Sprogspillet af Susanne Staun

Nu bevæger jeg mig lidt uden for denne blogs normale rammer ved at anmelde et spil og ikke en bog. Sprogmenageriet har nemlig henvendt sig til mig og spurgt om jeg ikke ville anmelde Sprogspillet, et nyt brætspil om sprog, der er blevet til efter ide af forfatteren Susanne Staun. Som dansklærer og sprognørd kunne jeg da ikke sige nej til det.

Sprogspillet er et quiz-spil, hvor 3 eller flere spillere dyster mod hinanden i at besvare spørgsmål inden for fire forskellige kategorier: 1) Staveplade - hvor du skal stave svære ord rigtigt, 2) Fup & Faktum - hvor du skal gætte betydningen af sjældne eller forældede udtryk, 3) Grammatur - hvor det gælder om at finde grammatiske fejl i en lille tekst, og 4) Godtepose - hvor du skal besvare alle mulige blandede spørgsmål, der er mere eller mindre knyttet til noget sprogligt. Det gælder selvfølgelig om at være den, der først når hele spillepladen rundt. Det handler ikke kun om sproglig viden; der er også en god portion held involveret. Terningen bestemmer fx hvor langt du må rykke, og der er forhindringer undervejs på pladen, fx i form af Det sorte hul.

Hvor meget skal man så vide om sprog for at have noget ud af dette spil? De første par gange, jeg spillede det, gik det mig på, at jeg ikke kunne svare rigtigt på særlig mange af spørgsmålene, selv om jeg mener at have ret godt styr på det sproglige. Der er mange rigtigt svære spørgsmål, hvor du vil være tvunget til at gætte eller passe med mindre du er journalist, redaktør, eller sidder i sprognævnet. MEN jeg erfarede hurtigt, at spillets tagline, "for folk, der godt kan lide at være sammen med ord," faktisk holder hvad den lover. Den måde, spørgsmålene er konstrueret på, sammen med spillets regler, gør at det alligevel er sjovt at spille, uanset om du ved meget eller lidt om sprog. Selv min veninde, der er næsten ordblind og har mere end almindeligt vanskeligt ved at stave, men trods det alligevel er en kæmpe læsehest og meget sprogligt bevidst, syntes spillet var sjovt.

Der gælder desuden den regel, at hvis alle spillere melder pas på et spørgsmål, må man trække et nyt, sådan at den spiller hvis tur det er, simpelt hen får en helt ny chance. Det er en lidt atypisk regel for et quiz-spil, men når man har vænnet sig til den, fungerer den godt. Endnu en ting, der hjælper til at gøre spillernes chancer mere jævnbyrdige er, at de sidste fem felter inden målstregen er ekstra vanskelige at komme forbi. Det giver dig bedre muligheder for at indhente de førende, hvis du er sakket bagud i løbet af spillet.

Spillet fungerer bedst, hvis man er tre eller flere spillere, men min mand og jeg prøvede også at spille det to mand, og det kan sagtens lade sig gøre, hvis bare man justerer reglerne lidt.

Min konklusion er, at dette spil er glimrende underholdning for alle, der har en vis sproglig interesse. Der er desuden gode chancer for diskussioner og aha-oplevelser. Jeg fornemmer, at Sprogspillet for fremtiden vil blive taget ned fra hylden med jævne mellemrum her i huset.

Opsamling #9

Vi er kommet et godt stykke ind i november, og jeg må sige, at det for alvor er blevet læsevejr igen. Dette indlæg handler om mine fem seneste læseoplevelser. Hvis du vil se flere indlæg af denne type, så klik på "Andre indlæg" i menuen foroven og rul ned til "Opsamling."

Fagre nye elektronverden af Ira Levin
Her er et glimrende eksempel på, at man i en oversættelse somme tider giver en bog en helt anden titel, end den havde på originalsproget. Originaltitlen på Fagre nye elektronverden er nemlig This Perfect Day. Så den er ikke så ligetil at genkende.

Men forestil dig et tidspunkt i fremtiden, hvor så godt som al frihed såvel som al moral er kastet over bord for ét eneste mål: Effektivitet. Én stor computer styrer hele jorden. Styrer alle mennesker. Udvisker alle deres forskelle. Den bestemmer hvad du skal hedde, hvor du skal bo, hvad og hvornår du skal spise, hvad du skal have på, hvornår du skal sove, hvad du skal lave, hvad du må se og høre, og endda hvornår du skal dø. For fællesskabets bedste. Eller hvad?

Ansporet af mindet om sin rebelske bedstefar, beslutter hovedpersonen Chip at finde ud af, om der er et alternativ. Om der et sted, hvor computeren ikke længere kan nå ham. Det bliver en kamp som med tiden kommer til at koste Chip stort set alting - hvis han da kan siges at have noget at tabe. Undervejs møder han både kærlighed, bedrag og et hobetal af etiske dilemmaer.

Bogen har formået at sætte tydelige spor i mig. Sproget var ikke noget ud over det sædvanlige, men jeg blev enormt grebet af historien, ikke mindst på grund af dens aktuelle emne og uforudsigelige plot. Den har stået i min reol i årevis, så jeg er rigtig glad for, at jeg endelig fik den læst.

Kong Salomons miner af Henry Rider Haggard
Jeg går sjældent af vejen for en god eventyrhistorie, og det samme gælder klassikere. Så det er rigtig ofte sket, når jeg har besøgt en genbrugsbutik eller lignende, at denne bog har stået på hylden og råbt, mere og mere insisterende: "Læs mig. Læs mig!" Til sidst måtte jeg give efter. Jeg mener, selve forfatterens navn emmer jo af viktoriansk eventyrstemning ...

Fortællestilen og sproget er meget typisk for en bog udgivet i 1885, dvs. det kan forekomme lidt trægt og tørt. Men for mig er det jo bare en del af charmen. Bogen er også tydeligt præget af den britiske imperialisme, hvilket var meget interessant at se. Selve historien var både spændende og humoristisk, og det var en fornøjelse at følge hovedpersonen Allan Quartermain samt hans venner og fjender gennem alle de farer og strabadser der møder dem i deres søgen efter Kong Salomos sagnomspundne, kæmpe skat.

Efter endt læsning gik jeg på nettet efter lidt baggrundsinformation om forfatteren. Han har haft et særdeles spændende liv og selv oplevet sin del af eventyr i den afrikanske vildmark. Han har skrevet mange bøger, og regnes desuden som ophavsmand til den såkaldte Lost World-genre.

Klitten synger af sol af Richard Holm
Denne bog er også af lidt ældre dato, men dog fra denne side af år 1900. (1942, genudgivet i 1960). Den indgår i serien Hjemmets bøger fra Lohses Forlag. Lohse er et kristent forlag som jeg kender ganske godt, så det var lidt sjovt at læse en ældre udgivelse derfra.

Bogen lånte jeg af en veninde, som havde købt den i en genbrugsbutik. Bagsideteksten kalder den en sømandsroman, og nævner at forfatteren selv kender til livet på søen. Romanen handler om drengen Oscar, der -- trods sine store boglige evner -- drømmer om at komme til søs. Som voksen får han sit ønske opfyldt, og da han sejler omkring på verdenshavene, møder han mennesker af meget forskellig slags. Hjemmefra er han blevet opdraget med kristne værdier, men da han og hans kammerater bliver ramt af arbejdsløshed og fattigdom får han sværere og sværere ved at holde fast i troen på, at Gud vil ham det godt her i livet. Som årene går, driver han længere og længere væk fra sit barndomshjem, både geografisk og åndeligt, indtil han tyve år senere praktisk talt ikke kan komme længere væk og har mistet alt. Hvordan vil Gud kalde ham tilbage til sin familie og det liv som respekteret styrmand, han engang drømte om? Er der stadig en vej, og vil han overhovedet lytte?

