Dette er en opsamling af de bøger jeg har læst siden slutningen af marts, hvor jeg lavede Opsamling #5. Det er blevet til ti forskellige bøger/serier på trods af, at jeg kun har vinget fire punkter af på min TBR-liste. Det er altså ikke gået så godt med at holde mig til TBR-listen på det seneste, så jeg overvejer, om ikke jeg burde droppe det system og i stedet blot skrive opsamlinger hver gang, jeg har læst fem-syv bøger - også fordi det ofte bliver til dobbeltkonfekt når jeg skriver om bøgerne ad to omgange.
Jeg vil som sædvanlig give en kort beskrivelse af min oplevelse med hver bog. Nogle har jeg mere at sige om end andre, men heldigvis kan jeg sige noget positivt om dem alle.
Helte og Hobbitter af Jakob Levinsen
Dette er en bog der rummer en rigtig fin og overskuelig introduktion til Tolkiens forfatterskab. Jeg kunne rigtig godt lide den, og synes den har fået en del uberettiget kritik på Goodreads. Hvis du vil vide mere, kan du læse min fulde anmeldelse her.
Harry Potter bind 4-7 af J.K. Rowling
Sidste gang, jeg lavede en opsamling, var jeg netop blevet færdig med bind tre i min genlæsning af Harry Potter-serien. Lige siden jeg som teenager første gang jeg læste disse enestående bøger, har de været nogle af mine absolutte yndlingsbøger. Nu var det imidlertid en del år siden jeg læste dem sidst, og mange detaljer i historien var gledet ud af hukommelsen. Men jeg tror, det er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv i år, at genlæse historien om "the boy who lived". Al dens genialitet og dybde ramte mig på ny, og jeg er overbevist om at Harry, Ron og Hermione altid vil have en ganske særlig plads i mit hjerte.
Wonder af J.R. Palacio
Denne bog valgte jeg, sammen med Harry Potter and the Order of The Phoenix, at læse under Dewey's Readathon i april. Det var en bog, jeg havde haft i kikkerten et godt stykke tid, og det er en bog, der egner sig rigtig godt til et readathon. Den var nem at læse, men sjovt nok ikke helt så nem at komme over. En meget rørende bog, der på mange måder rammer fuldstændig plet hvad angår 10-årige børns sociale verden, reaktionsmønstre og tænkemåder. Bogen om den handicappede dreng Auggie er en rigtig god historie om det at turde når det gælder. At se igennem facaden, at vælge det gode frem for det nemme. Kan varmt anbefales til både børn og voksne.
Mordet på Orientekspressen af Agatha Christie
Denne klassiske krimi fra 1934, med Hercule Poirot som detektiv, er hurtig læst, underholdende og spændende. Jeg nød det gammeldags sprog og de mange forskellige karakterer.
Moln - Jorden husker af Michael Kamp
Denne ungdomsgyser lånte min mand på biblioteket, og på en eller anden måde lykkedes det ham at overtale mig til at lytte til, at han læste den højt. Selvom jeg ikke er den store fan af gys og gru, er jeg alligevel glad for at have fået historien om den fiktive provinsby Moln med i bagagen. Læs hele min anmeldelse her.
The Bell Jar af Sylvia Plath
Denne bog har ligget i udkanten af min radar i flere år. Som tidligere nævnt er jeg gennem tiden stødt på referencer til den rundt omkring, og det er rart endelig, efter endt læsning, at forstå disse referencer til bunds. Det er også let nok at forstå hvorfor denne bog har opnået status som moderne klassiker. I sin tid (1963) har den slået et gevaldigt slag, både for forståelsen af psykiske lidelser og for kvindefrigørelsen. Men det er nok det autobiografiske islæt der især gjorde den til noget særligt for mig. Jeg havde frygtet den ville være tung og trist at læse, men det var dog ikke tilfældet. Forfatteren formåede at sætte tingene på spidsen, og med en lettere morbid humor at gøre grin med hovedpersonen (og dermed måske sig selv?), såvel som mange andre karakterer og situationer. Jeg valgte at læse bogen på originalsproget. Det var ret udfordrende på grund af mange tids- og geografisk specifikke amerikanske udtryk, men det gik. Selvom jeg ikke altid syntes, den unge Esther traf de rette beslutninger, beundrede jeg hende dybt for hendes mod og selvtillid.
