Opsamling #5

Sidste gang, jeg lavede en opsamling, var midt i oktober, så det er på høje tid, at jeg får gjort det igen. Ellers glemmer jeg vist helt, hvad jeg syntes om de forskellige bøger.

Den To-Be-Read liste, jeg lavede dengang, ser nu således ud:

Som det fremgår, har jeg lavet ni ud af tolv hak. Derudover har jeg læst ni andre bøger (hvoraf nogle dog er i samme serie som dem på listen). Den samlede opsummering kommer her:

Den faldne djævel (Den store djævlekrig, bind 6) af Kenneth Bøgh Andersen
Dette var en fantastisk afslutning på en lige så fantastisk serie. Kenneth Bøgh Andersen kan altså skrive så det er en fryd, og samtidig fortælle en historie, der både er sjov og gør indtryk dybt ind i sjælen. Jeg overvejede at skrive en anmeldelse, men det er der jo så mange andre, der har gjort. Og i hvert fald havde jeg ikke noget væsentligt at tilføje til Den Lille Bogblogs udmærkede anmeldelse.

Kongens krucifix (Nøglens vogtere, bind 3) af Lene Dybdahl
Denne bog er slutningen på endnu en fantasytrilogi for børn og unge, som jeg synes rigtig godt om. Jeg har skrevet separate anmeldelser af alle tre bøger, og du kan finde linkene under "anmeldelser" i menuen, men her er lige et hurtigt link, så du kan læse mere om bind 3.

Tir-Näzrals arving (Stjernekrønikerne, bind 1) af Mads Schack-Lindhardt
Jeg valgte at læse og anmelde denne fantasyroman på opfordring fra forfatteren, og det var heldigvis også en ret god læseoplevelse. Så vidt jeg ved, arbejder forfatteren i øjeblikket på at få udgivet bind 2, og jeg ser frem til at se, hvordan historien kommer til at udvikle sig. Du kan evt. klikke her og læse hele anmeldelsen.

Sjælens pris (Dæmonherskerens arving, bind 3) af Haidi Wigger Klaris
Selvom de to foregående bind i serien ikke var 100% mig, valgte jeg alligevel at bede forlaget om et anmeldereksemplar af denne bog. Jeg ville i hvert fald gerne vide, hvordan historien sluttede, og som jeg også skrev i anmeldelsen, er der faktisk også meget godt at hente, hvis bare man ikke har forventninger om et spændende og udfordrende sprog eller et kompliceret plot.

Frændeløs af Hector Malot
At spørge andre mennesker om deres yndlingsbøger kan være en god strategi til at opdage nye bøger og genrer. Da jeg spurgte en af mine veninder, hvad hendes yndlingsbog var, svarede hun "Frændeløs." Jeg havde ikke engang hørt om denne børnebog, selvom den er en klassiker, men heldigvis gav hun mig lov til at låne den. Det er en lille, sød historie, som er velegnet til højtlæsning for børn, og jeg kan sagtens forestille mig, hvorfor den gjorde indtryk på min veninde, da hun var lille, på samme måde som Brødrene Løvehjerte har gjort ved mig.

De forsvundne levn (Fallen, bind 4), af Lauren Kate
Fallen-serien er en paranormal kærlighedshistorie målrettet teenagepiger, og har været rigtig guilty pleasure-læsning for mig. Luce og Daniels kærlighedsforhold er ekstremt romantisk og meget følelsesbaseret og dramatisk, og selvfølgelig er de begge to unge og smukke (det vil sige, teknisk set er Daniel, som jo er en engel, tusindvis af år gammel. Men han ligner en, der er på alder med Luce, så derfor kalder vi ham ikke pædofil). Det er lige før, det bliver for meget af det gode, selv for mig. Men noget, som jeg syntes, gjorde denne serie til noget særligt, er den melankolske stemning, de fine beskrivelser og det rolige fortælletempo. Bind fire var mindst lige så godt som de foregående. Jeg ved, der er flere bøger i serien, men lige for tiden trænger jeg til at læse noget andet end YA, så dette er et godt sted at stoppe, eller i det mindste holde pause, fordi serien efter bind 4 får nye hovedpersoner.

Dæmondræberen, trilogi af Louise Haiberg
Denne serie er lidt ligesom hovedpersonen Dominic selv: Hård udenpå, men blød indeni. Disse tre murstensromaner rummer en del flere bandeord, vold, blod og voksent indhold, end hvad jeg plejer at læse. Jeg måtte også lige overveje en ekstra gang, om de nu også var noget for mig. Men det var de overraskende nok. Der er mange barske hændelser, og bogen handler meget om det onde og det gode i os alle. Jeg blev stillet ansigt til ansigt med ondskaben og lidelsen -- ting, det ellers kan være nemt at lukke øjnene for. Disse ting gør, at jeg siger historien er hård udenpå. Det, der gør den blød indeni er, at under den hårde skal, er historien en helt klassisk beretning om det gode mod det onde, hvor de traditionelt gode værdier står i centrum. Hvis ikke det havde været sådan, ville bøgerne nok ikke lige have været mig. Derudover vil jeg sige, at Louise Haiberg er virkelig dygtig til karakterudvikling, og jeg kan forestille mig, hun også har måttet lave en hel del historisk research for at skrive denne serie.