Jeg syntes historien var godt nok skrevet, om end en smule langtrukken ind imellem. Den var dog også temmelig sentimental, især i prologen. Trods det ville jeg gerne vide, hvad der skete med Oscar, og sproget var også nemt at læse, så der var nu ingen fare for at gå i stå. Især i sidste halvdel af bogen, hvor Oscars åndelige kamp bliver mere og mere udfoldet, syntes jeg virkelig der var noget at hente. Dette emne behandlede romanen faktisk bedre og mere dybdegående end visse lignende bøger udgivet i dag. Sidst men ikke mindst var historien sprinklet med et lille drys af god gammeldags romantik, hvilket klædte den rigtig godt.

Fantastic Beasts and Where to Find Them: The original screenplay af J.K. Rowling
Jeg har ikke læst særlig mange filmmanuskripter, så det var rigtig interessant at stifte bedre bekendtskab med den genre i Fantastic Beasts. Desværre begik jeg samme fejl, som jeg har gjort så mange gange før: At se filmen inden jeg læste bogen.

At se filmen var heldigvis ikke nogen fejl i sig selv - slet ikke! Den var faktisk meget bedre end jeg havde forventet (og langt bedre end Harry Potter-filmene). Historien var bare rigtig godt skruet sammen, og vidnede tydeligt om J.K. Rowlings talent, som vi kender det fra Harry Potter-bøgerne. Og jeg var helt vild med den mere voksne vinkel og al den nye information, vi får om den magiske verden. Jeg har set filmen to eller tre gange i alt, og det var derfor svært at lade være med at genkalde mig billederne direkte derfra, mens jeg læste. Det virker utilfredsstillende for mig, fordi jeg ikke rigtig får motioneret min fantasi sådan som jeg ellers gerne vil, når jeg læser. Det er jo noget af det bedste ved at læse bøger. Men ikke desto mindre bød læsningen af denne bog på endnu et dejligt gensyn med historien og dens karakterer. Desuden er den meget flot sat op med smukke illustrationer.

Min geniale veninde af Elena Ferrante
Jeg hørte om denne bog for et par år siden, hvor den praktisk talt var på alles læber. Jo mere, jeg hørte om den, des mere blev jeg klar over, at det var en bog, jeg burde læse, både på grund af indholdet -- bogen handler om et meget nært men også sprængfarligt venskab mellem to piger -- såvel som rygtet om, hvor velskrevet den var. Selvfølgelig var det også ekstra spændende, at den var skrevet under pseudonym. Jeg ved godt, at det på nuværende tidspunkt er sluppet ud, hvem forfatteren i virkeligheden er, men jeg vil gerne undgå at vide det, indtil jeg har læst resten af serien.

For nylig kom bogen så ind på min radar som et forslag på e-reolen, da jeg ledte efter en lydbog, jeg kunne strikke til, og så tænkte jeg: "Nu er det tiden!"

Jeg kunne så godt lide denne roman! Den er meget gribende, og jeg kan virkelig godt forstå, at alle har snakket om den. Forfatteren indfanger til punkt og prikke alle de små facetter og nuancer, der kan præge et venindeforhold og en piges tankeverden, lige fra barnsben til næsten-voksen-alderen. Og i næste bog i serien, sikkert også helt-voksen-alderen. Mange gange under læsningen sad jeg og tænkte ved mig selv: "Det her må være noget, forfatteren selv har oplevet. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at tænke sig til det her!"

Historien fortælles af Elena, den ene af pigerne, der optræder som jegfortæller. Og selv om historien egentlig handler lige meget om begge pigerne, er det ofte Elenas temmelig specielle veninde Lila, der løber med størstedelen af opmærksomheden - læserens såvel som bogens øvrige karakterers.

Pigerne vokser op i en fattig bydel i Napoli i 1950'erne og 60'erne. Jeg kan ikke sige, jeg ved meget om Italien på den tid, så for mig var denne setting en spændende kilde til ny viden. Der hersker barske forhold, og pigerne bliver da også udsat for lidt af hvert. Men selv om det hele virker meget realistisk, er det alligevel ikke skrevet på den der tunge måde, vi kender fra socialrealismen. Fokus ligger nok lidt mere på Elena og Lilas indre liv og deres opfattelse af verden, som selvfølgelig på mange punkter er præget af deres omgivelser, men ikke på alle.

Jeg vil helt sikkert læse resten af serien, og jeg tror faktisk, jeg vil læse dem i bogform frem for at lytte til dem. For det første er oplæserens stemme noget monoton og hakkende, og for det andet optræder der så mange karakterer i historien, at det faktisk er vanskeligt at holde styr på hvem, der er hvem, når man ikke har mulighed for at hæfte et ordbillede på navnets lyd.

Opsamling #8

Dette indlæg handler om mine fem seneste læseoplevelser. Hvis du vil se flere indlæg af denne type, så klik på "Andre indlæg" i menuen foroven og rul ned til "Opsamling."

Det er ikke meget tid, jeg har brugt på at læse siden foråret kom. Jeg har prioriteret at være udenfor og motionere, og at pusle i haven. I skrivende stund er jeg faktisk kommet to bøger bagud med min Goodreads Reading Challenge, der lyder på 25 bøger i løbet af 2018. Men mon ikke jeg får det indhentet i løbet af efteråret?

Men langt om længe er det altså alligevel blevet til fem nye bøger, jeg kan fortælle om: En YA-roman, en kvinderoman, en børneklassiker, en fransk roman fra 1931 og et atlas, som er meget mere end det. Og imens jeg skrev dette indlæg, viste det sig som så ofte før, at jeg havde så meget at sige om nogle af bøgerne, at de var nødt til at få en selvstændig anmeldelse først.

Dette billede er fra Gyldendals hjemmeside.

The Hate U Give af Angie Thomas
16-årige Starr er fanget mellem to verdener. Hun bor i ghettoen, men går på en dyr privatskole for hvide. Da hun bliver vidne til et mord på sin barndomsven, begynder begge disse verdener lige så stille at styrte i grus.

Ghetto, politivold, narko, bandekrig. Familie, basketball, sneakers og kærlighed. Denne bog har næsten det hele, endda en god portion Harry Potter-referencer, hvilket så sandelig var en glædelig overraskelse. Starrs historie er både gribende, sjov og ikke mindst relevant. For hvordan kan man bryde en ond cirkel, som er så stor og magtfuld, at ingen kan overskue den? Læs hele min anmeldelse her.

Konkyliesamlerne af Rosamunde Pilcher
En dejlig, lang roman med mange vidt forskellige karakterer, og et spændende tilbageblik i historien. Handler blandt andet om, hvor svært det kan være, at sige fra over for dem, man elsker, også selv om man har mange års livserfaring med sig - men også om, hvor nødvendigt det er. Læs hele min anmeldelse her.

Mio, min Mio af Astrid Lindgren
Det er af Astrid Lindgren og det er et eventyr, så naturligvis kan jeg ikke få armene ned, haha. Denne klassiker er en smuk, smuk historie, som både børn og voksne kan nyde. Den både rammer mig i hjertet og giver mig stof til eftertanke. På bibliotek.dk står der, at den for børn fra 6 år og op. Og jeg tror helt sikkert at børn på 6-7 år vil kunne lide historien på grund af dens handling og karakterer. Men lidt større børn og barnlige sjæle vil kunne hente endnu mere i bogens temaer og konflikter. Som så ofte med Astrid Lindgren kommer det søde med det sure. Selv de bedste stunder i livet rummer en fjern undertone af melankoli, som aldrig helt forsvinder. Og også Mio må acceptere, at selv de højeste ønsker har en pris.

Hvis du kan lide Brødrene Løvehjerte vil du sandsynligvis også kunne lide Mio, min Mio. Men der er stor forskel på stilen i de to bøger. Mio, min Mio minder mere om et klassisk eventyr, selvom den selvfølgelig er længere, (150 sider). Man får ikke så meget baggrund på karaktererne, de fremstår mere som arketyper end egentlige karakterer. Sproget er ofte formularisk og rummer mange gentagelser. Disse ting er efter min mening med til at give historien dens særlige magi, men hvis man som læser havde forventet noget andet, kan jeg godt forestille mig, at man vil opleve historien lidt kedelig og langtrukken. Men jeg synes som sagt den er skøn!