Jeg, Coriander af Sally Gardner
En helt fantastisk YA-fantasy om pigen Coriander, der er datter af en købmand i 1600-tallets London. En bog om kærlighed og venskab, og om at være tro mod sig selv, selv når kræfter, der virker meget større end én selv, forsøger at lave én om. Læs hele min anmeldelse her.
Gemina (bind 2 af The Illuminae Files) af Amie Kaufmann og Jay Kristoff
Gemina byder på mere af samme skuffe som bind 1 i denne Sci-Fi trilogi. Om muligt er der endnu mere fart på sagerne. Den underholdende stil fortsættes på et nyt sted i det ydre rum, og med et nyt sæt af en kvindelig og mandlig hovedperson. Historien er ikke dårlig, men for mig er styrken ved denne serie helt klart found footage-formatet. Bøgerne fremstår som en samling af emails, dagbogssider, chat-sessioner, overvågningskamerasekvenser og lignende, og det er op til læseren selv at stykke historien sammen ud fra de forskellige dele. Samtidig er det grafiske udtryk i bogen også i høj grad med til at fortælle historien. Det aktiverer læseren på en helt anden måde end traditionelle bøger, og det synes jeg er en sjov udfordring. Historien, dialogerne og karaktererne er desværre noget kliché-prægede. Til gengæld har både karaktererne og sproget et herligt strejf af politisk ukorrekthed. Historien behandler også vigtige emner såsom retfærdighed, kunstig intelligens, magt, og det at kunne se virkeligheden fra forskellige synsvinkler. Jeg vil højst sandsynligt også læse tredje bog i serien, når den udkommer.
Gådefuld sejlads af Erskine Childers
Denne bog var en rigtig god læseoplevelse. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente af denne godt 100 år gamle klassiker, som jeg fik i julegave sidste år, men eftersom den skulle være Winston Churchills yndlingsroman, måtte den jo have et eller andet at byde på. Og det havde den også. Jeg må dog advare og sige at lystsejlads er et emne, der fylder rigtig meget i bogen. Der er mange (sø)forklaringer og beskrivelser af vejr, vind, strøm og deslige, samt en stor mængde ord og udtryk som ikke-sejlere kan have meget svært ved at hitte rede i. Men hvis man er den tålmodige type, skal man ikke lade sig afskrække af det. Bag al sejler-lingoen gemmer der sig nemlig en både spændende og rørende historie om to mere eller mindre almindelige gutter, Carruthers og Davies, der af kærlighed til deres fædreland (og måske også lidt til en sød pige), kaster sig ud i at løse et mysterium, der viser sig at blive temmelig farligt, men også ganske afgørende for hele Englands fremtid. Det er en meget realistisk fortalt historie, der skrider stille og roligt fremad, så jeg opdagede slet ikke, hvor grebet jeg var af den, før jeg næsten var nået halvvejs. Men så var den heller ikke til at lægge fra sig igen. Det var også lidt sjovt at hovedpersonerne lægger vejen forbi den danske by Sønderborg på deres sejlads. Bogen er blevet filmatiseret flere gange, og har angiveligt haft stor indflydelse på spionroman-genren. Det tror jeg gerne.
Esben, Esben og Jakob og Esbens hemmelighed (tre bøger i Esben-serien) af Knud Erik Pedersen
Denne serie af børnebøger er udgivet i 1980'erne, men foregår i tiden fra 2. verdenskrigs begyndelse og fremad. De giver en rigtig god beskrivelse af livet på landet på den tid. Hovedpersonen Esben er seks år i den første bog. Han er en meget følsom og tænksom dreng, der ikke får ret mange muligheder i hverdagen for at tale om, hvad der foregår inde i hans hoved. Ofte bliver han misforstået af de mennesker, der er omkring ham, både børn og voksne. Især den første bog syntes jeg var lidt trist at læse, fordi Esben virkelig ikke havde det nemt. Men i de to følgende bøger begynder tingene at køre lidt bedre for ham. Han får lidt flere succesoplevelser, og opnår flere af de andre børns respekt. Jeg synes forfatteren er god til at fange den irrationelle frygt man kan have for alle mulige ting som barn, og den type konflikter, der kan opstå børn imellem, og også mellem børn og voksne. Jeg forestiller mig nemt, at bøgerne for en stor del er baseret på Knud Erik Pedersens egne erindringer. Disse tre bøger er oprindeligt udgivet af Gyldendals børnebogklub, og det var min mor, der fandt dem på et loppemarked. Siden har jeg fundet ud af, at der er flere end tre bøger i serien, men jeg tror nu ikke, jeg behøver sætte jord og himmel i bevægelse for at finde og læse resten. Det er udmærkede børnebøger, som jeg tror mange børn (måske især dem, der har samme type personlighed som Esben) ville blive glade for.
