Dette indlæg mit bidrag til en debat Luna har lagt op til i sit seneste indlæg, og som både Rikke og Rikke på indsigtsfuld vis har fulgt op på. Det henvender sig mest til andre bogbloggere, så føl dig fri til at springe over, hvis det ikke interesserer dig (et princip der selvfølgelig gælder alle mine indlæg).
Da jeg startede denne blog for snart et år siden, var jeg faktisk ikke engang klar over, at forlagene så bogblogs som en markedsføringskanal af nogen betydning. Jeg havde ikke før læst nogen bogblogs selv, men hørte om det fra to andre bloggere, jeg mødte tilfældigt til et bogligt event. Men da jeg både kunne lide at blogge og at læse virkede det så oplagt, at jeg den dag i dag stadig kan undre mig over, at jeg ikke selv fik ideen noget før. Pointen er, at jeg startede bloggen af lyst - lyst til at dele mine læseoplevelser med andre (hvis der da var nogen, der gad læse om dem; det kunne jeg jo ikke vide), og måske også som en slags portfolio til mig selv, for at blive mere bevidst og målrettet med min læsning - det er den i hvert fald blevet, og jeg har stor glæde af den som sådan.
Nogle rigtig søde, mere erfarne bloggere hjalp mig i gang med bloggen ved at svare på mine spørgsmål og give en masse gode råd med på vejen. Og snart opdagede jeg det der med gratis ting: Det var åbenbart helt almindeligt for mange (næsten alle, virkede det som om) af de andre bogbloggere at modtage anmeldereksemplarer fra diverse forlag. Nogle blev også inviteret til fancy arrangementer med forfattere og forlæggere.
Det overraskede mig faktisk en hel del hvor meget de her ting fyldte i bogbloggerverdenen. Hvorfor skulle jeg have gratis bøger bare fordi jeg havde en blog? Jeg er jo bare en privatperson, der blogger om min fritidsinteresse; noget alle og enhver kan gøre. Var der ingen, der på en eller anden måde skulle tjekke at jeg vidste, hvad jeg talte om, før de sendte mig deres dyrebare bøger? Jeg troede, det at modtage en bog til anmeldelse var en sjælden anerkendelse man skulle gøre sig fortjent til gennem lang tids seriøs og talentfuld bloggeri, og kun hvis man udover sin blog havde en uddannelse som fx bibliotekar eller lignende til at give ens anmeldelse troværdighed. Men sådan var det slet ikke. I dag sidder jeg med en fornemmelse af, at jeg kan få stort set hvad jeg vil have, hvis bare jeg beder om det.
Jeg blev selvfølgelig fristet til at tage min bid af kagen. Men der var også mange overvejelser. Ville jeg kunne forblive 100% uvildig i mine anmeldelser, hvis jeg ikke selv havde betalt for bogen eller lånt den på biblioteket? Desuden læser jeg ikke lige så mange bøger som mange andre bogbloggere (sidste år læste jeg faktisk kun 17, men takket være bloggen kommer jeg i år nok op på 35), så ville jeg forpligte mig til mere end jeg egentlig havde lyst til, hvis jeg begyndte at modtage anmeldereksemplarer? Jeg ved selvfølgelig godt at jeg ikke behøver modtage mere end én bog ad gangen, men bare det at jeg bruger tid på at kigge de nye udgivelser igennem for at vælge hvilken det så skal være, gør at mit fokus skifter - og jeg har et ønske om faktisk ikke at læse/anmelde alt for mange nye udgivelser, men give mindst lige så meget opmærksomhed til gode bøger, der har nogle (måske mange) år på bagen, men som fortjener at blive læst igen.
Jeg synes slet ikke, jeg læser nok til at forlagene bare skal sende mig en masse bøger uopfordret. Jeg ved, jeg kun ville få læst et fåtal af dem, og jeg vil gerne bevare mit frie valg frem for at blive fodret. Jeg er kommet frem til at jeg vil skrive til forlaget og bede om et eksemplar hvis der er tale om en bog, jeg alligevel ville have købt eller lånt på biblioteket. Så ved jeg i hvert fald med mig selv at interessen er ægte. For dem, der læser mere end mig, og som har haft længere tids samarbejde med forlagene, kan det selvfølgelig sagtens give god mening at modtage mange uopfordrede anmeldereksemplarer.
Men selv om jeg er meget bevidst om hvilket privilegie det er at kunne få et anmeldereksemplar når man beder om det, eller blive inviteret til et bloggerevent, kender jeg alligevel godt til den følelse, Luna beskriver i sit indlæg, af at goderne nogle gange virker ulige fordelt. Som nystartet blogger kunne jeg ikke lade være med at tænke over hvordan de mere erfarne bloggere havde opnået den status hos forlagene, som de havde. Hvad skulle der mon til? Og jeg kunne godt blive lidt misundelig på de bloggere, der var mere etablerede og havde flere læsere end mig. Især når det skete at jeg læste et indlæg, fx en anmeldelse, og tænkte: "Det kunne jeg have gjort bedre." Så følte jeg, at jeg fortjente at have lige så mange læsere og få lige så meget opmærksomhed fra forlagene. Men det bundede simpelt hen i misundelse, og i frygten for at der ikke var nogen læsere tilbage til mig. Og det må jeg bare give slip på. For hvis jeg tror, jeg kan gøre det bedre, så må jeg bevise det. Og hvis jeg vil have læsere, så må jeg først og fremmest koncentrere mig om at fylde bloggen med indhold af høj kvalitet og skrive om bøger der virkelig interesserer mig inderst inde.
