"Visigotens hjelm" af Lene Dybdahl

Forfatter: Lene Dybdahl
Udgivelsesår: 2012
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 434

--- --- ---

"Consuela fremdrog en lille kugle på størrelse med en tennisbold fra en af de mange lommer i sin kjole. Kuglen var grå som støv, men da hun tappede på den med en spids negl, forsvandt den støvgrå farve øjeblikkeligt og kuglen blev skinnende sort.
   Laura satte sig ved siden af hende og så interesseret til. Fra kuglens centrum udgik en lysprik der voksede sig større og større, indtil hun så prins Ahmeds ansigt strålende klart."

--- --- ---

Visigotens hjelm er bind to i trilogien om Nøglens vogtere. I denne bog følger læseren igen David og Laura i deres forsøg på at befri deres forældre, der er blevet taget til fange af Boabdil, sultanen i Al Andaluz, et fortryllet rige, man kun kan komme ind i ved hjælp af en magisk nøgle. I Al Andaluz får David og Laura følgeskab af den unge prins Ahmed, der desuden har sin egen mission: at finde sin elskede prinsesse Catalina, der er datter af den kristne kong Ferdinand. Sammen må de overvinde et væld af forskelligartede farer for at få fat i visigotens hjelm, endnu en magisk genstand, som de håber Boabdil vil acceptere som løsesum for Lauras mor og far.

Visigotens hjelm er en virkelig god bog, og en rigtig vellykket efterfølger til Den gyldne nøgle. For det første er der meget mere af samme, underholdende skuffe: Et flot, mættet sprog, et skønt, indviklet plot fyldt med overraskelser, masser af spænding og action, og masser af sjove, skæve, farverige, skræmmende, onde, gode, og ikke mindst troværdige, karakterer. Og for det andet er der tilpas nye elementer til. at læseren oplever at historien udvikler sig, uden at han/hun dog mister forbindelsen til første bind. Et af de nye elementer er fx prins Ahmed, som næsten føles som en tredje hovedperson ved siden af David og Laura. Det er spændende for både læseren og de to tvillinger at lære ham at kende, og forskellene i både kultur og status mellem dem tilfører historien en fin dynamik.

Et andet eksempel på et nyt element er miljøet. Denne del af trilogien foregår udelukkende i det fortryllede Al Andaluz, der minder om Spanien i den sene middelalder, hvor bind et mest foregik i nutidens Spanien. Jeg satte stor pris på dette nye miljø, der giver historien et frisk pust, og også gør at bogen føles mere fantasy-agtig. Og ligesom med forskellene mellem tvillingerne og Ahmed, kommer der også fin dyamik ud af forskellen mellem det middelalderlige miljø og den teknologi David og Laura har med sig fra deres egen verden, fx i form af deres fars iPhone. Derudover møder vi også to nye bipersoner, heksen Consuela og den pompøse engelske adelsmand Sir Alexander Wellington. Begge kom jeg til at holde meget af, men hvis jeg skulle forklare hvorfor, ville jeg komme til at afsløre for meget af historien, hihi.

--- --- ---

   ",,Hvad er det for en underlig fjerpen?" spurgte Ahmed, ,,og hvor er blækhuset?"
   ,,Det er en kuglepen," sagde Laura irriteret. ,,Det er en genstand fra vores verden. Blækket er indeni."
   Hun lod Ahmed prøve den og han var vildt begejstret for at klikke spidsen ud og ind.
   ,,Hvor er den bare ... hvad er det nu du plejer at sige, David ... cool! Gid, jeg havde sådan én!"
   Han legede videre med den, mens Laura utålmodigt så til.
   ,,Du må få den hvis du viser os hvor det skatkammer ligger. Måske ved du også hvordan man kommer derind?" "   