Hvis du har holdt ud til vejs ende af dette indlæg, håber jeg, du har lyst til at skrive en kommentar og sige hej, og måske fortælle om du har læst nogle af ovennævnte bøger? Eller er du måske blevet fristet til at prøve nogle af dem?
Viser opslag med etiketten wonder. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten wonder. Vis alle opslag
tirsdag den 26. september 2017
onsdag den 19. april 2017
TBR-liste #5
Hvis jeg skulle give min nye TBR-liste en overskrift, skulle den hedde "Bøger jeg har haft stående i reolen alt for længe."
Da jeg havde skrevet listen, gik det op for mig, at der faktisk ingen fantasybøger var på den. Det var ikke et hundrede procent bevidst valg, men egentlig helt okay. Har du fulgt min blog et stykke tid, ved du, at det ikke er fordi jeg ikke bryder mig om fantasy, tvært imod. Men jeg har, gennem længere tid, forsøgt at udvide min litterære horisont med andet end fantasy. Det er bare gået lidt trægt indtil videre. Det betyder nu ikke, at jeg ikke kommer til at læse noget fantasy overhovedet det næste stykke tid. Jeg er nemlig stadig i fuld gang med at genlæse Harry Potter, (er i skrivende stund over halvvejs i Flammernes pokal).
På listen har jeg imidlertid fået samlet en del forskelligt, både nogle 2. Verdenskrigsrelaterede klassikere, nogle mere eller mindre litterære romaner, nogle nøje udvalgte børne- og YA-bøger, og en fagbog om skrivning. Så man kan ikke sige, at det bliver ensformigt. Mange af disse bøger ved jeg i øvrigt meget lidt om i forvejen, hvilket jeg synes er rigtig godt.
The Bell Jar af Sylvia Plath
Da jeg skrev denne bog øverst på listen, vidste jeg ikke meget andet om den, end at den var en moderne klassiker og Sylvia Plaths eneste udgivelse. Som teenager hørte jeg første gang om The Bell Jar, da jeg så filmen 10 Things I Hate About You, hvor hovedpersonen læser den. Siden har den ligget i baghovedet som en bog, jeg burde læse en dag, og jeg blev på ny mindet om den, da Gyldendal genudgav den på dansk sidste år. En hurtig søgning på bibliotekets hjemmeside har imidlertid afsløret, at bogen delvist er baseret på forfatterens eget liv, og handler om en ung kvinde, der får en depression og forsøger at begå selvmord. Det lyder jo lidt trist, men den skulle også være en vittig og skarp kommentar til samfundet i 1950'erne, så den kan jo ikke være trist hele vejen igennem. Jeg regner med at bestille den hjem til biblioteket når jeg er kommet lidt længere med Harry Potter.
On Writing af Stephen King
Denne bog fik jeg i julegave af min mand. Den er både en autobiografi og en bog om det at skrive, og eftersom King er en mester indenfor sit felt, har jeg ret høje forventninger til denne bog.
Esben-bøgerne af Knud Erik Pedersen
Tre små børnebøger fra begyndelsen af 1980'erne, som jeg har lånt for længe siden af min mor, og som jeg virkelig burde få læst og leveret tilbage. Da hun lånte mig dem, sagde hun, at hun havde en fornemmelse af, at disse små historier havde et autobiografisk element. Jeg glæder mig til at få læst dem, for de ser virkelig hyggelige ud, og jeg er spændt på, hvad de rummer.
