Sprogspillet af Susanne Staun

Nu bevæger jeg mig lidt uden for denne blogs normale rammer ved at anmelde et spil og ikke en bog. Sprogmenageriet har nemlig henvendt sig til mig og spurgt om jeg ikke ville anmelde Sprogspillet, et nyt brætspil om sprog, der er blevet til efter ide af forfatteren Susanne Staun. Som dansklærer og sprognørd kunne jeg da ikke sige nej til det.

Sprogspillet er et quiz-spil, hvor 3 eller flere spillere dyster mod hinanden i at besvare spørgsmål inden for fire forskellige kategorier: 1) Staveplade - hvor du skal stave svære ord rigtigt, 2) Fup & Faktum - hvor du skal gætte betydningen af sjældne eller forældede udtryk, 3) Grammatur - hvor det gælder om at finde grammatiske fejl i en lille tekst, og 4) Godtepose - hvor du skal besvare alle mulige blandede spørgsmål, der er mere eller mindre knyttet til noget sprogligt. Det gælder selvfølgelig om at være den, der først når hele spillepladen rundt. Det handler ikke kun om sproglig viden; der er også en god portion held involveret. Terningen bestemmer fx hvor langt du må rykke, og der er forhindringer undervejs på pladen, fx i form af Det sorte hul.

Hvor meget skal man så vide om sprog for at have noget ud af dette spil? De første par gange, jeg spillede det, gik det mig på, at jeg ikke kunne svare rigtigt på særlig mange af spørgsmålene, selv om jeg mener at have ret godt styr på det sproglige. Der er mange rigtigt svære spørgsmål, hvor du vil være tvunget til at gætte eller passe med mindre du er journalist, redaktør, eller sidder i sprognævnet. MEN jeg erfarede hurtigt, at spillets tagline, "for folk, der godt kan lide at være sammen med ord," faktisk holder hvad den lover. Den måde, spørgsmålene er konstrueret på, sammen med spillets regler, gør at det alligevel er sjovt at spille, uanset om du ved meget eller lidt om sprog. Selv min veninde, der er næsten ordblind og har mere end almindeligt vanskeligt ved at stave, men trods det alligevel er en kæmpe læsehest og meget sprogligt bevidst, syntes spillet var sjovt.

Der gælder desuden den regel, at hvis alle spillere melder pas på et spørgsmål, må man trække et nyt, sådan at den spiller hvis tur det er, simpelt hen får en helt ny chance. Det er en lidt atypisk regel for et quiz-spil, men når man har vænnet sig til den, fungerer den godt. Endnu en ting, der hjælper til at gøre spillernes chancer mere jævnbyrdige er, at de sidste fem felter inden målstregen er ekstra vanskelige at komme forbi. Det giver dig bedre muligheder for at indhente de førende, hvis du er sakket bagud i løbet af spillet.

Spillet fungerer bedst, hvis man er tre eller flere spillere, men min mand og jeg prøvede også at spille det to mand, og det kan sagtens lade sig gøre, hvis bare man justerer reglerne lidt.

Min konklusion er, at dette spil er glimrende underholdning for alle, der har en vis sproglig interesse. Der er desuden gode chancer for diskussioner og aha-oplevelser. Jeg fornemmer, at Sprogspillet for fremtiden vil blive taget ned fra hylden med jævne mellemrum her i huset.

Opsamling #9

Vi er kommet et godt stykke ind i november, og jeg må sige, at det for alvor er blevet læsevejr igen. Dette indlæg handler om mine fem seneste læseoplevelser. Hvis du vil se flere indlæg af denne type, så klik på "Andre indlæg" i menuen foroven og rul ned til "Opsamling."

Fagre nye elektronverden af Ira Levin
Her er et glimrende eksempel på, at man i en oversættelse somme tider giver en bog en helt anden titel, end den havde på originalsproget. Originaltitlen på Fagre nye elektronverden er nemlig This Perfect Day. Så den er ikke så ligetil at genkende.