Dette leder mig videre til noget andet, for selvfølgelig betyder det også noget for antallet af læsere, hvor meget og hvordan jeg forsøger at promovere min blog. Og selvom jeg mest blogger for min egen skyld, så er det virkelig rart når der er nogen ud over min mor, der læser indlæggene. Og selv om mange af mine læsere nok er bogbloggere ligesom mig, så er jeg ret sikker på at der er nogen, der ikke er, og satser i hvertfald på først og fremmest at henvende mig til "normale" læsere, så alle kan være med.
Jeg har ikke verdens bedste selvtillid, og bliver nemt lidt for afhængig af det sus af glæde og anerkendelse det giver, når der kommer en kommentar på et indlæg eller et like på facebook. Ligesom jeg var bange for at der ikke var nogen, der ville læse min blog, var jeg også bange for at blive sat af i kapløbet med de andre bogbloggere. Jeg var bange for at investere tid, kræfter og penge i et projekt, der ikke blev til noget, eller i hvert fald ikke blev godt nok sammenlignet med andres. Derfor har jeg indtil videre været ret ihærdig med at promovere bloggen på alle de måder, jeg nu kunne komme i tanke om, og i nogle tilfælde også gået lidt videre end jeg egentlig havde det godt med. For nylig var der en dame, der på en venlig og konstruktiv måde kritiserede mig for at fiske efter besøgende i en facebookgruppe. Jeg har måttet sige til mig selv at det ikke var en katastrofe at få kritik, slet ikke med et smil som det var tilfældet. Det er jo heller ikke sikkert at alle var enige med hende. Men det fik mig alligevel til at tænke over, om jeg kan blive mere redelig i min promovering.
Da jeg startede denne blog gav Kathrine mig det gode råd at være tålmodig. Hvis bare jeg blev ved med at skrive indlæg, så skulle læserne nok komme. Og i dag, hvor jeg ser besøgstallene stige støt og roligt, kan jeg jo se, at hun havde ret. Selvom jeg ikke helt ved, hvor meget man kan stole på Googles besøgsstatistik :). Jeg ligger p.t. på ca. 150 sidevisninger af en anmeldelse indenfor de første to døgn, og ærlig talt har jeg ingen anelse om, om det er meget eller lidt. Det kommer vel an på, hvad jeg selv er tilfreds med.
Jeg er i hvert fald ved at blive klar over at det er mig selv, der bestemmer hvornår det er godt nok, og at der ikke er noget kapløb med de andre bloggere. Det er i hvert fald os bogbloggeres fælles ansvar at der ikke bliver et. Jeg vil ikke have jer som rivaler. Jeg vil så gerne kunne blive ved med frimodigt at spørge de erfarne bloggere om hjælp, og selv føle mig fri til at hjælpe andre når jeg kan. Derfor tror jeg også bare det er super vigtigt at vi bliver endnu bedre - for vi er allerede ret gode - til at være åbne overfor hinanden hvad angår sådan noget som besøgstal, anmeldereksemplarer osv. så vi ikke brænder ikke med frustrationer og mistro. Luna skrev fx at hun skulle være heldig for at få 77 likes for et billede på instagram. Jeg har åbenbart ikke opdaget humlen ved instagram endnu, for jeg har vist aldrig fået mere end 35. Det er da tankevækkende at 77 likes på instragram er ren ønsketænkning for mig, men dødens pølse for Luna.
Jeg tror også vi skal huske at hver blog har sine svage og stærke sider, og det ikke er alle ting, der kan måles i likes, og heller ikke alle ting, der kan sammenlignes. Nogle har mere tid til at blogge end andre. Nogle er mere ambitiøse. Nogle har specifik viden fra bog- eller biblioteksbrancen. Nogle er bedre til at skrive end andre. Nogle er bedre til at tage billeder. Nogle har bedre styr alle de tekniske aspekter. Bogbloggere har forskelligt udgangspunkt, og nogle er dygtigere end andre, det er der ikke noget forkert i. Det der betyder noget er at vi hver især gør det så godt vi kan, forsøger at blive bedre og fokuserer på kvalitet frem for kvanitet; på at give vores læsere det bedst mulige indhold, uanset om de er få eller mange. Hvis ikke jeg gør det, kan jeg ikke have respekt for mig selv som bogblogger, og mine læsere såvel som de forlag, jeg er så heldig at arbejde sammen med, kan heller ikke tage det jeg skriver seriøst.
Jeg har længe tænkt på at skrive et indlæg om, hvad jeg synes en god bogblog, et godt indlæg og en god anmeldelse er, og det ville egentlig være oplagt at gøre det her, men det bliver nok for langt, og jeg har heller ikke mere tid, så det må vente til en anden god gang. Dette var hvad Luna, Rikke og Rikkes indlæg satte i gang i mit hoved, og jeg håber det bliver til gavn for en anden bogblogger eller to.
På falderebet kunne jeg dog godt tænke mig at spørge jer om følgende: Er det en god eller dårlig ting at forlagene er så rundhåndede med anmeldereksemplarerne? Hvad gør det ved dem, ved os, ved læserne, ved bogbranchen generelt?