--- --- ---

Ligesom i Den gyldne nøgle gælder det, at forfatterens store baggrundsviden om Spaniens historie sætter prikken over i'et på mange steder i bogens handling. Det gør, at der ikke bare er tale om en underholdende bog, men at der også er brugbar viden at hente for læseren. Naturligvis skal alle detaljer ikke tages for pålydende, og jeg savner da også den lille guide til, hvor meget af historien, der er sand, som der fandtes bag i bind et, men ærgerligt nok er blevet udeladt i bind to, i hvert fald i den udgave, jeg læste. Heldigvis er ordforklaringen der stadig, denne gang serveret som en integreret del af historien, udformet af bipersonen Consuela. Under alle omstændigheder giver Lene Dybdahls grundige research bogen en høj grad af indlevelse og troværdighed.

Og ikke alene er Lene Dybdahl dygtig til at inddrage de historiske fakta og sin viden om sprog, hun er også rigtig god til selv at finde på. David og Lauras mission er at finde den magiske, gyldne hjelm, der refereres til i bogens titel. Og hjelmen er forbundet til et gammelt sagn, der igen kædes sammen med en gåde, som David, Laura og Ahmed skal løse. Gåden er rigtig godt udtænkt, og legenden bliver fortalt med den alvor og tyngde, genren kræver. Dermed etableres hjelmen som et solidt omdrejningspunkt for bogens handling.

Første og andet bind hænger virkelig godt sammen. Ikke kun fordi Den gyldne nøgle sluttede i en meget vellykket cliffhanger, og Visigotens hjelm begynder næsten samme sted, hvor Den gyldne nøgle slap. Men også fordi forfatteren ved hjælp af referencer i slutningen af bind et, fx til prins Ahmed, lagde grundigt op til bind to. Det samme er tilfældet her i slutningen af bind to. Dette gør at jeg som læser føler at forfatteren har planlagt historien rigtig godt, og at hun fører mig sikkert fra bog til bog i trilogien, der dermed kommer til at føles som én sammenhængende historie, også selv om hver enkelt bog har sit eget, mere eller mindre afsluttede handlingsforløb. I hvert fald giver det mig som læser stor lyst til at fortsætte med bind tre. Jeg håber Kongens krucifix lever op til dens to forgængere, og så håber jeg også, at Laura snart kommer til at opleve lidt mere held i kærlighedslivet end det har været tilfældet indtil videre :).

--- --- ---

Som altid bliver jeg glad for en lille hilsen i kommentarfeltet, så jeg kan se, du har været forbi. Spørg meget gerne, hvis der er noget, du gerne vil vide om bogen, som jeg ikke kom ind på. Læs eventuelt også min anmeldelse af bind et i serien, Den gyldne nøgle.

"Den gyldne nøgle" af Lene Dybdahl

Forfatter: Lene Dybdahl
Udgivelsesår: 2012
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 375

--- --- ---

"Månen kastede sit sølvskær på cypresser og appelsintræer i den lille patio nedenfor, og [sultanen] satte sig op på den ene albue, så han bedre kunne se. Månen stod i en skæv vinkel på himlen. Det så helt forkert ud. Han skælvede. Det var et dårligt varsel. Halvmånen havde altid ligget som en vugge på himlen og beroliget hans øje når søvnen ikke ville komme. Nu stod den som en dirrende krumkniv i en huggeblok."

--- --- ---

I Den gyldne nøgle, der er første bind i trilogien Nøglens vogtere, møder vi tvillingerne David og Laura, der netop er fyldt 13 år. De to nybagte teenagere lever et helt almindeligt liv som alle andre børn i Danmark med skole, fritidsinteresser, forældre og forventninger om fødselsdagsgaver. Og så dog ... vi når ikke at vende mange sider i bogen, før vi støder på ting, der virker mildest talt mystisk. Hvorfor tror David, det betyder uheld at blive filmet af et sikkerhedskamera, og hvorfor har familien skiftet efternavn og bopæl hvert tredje år lige så længe tilbage Laura kan huske?