Løgnens træ af Frances Hardinge
Denne YA-roman, der foregår i 1800-tallet, og handler om en pige, der forsøger at opklare mordet på sin egen far, er en af de bedste bøger, jeg har læst længe. Den har rigtig meget af byde på, både hvad angår sprog, tematik, plot, karakterer osv. Den har vundet prisen Costa Book of the Year i 2015, en pris der gives til bøger skrevet af forfattere baseret i UK og Irland, og jeg synes prisen er yderst velfortjent. Læs hele min anmeldelse af bogen ved at klikke her.

Vi andre bor her bare af Patrick Ness
Her er endnu en standalone, som var en fornøjelse af læse, og jeg burde have skrevet en ordentlig anmeldelse af den, men fandt bare ikke tid til det. Patrick Ness har virkelig fingeren på pulsen når det drejer sig om, hvad der faktisk foregår inde i hovedet på teenagere, og så skriver han også brandgodt. Desuden har han en god fantasi og en skarp iagttagelsesevne. Bogen er rå og ærlig (men ikke på en socialrealistisk måde) og udtrykker et syn på teenagere som hele mennesker med reelle problemer, og mange relevante emner kommer under behandling, fx venskab, seksualitet, livsværdier og psykisk sygdom. Samtidig er det en af den slags bøger, der får én til at se, at der altid er et glimt af håb et eller andet sted ude i horisonten, og at fællesskab kan opstå under de mest uventede forhold.

Harry Potter, bind 1-3, af J.K. Rowling
At genlæse hele Harry Potter-serien på originalsproget er et af mine overordnede læsemål for 2017, og det har været med den største gensynsglæde, at jeg nu er kommet igennem de tre første bøger. Jeg har savnet Harry, Ron, Hermione og deres skole og deres familie og venner mere end jeg anede. Mange skønne detaljer var blevet glemt i årenes løb, men bliver nu genopdaget. Glæder mig som et lille barn til at fortsætte med bind 4-7.

Dragerne, Oprørerne og Soldaterne (Sagaen om Talon, bind 1-3), af Julie Kagawa
Dette er en YA fantasyserie som er blevet meget rost, men som har skuffet mig en lille smule. Bøgernes præmis er original, og det er en meget actionpacked og spændende historie, men sprogligt har den ikke meget at byde på, især ikke den danske oversættelse. Der kommer to bind mere i serien, og sandsynligvis vil jeg læse dem, om ikke andet så bare for at finde ud af, hvordan det hele ender. Klik her for at læse hele min anmeldelse.

Nøglen til Cecilie og Sommersonater (Cecilie, bind 1 og 2) af Bodil Sangill
Disse to bøger handler om den 20-årige Cecilie, der er adoptivbarn og har oplevet en del svigt i sin barndom. Hun arbejder som kassedame ved købmanden og har ikke den store selvtillid. Men så arver hun et hus af sine gamle voksenvenner og begynder at sy billedtæpper, og lidt efter lidt kommer hun tættere på at finde sig selv og sine talenter. Og måske også Gud. Og måske også kærligheden. I bagsideteksten beskrives forfatterens skrivestil som "eftertænksom," og efter at have læst bind 1, syntes jeg, det var en stor underdrivelse. Der skete nærmest ingenting i historien, og det meste af tiden befandt man sig inde i Cecilies hoved. Men det var faktisk en rar afveksling. I bind to var det som om, der begyndte at ske lidt mere, men det blev stadigvæk fortalt på en meget udramatisk måde. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har læst en bog, hvor forfatteren har benyttet sig af så få dramatiske virkemidler, og det tager jeg virkelig hatten af for, for det gjorde på ingen måde historien kedelig. Det er også denne komplet udramatiske skrivestil, der forhindrer mig i at kalde Cecilies historie for en "sød" historie. Jeg vil hellere sige, det er en god historie. Det eneste, der irriterede mig lidt ved disse to bøger var, at sproget lød noget gammeldags i mine ører, også i dialogerne, som jo skulle forestille at foregå mellem nutidens unge. Men bortset fra det, er jeg virkelig glad for at have læst dem. Især kunne jeg godt lide at bøgerne også i høj grad er en hyldest til den kreative proces og det kreative sind. Jeg ved ikke, om der kommer flere bøger i serien, men hvis der gør, vil jeg helt klart læse dem.

Det blev næsten til en hel anmeldelse af Cecilie-bøgerne, men det er også dem, eller i hvert fald nummer to af dem, jeg har mest i frisk erindring.

Jeg håber, du er blevet inspireret af at høre lidt om mine seneste læseoplevelser. Næste indlæg her på bloggen kommer sandsynligvis til at handle om min næste TBR-liste. Jeg skal bare lige have den skrevet ... :)

Jeg glæder mig stadig til Dewey's 24-hour Readathon den 29. april. Hvis du ikke kender til dette internationale læsearrangement endnu, så har forfatter Katja L. Berger skrevet en fin introduktion til det på sin blog. Hun har selv deltaget flere gange. Du kan også gå direkte til Readathon'ets hjemmeside.