Atlas over afsidesliggende øer af Judith Schalansky
Denne bog fik jeg i julegave, og i den anledning skrev jeg dette indlæg, hvor jeg forklarer hvad bogen er for en størrelse. Og faktisk har jeg ikke så meget at tilføje til det, jeg skrev dengang, for den levede bestemt op til mine forventninger.

Dog så jeg en anden anmelder (der også godt kunne lide bogen), sige at den var hurtigt læst, og at han ikke havde taget mere end et par timer om at komme igennem den. Og det kan da godt være, men jeg vil nu sige, at det er synd og skam at læse Atlas over afsidesliggende øer på den måde. Jeg mistænker førnævnte anmelder for kun at have læst teksterne og kastet et forholdsvis hurtigt blik på kortene (og sikkert skøjtet let hen over faktaboksene). Jeg lagde imidlertid stor vægt på at læse og tolke faktaboksene, inden jeg læste teksten, og brugte en del tid på at studere de håndtegnede kort bagefter, for til sidst at tolke alle tre dele som en helhed.

Teksterne er også både komprimerede og fragmenterede - men ikke så lidt spændende - så derfor var jeg også nogle gange nødt til at lave lidt research på nettet, for ligesom at få hele historien med. På den måde kunne jeg jo ikke læse om mere end to-tre øer på én aften, både på grund af tiden der gik med det, men også fordi der simpelt hen var så mange ting at forholde sig til på bare få sider. Så hvis du giver dig i kast med denne bog, så snyd ikke dig selv for halvdelen af indholdet.

Flyvere i natten af Antoine de Saint-Exupéry
Denne bog er skrevet i 1931 af den franske forfatter Antoine de Saint-Exupéry, som også har skrevet klassikeren Den lille prins (en af mine all-time favourites). Men hvor Den lille prins er en bog for både børn og voksne, er denne lille roman altså kun for voksne.

Bogen er ikke særlig lang, faktisk kan man godt argumentere for, at den "bare" er en novelle, og ikke en roman. Handlingen foregår mestendels på en flyveplads i Buenos Aires, Argentina. Den handler om den postflyvning der fandt sted over Patagonien på den tid, og som Saint-Exupéry selv spillede en central rolle i.

Bogen var desværre ikke så actionpræget som jeg havde håbet. Den handler mere om de forskellige personers tanker om de risikofyldte flyvninger, end om selve flyvningerne. Forfatterens kærlighed til flyvning er dog meget tydelig, og det kunne jeg godt lide. Ellers handlede bogen meget om lederskab og ansvar, og det at sætte sine personlige ønsker og behov til side for noget større. I den henseende afspejler den en helt anden tid end den, vi lever i nu.

Sproget, især i forbindelse med beskrivelserne, er imidlertid noget af det smukkeste og mest poetiske, jeg nogensinde er stødt på. Jeg synes bogen er værd at læse alene for det.

Hvis du har læst nogen af ovenstående bøger, vil jeg meget gerne høre om din oplevelse i kommentarerne herunder. Hvis ikke, så fortæl mig hvilken du bedst kunne tænke dig at læse og hvorfor.

"The Hate U Give" af Angie Thomas

Billedet er fra Gyldendals hjemmeside

Forfatter: Angie Thomas
Originaltitel: The Hate U Give
Udgivelsesår: 2017
Genre: YA Fiction
Forlag: Gyldendal
Antal sider: 382

Dette er bogen, der i kategorien YA Fiction sendte John Green's Turtles All the Way Down ned på andenpladsen ved sidste års Good Reads Choice Awards. Selvsagt måtte den jo være god, så da jeg faldt over den som lydbog på e-reolen, besluttede jeg at gå i gang med den. Og jeg indrømmer gerne, at der var noget at komme efter. Bogen giver et varieret nærbillede af en verden, man som almindelig ung, hvid europæer ikke så ofte får lov at se indefra: bandemiljøet i USA's sorte ghettoer.

Hovedpersonen, den 16-årige Starr, er fanget mellem to verdener. Hun bor i ghettoen, men går på en dyr privatskole hvor næsten alle de andre elever er hvide. Da hun bliver vidne til et mord på en af sine barndomsvenner, begynder begge hendes verdener lige så stille at true med at styrte i grus.

Bogen er velskrevet og gribende. Konflikten er både relevant og realistisk, og perfekt vejet op mod de afsnit i bogen, hvor vi også ser Starr kæmpe med helt almindelige problemer som andre teenage-piger. Hun fortæller også sin historie med en dejlig humor, og man kommer til at holde af hendes lidt tossede forældre og søskende - der i øvrigt ligger temmelig langt fra den ideelle kernefamilie. Også de ubehagelige karakterer er så godt skrevne, at man sidder og krummer tæer, når de kommer på scenen.

Bogens egentlige omdrejningspunkt er spørgsmålet om, hvorvidt forandring er mulig. Kan ghettoens onde cirkel brydes? Kan mennesker som Starr og hendes venner gøre noget for at lave om på den racisme, vold, narkohandel og anden kriminalitet, der præger deres hverdag? Hvad bogen har at sige til det, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre på forhånd.

Desværre havde oplæseren ikke gjort sin research hvad angår udtale af nogle væsentlige ungdomsudtryk. "Meme" blev til "mæmmi" og "thug life" blev til "tough life". Især den sidste forekommer mig at være en brøler, da thug life jo er et centralt emne i bogen, og en del af titlen. Gyldendal plejer efter min erfaring at have nogenlunde styr på tingene, men ikke lige her. Ærgerligt at sådan en skøn bog skal have sådan nogle store skønhedsfejl.

Bogen er (selvfølgelig) ved at blive lavet til en film, som får premiere i USA til efteråret og herhjemme i Danmark til foråret 2019. Du kan se den officielle trailer her.

"Konkyliesamlerne" af Rosamunde Pilcher

Forfatter: Rosamunde Pilcher
Originaltitel: The Shell Seekers
Udgivelsesår: 1987
Genre: Dameroman (se første afsnit for definition)
Forlag: Forlaget Cicero
Antal sider: 543

Dette er en typisk, engelsk dameroman. Og før jeg går i gang med selve anmeldelsen, vil jeg gerne lige præcisere, at jeg ved en typisk dameroman forstår en bog som er forholdsvis lang, hvor hovedpersonen er en kvinde, hvor handlingen drejer sig lidt om kærlighed og meget om livet i al almindelighed, og hvor hovedkonflikten ligger mest på det indre plan. Ofte strækker handlingen sig også over længere tid, og der optræder mange karakterer. Jeg har aldrig opfattet betegnelsen dameroman som noget negativt. I min verden findes dameromaner med både høj og lav litterær værdi, præcis som i andre genrer, og skal altså ikke forstås som et negativt ladet udtryk i sig selv. Okay, videre til anmeldelsen.

Fortællestilen i Konkyliesamlerne er lettere selvhøjtidelig. Ofte syntes jeg ikke, jeg kunne vende en side, uden at der var en eller flere af de mange karakterer, der lige skulle skænke sig en drink. Det kunne jeg ikke lade være med at fnise lidt over. Men selve historien er både sjov, alvorlig, rørende og spændende. Den er også rigtig godt bygget op. Den fanger hele tiden, selv om den er lang, så nogle gange var den rigtig svær at lægge fra sig - også selvom denne paperbackudgave fra forlaget Cicero, som jeg har købt på et loppemarked, desværre er smækfyldt med forstyrrende stavefejl.

Noget andet, jeg lagde særligt mærke til under min læsning er, hvor dygtig Rosamunde Pilcher er til at skrive fra ulidelige og frastødende karakterers synsvinkel - synsvinklen skifter nemlig fra person til person mellem hvert kapitel i bogen, og de er ikke alle lige rare og uegennyttige. Normalt, når synsvinklen i en bog ligger hos en karakter jeg ikke bryder mig om, falder mit engagement i historien mærkbart, og jeg skøjter nærmest utålmodigt hen over begivenhederne, indtil vi igen er i fornøjeligt selskab med helten/heltinden, eller en anden person, der er særligt underholdende.