Disse spørgsmål har sammenhæng med begivenheder, der ligger flere hundrede år tilbage i tiden, og da bogens handling med ét tager fart, da David og Lauras forældre forsvinder, bliver vi som læsere taget med på en rejse der ikke bare fører helt til Spanien, men også igennem en vigtig del af dette lands historie, nemlig tilbagetrængningen af maurerne, og - måske - til en helt anden verden, skjult i Alhambras måneskin?

--- --- ---

     "Taxachaufføren så skeptisk på Laura og David i bakspejlet.
     ,,Nu er I vel ikke ude på narrestreger?'' brummede han, og satte taxaen i bakgear. David rystede på hovedet og fandt en 100-krone-seddel frem fra rygsækken.
     ,,Vi har penge nok til turen. Men vi skal skynde os, for vores fly afgår kl. 17.15.''
     Taxachaufføren lod til at have accepteret deres forklaring. David kiggede konstant ud ad bagruden for at se om de blev forfulgt, men det gjorde de vist ikke."

--- --- ---

En af forfatteren Lene Dybdahls store styrker er at skabe et særdeles holdbart plot, der byder på masser af forviklinger og overraskelser, og dette er allerede tydeligt her i Den gyldne nøgle, der er hendes første udgivelse. Der er masser af spænding og saft og kraft i både handlingen og karaktererne, og selv om bogen nok passer bedst til børn, der omtrent er på alder med de to hovedpersoner, havde den trods alt også en vis underholdningsværdi for en voksen læser som undertegnede. Hver gang, jeg modvilligt var nødt til at lægge bogen fra mig, glædede jeg mig rigtig meget til næste ledige læsestund, hvor jeg forhåbentlig ville finde ud af, hvordan David og Laura mon klarede sig ud af snart den ene, snart den anden knibe.

I deres jagt på den magiske nøgle, som de håber at bruge som løsesum for forældrene, får tvillingerne hjælp af farens gamle kammerat, Tío Pepe, en herlig, politisk ukorrekt karakter, man som læser ikke kan undgå at komme til at holde af. Det er også lykkedes godt for Lene Dybdahl at give David og Laura hver deres personlighed og måde at tænke på, som er troværdig i forhold til deres køn og alder. Ligeledes forstår hun sig rigtig godt på alle de virkemidler, der får os til at afsky skurkene, af hvem der findes flere vellykkede eksemplarer i bogen.

Den måde, hvorpå historien inddrager spansk historie, sprog og geografi er gennemført og tilfører bogen en betydelig troværdighed og kvalitet. Læsere inden for målgruppen vil ganske givet lære en hel del her, vel at mærke uden at opleve at teksten på noget tidspunkt bliver tung eller tør. Andre fine træk ved bogen og Lene Dybdahls stil er, hvordan hun formår at gøre det velkendte og hverdagsagtige til noget spændende, der viser sig at rumme skjulte hemmeligheder, og hvordan hun formår at bruge humor og overraskende vinkler til at italesætte visse mere eller mindre tabuiserede emner.

Som det gerne skulle fremgå af det ovenstående, oplever jeg bind et i Nøglens vogtere som en meget læseværdig børnebog med adskillige fine kvaliteter. Der er også i den grafiske opsætning og indbindingen gjort noget ud af bogen, hvilket indholdet bestemt gør sig fortjent til. Det var ikke en bog, der rørte ved mit inderste, men det tror jeg heller ikke var meningen med bogen. Til gengæld gav den mig en både underholdende og indholdsrig historie, der var særdeles godt skruet sammen. Den vil givet gøre indtryk på læsere inden for målgruppen og blive en af de historier, man aldrig helt glemmer. Jeg er mere end klar til at gå i gang med bind nummer to!

--- --- ---

Som altid bliver jeg glad for en lille hilsen i kommentarfeltet, så jeg kan se, du har været forbi. Spørg meget gerne, hvis der er noget, du gerne vil vide om bogen, som jeg ikke kom ind på.