Har du selv læst nogle af de ovennævnte bøger, eller vil du høre mere om dem, så læg endelig en kommentar. Også, hvis du bare har lyst til at sige hej.

Bogforum 2016

Lørdag den 12. november besøgte jeg Bogforum i Bella Center Copenhagen sammen med to læseglade veninder. Det blev selvfølgelig en dejlig dag i bøgernes tegn - hvordan kunne det blive andet - selvom jeg ikke just kom godt fra start i og med at jeg klokken syv om morgen stod og ventede i fyrre minutter i bidende frost på en bus der aldrig kom, og derfor blev nødsaget til at hive min kære mand ud af sengen, så han kunne køre mig til toget. Jeg tror først, mine storetæer tøede helt op, da toget kørte igennem Roskilde.

Jeg havde ikke haft tid til at forberede et detaljeret program for min dag på messen, men det ville også have været spildt arbejde, for jeg nåede ikke meget andet end mine tre must-see punkter: 1) Interview og signering med Patrick Ness, 2) Signering med Dennis Jürgensen, og 3) Signering med Louise Haiberg. Det er jo ikke til at forstå når man tilbringer 5½ time på stedet, men der var virkelig mange mennesker, så meget af tiden gik med at stå i kø til at komme ind, stå i kø til garderoben, stå i kø til toilettet, stå i kø til cafeteriet, hvilket jo er ærgerlig spildtid. Jeg brugte også en hel del tid på at stå i kø til signeringerne, men det var trods alt lidt lettere at acceptere.

Samtale mellem Susanne Staun og Anna Grue

Jeg var overbevist om, der ville komme mange til interviewet med Patrick Ness på Tranescenen 2, så jeg snuppede mig en plads på forreste række en god halv time før start. Dermed blev jeg også vidne til en samtale mellem Susanne Staun og Anna Grue, som egentlig ikke var så ringe endda. Susanne Staun har skrevet to sjove bøger, Fuck, en lækker røv! og Kort og cool, der vejleder hhv. almindelige danskere og danske professionelle skribenter af forskellig art i at undgå almindelige sproglige og grammatiske fejl. Jeg har selv en indre grammar-nazi/stavefejlsinkvisitor og er jo også uddannet dansklærer, så det var en meget vedkommende diskussion for mig, de to madammer havde sig.

Interview og signering med Patrick Ness

Min svigerinde Marie er vild med bogen Monster af Patrick Ness, ikke kun på grund af historien, men også på grund af illustrationerne. Hun er nemlig kunsthistoriker med speciale i illustrationer i YA-litteratur, og kan sige en masse klogt om den slags (faktisk har hun skrevet en anmeldelse af Monster her på bloggen, hvor du kan læse hvad hun synes om bogen, og hvordan illustrationerne helt præcist bidrager til historien). Marie havde aftenen forinden været til premiere på filmatiseringen af bogen i Imperial, hvor hun også havde fået æren af at møde Patrick Ness, men ikke mulighed for at købe bogen. Derfor havde jeg lovet hende at købe et eksemplar til hende og om muligt få det signeret, når jeg nu skulle på Bogforum. Jeg var selvfølgelig også på egne vegne interesseret og spændt på at høre Patrick Ness fortælle om sine bøger.

Interviewet var rigtig godt, og kunne efter min mening godt have været dobbelt så langt. Patrick Ness var en charmerende og humoristisk person, og han var meget indsigtsfuld hvad angik YA-litteraturens betydning. Desværre fik jeg ikke taget nogen notater undervejs, og det ærgrer mig virkelig, for jeg ville gerne have delt både nogle af hans jokes og hans guldkorn her på bloggen, men i skrivende stund kan jeg simpelt hen ikke genkalde mig nogen af dem i detaljer.

Efter interviewet var jeg så overbevist, at jeg ud over Monster, som jeg allerede havde købt til Marie også var nødt til at købe en af hans bøger til mig selv. Jeg valgte Vi andre bor her bare, som han fortalte en del om i interviewet, og bad min ene veninde købe den for mig, mens jeg selv ilede af sted for at finde signeringskøen. Jeg kom selvfølgelig til at stå næsten bagerst, selvom jeg virkelig prøvede at skynde mig. Jeg stod i kø ca. 35 minutter, og selve mødet varede måske 35 sekunder, for der var så mange han skulle nå på så kort tid, men han var rigtig flink og formåede at skabe god kontakt i det korte tidsvindue, så det var en stor oplevelse alligevel.