Sådan var det dog ikke denne gang. Pilcher ændrer ikke på stemningen eller skrivestilen når hun begynder et afsnit med en af "de onde," hvilket nok ellers er et af de mest brugte kneb, når en forfatter vil give læseren et vink om, hvilken slags karakter, der nu træder ind på scenen. Nej, i Konkyliesamlerne behandler Pilcher alle karaktererne ens i den henseende. Det er helt op til læseren at tolke ud fra personernes handlinger hvilken kategori de tilhører; de gode eller de egoistiske. For de kan alle sammen godt puttes i en af disse to kasser, når først man har lært dem at kende. Men hver gang, vi var inde i hovedet på en af "de onde," blev vedkommendes afstumpede eller selviske tanke- og handlemønstre fremstillet som den naturligste ting i verden. Og det gjorde disse kapitler lige så spændende som de andre, sikkert fordi jeg var nødt til at engagere mig i personen for at tolke hvilket mærkat, jeg kunne sætte på dem.

Hovedpersonen Penelope er en alletiders karakter og på mange måder en rollemodel, men hun er ikke ufejlbarlig. Hun har fået både godt og skidt med sig fra sine forældre, har truffet både dårlige og gode valg i løbet af sit liv, som har fået varige konsekvenser. Men hun er klog og modig, og der er mange grunde til som læser at heppe på hende i de konflikter hun står i og de drømme, hun stadig har, selv som ældre kvinde.

Det er en dejlig roman, som i et stille tempo tager én med rundt i mange varierede settings, og også et stykke tilbage i Europas historie og frem igen. Steder, personer osv. er rigtig godt beskrevet, og jeg havde nemt ved at se det alt sammen for mit indre øje. Det er også en historie som gjorde indtryk. I løbet af de tre måneder der er gået siden jeg blev færdig med bogen, har jeg adskillige gange tænkt tilbage på mange af karaktererne og deres skæbner, og jeg har stærkt på fornemmelsen, at mange af dem bliver nogle, som jeg vil blive ved med at huske.

Har du læst Konkyliesamlerne? Kunne du lide den? Hvad forstår du ved en typisk dameroman? Læg meget gerne en hilsen herunder - det gør bloggeren så glad!

Tolkien Reading Day 2018

Glædelig Tolkien Reading Day!

I dag, den 25. marts, samme dag som Frodo kastede ringen i Dommedagsbjerget, afholdes den årlige, internationale Tolkien Reading Day. Årets tema er Home and Hearth: the many ways of being a Hobbit.

Dagen indbyder naturligvis til at læse alt hvad du lyster af Tolkiens forfatterskab, både fiktion og fagtekster. Jeg er stadig i gang med Silmarillion som jeg derfor vil fortsætte med at nyde langsomt, bid for bid. Mytesamlingen, der danner grundlag for Ringenes Herre, er nemlig temmelig tung lekture, men den er også måske det mest fremragende eksempel på Tolkiens uovertrufne fantasi, fortælleevne og forståelse for sprog og kultur.

Den udgave af Silmarillion som er vist på billedet, har jeg fået af min far, fra hans egen reol, sammen med det kort over Beleriand bøgerne ligger på. Den opslåede bog er David Day's Guide to Tolkien's World - a Bestiary. Den har jeg fået i fødselsdagsgave af min mor for nogle år siden, og den er fuld af flotte illustrationer, men desværre er der ikke så mange af dem der er i farver.

Hvis du vil vide lidt mere om mit forhold til Tolkien, kan du læse denne anmeldelse. På et tidspunkt vil jeg også skrive et indlæg, hvor jeg viser dig min særlige Tolkien-hylde i reolen, og alle de bøger der står på den.

Tolkien Reading Day er stiftet af The Tolkien Society i England. Du kan læse mere om klubben og dagen på deres hjemmeside.

Opsamling #7 - del 2

Fordi jeg havde læst så mange bøger siden sidste opsamling, valgte jeg at dele dette indlæg op i to. (Du finder første del ved at klikke her.) Nu kommer så anden del, hvor jeg beskriver de seneste fem bøger, jeg har læst: To meget forskellige fantasy-bøger, en YA juleromance, en roman om ondskab samt en bog om det at skrive.

Let It Snow af Maureen Johnson, John Green og Lauren Myracle
Denne bog købte jeg brugt af en anden bogblogger sidst på efteråret, og selv om der også var mange andre bøger, jeg gerne ville læse på det tidspunkt, syntes jeg det var oplagt at læse den op til jul. Det gjorde jeg så, og det har jeg ikke fortrudt. Det er tre romantiske YA-noveller, der hver har sine hovedpersoner, og som alligevel hænger lidt sammen i et større perspektiv. Det er alle nogle søde, sjove og velskrevne historier, men den, jeg allerbedst kunne lide, var den af Maureen Johnson. Det overraskede mig lidt, for jeg plejer jo at prise alt, hvad John Green laver, til skyerne. Der var nu heller ikke noget i vejen med John Greens historie. Det var den jeg næstbedst kunne lide, og den var meget typisk John Green. Men efter min mening bare ikke hans bedste værk. I hvert fald fik jeg lyst til at læse mere af Maureen Johnson. Jeg må lige se, hvor jeg kan klemme hende ind henne på min TBR ...

Carlo Chuchios gyldne drøm af Lloyd Alexander
Dette var en bog, jeg hele vejen igennem havde svært ved at lægge fra mig. På flere punkter mindede den mig om Paulo Coelhos Alkymisten. Carlo Chuchio var bare meget bedre! Jeg har skrevet en særskilt anmeldelse af den i dette indlæg.

Mødet ved milepælen af Sigurd Hoel
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal beskrive Mødet ved milepælen. Den er i hvert fald en Meget Alvorlig Bog. Den er også en bog, der tager sig god tid, og det varer lidt før man kommer ordentlig ind i historien. Jeg ved egentlig heller ikke om 'historien' er det rigtige ord. Der er ikke noget plot som sådan. Den handler mere om et emne, eller et spørgsmål: Hvor kommer det onde fra? Hvorfor bliver mennesker nazister? Alligevel er der et væld af personer og masser af små (og nogle store) begivenheder og flashbacks.

Da jeg nåede cirka midtvejs måtte den lige ligge på hylden et par måneder, før jeg havde mod på at fortsætte, men jeg havde også gang i en del bøger på én gang. Jeg var ikke sikker på, jeg ville blive færdig, men jeg tror, jeg alligevel vendte tilbage til den dels fordi jeg gerne ville se om den havde et svar på sit spørgsmål, dels fordi den faktisk var virkelig godt skrevet. Den første og den sidste tredjedel syntes jeg dog var mest spændende og vedkommende. De handlede hovedsagelig om hovedpersonens modstandsarbejde. Den midterste del handlede meget om hans studietid og de piger han var sammen med, og jeg syntes ikke det alt sammen var lige relevant.

Hvis du kan lide at læse bøger, der ikke fremstiller mennesker som glansbilleder, men bare sådan som de er, med gode og dårlige intentioner, styrker og svagheder, så er denne bog et godt bud.

Monstre (Død verden bind 1) af Louise Haiberg
Det var egentlig slet ikke meningen, jeg ville være gået i gang med denne serie. Jeg læser ikke helt så mange fantasybøger for tiden end jeg tidligere har gjort, og selv om jeg godt kan lide Louise Haibergs skrivestil, havde jeg egentlig tænkt mig at vente et stykke tid før jeg gjorde mig bekendt med hendes forfatterskab ud over Dæmondræber-trilogien. Og i så fald ville jeg nok have valgt Dinea som den næste bog.

