indtil videre, og gør det sandsynligvis heller ikke til dette Readathon. Jeg vil hellere fokusere på bare at læse. Jeg har heller ikke kigget særlig meget på andre deltageres opdateringer, men jeg regner med at besøge og kommentere deres indlæg når eventet er forbi.

Lørdag kl. 22.48
Siden sidste opdatering har jeg nu færdiggjort både Rhett and Link's Book of Mythicality og Silas og den sorte hoppe. Jeg hygger mig så meget med historien om Silas, at jeg besluttede mig for at fortsætte med næste bog i den serie, Silas og Ben-Godik. Den er jeg nu ca. en fjerdedel inde i, og den er mindst lige så spændende som den første.


Men jeg trænger også til en lille pause nu, og vil derfor forberede mig på at gå til køjs. Måske vil jeg snuppe et kapitel eller to mere inden jeg lægger mig til at sove, men jeg skriver nok ikke flere opdateringer før i morgen formiddag.

Fortsat god læselyst til jer, der fortsætter ud på de små timer!

Søndag kl. 10.10
Jeg kunne ikke se nogen grund til at forsømme bibellæsningen på grund af Readathon, så inden jeg stod op i dag, læste jeg de tretten sidste kapitler i Første Mosebog. Det er historien om israelitternes stamfader Jakobs søn Josef, der af misundelse bliver solgt som slave af sine brødre i Kana'an og kommer til Egypten. Der går det ham imidlertid godt (han bliver så godt som konge over hele landet), så mange år senere, under en stor hungersnød, bliver han forsonet med brødrene og får sin far (som har savnet ham meget) at se igen inden han dør, og alle er glade.


Efter nu at have fået morgenmad og et dejligt, varmt brusebad, fortsætter jeg med Silas og Ben-Godik. Jeg er meget spændt på, hvordan Silas og hans ven mon redder den lille dreng Jef fra hestekragen, der har taget ham til fange og bruger ham som slave.

Søndag kl. 12.27
Uha, jeg synes tiden begynder at gå hurtigere og hurtigere, og klokken nærmer sig 14.00 med hastige skridt. De sidste par timer har jeg siddet i sofaen og nydt et par gode kopper te og cookies, mens jeg læste videre i Silas. Nu, efter en hurtigt frokost bestående af to stykker rugbrød med røget filet, en tomat og nogle agurkeskiver, er jeg parat til at sluge de sidste 30-35 sider. Bliver jeg færdig inden kl. 14.00, tager jeg sandsynligvis et par sider i On Writing.

Jeg ønsker alle en god slutspurt!

Søndag kl. 14.09
Det er ikke helt nemt at forstå lige nu, men Dewey's Readathon October 2017 er nu forbi. Mit hoved summer af alle de forskellige historier, karakterer, tanker og indtryk, de læste bøger har efterladt sig derinde.

Jeg blev færdig med andet bind i Silas-serien, Silas og Ben-Godik, og nåede også et godt stykke videre i On Writing, inden alarmen på telefonen lød, og det blev tid til at stoppe, strække mig, og tælle sammen hvor mange sider jeg havde læst i hver bog.

Resultatet er som følger:

  • Silas og den sorte hoppe: 177 sider
  • Silas og Ben-Godik: 212 sider
  • Rhett and Link's Book of Mythicality: 41 sider*
  • Bibelen: 13 sider
  • On Writing: 23 sider
I alt: 466 sider.

*Jeg ved ikke præcist hvor mange sider, jeg har læst i Mythicality, fordi det var en lydbog, men baseret på bogens samlede sideantal (272) og det antal kapitler, jeg har lyttet (3 ud af 20), anslår jeg at det må være ca. 41 sider.

Det er et resultat, jeg er rigtig godt tilfreds med. Jeg er også glad for, at jeg trods alt fik åbnet fem forskellige bøger, selvom jeg kun skiftede læsestof på tidspunkter, hvor det føltes naturligt.

Den tredje bog i Silas-serien står stadig i reolen (serien er meget længere end det, men jeg køber sandsynligvis ikke resten, hvis ikke Gyldendal fortsætter med at udgive dem i de nye udgaver). Den må jeg så læse i løbet af de næste par uger.

Når denne sidste opdatering er skrevet, er det tid til at vende tilbage til virkeligheden og hvad den har at byde på af vasketøj, rengøring og madlavning, men heldigvis også opmærksomt samvær med ham den dejlige, og vores to katte. Vejret ser ikke så ringe ud, så måske kan de sidste timer af efterårsferien også byde på lidt udendørs aktivitet. Det vil i hvert fald gøre godt med lidt motion og en stor mundfuld frisk luft.


Jeg håber også at I andre deltagere har fået fyldt hovedet med historier og ideer, der vil glæde og inspirere jer i ugen, der kommer. Jeg glæder mig til at læse om jeres døgn. Tak for en fantastisk læsefest.

12 kommentarer:

  1. Uhm, jeg får helt lyst til vafler. Held og lykke med Readathon ^^

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Jeg glæder mig altså også til vaflerne. Var lige ude at købe vaffeljernet i forgårs, bliver spændende at tage det i brug!

      Slet
  2. Hmm, måske jeg kan overtale mine piger til at bage vafler, mens jeg læser ;) Jeg er også ved at være klar. Jeg har dog skåret meget ned på snacks i år og nøjes med et par Jolly Cola til senere og lidt vindruer til i eftermiddag. Det bliver så hyggeligt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Fornuftigt at skrue lidt ned for snacks. Jeg har også færre snacks end sidste gang, og "nøjes" med vafler, tørrede abrikoser og nogle småkager. Jeg ved dog også, der ligger en lille portion is i fryseren ...

      Slet
  3. Årh, vafler! Jeg havde overvejet at bage chokoladekage men endte med at købe et par gode flødeboller i stedet :)

    Pøjpøj med læsningen!


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Flødebollerne er velfortjente :) Også pøj pøj med læsningen til dig!

      Slet
    2. Dejligt med katteselskab. Vores ene kat slumrer også i den ene ende af sofaen, hvor jeg læser. Argh, og nu tænker jeg også på vafler... :D

      Slet
    3. Det er skønt at sidde og læse i sofaen med en spindende kat!

      Slet
    4. Jeg smutter også snart i seng, men vil nok nå at læse lidt mere, inden jeg falder i søvn.

      Håber du får en god nats søvn :-)

      Slet
  4. Håber du får en god afslutning på eventen - jeg går i gang med min sidste bog om lidt, når jeg har fået lidt frokost :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for besøget! Jeg fik en rigtig god afslutning. Håber, det også gælder for dig, og at du samlet set har haft et rigtig godt Readathon :)

      Slet