Han hilste venligt, og da han så mine to bøger med forskellige navnesedler stukket ind ved titelbladet, spurgte han: "Is your name Lea or Marie?" og jeg svarede Lea. Så begyndte han at skrive sin signatur og en lille medfølgende hilsen, alt imens han spurgte: "So, who is Marie?" og jeg forklarede ham vores relation og at han faktisk havde mødt hende aftenen før til filmpremieren. Så spurgte han, om hun havde kunnet lide filmen. Det kunne jeg ikke rigtig svare på, da jeg ikke havde haft mulighed for at tale med hende siden da, men jeg sagde, at det troede jeg nok, for hun så i hvert fald glad ud på det billede, hun havde sendt mig derfra. Derefter blev det ikke til mere hyggesnak, for der var jo andre end mig, der skulle til, men heldigvis huskede jeg at sige tak før jeg gik videre.

Goodie-bag fra Arnold Busck

Mens jeg havde stået i kø var mine veninder gået videre for at kigge på nogle forskellige stande, og mens jeg prøvede at finde dem igen, lagde jeg vejen forbi Arnold Busck, som ud over en fribillet til messen havde sendt mig et brev om, at jeg kunne komme og hente en goodiebag på deres stand. Det ville jeg selvfølgelig gerne. Jeg nåede dog ikke at kigge i posen lige med det samme, for mine veninder var sultne og insisterede på at vi skulle købe mad. Jeg kunne også godt trænge til noget at styrke mig på; altså satte vi direkte kurs mod cafeteriet.

Efter jeg havde været til signering med Dennis Jürgensen, og spist min mad, så vi, hvad der var i den fine pose, og det var nogle virkelig lækre ting. Ud over den obligatoriske stak reklamer var der:

• Selve posen i kraftigt lærred med teksten "It is what it is"
• To flotte notesbøger til min samling: Captain of My Own Destiny og Travel Notes
• En invitation for to personer til førudsalg i januar
• Tre flotte kort med kuverter
• En rød staedtler-tus
• Forskellige slags lækker chokolade

Signering med Dennis Jürgensen

Maden var lækker, men som sagt var der også en del ventetid, plus at det heller ikke var nemt at finde et bord, så faktisk var det allerede tid til signering med Dennis Jürgensen i det øjeblik vi fandt et sted at sidde. Jeg havde taget en bog med hjemmefra, en af barndommens store favoritter, Djævelens hule, i håb om at få den signeret. Heldigvis tog tøserne det ikke ilde op at jeg løb fra taflet for at bane mig vej hen til Tellerups stand, hvor jeg ganske rigtigt fandt Dennis Jürgensen ved et af signeringsbordene. Der stod to damer foran mig og snakkede med ham om hans nye krimi, men der gik nu ikke lang tid, før det blev min tur. Jeg var selvfølgelig lidt nervøs for at møde en forfatter, der har været blandt mine absolutte favoritter siden jeg var ca. 11 år, men han var altså virkelig rar og imødekommende, og ville gerne signere bogen. Det var lidt sjovt, for denne gang var der jo stort set ingen kø, og Dennis havde god tid; men det var mig der var stresset, fordi jeg jo vidste at mine veninder og min varme mad stod og ventede på mig ude i cafeteriet. På grund af nervøsitet kunne jeg heller ikke finde på særlig meget at tale med ham om, men det var dejligt endelig at få en chance for at møde ham.

Signering med Louise Haiberg

Mine veninder og jeg fulgtes hen til Tellerups stand og gik lidt rundt og kiggede der. Der var én bog, jeg vidste, jeg skulle have, og det var bind to i Louise Haibergs serie Dæmondræberen. Jeg var netop lige blevet færdig med bind 1 et par dage forinden og havde skrevet et par sætninger om den på instagram. Jeg har af og til tagget Louise på instagram, og jeg tror faktisk hun har svaret hver eneste gang, hvilket jeg bare synes er super fantastisk! Da det var tredje gang, jeg mødte hende i virkeligheden, var jeg lidt spændt på om hun måske kunne kende mig, og det kunne hun faktisk godt. Vi brugte lidt tid på at diskutere om det var rimeligt eller ej, at hun ikke lige kunne sætte navn på ansigtet - jeg prøvede at forsikre hende om at det trods alt ville være for meget at forlange, men hun var ikke helt enig, og proklamerede, at man altid skal stille høje krav til sig selv. Jeg kunne se argumenter både for og imod, men havde nu alligevel mere lyst til at tale om hendes bøger end føre diskussionen videre :)

Mens jeg læste første bind i Dæmondræberen havde jeg bl.a. tænkt over, hvornår Louise egentlig var begyndt at skrive serien. Jeg havde en forestilling om, at hun måske var begyndt på den længe før udgivelsen og måske også havde manuskripter til alle tre bøger klar, på det tidspunkt, hvor hun indgik kontrakt. Første bog var så velkomponeret og lagde op til så ambitiøst et projekt, at jeg tænkte, det var det mest sandsynlige. Så jeg blev ret forbløffet over hendes svar, da jeg spurgte og fandt ud af at det slet ikke var tilfældet: Hun var begyndt på serien i 2012, og havde skrevet de næste bøger i serien sideløbende med udgivelsen. Jeg er meget imponeret og synes bare hun skriver så hammergodt. Desuden er hun så sød og sjov at snakke med, at jeg med glæde kunne have stået der hele eftermiddagen, hvis ikke det var fordi der var andre i køen end mig. Man kan virkelig mærke, hun værdsætter sine læsere. Hun havde endda bagt småkager som hun sendte rundt til alle os, der stod i kø og ventede. Jeg håber ikke, det er sidste gang, jeg møder hende. Og, øh, så håber jeg også, hun siger til, hvis hun på nogen måde føler sig stalket ...