Men jeg havde brug for at lytte til en lydbog, og e-reolen ville af en eller anden grund ikke virke på min telefon. Så kom jeg i tanke om at forlaget Tellerup havde lagt Monstre ud som gratis lydbog på YouTube. Altså begyndte jeg at lytte. Begyndelsen var faktisk ret spændende. Gennem første halvdel af bogen glædede jeg mig over at genfinde den skrivestil, jeg havde sat så meget pris på i Dæmondræberen. Jeg kan også godt lide zombiehistorier, og det var rigtig hyggeligt at denne virkede til at trække på alle de tilhørende genrekonventioner. Det eneste minus var, at det hele virkede en lille smule klichépræget, men det var ikke noget, der generede mig så meget. Jeg var trods alt godt underholdt.

Men så tog historien en drejning som kom helt bag på mig, om som jeg havde lidt svært ved at forlige mig med hele vejen frem til slutningen. Så samlet set var jeg ikke ovenud begejstret. Jeg har dog på fornemmelsen, at det drejer sig om personlig smag, så hvis du elsker fantasy, vil jeg bestemt ikke fraråde dig at gå i gang med denne serie.

Når det så er sagt, så er jeg alligevel lidt nysgerrig efter at få svar på de mange spørgsmål denne første del af trilogien stiller. Jeg vil gerne finde ud af, hvordan det går Nera og Aiden, og selvfølgelig om/hvordan det lykkes menneskeheden at overvinde zombietruslen til sidst. Så måske fortsætter jeg på et tidspunkt. Men det bliver sandsynligvis som biblioteksbøger, og ikke nogen jeg vælger at bruge penge og reolplads på.

Til sidst vil jeg dog tilføje, at en ting, jeg rigtig godt kunne lide ved hovedpersonen Nera, var hendes dagbog, og ikke mindst de tanker hun gjorde sig om sit eget og sine venners eftermæle. Disse elementer gav historien en vis dybde, og var det, der allermest gav Nera personlighed.

On Writing af Stephen King
Denne bog består af to dele. Første del rummer en række erindringer fra forfatterens liv, lige fra barndommen til voksenlivet. Den anden handler om det at skrive, og ikke mindst om, hvordan man skriver godt.

Jeg er sikker på, at når jeg på et tidspunkt kigger tilbage på 2018, vil denne bog stå som en af de bedste jeg har læst, hvis ikke den bedste. Jeg har skrevet en separat anmeldelse af den, som du kan læse ved at klikke her.

Det var altså de fem bøger. Hvis du har læst nogen af dem, hører jeg meget gerne om din oplevelse i kommentarerne herunder. Det vil også være hyggeligt, hvis du bare skriver hej.

"On Writing" af Stephen King

Forfatter: Stephen King
Originaltitel: On Writing (Dansk titel: Om at skrive)
Udgivelsesår: 2010 (første udgave: 2000)
Genre: Erindringer/fagbog
Forlag: Scribner
Antal sider: 291

"Finally the nurse called my mother in from the waiting room, and the two of them managed to hold me long enough for the doctor to get his needle in. I screamed so long and so loud that I can still hear it." 

On Writing er muligvis den bedste bog, jeg kommer til at læse i år.

Det er en bog, jeg har fået anbefalet fra flere pålidelige kilder, og den består af to dele. Første del indeholder nogle nøje udvalgte erindringer fra forfatterens liv, lige fra den tidlige barndom til voksenlivet. Erindringer som - ifølge ham selv - måske kan fortælle noget om, hvordan en forfatter formes.

Og hvilke erindringer! Han er et hundrede og ti procent ærlig omkring både gode og svære perioder i sit liv, deriblandt perioder med alkohol- og stofmisbrug, omkring sin familie og de trange kår, han voksede op i, og også levede en del af sit voksenliv i. Kald mig bare sart, men sådan en ærlighed kan nogle gange godt vække en følelse af væmmelse i mig. Det gjorde den også her. Men alt var fortalt med en fortælleteknisk elegance og smagfuld intelligens, der helt fik mig til at se igennem væmmelsen og glemme at blive forarget. I stedet blev jeg bare rørt. Bjergtaget, fascineret og rørt.

"And no matter how much I want to encourage the man or woman trying for the first time to write seriously, I can't lie and say there are no bad writers. Sorry, but there are lots of bad writers."

Den anden del, som fylder noget mere end første del, er en lang række små, enkle kapitler, hvor Stephen King fortæller alt hvad han ved om at skrive godt. Det var egentlig på grund af dette, at jeg havde fået anbefalet bogen, og den skuffede bestemt heller ikke på den front. Anden del er lige så fantastisk velskrevet som første del. Og hvis du kan lide at skrive, så er denne bog den rene guldgrube. Det synes jeg i hvert fald. Stephen King har en ret organisk, og samtidig pragmatisk, tilgang til det at skrive. Ingen plotskemaer, spændingskurver og alt det sædvanlige junk. På en måde gør han det hele så enkelt - og alligevel så svært. Måske vil du slet ikke kunne se dig selv i hans tilgang. Men jeg kan huske, at det var nogenlunde sådan, jeg tænkte om det at skrive dengang jeg var barn, og ikke vidste ret meget andet om det, end at jeg havde lyst til det.

"If you substitute "Oh sugar!" for "Oh shit!" because you're thinking about the Legion of Decency, you are breaking the unspoken contract that exists between writer and reader - your promise to express the truth of how people act and talk through the medium of a made-up story."

Jeg har engang hørt en forfatter sige: "Alle de forfattere jeg kender, har svært ved at skrive." Jeg forstår, hvad han mener. Jeg har også svært ved at skrive. Hvis jeg skal være ærlig, så er hele denne blog nok en overspringshandling for ikke at skulle skrive en "rigtig" bog. Men ikke Stephen King. Jeg tror ikke, han kunne lade være med at skrive fiktion, om det så gjaldt hans liv. Det er vist bare den måde, hans sjæl trækker vejret på.

Som du måske kan fornemme, kan jeg slet ikke få armene ned. Det er lidt sjovt, for jeg tror ikke, jeg kan komme i tanke om særlig mange personer, der er mere forskellige fra mig selv end Stephen King. Jeg beundrer ham for hans ærlighed og evne til at hvile i sig selv, (hvori forskellen nok ligger). Der er virkelig ikke noget pis med ham. Alligevel er der mange af hans værdier, jeg personligt tager afstand fra, også selvom jeg ikke nødvendigvis kan komme med overbevisende argumenter imod dem. Beklager, Stephen. Jeg er nok bare ikke så stærk en person som dig.

Selvom jeg var helt vild med denne bog, var det ikke en, jeg bare slugte på nul komma fem. Jeg læste lidt ad gangen, og nogle gange lå den på hylden i flere uger eller måneder, før jeg fik lyst til at læse videre. Jeg tror, det er fordi den gjorde så stort indtryk på mig, og var så indholdsrig, at jeg var nødt til at tage mig god tid til at fordøje den undervejs, bid for bid.

Der er ingen tvivl om, at Stephen King er gjort af et helt særligt stof, både som menneske og forfatter. Det har denne bog overbevist mig om. Den har også overbevist mig om at jeg simpelthen må læse bare én af hans fiktionsbøger. Hvilket er et problem, for jeg er virkelig bange for at læse den slags Meget Skræmmende Gysere. Ønsk mig held og lykke!

Hvad er den bedste Stephen King-bog, du har læst?

Opsamling #7 - del 1

Jeg har læst hele ti bøger/serier siden jeg skrev Opsamling #6. For overskuelighedens skyld besluttede jeg derfor at dele dette indlæg op i to. Her kommer en kort omtale af de første fem bøger - fem bøger, der sjovt nok næsten ikke kunne være mere forskellige.

Anne Franks dagbog af Annelies Marie Frank
Dette er nok en af verdens mest kendte bøger, og jeg har også allerede skrevet en anmeldelse af den, som du kan læse her. Den er, ikke overraskende, en meget unik læseoplevelse, og jeg er glad for, at jeg har fået den læst.