"Alt det lys vi ikke ser" af Anthony Doerr

Forfatter: Anthony Doerr
Udgivelsesår: 2015
Genre: Historisk roman
Forlag: Politikens Forlag
Antal sider: 559

"Man lærer intet om at være blind ved at lukke øjnene. Under ens verden af himle og ansigter og bygninger findes en mere rå og ældre verden, et sted hvor overflader opløses, og lyd glider som fiskestimer gennem luften. Marie-Laure kan sidde i loftskammeret højt over gaden og høre liljer rasle på engene tre kilometer borte."

Alt det lys vi ikke ser, vinder af bl.a. Pulitzer-prisen for fiktion i 2015, foregår under anden verdenskrig. Vi følger to unge mennesker, Werner og Marie-Laure, og erfarer hvordan krigen forandrer deres liv for stedse. Werner er forældreløs og vokser op på et børnehjem i kulminekomplekset Zollverein i Tyskland. Takket være sin lysende begavelse hverves han til en eliteskole for Hitlerjugend og håber på en fremtid som ingeniør. Marie-Laure er datter af låsesmeden på det naturhistoriske museum i Paris og stortrives omgivet af professorer og naturvidenskab. Som seksårig bliver hun blind, men med sin fars kærlige og tålmodige støtte formår hun at bevare troen på livet og på sig selv. Hårde prøvelser venter dog forude for både Marie-Laure og Werner når krigen rammer deres tilværelse og vender op og ned på alting. Midt i tumulten foregår også en jagt på en uvurderlig skat, der siges at give evigt liv til sin ejer: Den mystiske diamant kendt under navnet Flammernes Hav.

Denne bog var i det store hele en fornøjelse at læse, og til tider havde jeg ret svært ved at lægge den fra mig. Pulitzer-prisen er fortjent, ikke mindst på grund af sproget, handlingen og den sindrige komposition. Desværre var der nogle ting i slutningen af bogen, der skuffede mig lidt. Mere om det lidt senere.

Bogen er opdelt i tolv større hoveddele, og hver hoveddel er igen opdelt i en serie meget korte kapitler på 1-5 sider hver. I begyndelsen var det lidt svært for mig at leve mig helt ind i historien, fordi jeg hele tiden syntes at handlingen blev afbrudt, men inden længe begyndte puslespillet at tage form, og efter et stykke tid syntes jeg rigtig godt om disse korte kapitler, fordi jeg aldrig skulle vente længe på at finde ud af, hvad der fx skete hos Marie-Laure mens jeg læste om Werner.

Det kneb, Anthony Doerr overordnet benytter til at fastholde spændingen hos læseren er, at fortælle næsten hele historien i lange flashbacks. Ser man bort fra disse flashbacks centrerer historien sig om de allieredes befrielse af den franske kystby Saint-Malo, og spænder kun over nogle få dage. Helt i begyndelsen af bogen afsløres det at Marie-Laure befinder sig alene og forladt i et hus i den sønderbombede by, og at Werner, der nu er soldat i den tyske hær, er fanget i en kælder i nærheden under tonsvis af murbrokker sammen med to af sine kammerater. Kun få gange i løbet af de 559 sider vender historien kortvarigt tilbage til denne skæbnesvangre nutid, og mens vi hører om Werner og Marie-Laures opvækst og også kommer ret tæt ind på livet af flere af de bipersoner, der omgiver dem, ligger det store spørgsmål omme i baghovedet: Hvordan kommer de hver især ud af den knibe, de befinder sig i? Kommer de overhovedet til at møde hinanden? Det er en genial og gennemført komposition som er meget effektiv.

Ud over kompositionen er sproget en af de ting, der i høj grad bærer denne bog. Derfor har jeg også krydret min anmeldelse med en lille håndfuld ekstra citater til sidst. Historien er ikke som sådan handlingsmættet, men bogen bliver ikke på noget tidspunkt kedelig takket være det fine sprog, der ustandseligt danner små stemningsbilleder og rammende beskrivelser. Doerr skriver, så det føles som om, jeg sidder på en sky og ser på en ballet mens jeg drikker et glas af noget køligt og velsmagende. Det er legende let. Originalt og overraskende uden at blive tungt. Virkelig smukt og samtidig naturligt og hverdagsagtigt. Jeg kunne godt finde på at læse flere af hans bøger bare for at opleve det igen.