Børnebogforum og Lene Kaaberbøl

Vi var efterhånden ved at blive trætte og blev enige om, at slutte vores besøg på messen med en tur rundt i børneområdet. Den ene af mine veninder har selv børn og den anden er pædagog, så det var nærmest en selvfølge for os alle tre også at tjekke børnebøgerne grundigt ud. Da vi kom derind så jeg at Lene Kaaberbøl stod på scenen og besvarede spørgsmål fra publikum. Det ville jeg naturligvis ikke gå glip af, så jeg fandt mig straks en stol mens veninderne kiggede på bøger. I løbet af de næste minutter hørte jeg Lene svare på mange spørgsmål til sine historier og livet som forfatter. Blandt andet var det spændende at høre, hvor hun havde ideen om skammerblikket fra i bogen Skammerens datter. Også her fik jeg jo ikke taget notater, og måske husker jeg forkert, men jeg mener, hun svarede, at hun fra sin egen mor huskede et blik, som fik hende til at føle sig totalt gennemskuet. Desuden fortalte hun, at hun var tidligere gymnasielærer, og at hun en dag skulle samle afleveringer ind fra et hold. En af eleverne sagde, "jeg har allerede afleveret," hvortil Lene svarede, "nå ja, det er da også rigtigt, selvfølgelig har du det." Lene kunne imidlertid se på eleven, at vedkommende ikke var helt tilfreds med svaret, så hun spurgte, hvad der var i vejen. Eleven svarede, "du sendte mig bare det der blik." Lene grinede lidt idet hun sagde, at hun ikke påstod at hun med blikket kunne få forbrydere til at gå i knæ og tilstå, sådan som Dina og hendes mor kan i Skammerens datter, men at hun altså godt kunne få en gymnasieklasse til at tie stille.

Da Lene var færdig, begyndte vi at bevæge os mod udgangen. På vejen kom vi imidlertid forbi forlaget Flachs' stand, hvor mit blik faldt på bogen Carlo Chuchios gyldne drøm. Jeg havde ikke hørt om bogen før; det var forfatterens navn, Lloyd Alexander, der sprang mig i øjnene. Jeg har læst hans fantasyserie Kampen om landet Prydain med stor glæde. (Jeg har tidligere skrevet lidt om denne serie i dette indlæg). Derfor besluttede jeg mig for at købe Carlo Chuchios gyldne drøm. Den var desuden også meget billig og havde et flot omslag. Desværre havde forlaget ikke flere bøger af samme forfatter.

Vi sluttede dagen af med kaffe, varm kakao og kage på Espresso House nær Nørreport station, hvor vi tog et billede af vores samlede rov:

Dagen efter tog jeg også et billede af de tre bøger, jeg havde købt til mig selv:

Bogforum 2016 var fedt, og det eneste, der ærgrer mig er at jeg ikke fik taget nogen notater fra interviewsene, og ikke nåede at besøge flere stande end jeg gjorde. Som jeg allerede har nævnt, fløj tiden simpelt hen bare, for det meste med at stå i kø. Jeg ville ønske, jeg havde haft energi, tid og penge til en dag mere på messen, men jeg glæder mig nu også rigtig meget over de gode oplevelser jeg fik. Det er dejligt at læse bøger, som man har oplevelser og minder knyttet til. Jeg tog også nogle gratis læseprøver med hjem, som jeg glæder mig til at få kigget nærmere på, bl.a. Skovpigen Skærv af Kim Leine og Hjertet er 1 organ af Sarah Engell.

Hvad ræveposen gemte - Fantasyfestival 2016

Forventningens glæde

Efter at have glædet mig i ugevis som kun en læsehest kan, kom søndagen endelig, hvor jeg kunne sætte mig i toget sammen med min skønne veninde (og trofaste læsebuddy) og rejse til Esbjerg for at deltage i årets Fantasyfestival. På stationen i Esbjerg blev vi samlet op af vores anden fælles veninde (og anden trofaste læsebuddy) og hendes lillebror i deres bil, og sammen kørte vi fire ud til konferencehotellet, hvor mange timers fantasy-guf var i vente i form af bøger, forfattere, bøger, foredrag, bøger, aktiviteter, konkurrencer og, ganske rigtigt, flere bøger!

Det var jo udgivelsesdagen for Lene Dybdals bog Skyriel, som er første bind i hendes nye serie Ovanienprofetierne, og hun skulle holde et lille foredrag allerede klokken elleve, hvorefter der ville være signering af bogen og udgivelsesfest på Tellerups stand. Jeg havde lovet min svigerinde (og tredje trofaste læsebuddy), der virkelig godt kan lide Lene Dybdahls bøger, at købe en bog og få den signeret til hende, og hun ville gerne have Skyriel, så da obligatoriske småting som toiletbesøg osv. var overstået, skyndte jeg mig at finde og købe et eksemplar af den til hende.