Rhett and Link's Book of Mythicality
af Rhett McLaughlin og Link Neal
Denne bog har jeg lyttet som lydbog, derfor er den ikke med på billedet. Oprindelig havde jeg planer om at skrive en formel anmeldelse af den, for jeg var meget begejstret for den. Måske husker du, at jeg omtalte den i forbindelse med Dewey's Readathon i efteråret. Men tiden var ikke til det på det tidspunkt, og nu er der løbet for meget vand under broen siden.

Rhett & Link er to fyre sidst i 30'erne, der har været bedste venner lige siden de startede i skole. Alle hverdage sender de et show på YouTube ved navn Good Mythical Morning, hvor de laver alle mulige skøre ting. Dette er mit yndlingsafsnit. De skriver også nogle virkelig sjove sange. Mythicality-bogen er lige så gennemsyret af deres særegne men elskelige humor som alt andet, de laver. Egentlig er det vel en slags selvhjælpsbog med elementer af autobiografi. Det lyder jo ikke ligefrem som en bog, der kan få tårerne til at trille af grin, men det kan den faktisk.

Rhett & Links ene hovedformål med bogen er at få dig til at grine, og det andet er at dele ud af deres erfaringer om, hvordan du kan komme lidt ud af din komfortzone og lukke glæde og positivitet ind i din hverdag. Eksempler på overskrifter i bogen er, "Make a Bold Hair Choice," "Embrace Immaturity," "Eat Something That Scares You," "Invent Something Ridiculous," "Speak at Your Own Funeral," og "Say 'I Love You' Like It's Never Been Said."

Det er en meget gennemarbejdet bog skrevet med ærlighed og varme, og ikke mindst en god portion selvironi. Kan varmt anbefales, også selvom du ikke kender Rhett & Link i forvejen.

Silas-bøgerne bind et til tre af Cecil Bødker
Disse bøger læste jeg også i forbindelse med Dewey's Readathon, og det var et glædeligt gensyn med nogle personer og figurer, der gjorde dybt indtryk på mig som barn. Historierne er spændende, og Cecil Bødker er virkelig god til at skrive fra et barns perspektiv. Silas er så elskelig fordi han, lidt ligesom Pipi Langstrømpe, er et barn der i den grad ikke er fanget af sociale konventioner og tilmed er godhjertet, modig og kvik.

Jeg elsker også den verden, historierne foregår i. Den er på en måde løsrevet fra tid og sted; man fornemmer bare at det er et sted i Norden i gamle dage. I den henseende minder Silas-bøgerne meget om en af mine absolut yndlingsbørnebøger, Børnene i Kragevig af Bodil Bredsdorff. Det er et helt fantastisk miljø.

Turtles All the Way Down af John Green
Det kan være farligt at have høje forventninger til en bog, man har ventet længe på. Alligevel havde jeg meget høje forventninger til denne. Turtles er den første bog min YouTube-guru, John Green, har udgivet siden The Fault in Our Stars i 2012. Og jeg vidste at denne bog ville handle om et emne, der berører mig meget, nemlig hvordan det er at leve med den psykiske lidelse OCD. Det er John Green rigtig god til at sætte ord på. Men han er først og fremmest en virkelig dygtig forfatter. Det var 100% historien, der drev bogen, ikke noget mere eller mindre skjult, bagvedliggende agenda.

Bogen handler om den 16-årige pige Aza, hvis veninde overtaler hende til sammen at efterforske en lokal rigmands forsvinden. Historien har alle de ting, en John Green-bog plejer at have, så hvis du kunne lide hans forrige, vil du sikkert også kunne lide denne her. Jeg vil helt sikkert læse den igen. Den indfriede virkelig alle forventninger, nogle gange på en ret overraskende måde.

Pride and Prejudice af Jane Austen
Jeg holder virkelig meget af Jane Austen. Som lettere anglofil og med hang til både klassikere og (ordentlige) kærlighedshistorier er det svært at lade være. Det er tredje gang, jeg har læst denne bog, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set den udmærkede filmatisering med Jennifer Ehle og Colin Firth i hovedrollerne. Selvfølgelig er det altid dejligt med en sød og intelligent kærlighedshistorie, men det gode ved Austen er, at hendes historier altid rummer så meget mere end det. Hendes underspillede humor er fantastisk, og hendes forståelse af forskellige personligheder og deres samklang - eller mangel på samme - er simpelthen sublim. Heltinden i Pride and Prejudice, Elizabeth Bennet, er en af mine store rollemodeller.

Hvis du har læst nogle af disse bøger, vil jeg meget gerne høre i en kommentar herunder, hvad du syntes om dem. Og hvis ikke, er du stadig meget velkommen til at skrive en lille hilsen, bare så jeg kan se, du har været her :) God læselyst!

Læsemål 2018

På mange måder vil mine læsemål for dette år være en naturlig fortsættelse af mine læsemål for det forgangne år. Nogle af de mål, jeg ikke fik opfyldt i 2017 vil jeg fortsat holde fast i, måske i en lidt anden form, andre vælger jeg helt at opgive, fordi de ikke virker så relevante for mig mere.

Fra min bullet journal

I 2018 vil jeg:

• Læse mindst 25 bøger i alt
• Læse mindst to Pulitzer-vindere
• Læse mindst to science fiction-klassikere
• Læse mindst to bøger, der handler om noget i den virkelige verden
• Læse flere bøger for voksne end sidste år (dvs. mere end 8)
• Læse mindst én bog fra hvert kontinent i verden (ifm. Reading the World-udfordringen)
• Læse mindst én biografi
• Nedbringe antallet af ulæste bøger i min reol så meget som muligt (Jeg har i dag for første gang nogensinde talt hvor mange der faktisk er - ikke medregnet diverse opslagsbøger og lignende - og resultatet var et chokerende 94 styks. Dog kan jeg se, hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv, at der nok er en del, jeg aldrig vil få læst. Så måske skulle jeg begynde med at sortere ud med hård hånd, og så tage den derfra)

Jeg har ikke noget mål for, hvor mange børne-, YA- og fantasybøger, jeg agter at læse. De plejer at komme i overflod helt af sig selv!

Desuden vælger jeg officielt at droppe indlægsserien TBR-liste #. Jeg synes det er lidt fjollet at lave disse indlæg, for det første fordi jeg sjældent holder mig 100% til de TBR-lister, jeg laver, og for det andet fordi jeg ofte gentager mig selv fra indlæg til indlæg. Derfor vil jeg nu nøjes med at lave jævnlige opsamlinger, hvor jeg jo også sagtens kan fortælle om, hvorfor jeg valgte de pågældende bøger.

Kan du lide at sætte dig læsemål? Plejer du at opnå dem eller ej? Læg gerne en kommentar herunder, så jeg kan se, du har været forbi :)

Tilbageblik på læseåret 2017

Endnu et år er gået, og det har budt på mange gode og nogle få mindre gode læseoplevelser. I dette indlæg vil jeg tage et kig på min statistik fra goodreads, supplere den lidt med min egen statistik, og til sidst se på, hvor mange af mine læsemål for 2017, jeg fik opfyldt (jeg har på fornemmelsen, at det langt fra er dem alle sammen!).

Goodreads statistik for 2017
Her er et direkte link til statistikken samt listen over alle de læste bøger på goodreads, hvis du vil have alle detaljer med. Ellers opsummerer jeg de vigtigste punkter her:

Jeg har læst 31 bøger (ud af et mål på 20), hvilke er løbet op i 9.549 sider. Det er jeg godt tilfreds med.

Den korteste bog var Esben af Knud Erik Pedersen (95 sider), den længste var Harry Potter and the Order of the Phoenix (766 sider).

Den mest populære bog, jeg har læst, er Harry Potter and the Philosopher's Stone (læst af 5.976.958 andre mennesker), den mindst populære var Sommersonater af Bodil Sangill (læst af 0 andre mennesker - ifølge goodreads - det er jeg nu ret sikker på ikke er sandt).

