Viser opslag med etiketten tbr liste. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tbr liste. Vis alle opslag

onsdag den 19. april 2017

TBR-liste #5


Hvis jeg skulle give min nye TBR-liste en overskrift, skulle den hedde "Bøger jeg har haft stående i reolen alt for længe."

Da jeg havde skrevet listen, gik det op for mig, at der faktisk ingen fantasybøger var på den. Det var ikke et hundrede procent bevidst valg, men egentlig helt okay. Har du fulgt min blog et stykke tid, ved du, at det ikke er fordi jeg ikke bryder mig om fantasy, tvært imod. Men jeg har, gennem længere tid, forsøgt at udvide min litterære horisont med andet end fantasy. Det er bare gået lidt trægt indtil videre. Det betyder nu ikke, at jeg ikke kommer til at læse noget fantasy overhovedet det næste stykke tid. Jeg er nemlig stadig i fuld gang med at genlæse Harry Potter, (er i skrivende stund over halvvejs i Flammernes pokal).

På listen har jeg imidlertid fået samlet en del forskelligt, både nogle 2. Verdenskrigsrelaterede klassikere, nogle mere eller mindre litterære romaner, nogle nøje udvalgte børne- og YA-bøger, og en fagbog om skrivning. Så man kan ikke sige, at det bliver ensformigt. Mange af disse bøger ved jeg i øvrigt meget lidt om i forvejen, hvilket jeg synes er rigtig godt.

The Bell Jar af Sylvia Plath
Da jeg skrev denne bog øverst på listen, vidste jeg ikke meget andet om den, end at den var en moderne klassiker og Sylvia Plaths eneste udgivelse. Som teenager hørte jeg første gang om The Bell Jar, da jeg så filmen 10 Things I Hate About You, hvor hovedpersonen læser den. Siden har den ligget i baghovedet som en bog, jeg burde læse en dag, og jeg blev på ny mindet om den, da Gyldendal genudgav den på dansk sidste år. En hurtig søgning på bibliotekets hjemmeside har imidlertid afsløret, at bogen delvist er baseret på forfatterens eget liv, og handler om en ung kvinde, der får en depression og forsøger at begå selvmord. Det lyder jo lidt trist, men den skulle også være en vittig og skarp kommentar til samfundet i 1950'erne, så den kan jo ikke være trist hele vejen igennem. Jeg regner med at bestille den hjem til biblioteket når jeg er kommet lidt længere med Harry Potter.

On Writing af Stephen King
Denne bog fik jeg i julegave af min mand. Den er både en autobiografi og en bog om det at skrive, og eftersom King er en mester indenfor sit felt, har jeg ret høje forventninger til denne bog.

Esben-bøgerne af Knud Erik Pedersen
Tre små børnebøger fra begyndelsen af 1980'erne, som jeg har lånt for længe siden af min mor, og som jeg virkelig burde få læst og leveret tilbage. Da hun lånte mig dem, sagde hun, at hun havde en fornemmelse af, at disse små historier havde et autobiografisk element. Jeg glæder mig til at få læst dem, for de ser virkelig hyggelige ud, og jeg er spændt på, hvad de rummer.

Lumikki-trilogien af Salla Simukka
Dette er også en af de bøger, der står i reolen og råber på at blive læst. Faktisk er det kun første bog i serien, jeg ejer. Jeg fik den for længe siden på Bookeaters Convention, hvor jeg fiskede den op af en fiskedam fuld af gratis, indpakkede bøger. Det første, jeg lagde mærke til, da jeg pakkede den ud var, at forfatteren var finsk. Jeg er ret vild med Finland og har været der fire gange, men jeg kan faktisk ikke huske nogensinde at have læst en bog af en finsk forfatter. Det kan jeg passende råde bod på nu. Jo mere, jeg kiggede på Rød som blod, som er titlen på første bind, jo mere interessant virkede den. At dømme ud fra bagsideteksten er serien noget så specielt som en YA-krimi, og derudover benytter den sig af referencer til det klassiske eventyr om Snehvide. What's not to like?