Riddersalen

Der blev også tid til et hurtigt kig rundt i Riddersalen, hvor de forskellige stande var sat op, og jeg købte endnu en bog af Lene Dybdahl til mig selv, Kongens Krucifix, som er tredje del af hendes første serie, Nøglens vogtere. Den kostede kun tredive kroner, så den hoppede jo nærmest ned i tasken helt af sig selv, og jeg sagde til mig selv at den ikke talte med i regnskabet. Jeg havde nemlig nogen tid forinden bestemt at jeg kun ville købe én ny bog til Fantasyfestival, fordi jeg lider af overfyldte bogreoler, plus at min mand jævnligt forsøger at minde mig om, at der jo også er noget, der hedder biblioteket, hvor man kan låne bøger gratis, ak ja. Men allerede dagen forinden havde jeg nok en fornemmelse af, at det der med kun én bog nok ikke kom til at holde helt stik.

Jeg kiggede mig også om efter bind to i serien, for i forvejen ejede jeg kun bind et (som min mand ironisk nok har købt til mig), men en flink boghandler fra Arnold Busck oplyste mig om, at den i øjeblikket var udsolgt, men at forlaget var i gang med at få den genoptrykt. Jeg kiggede også meget langt efter Kenneth Bøgh Andersens sidste nye udgivelse, Den faldne djævel, der skulle være afslutningen på serien Den store djævlekrig, en serie som har været noget af det bedste jeg har læst de seneste år. Bogen var udkommet for blot et par dage siden, men jeg købte den ikke, fordi 1) Jeg ville ikke købe bog nummer seks i en serie, når jeg ikke ejede nogen af de andre bøger i serien, 2) Kenneth Bøgh Andersen var ikke længere til stede på festivalen, så jeg kunne få den signeret, og 3) den kostede 250 kroner. Jeg har ellers set meget frem til udgivelsen af Den faldne djævel, og håber på at kunne låne den på biblioteket snarest muligt.

Foredrag med Lene Dybdahl

Hurtigt blev klokken elleve, og vi indfandt os til Lene Dybdahls foredrag, hvor hun fortalte lidt om sig selv, lidt om Skyriel og gav nogle tips til, hvordan man kunne opbygge sin egen fantasyverden, hvis man gerne ville være fantasyforfatter. Hun læste også et stykke op fra Skyriel, og den lød til både at være sjov og spændende, ligesom hendes historier plejer at være. Noget nyt er, at den foregår i en "hel" fantasyverden, hvor hendes andre bøger foregår dels i nutiden, dels i fortiden med nogle overnaturlige elementer blandet ind i de historiske fakta, og det er også noget nyt at hun har en kvindelig hovedperson. Faktisk kunne jeg rigtig godt tænke mig at læse den, efter at jeg i skrivende stund netop er blevet færdig med Den gyldne nøgle, som jeg faktisk synes endnu bedre om end Den sorte paraply, så jeg håber, min svigerinde vil låne mig Skyriel en gang ved lejlighed.

Lenes foredrag var godt, men jeg ville ønske at det havde varet en time i stedet for en halv, eller at hun havde skåret lidt i indholdet og mest fokuseret på sine skrivetips. For ud fra titlen på foredraget, "Sådan bygger du en fantasyverden på en halv time," troede jeg, det var det, foredraget mest ville omhandle. Det var sikkert også meningen, men desværre kom det til at virke lidt forhastet, fordi der ikke var afsat særlig lang tid. Det virkede også som om det gjorde Lene selv lidt stresset, og hun kom til at gentage sig selv en del mens hun fortalte om udgivelsen af Skyriel. Det var jo ærgerligt, men jeg var selvfølgelig glad for at høre de ting, vi nåede at høre.

Lene Dybdahl læser højt fra Skyriel

Signering med Lene Dybdahl

Efter foredraget gik det næste stykke tid med stå i kø til Lenes signering. Ud over de to bøger, jeg netop havde købt til mig selv og min svigerinde, havde jeg mine to andre Lene Dybdahl-bøger med hjemmefra, i håb om også at få dem signeret. Det var alle sammen nogle ret tykke bøger, så jeg kunne næsten mærke hvordan armene blev længere og længere, mens jeg stod og ventede, og spekulerede nervøst på, hvad jeg dog skulle sige til mit forfatterforbillede, når jeg endelig stod foran hende.

Så blev det min tur, og da vi havde hilst på hinanden, spurgte jeg om hun ville signere alle fire bøger. Det ville hun gerne, og alt imens hun gjorde det, fortalte jeg hende at jeg netop var i gang med at læse Den gyldne nøgle, og at det var skægt fordi jeg selv for to år siden havde været i Spanien og set Alhambra, hvor bogen foregår. Det er der sikkert mange, der har fortalt hende, men hun lød alligevel virkelig begejstret. Hun var rigtig sød og imødekommende, og jeg ville også gerne have fortalt hende, hvor glad jeg er for hendes Forfatterfredag-videoer på YouTube, men der stod mange i kø bag mig, og jeg ville ikke tage mere af hendes tid. Hvis jeg er heldig, får jeg måske mulighed for at snakke med hende om det en anden gang. I hvert fald sagde jeg mange tak, og gik videre med mine nye signerede bogskatte.