Min egen statistik for 2017
Jeg har læst 11 bøger af mandlige forfattere, og 22 bøger af kvindelige forfattere. Hov, siger den opmærksomme læser. Det giver da mere end 31 bøger i alt! Ja, men det er fordi, jeg har læst to bøger, som var skrevet af mandlige og kvindelige forfattere i fællesskab, (Gemina og Let it Snow). Jeg har slet ikke tænkt over forfatterens køn i de øjeblikke, hvor jeg har valgt at læse bøgerne. Men jeg er egentlig ikke så overrasket over, at fordelingen er blevet som den er blevet. Som kvinde er det nok ikke så mærkeligt at jeg læser lidt flere bøger af kvindelige forfattere. Men jeg holder altså også meget af at læse bøger af mandlige forfattere, og synes faktisk det er vigtigt at læse bøger skrevet af begge køn - ligesom jeg synes det er vigtigt at læse bøger af mennesker fra forskellige kulturer osv. Måske skulle jeg skrive et indlæg, engang, om, hvordan jeg oplever forskellen mellem mandlige og kvindelige forfattere. Hvis du har gjort dig nogen tanker om emnet, må du meget gerne lægge en kommentar herunder.

Jeg har læst 19 bøger, som jeg syntes var fantastiske, 9 som jeg syntes var rigtig gode, og 2 som jeg syntes var okay. Jeg må være god til at vælge bøger!

Jeg har læst 17 bøger på dansk og 14 bøger på engelsk. Denne fordeling er jeg også meget godt tilfreds med. Jeg vil gerne udvikle mit modersmål samtidig med at jeg vedligeholder et højt niveau på engelsk, og i begge sammenhænge er læsning jo en nøgleaktivitet.

Jeg har læst 10 bøger udgivet i Danmark, 8 bøger udgivet i USA, 12 bøger udgivet i England og 1 bog udgivet i Holland. Faktisk er jeg lidt skuffet over, at jeg ikke har læst bøger fra mere end fire lande på et år. Det burde jeg kunne gøre bedre.

Jeg har læst 15 børnebøger, 7 young adult-bøger og 9 voksenbøger. Ved første øjekast syntes jeg, der var en voldsom overvægt af børnebøger, men så kom jeg til at tænke på, at de fleste af dem er serier, og mange af dem ikke var særlig lange, fx Esben-bøgerne og Silas-bøgerne. Desuden har jeg talt alle Harry Potter-bøgerne som børnebøger, selvom man sagtens kunne argumentere for, at de 2-3 sidste i den serie hører til YA-genren.

Sidst men ikke mindst kommer fordelingen af medier. Jeg har læst 26 papirbøger, 2 e-bøger og 3 lydbøger. Tidligere var jeg meget glad for e-bøger, som jeg læste på min Kindle, men som tallene viser, foretrækker jeg for tiden "rigtige" bøger. Jeg er ret overrasket over, at jeg har hørt hele 3 lydbøger sidste år. Det må være en personlig rekord. Den ene af dem (Moln - jorden husker) var nu også rent faktisk en papirbog, men eftersom min mand læste den højt for mig, syntes jeg det gav bedst mening at tælle den som en lydbog. Det gode ved lydbøger er, at man kan lave noget andet samtidig (fx strikke), men bortset fra det, synes jeg altså ikke, de er særligt praktiske. Hvis man falder i søvn, hvilket er ekstremt sandsynligt for mit vedkommende, er det svært at finde tilbage til, hvor man var, og man kan ikke selv bestemme læsehastigheden, eller læse en sætning to gange, eller strege et citat under. Det er heller ikke altid at oplæseren fx lægger trykket i sætningerne samme sted, som jeg ville have gjort. Sådan noget kan godt gå mig på nerverne.

Opfyldelse af læsemål for 2017

• Genlæse hele Harry Potter-serien (på engelsk)
  Dette mål har jeg nået - og hvor var det dog en skøn oplevelse!
• Genlæse Jane Eyre af Charlotte Brontë på (engelsk)
  Dette mål har jeg ikke nået. Dog har jeg genlæst Pride and Prejudice (Stolthed og fordom), som også er en bog fra den romantiske periode i England, som jeg holder meget af.
• Læse flere gamle klassikere end sidste år
  I 2016 læste jeg højst 3 bøger som kan betegnes klassikere, og i 2017 er det kommet op på 4, så dette mål er lige akkurat opnået.
   
• Læse færre bøger inden for YA-fantasy end sidste år
  2016: 8 YA-fantasybøger (og 7 andre YA-bøger).
  2017: 4 YA-fantasybøger (og 3 andre YA-bøger).
  Jeg tror egentlig mit mål var generelt at læse færre YA-bøger, og det har jeg i hvert fald opnået.
• Læse nogle "almindelige" romaner
  Jeg har læst 4 bøger, som jeg vil betegne "almindelige" romaner (YA-bøger ikke medregnet), og det er jeg godt tilfreds med. Mål opnået!
• Læse mindst to science-fiction-klassikere
  Jeg satte dette mål fordi jeg gerne vil lære Sci-Fi-genren bedre at kende. Desværre har jeg kun fået læst én Sci-Fi-bog, og det var en helt ny udgivelse (Gemina). Ikke opnået.
• Læse mindst to Pulitzer-vindere
  Antal: 0. Ikke opnået.
• Læse mindst fem bøger fra min reol, som jeg aldrig har læst før
  Antal læst: 10. Mål opnået!
• Læse mindst tre bøger inden for genren historisk fiktion
  Antal: 1? Ikke opnået.
• Få en god start på udfordringen "Reading the World." En god start vil for mig være at læse mellem 5 og 10 bøger, fra lige så mange lande, gerne fordelt på mindst 3 kontinenter.
  Jeg har læst bøger fra 4 lande og 2 kontinenter. Faktisk må jeg indrømme, at jeg ikke har skænket "Reading the World" særlig mange tanker i løbet af året. Så derfor: ikke opnået. Men jeg ser det som et livslangt projekt, og har på ingen måde i sinde at opgive det. 2017 var nok bare ikke det rigtige tidspunkt.

Sådan har 2017 i bøger altså set ud for mig, og jeg synes alt i alt at det har været et godt læseår. Det generer mig ikke så meget at jeg ikke fik opfyldt alle mine læsemål. De var alligevel ret ambitiøse. Jeg har selvfølgelig allerede nogle ideer til, hvad jeg vil have som mål for 2018, så det kommer der nok et indlæg om inden længe.

Jeg håber også, du har haft et godt læseår. Og hvis du er kommet hertil uden at miste interessen, fortjener du en medalje! Glem ikke at lægge en kommentar og fortæl mig, hvordan du oplever forskellen på at læse mandlige og kvindelige forfattere. Hvad er de forskellige køn gode til, hver for sig? Hvad karakteriserer deres måde at skrive på?

Julegavebøger 2017

Sent er bedre end aldrig, ikke sandt? Derfor vil jeg i dette indlæg præsentere de bøger, jeg fik i julegave. Jeg fik to bøger: Mio min Mio af Astrid Lindgren, og Atlas over afsidesliggende øer af Judith Schalansky. Den første havde jeg ønsket mig, og fik, af min svigermor. Den anden havde jeg aldrig hørt om før, men var en overraskelse fra min far og hans kone. Jeg blev rigtig glad for dem begge to.

Mio min Mio
Denne bog behøver måske ikke en særlig lang præsentation. Der er tale om en klassiker fra den kendte, svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren. (Interesserer du dig for Astrid Lindgren, så læs evt. min anmeldelse af hendes Krigsdagbøger). Den handler om drengen Bo fra Stockholm, der kommer til en anden verden, hvor han bliver prins og får navnet Mio samt alt, hvad han har drømt om. Men i nabolandet bor den onde ridder Kato, og det tyder på, at det er Mio, der må tage kampen op mod ham.

Jeg kan faktisk ikke huske, om jeg har læst denne bog som barn. Måske finder jeg ud af det, når jeg går i gang med den nu, hvilket jeg glæder mig meget til.