Men forestil dig et tidspunkt i fremtiden, hvor så godt som al frihed såvel som al moral er kastet over bord for ét eneste mål: Effektivitet. Én stor computer styrer hele jorden. Styrer alle mennesker. Udvisker alle deres forskelle. Den bestemmer hvad du skal hedde, hvor du skal bo, hvad og hvornår du skal spise, hvad du skal have på, hvornår du skal sove, hvad du skal lave, hvad du må se og høre, og endda hvornår du skal dø. For fællesskabets bedste. Eller hvad?

Ansporet af mindet om sin rebelske bedstefar, beslutter hovedpersonen Chip at finde ud af, om der er et alternativ. Om der et sted, hvor computeren ikke længere kan nå ham. Det bliver en kamp som med tiden kommer til at koste Chip stort set alting - hvis han da kan siges at have noget at tabe. Undervejs møder han både kærlighed, bedrag og et hobetal af etiske dilemmaer.

Bogen har formået at sætte tydelige spor i mig. Sproget var ikke noget ud over det sædvanlige, men jeg blev enormt grebet af historien, ikke mindst på grund af dens aktuelle emne og uforudsigelige plot. Den har stået i min reol i årevis, så jeg er rigtig glad for, at jeg endelig fik den læst.

Kong Salomons miner af Henry Rider Haggard
Jeg går sjældent af vejen for en god eventyrhistorie, og det samme gælder klassikere. Så det er rigtig ofte sket, når jeg har besøgt en genbrugsbutik eller lignende, at denne bog har stået på hylden og råbt, mere og mere insisterende: "Læs mig. Læs mig!" Til sidst måtte jeg give efter. Jeg mener, selve forfatterens navn emmer jo af viktoriansk eventyrstemning ...

Fortællestilen og sproget er meget typisk for en bog udgivet i 1885, dvs. det kan forekomme lidt trægt og tørt. Men for mig er det jo bare en del af charmen. Bogen er også tydeligt præget af den britiske imperialisme, hvilket var meget interessant at se. Selve historien var både spændende og humoristisk, og det var en fornøjelse at følge hovedpersonen Allan Quartermain samt hans venner og fjender gennem alle de farer og strabadser der møder dem i deres søgen efter Kong Salomos sagnomspundne, kæmpe skat.

Efter endt læsning gik jeg på nettet efter lidt baggrundsinformation om forfatteren. Han har haft et særdeles spændende liv og selv oplevet sin del af eventyr i den afrikanske vildmark. Han har skrevet mange bøger, og regnes desuden som ophavsmand til den såkaldte Lost World-genre.

Klitten synger af sol af Richard Holm
Denne bog er også af lidt ældre dato, men dog fra denne side af år 1900. (1942, genudgivet i 1960). Den indgår i serien Hjemmets bøger fra Lohses Forlag. Lohse er et kristent forlag som jeg kender ganske godt, så det var lidt sjovt at læse en ældre udgivelse derfra.

Bogen lånte jeg af en veninde, som havde købt den i en genbrugsbutik. Bagsideteksten kalder den en sømandsroman, og nævner at forfatteren selv kender til livet på søen. Romanen handler om drengen Oscar, der -- trods sine store boglige evner -- drømmer om at komme til søs. Som voksen får han sit ønske opfyldt, og da han sejler omkring på verdenshavene, møder han mennesker af meget forskellig slags. Hjemmefra er han blevet opdraget med kristne værdier, men da han og hans kammerater bliver ramt af arbejdsløshed og fattigdom får han sværere og sværere ved at holde fast i troen på, at Gud vil ham det godt her i livet. Som årene går, driver han længere og længere væk fra sit barndomshjem, både geografisk og åndeligt, indtil han tyve år senere praktisk talt ikke kan komme længere væk og har mistet alt. Hvordan vil Gud kalde ham tilbage til sin familie og det liv som respekteret styrmand, han engang drømte om? Er der stadig en vej, og vil han overhovedet lytte?

Jeg syntes historien var godt nok skrevet, om end en smule langtrukken ind imellem. Den var dog også temmelig sentimental, især i prologen. Trods det ville jeg gerne vide, hvad der skete med Oscar, og sproget var også nemt at læse, så der var nu ingen fare for at gå i stå. Især i sidste halvdel af bogen, hvor Oscars åndelige kamp bliver mere og mere udfoldet, syntes jeg virkelig der var noget at hente. Dette emne behandlede romanen faktisk bedre og mere dybdegående end visse lignende bøger udgivet i dag. Sidst men ikke mindst var historien sprinklet med et lille drys af god gammeldags romantik, hvilket klædte den rigtig godt.