Gådefuld sejlads af Erskine Childers
Denne bog har jeg fået i julegave sidste år, og for at gentage mig selv fra mit indlæg om julegavebøger, handler denne bog fra 1903 om afværgelsen af en tysk invasion af Storbritannien. Den var Winston Churchills yndlingsbog, og der er ingen der rigtig ved, om handlingen er virkelig eller fiktiv. Det lyder som alle tiders mysterium tilsat et strejf af historiens vingesus.

Your Presence is Requested at Suvanto af Maile Chapman
Denne bog har jeg fået for længe siden af min svigermor, som vist havde fået den af en af sine kollegaer, der skulle rydde op i sine bøger. Jeg kender ikke forfatteren, og ved ingenting om denne bog udover, hvad omslaget har kunnet fortælle mig, men det er også nok til give mig lyst til at læse den. Den foregår i 1920'erne på Suvanto, et afsidesliggende sanatorium for kvinder, i en skov i Finland. Hovedpersonen er den amerikanske sygeplejerske Sunny Taylor, der er taget til Suvanto for at flygte fra fortiden. En dag ankommer en både temperamentsfuld og reserveret tidligere danseinstruktør, Julia Dey, til sanatoriet som patient, og Sunny ser det som sin opgave at trænge igennem Julias lag af vrede og indelukkethed. Jeg har på fornemmelsen, at det måske er en lidt mystisk og sælsom bog frem for en feel-good historie. I alle tilfælde er jeg spændt på, hvad den har at sige om Finland, 1920'erne, kronisk sygdom, kvindelighed mv. Fotografiet på omslaget er angiveligt taget af den finske designer Alvar Aalto.


Wonder af R.J. Palacio
Jeg troede faktisk, dette var en YA-bog, men nu hvor jeg tjekker efter, viser det sig, at den er kategoriseret som børnebog. Jeg ejer ikke selv bogen, (endnu), men jeg har gerne villet læse den lige siden udgivelsen i 2012, hvor jeg så den i et nyhedsbrev fra forlaget Random House, og efterfølgende lagde mærke til, at flere booktubere og bogbloggere lod til at elske den. Og selv om jeg ikke ved så meget om bogen andet end at den handler om en dreng med et deformt ansigt, er der noget ved den, der minder mig om The Curious Incident of the Dog in the Nighttime, som er en af mine absolutte yndlingsbøger nogensinde. Jeg håber, den viser sig at være lige så god.

Mødet ved milepælen af Sigurd Hoel
Dette er en bog, som både min mor og min far har anbefalet mig at læse. Jeg kan faktisk ikke huske hvem af dem, der har givet mig den udgave, jeg har stående i reolen. Den har stået der længe uden at jeg har fået den læst, sikkert fordi den er lang og tætskrevet, og forsiden ikke er specielt indbydende. Men så vidt jeg kan forstå, foregår den i krigstiden, en tid, der er begyndt at fascinere mig mere og mere de senere år. Så nu har jeg altså valgt at sætte den på listen. Så håber jeg, den viser sig at være spændende, når jeg kommer i gang med den.

Konkyliesamlerne af Rosamunde Pilcher
Dette er også en bog, min mor flere gange har sagt, jeg skulle læse. Hun ejer stakkevis af Rosamunde Pilcher-bøger. Jeg købte denne paperback-udgave til en billig penge engang, hun og jeg var på loppemarked sammen, og det er egentlig lidt underligt, jeg aldrig har fået taget mig sammen til at læse den, for jeg er faktisk ret sikker på, jeg vil kunne lide den.

Anne Franks dagbog af Anne Frank
Denne bog fik jeg til min konfirmation, for at det ikke skal være løgn. Jeg har gjort mindst ét forsøg på at gå i gang med den mens jeg stadig gik i folkeskole, og jeg kan også huske at vi har læst uddrag fra den i skolen. Dengang oplevede jeg den som en noget gammel og tør ting, og jeg havde sikkert ikke helt så meget øje for hvor unik en historisk kilde den er, som jeg har nu. I hvert fald har jeg tænkt mig, den skal ud af reolen endnu engang, snart.

tirsdag den 25. oktober 2016

TBR-liste #4

For nylig samlede jeg op på, hvad jeg rent faktisk havde læst siden sidste gang, jeg lavede en ny TBR-liste. Det var blevet til otte bøger inden for så forskellige genrer som krimi, fantasy, faglitteratur, dagbog/biografi, historisk fiktion, sci-fi og klassiker. Det er jeg godt tilfreds med, for jeg stræber generelt efter at læse et bredt spektrum af forskellige slags bøger.