Bogen er en hardback, udgivet af Gyldendal og har en masse fine illustrationer tegnet af Mikkel Sommer. Den udkom første gang i 1954.

Atlas over afsidesliggende øer
Denne bog er altså noget ud over det sædvanlige. Den er skrevet, designet og illustreret af den tyske forfatter Judith Schalansky, født 1980 i DDR og uddannet i kunsthistorie og kommunikationsdesign i Berlin. Hun har til dato udgivet fire bøger af vidt forskellig genre. To af dem - dette atlas samt romanen Giraffens hals har begge vundet designprisen "Årets smukkeste bog" i Tyskland. Og når jeg bladrer igennem denne bog, forstår jeg det godt. Det er slet ikke til at fatte, at hun har tegnet de smukke og præcise kort i hånden, men det er ikke desto mindre sandt. Hele det grafiske udtryk er også bare helt vildt flot. Denne danske udgave er udgivet på Forlaget Vandkunsten.

Atlasset har en undertitel, der understreger dets personlige karakter: Halvtreds øer, som jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til. I forordet skriver Schalansky blandt andet om sin fascination af kort og globusser. Her kommer lige et citat:

"Selvfølgelig svarer en globus snarere til Jorden end kortsamlingen i et atlas og er desuden i stand til at sprede vemodig stemning af udlængsel i teenageres værelser. Men kugleformen er lige så genial som prekær. Jordens frit svævende skikkelse har ingen kanter, kender hverken op eller ned, hverken begyndelse eller ende og lader altid den ene side være skjult."

De halvtreds øer er delt op efter hvilket hav, de ligger i, og hver af dem har sit eget opslag i bogen med kort, fakta om placering, størrelse, indbyggertal, afstande til andre øer/lande og årstal for, hvornår øen blev opdaget, samt evt. andre større begivenheder. Og så er der en tekst, men det er alt for fattigt at sige, at teksten er en beskrivelse af den pågældende ø. Det er gribende, stemningsfulde, drømmende, faktuelle fortællinger. De fortæller dog ikke hele historien, men giver én lyst til at finde ud af mere på egen hånd. Jeg kan slet ikke vente med for alvor at gå om bord i denne bog.

"Carlo Chuchios gyldne drøm" af Lloyd Alexander

Forfatter: Lloyd Alexander
Originaltitel: The Golden Dream of Carlo Chuchio
Udgivelsesår: 2011 (orig. 2007)
Genre: Fantasy
Forlag: Forlaget Flachs
Antal sider: 327

"Til sidst sov jeg, så dybt og fast som aldrig før. Jeg vågnede udhvilet, styrket og i højt humør. Indtil jeg opdagede noget. Bortset fra mine underbukser var jeg nøgen. Min kappe, taske, hver en trevl - væk. Det var Baksheesh også."

Denne bog købte jeg på Bogforum 2016. Det var ikke en bog, jeg havde planlagt at købe - faktisk havde jeg aldrig hørt om den før - men jeg kunne med glædelig overraskelse genkende forfatterens navn, og måtte uden tvivl se nærmere på den. (Af Lloyd Alexander har jeg tidligere læst serien Kampen om Landet Prydain, hvilken jeg rigtig godt kunne lide, og har skrevet lidt om i dette indlæg.) Carlo Chuchios gyldne drøm kostede kun 30 kroner, så jeg kunne ikke lade den ligge. Siden da har den stået og pyntet i reolen indtil en dag i december, hvor jeg lige netop havde lyst til at læse sådan en historie, som jeg fornemmede gemte sig mellem siderne på denne bog - fuld af spænding og mystik.

Jeg var heller ikke nået ret langt ind i bogen, før det blev tydeligt, at dette var indbegrebet af en rigtig røverhistorie. Hovedpersonen, den unge Carlo, smides på porten af sin onkel, der endelig har fået nok af hans uduelighed. Det kan heller ikke benægtes at Carlo er lidt af et fjols, det kan han godt selv se. Selvom han gør sit bedste, ender tingene ofte med ballade og ulykker.

Carlo må altså forlade sin hjemby Magenta. Og det går hverken værre eller bedre end at han finder et skattekort skjult i en bog. En bog som han dagen forinden har fået foræret ganske gratis af en mystisk boghandler, som han aldrig havde set før på den ellers så velkendte markedsplads. Da Carlo prøver at finde boghandleren igen, er han borte, og ingen har hørt om ham. Carlo beslutter selvfølgelig at lede efter skatten. Måske kan han en dag vende tilbage til Magenta som en rig mand.

Kortet fører ham til landet Keshavar, hvor han møder nogle skumle typer, deriblandt den løgnagtige, sleske og dovne Baksheesh, som Carlo mere eller mindre frivilligt ansætter som kameldriver. Med på rejsen kommer også en smuk og ilter pige ved navn Shira, der er blevet bortført af slavehandlere og nu forsøger at finde hjem. På deres vej møder de en fjerde rejsefælle: Salamon, en gammel, rar mand med en fortræffelig evne til at glædes og forundres over selv de mindste ting.

"Kharr-loh," sagde hun, "der er en ting mere, du skal vide. Og du skal forstå det nu. En dag vil jeg forlade dig."

Carlo og hans venners rejse bliver lang og farefuld. De møder både venlige, gavmilde mennesker, en hel del luskebukse, såvel som mordere og forbrydere af den værste slags. Hele tiden må de være snilde, hurtige og beslutsomme. Det store spørgsmål er selvfølgelig: Er skatten overhovedet virkelig?

Jeg var helt vild med den her bog. Den er et herlig historie, som finder sted i en verden der minder meget om det virkelige Mellemøsten i gamle dage. Den er bare tilsat et blidt drys af eventyr og magi, som man næsten ikke bemærker, men som er med til at gøre historien til noget unikt. Lloyd Alexander benytter mange arabiske udtryk, der er med til at give historien indlevelse og troværdighed, og som får bogen til at virke velresearchet.

Sproget er generelt rigtig godt, varieret og flydende. Dog har Baksheesh nogle replikker, der kan være lidt vanskelige at hakke sig igennem, men til gengæld er de virkelig sjove, så jeg syntes det var besværet værd. Der var også et par steder, hvor jeg havde fornemmelsen af, at jeg som oversætter ville have valgt en anden løsning, men det kunne have været meget værre. Den eneste rigtig irriterende ting ved bogen var, at den af en eller anden uforklarlig grund benyttede den engelske form for citationstegn ved direkte tale, hvor hvert nyt afsnit indledes med et nyt citationstegn, selv om det er den samme person, der taler. Det var forvirrende.

Når man kommer et stykke ind i bogen begynder man at ane, at dette ikke bare er en overfladisk, underholdende historie. Den er ganske vist mesterligt fortalt med masser af humor og fjollede karakterer og bizarre hændelser. Men man skal ikke kradse særlig meget i overfladen før en dybere mening viser sig at være til stede.

Carlo bliver vidne til ting, han ville ønske, han ikke havde set, og må træffe beslutninger, der har altafgørende betydning, ikke bare for ham selv, men også for dem, der rejser sammen med ham. Han må spørge sig selv, hvad det i virkeligheden er, han søger, og lære at acceptere, at tingene nogle gange ikke er, og heller ikke kan blive, som man ønsker dem. Carlos rejse kommer til at handle om meget mere end bare en søgen efter en skat, og bliver til en dannelsesrejse for ham selv såvel som for læseren.

Jeg vil sige, bogens målgruppe både er teenagere og voksne med et åbent sind.

Carlo Chuchios gyldne drøm er en historie, der giver mere end den lover. Bogen er virkelig godt skruet sammen. Den har alt det, en god historie skal have, og læseren føres igennem fortællingen med fuldstændig sikker hånd. Lloyd Alexander, der døde i 2007, (Carlo Chuchio var hans sidste udgivelse), var en virkelig dygtig forfatter, som jeg sagtens kunne finde på at læse mere af i fremtiden.