Selvom historien foregår under krigen, og der indimellem sker barske og skræmmende ting, er stemningen gennem det meste af bogen blid og håbefuld - nogle gange næsten hyggelig. Volden er ikke udpenslet, man skal tænke sig til de fleste af uhyrlighederne. Dette kunne jeg godt lide ved bogen, og derfor blev jeg lidt skuffet, da stemningen hen mod slutningen begyndte at ændre sig. Volden rykkede et skridt tættere på, og handlingen tog nogle drejninger, der gjorde at håbet forsvandt og alt det, jeg havde været igennem med karaktererne, pludselig virkede meningsløst. Der var ganske vist nogle af de ting, jeg havde håbet, ville ske til slut, som også skete, men ikke alle. Jeg har ikke noget imod en åben eller endda smertefuld og ulykkelig slutning, hvis bare den kan rummes inden for den indre logik, værket opbygger. Men det mener jeg ikke er tilfældet her. Jeg synes, Doerr træder over en grænse, han ikke skulle have brudt, hvis bogen som helhed skulle hænge sammen. Derfor er jeg ikke just tilfreds med slutningen.

Karakterer og dialog er lige så troværdige som man tør forvente af en Pulitzer-prisvinder. Romanen virker også til at være rigtig godt researchet, ikke kun hvad angår de historiske forhold og krigen, men også, for Marie-Laures vedkommende, hvordan det er at være blind og hvad det betyder for de mennesker, der er omkring hende. Det samme gælder for Werner og Marie-Laures store interesser, hhv. radioteknologi og havsnegle. Pludselig er jeg fascineret af hvad en radio i det hele taget er og hvordan den virker. Og Marie-Laures fascination af havet og dets beboere kædes sammen med gennemgående referencer til Jules Vernes klassiker En jordomsejling under havet, hvilket også var noget, jeg syntes godt om ved bogen. Alt i alt vil jeg sige, at Alt det lys vi ikke ser er et stort og smukt værk, der desværre har en træls ridse i lakken, som jeg umiddelbart efter endt læsning har svært ved at abstrahere fra.

Har du læst bogen, vil jeg meget gerne høre om din oplevelse i en kommentar herunder. Skriv også meget gerne og sig hej, bare fordi du har læst indlægget.

Hvis du klikker her, kan du se en tre minutter lang, engelsk anmeldelse af Alt det lys vi ikke ser på YouTube, der peger på en masse interessante detaljer ved bogen, jeg ikke har fået med her.

Flere citater fra bogen:

"Efter at Etienne har blæst lyset ud, knæler han i lang tid ved siden af sengen. Dødens knoglede skikkelse rider gennem byens gader under dem og standser nu og da sin ganger for at se ind ad et vindue."

"I entreen tøver de; det er ikke til at sige hvad der venter dem på den anden side af døren. Han husker den alt for varme balsal hvor han deltog i optagelsesprøven for fire år siden: stigen der var sømmet til væggen, de røde flag med den hvide cirkel og det sorte kors. Man går ud til kanten, man springer."

"Havet. Havet! Lige foran hende! Så tæt på hele tiden. Det suger og buldrer og plasker og rumler; det løfter sig og udvider sig og falder over sig selv; Saint-Malos labyrint åbner sig i en portal af lyd, der er større end noget hun nogensinde har hørt."

"Hvor er verden dog fuld af labyrinter. Et træs grene, rødders filigran, krystallers matricer, de gader som hendes far genskabte i sine modelbyer. Labyrinter i pigsnegles noprede huse og i overfladen på et træs bark og inden i en ørns hule knogler. Ingen mere kompliceret end den menneskelige hjerne, ville Etienne have sagt."