Listen over de næste bøger/serier, som jeg håber at få tid til at læse inden for en overskuelig fremtid, kommer her. Den blev ikke nær så varieret som den forrige, men i kølvandet af bl.a. årets fantasyfestival, er der bare SÅ mange fantasybøger, der kalder på mig lige for øjeblikket, så det kunne ikke blive anderledes - og faktisk kunne jeg ikke engang få listen ned på ti, som jeg plejer, men måtte trække grænsen ved tolv bøger/serier.


Kongens Krucifix af Lene Dybdahl (Nøglens vogtere, bind 3)
Jeg har virkelig hygget mig med David og Lauras eventyr i både bind 1 og bind 2 af denne fantasytrilogi, som jeg også har anmeldt her på bloggen, og ser frem til at finde ud af, hvordan det skal gå dem og deres familie i sidste del af historien. Får tvillingerne reddet deres forældre (og resten af verden) ud af den onde troldmand Muzas kløer, og kommer de nogensinde hjem til deres egen tid og deres eget hus igen? Og får vi mon sagt ordentligt farvel til alle de dejlige venner, de har fået sig undervejs i historien?

Oprører af Louise Haiberg (Dæmondræberen, bind 1)
Denne bog, som også er første bind i en trilogi, er jeg faktisk allerede ret godt i gang med - og jeg er ret så vild med universet og jeg-fortælleren Dominic, der indhyller alting i et tommetykt lag af sarkasme. Jeg købte den på Fantasyfestivalen og gik i gang med den med det samme, men valgte imidlertid at tage en pause, da jeg cirka samtidig også kom til at gå i gange med Nøglens vogtere. Ud af de to trilogier var jeg klar over at sidstnævnte trods alt var den, jeg ville blive hurtigst færdig med. Dæmondræberen består nemlig af tre murstensromaner, hvor sprog og tematik tilsyneladende stiller lidt højere krav til læseren end Nøglens vogtere.

Skyriel af Lene Dybdahl (Ovanienprofetierne, bind 1)
Den allerseneste bog fra den danske fantasyforfatter Lene Dybdahls hånd. Den er en tyk bog, og første bind i hvad der forventes at blive en trilogi med titlen Ovanienprofetierne. Denne bog lyder til at rumme rigtig mange af de elementer, temaer og roller, jeg godt kan lide ved en god fantasyhistorie, så jeg har faktisk ret store forventninger til hvad der sker, når disse møder Lene Dybdahls toptunede plotmaskine. 

Tir-Nâzrals arving af Mads Schack-Lindhardt
Dette er en fantasybog, som jeg har truffet aftale med forfatteren om at anmelde. Den er udkommet for tre måneder siden på forlaget mellemgaard, der har til huse i min by Odense. At bedømme ud fra forlagets beskrivelse og hvad jeg ellers har hørt, lyder den rigtig hyggelig, og et eller andet sted kommer jeg til at tænke på Den uendelige historie. Men om der er nogle lighedspunkter mellem de to historier vil tiden vise. Jeg glæder mig i hvert fald til at stifte nærmere bekendtskab med den, om ikke andet så på grund af det meget flotte og dragende omslag. Måske skulle jeg også lige nævne at den er første del af en planlagt trilogi.

Dragerne og Oprørerne af Julie Kagawa (Talon-serien bind 1 og 2)
Disse bøger er dukket op på min horisont flere gange, og mange læsere virker til at være helt enormt begejstrede for dem. Og efter at jeg hørte Julie Kagawa selv tale om bøgerne i sidste måned, fik jeg selvfølgelig rigtig meget lyst til at læse dem. Ideen om drager, der kan tage form som mennesker, forekommer mig særdeles tiltalende, og jeg er spændt på at se hvordan Kagawas inspirationskilder indenfor fx computerspil og anime præger hendes værker.