Bøger signeret af Lene Dybdahl

Møde med Louise Haiberg

Der var allerede gang i udgivelsesfesten på Tellerups stand, men jeg nåede ikke at smage hverken regnbuedrikken eller nogen af de andre lækkerier, for i det samme spottede jeg Louise Haiberg, og fik den ide, at den bog, jeg officielt ville købe til mig selv i dag, måske skulle være bind et i hendes serie Dæmondræberen. Jeg skyndte mig at finde bogen på hylden henne ved Tellerup og brugte et par minutter på at læse i den, bare for at være sikker på, den nu også var noget for mig. Jeg har nemlig altid syntes forsiden var enormt dragende, men har også hørt at historien skulle være temmelig voldelig. Jeg blev imidlertid straks grebet af den dybt sarkastiske tone, der mindede mig om Jonathan Strouds Bartimæus, og kom frem til den konklusion, at bogen sikkert ville passe mig udmærket, især på en dag, hvor jeg er i humør til en lidt barsk historie - det sker faktisk ind imellem :)

Altså købte jeg bogen og håbede, Louise ikke var forsvundet i mellemtiden. Det var hun ikke - hun stod i hjørnet ved Arnold Buscks stand sammen med blandt andre Carina Evytt og Pernille Eybye. Jeg listede hen imod dem, igen lidt nervøs for at stå overfor et af mine forbilleder, men Louise sagde hej og spurgte, hvem jeg gerne ville tale med. Jeg sagde, det var hende, og spurgte om hun ville signere bogen. Det ville hun gerne. Hun tog sig god tid til at skrive en sød hilsen til mig, og jeg fortalte hende, at jeg en gang tidligere havde mødt hende i Odense til Bookeaters Convention. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg føler mig så knyttet til Louise Haiberg, når jeg ikke engang har læst nogen af hendes bøger endnu, men det er nok fordi hun og jeg næsten er lige gamle, vi begge bor på Fyn, og vi begge åbenbart har oplevet at ligge meget på hospital som teenager, (på det samme hospital, på næsten samme tid). Det får mig alt sammen til at tro på min egen forfatterdrøm. Og så beundrer jeg hende også bare for at have sin helt egen stil, som gør at man kan genkende hende hvor som helst :)

Dæmondræberen: Oprører, signeret af Louise Haiberg

Snart derefter, da vi skulle til at forlade Riddersalen for at køre hen til McDonald's og spise frokost, blev vores opmærksomhed fanget af to skjalde, ligesom resten af det officielle crew klædt ud i fantasykostume. De stillede sig op midt i salen og annoncerede med høj røst de næste punkter i programmet. Det skete flere gange i løbet af dagen, og var super festligt og passede bare rigtig godt ind temaet.

Foredrag med Trudi Canavan

Da vi havde styrket os på hver vores burger, kørte vi tilbage til konferencehotellet. Det var dejligt at være i bil, for det betød jo også at vi kunne lade de bøger, vi indtil videre havde købt, ligge i bagagerummet i stedet for at slæbe rundt på dem flere timer endnu. På vej indenfor gik det imidlertid op for os, at vi ærgerligt nok havde kigget forkert i programmet, og vi derfor faktisk allerede var syv minutter for sent på den til Trudi Canavans foredrag kl. 13.00. Vi skyndte os at finde hen til Slottet, hvor vi listede os indenfor så stille vi kunne.

Jeg var den eneste blandt os tre veninder, der endnu ikke havde læst nogle af Trudi Canavans bøger, så jeg havde ikke nogen særlige forventninger til foredraget. Hun var selvfølgelig allerede godt i gang med at fortælle om sin vej til livet som forfatter, da vi satte os nede på en af de bagerste rækker. Jeg havde en lille smule svært ved at følge med i foredraget fordi, 1) Trudi talte en lille smule for hurtigt og mumlende, 2) min hjerne var stadig helt oppe at køre over mødet med Lene Dybdahl og Louise Haiberg, og selvfølgelig 3) at vi havde misset indledningen til foredraget.

Jeg nåede vist aldrig helt at fange den røde tråd, og kan heller ikke huske særlig mange detaljer, men jeg fik overordnet et virkelig godt indtryk af Trudi Canavan. Hun virkede både sød, ydmyg, intelligent og meget humoristisk. Det overraskede mig, at hun også var en dygtig illustrator. Så derfor fik jeg selvfølgelig alligevel lyst til at købe nogle af hendes bøger, selvom jeg halvt om halvt havde sagt til mig selv at jeg ikke skulle købe mere i dag.