Fantastic Beasts and Where to Find Them: The original screenplay af J.K. Rowling
Jeg har ikke læst særlig mange filmmanuskripter, så det var rigtig interessant at stifte bedre bekendtskab med den genre i Fantastic Beasts. Desværre begik jeg samme fejl, som jeg har gjort så mange gange før: At se filmen inden jeg læste bogen.

At se filmen var heldigvis ikke nogen fejl i sig selv - slet ikke! Den var faktisk meget bedre end jeg havde forventet (og langt bedre end Harry Potter-filmene). Historien var bare rigtig godt skruet sammen, og vidnede tydeligt om J.K. Rowlings talent, som vi kender det fra Harry Potter-bøgerne. Og jeg var helt vild med den mere voksne vinkel og al den nye information, vi får om den magiske verden. Jeg har set filmen to eller tre gange i alt, og det var derfor svært at lade være med at genkalde mig billederne direkte derfra, mens jeg læste. Det virker utilfredsstillende for mig, fordi jeg ikke rigtig får motioneret min fantasi sådan som jeg ellers gerne vil, når jeg læser. Det er jo noget af det bedste ved at læse bøger. Men ikke desto mindre bød læsningen af denne bog på endnu et dejligt gensyn med historien og dens karakterer. Desuden er den meget flot sat op med smukke illustrationer.

Min geniale veninde af Elena Ferrante
Jeg hørte om denne bog for et par år siden, hvor den praktisk talt var på alles læber. Jo mere, jeg hørte om den, des mere blev jeg klar over, at det var en bog, jeg burde læse, både på grund af indholdet -- bogen handler om et meget nært men også sprængfarligt venskab mellem to piger -- såvel som rygtet om, hvor velskrevet den var. Selvfølgelig var det også ekstra spændende, at den var skrevet under pseudonym. Jeg ved godt, at det på nuværende tidspunkt er sluppet ud, hvem forfatteren i virkeligheden er, men jeg vil gerne undgå at vide det, indtil jeg har læst resten af serien.

For nylig kom bogen så ind på min radar som et forslag på e-reolen, da jeg ledte efter en lydbog, jeg kunne strikke til, og så tænkte jeg: "Nu er det tiden!"

Jeg kunne så godt lide denne roman! Den er meget gribende, og jeg kan virkelig godt forstå, at alle har snakket om den. Forfatteren indfanger til punkt og prikke alle de små facetter og nuancer, der kan præge et venindeforhold og en piges tankeverden, lige fra barnsben til næsten-voksen-alderen. Og i næste bog i serien, sikkert også helt-voksen-alderen. Mange gange under læsningen sad jeg og tænkte ved mig selv: "Det her må være noget, forfatteren selv har oplevet. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at tænke sig til det her!"

Historien fortælles af Elena, den ene af pigerne, der optræder som jegfortæller. Og selv om historien egentlig handler lige meget om begge pigerne, er det ofte Elenas temmelig specielle veninde Lila, der løber med størstedelen af opmærksomheden - læserens såvel som bogens øvrige karakterers.

Pigerne vokser op i en fattig bydel i Napoli i 1950'erne og 60'erne. Jeg kan ikke sige, jeg ved meget om Italien på den tid, så for mig var denne setting en spændende kilde til ny viden. Der hersker barske forhold, og pigerne bliver da også udsat for lidt af hvert. Men selv om det hele virker meget realistisk, er det alligevel ikke skrevet på den der tunge måde, vi kender fra socialrealismen. Fokus ligger nok lidt mere på Elena og Lilas indre liv og deres opfattelse af verden, som selvfølgelig på mange punkter er præget af deres omgivelser, men ikke på alle.

Jeg vil helt sikkert læse resten af serien, og jeg tror faktisk, jeg vil læse dem i bogform frem for at lytte til dem. For det første er oplæserens stemme noget monoton og hakkende, og for det andet optræder der så mange karakterer i historien, at det faktisk er vanskeligt at holde styr på hvem, der er hvem, når man ikke har mulighed for at hæfte et ordbillede på navnets lyd.