De forsvundne levn af Lauren Kate (Fallen bind 4)
Jeg vil ikke sige så meget andet om denne bog, end at den har stået og ventet på min hylde lidt for længe efterhånden. Måske siger jeg noget mere, når jeg har fået den læst.

Den faldne djævel af Kenneth Bøgh Andersen (Den store djævlekrig bind 6)
Ih, hvor har ventetiden altså været lang til udgivelsesdatoen for denne fantasybog, der er sjette og (vist nok) sidste bind i Kenneth Bøgh Andersens store værk om den gode dreng Filip, der ved en fejl bliver djævelens lærling. Hver eneste bog i serien har jeg slugt med velbehag. De er så fantastisk godt skrevne, og de har så meget dybde. Dette er nok den bog, jeg glæder mig allermest til på denne liste, og jeg vil nyde hver en side.

De sorte troldmænd af Trudi Canavan (trilogi)
Endnu nogle af de bøger, jeg købte på Fantasyfestivalen, hvor forfatteren signerede dem til mig ...

Sjælens pris af Haidi Wigger Klaris (Dæmonherskerens arving bind 3)
Igen sidste bind i en serie, jeg gerne vil vide, hvordan ender. Denne bog er netop udkommet i forbindelse med Herlufsholm Fantasybogmesse, og jeg har en forventning om, at den er spændende, underholdende og forholdsvis hurtigt læst, ligesom de to første bind i serien. Jeg har læst hos en anden bogblogger, at den er endnu bedre end de to første bind, og det håber jeg selvfølgelig er sandt.

Frændeløs af Hector Malot
Så kommer vi endelig til den del af listen der ikke drejer sig om fantasy. Dette er en fransk børnebog fra 1972, som efter sigende skulle være kendt og elsket verden over. En dag, hvor jeg var på besøg hos min veninde og talen faldt på bøger og læsning, spurgte jeg hende, hvilken bog der var hendes absolut yndlingsbog nogensinde. "Frændeløs" var hendes svar. Jeg kendte den ikke, og spurgte, om jeg måtte låne den. Det måtte jeg gerne. Jeg ved stort set intet om historien, men er selvfølgelig spændt på at læse den. Hvis du har læst den engang, så nævn det meget gerne i en kommentar, men ingen spoilers, tak :)

Nøglen til Cecilie af Bodil Sangill (Cecilie-serien bind 1)
Bodil Sangill er en dansk forfatter, som jeg længe gerne har villet stifte bekendtskab med, og nu synes jeg, tiden skulle komme. Sangill er udgivet på det kristne forlag Lohse, som jeg også oversætter for. Indtil videre er der to bøger i serien af kærligheds-/kvinderomaner om den unge kvinde Cecilie, og det bliver spændende at se om serien og forfatteren er noget for mig.

Min geniale veninde af Elena Ferrante (Napoli-serien bind 1)
Hvad skal jeg næsten sige? Det er vist tredje gang, jeg sætter denne på min liste. Den er kommet til at stå som et ikon for mig på den litterære genre, som jeg så gerne vil beskæftige mig mere med, men samtidig er lidt afskrækket af. Fantasy ved jeg jo, hvad er! Men måske tredje gang er lykkens gang. For resten har jeg godt nok hørt at pseudonymet Elena Ferrante er blevet afdækket, men i respekt for forfatteren vil jeg rigtig gerne læse Napoli-serien inden jeg hører noget om, hvem hun i virkeligheden er. Så der er jo en god motivationsfaktor til at få dem læst snart, før nogen afslører det for mig ved et tilfælde :)

Jeg håber, mine tanker om den kommende læsning kunne inspirere dig, og at du har lyst til at skrive en lille kommentar. Glem heller ikke at deltage i min giveaway af Malene Søvstens Ravnenes hvisken, eller at fortælle om lodtrækningen til alle fantasyfans, du kender.