Australske Trudi Canavan fortæller om sine bøger

Signering med Trudi Canavan

Altså spænede jeg (igen!) ned til Tellerups stand og købte en sampak med hendes første trilogi, De sorte troldmænd. Op til Slottet igen og bag i den laaaange kø. Jeg brugte ventetiden på at læse de første 15 sider af bind 1, og selv om det var svært at koncentrere sig om at læse stående med tre bøger i favnen, og jeg efterhånden var noget træt, havde historien faktisk en rigtig spændende indledning, og jeg tror bestemt ikke, det var noget fejlkøb.

Jeg var som sædvandlig en af de sidste i køen, men endelig blev det også min tur. Trudi var virkelig rar at snakke med, og hun signerede alle tre bøger. Jeg takkede hende blandt andet for de boganbefalinger, hun havde givet sidst i foredraget, og vi snakkede lidt om bogen Illuminae, som var iblandt dem, og som jeg havde læst for nylig. Hun fortalte, at hun boede i samme by som Amie Kaufman og Jay Kristoff, (forfatterne til Illuminae), så de kom altid til hinandens bog-events, og at hun holdt meget af dem.

Hilsen fra Trudi Canavan

Reflektion over dagen

Der var kun omkring en time til at festivalen lukkede. Nu var jeg sikker på, at jeg ikke skulle købe flere bøger den dag, og var sådan set klar til at vende næsen hjemad, men vi havde endnu ikke været udenfor og kigge på alle de aktiviteter, der fandt sted der, så det gjorde vi, kort, og det var også rigtig fint. Jeg syntes, dagen var fløjet af sted, og meget af tiden var jo også gået med at sidde til foredrag og stå i kø. Næste gang vil jeg også gerne høre nogle foredrag, for det plejer bare at være super duper spændende at høre forfattere fortælle om alle deres erfaringer, men jeg vil også huske at bruge lidt mere tid udendørs, og især også på de mange mindre forlags stande. Alle de fem bøger, jeg købte, (seks, hvis jeg tæller den til min svigerinde med), var fra Tellerup, og jeg vil faktisk meget gerne også give andre fantasyforlag og -forfattere en chance.

Et skæbnebestemt møde

Til sidst blev min veninde og jeg igen sat af på Esbjerg station, hvor vi var så optaget af vores nye bogskatte (og nok også så trætte), at vores tog kørte uden os, selvom vi havde siddet og ventet på det i tyve minutter, haha! Altså måtte vi vente endnu fyrre minutter på det næste tog. Men ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget, for da vi havde sat os til rette på i toget, kom en fyr og sagde, han havde reserveret min plads. Jeg rykkede fra vinduet til gangpladsen, og han satte sig ned. Da han så vores farvestrålende ræveposer fra Tellerup, sagde han, at han kunne se, vi havde været på fantasyfestival. Det var jo rigtig nok, og vi begyndte at snakke. Han viste sig at være Martin Willer, forfatter til børnebogserien Den utrolige Scott Roddick. Hele vejen hjem til Odense fik vi os en herlig og særdeles hyggelig snak om blandt andet læsning, og tegneserier og TV-serier fra dengang vi var ... yngre (for unge er vi jo stadigvæk!). Og da det var tid for min veninde og jeg at stå af, og for vores rejsefælle at skifte tog i Odense, viste det sig, at Martin i virkeligheden skulle have siddet et helt andet sted i toget. Noget kunne tyde på at vores møde var bestemt af højere magter :)

Endelig hjemme

Sådan sluttede en yderst oplevelsesrig dag på Fantasyfestival 2016. Heldigvis blev min elskede mand slet ikke sur, da han så, jeg kom hjem med fem nye bøger i stedet for én. (Takket være de gode festivaltilbud var jeg da også sluppet billigt: Kun 330 kr. for fem flotte, indbundne bøger). Han hentede endda mig og min veninde på stationen i bilen og lavede aftensmad til os. Og det var heller ikke længe efter, at vi havde spist, at jeg måtte bøje mig for den forkølelse, der allerede havde været et par dage undervejs, og kravle under dynen med en kop varm te.

Oprindeligt ville jeg gerne have været af sted til Fantasyfestivalen lørdag frem for søndag, for yderligere at møde Kenneth Bøgh Andersen, Dennis Jürgensen og Haidi Wigger Klaris, men jeg er alligevel godt tilfreds med, at det blev om søndagen. Bare tænk på, hvor mange flere bøger, jeg havde været nødt til at slæbe med hjemmefra eller købe på festivalen, hvis det havde været tilfældet ... ! Jeg har også leget med tanken om at overnatte på vandrerhjem i Esbjerg og på den måde få hele festivalen med, men jeg ved ikke om jeg nogensinde får mine veninder overtalt til det - og jeg ved heller ikke om jeg kan tåle så stor en dosis boglig fornøjelse på én gang ;). I hvert fald tak til Esbjerg Bibliotekerne for endnu et fantastisk arrangement.

Jeg vil slutte dette indlæg med nogle billeder af, hvad ræveposen gemte, da jeg kom hjem:

Husk som altid at sige hej i kommentarfeltet, så jeg kan se, at du har været forbi. Jeg håber, du har fået noget ud af at læse om mine oplevelser på Fantasyfestivalen, og at vi ses der næste gang.