Lumikki-trilogien af Salla Simukka
Dette er også en af de bøger, der står i reolen og råber på at blive læst. Faktisk er det kun første bog i serien, jeg ejer. Jeg fik den for længe siden på Bookeaters Convention, hvor jeg fiskede den op af en fiskedam fuld af gratis, indpakkede bøger. Det første, jeg lagde mærke til, da jeg pakkede den ud var, at forfatteren var finsk. Jeg er ret vild med Finland og har været der fire gange, men jeg kan faktisk ikke huske nogensinde at have læst en bog af en finsk forfatter. Det kan jeg passende råde bod på nu. Jo mere, jeg kiggede på Rød som blod, som er titlen på første bind, jo mere interessant virkede den. At dømme ud fra bagsideteksten er serien noget så specielt som en YA-krimi, og derudover benytter den sig af referencer til det klassiske eventyr om Snehvide. What's not to like?
Gådefuld sejlads af Erskine Childers
Denne bog har jeg fået i julegave sidste år, og for at gentage mig selv fra mit indlæg om julegavebøger, handler denne bog fra 1903 om afværgelsen af en tysk invasion af Storbritannien. Den var Winston Churchills yndlingsbog, og der er ingen der rigtig ved, om handlingen er virkelig eller fiktiv. Det lyder som alle tiders mysterium tilsat et strejf af historiens vingesus.
Your Presence is Requested at Suvanto af Maile Chapman
Denne bog har jeg fået for længe siden af min svigermor, som vist havde fået den af en af sine kollegaer, der skulle rydde op i sine bøger. Jeg kender ikke forfatteren, og ved ingenting om denne bog udover, hvad omslaget har kunnet fortælle mig, men det er også nok til give mig lyst til at læse den. Den foregår i 1920'erne på Suvanto, et afsidesliggende sanatorium for kvinder, i en skov i Finland. Hovedpersonen er den amerikanske sygeplejerske Sunny Taylor, der er taget til Suvanto for at flygte fra fortiden. En dag ankommer en både temperamentsfuld og reserveret tidligere danseinstruktør, Julia Dey, til sanatoriet som patient, og Sunny ser det som sin opgave at trænge igennem Julias lag af vrede og indelukkethed. Jeg har på fornemmelsen, at det måske er en lidt mystisk og sælsom bog frem for en feel-good historie. I alle tilfælde er jeg spændt på, hvad den har at sige om Finland, 1920'erne, kronisk sygdom, kvindelighed mv. Fotografiet på omslaget er angiveligt taget af den finske designer Alvar Aalto.
Wonder af R.J. Palacio
Jeg troede faktisk, dette var en YA-bog, men nu hvor jeg tjekker efter, viser det sig, at den er kategoriseret som børnebog. Jeg ejer ikke selv bogen, (endnu), men jeg har gerne villet læse den lige siden udgivelsen i 2012, hvor jeg så den i et nyhedsbrev fra forlaget Random House, og efterfølgende lagde mærke til, at flere booktubere og bogbloggere lod til at elske den. Og selv om jeg ikke ved så meget om bogen andet end at den handler om en dreng med et deformt ansigt, er der noget ved den, der minder mig om The Curious Incident of the Dog in the Nighttime, som er en af mine absolutte yndlingsbøger nogensinde. Jeg håber, den viser sig at være lige så god.
Mødet ved milepælen af Sigurd Hoel
Dette er en bog, som både min mor og min far har anbefalet mig at læse. Jeg kan faktisk ikke huske hvem af dem, der har givet mig den udgave, jeg har stående i reolen. Den har stået der længe uden at jeg har fået den læst, sikkert fordi den er lang og tætskrevet, og forsiden ikke er specielt indbydende. Men så vidt jeg kan forstå, foregår den i krigstiden, en tid, der er begyndt at fascinere mig mere og mere de senere år. Så nu har jeg altså valgt at sætte den på listen. Så håber jeg, den viser sig at være spændende, når jeg kommer i gang med den.
Konkyliesamlerne af Rosamunde Pilcher
Dette er også en bog, min mor flere gange har sagt, jeg skulle læse. Hun ejer stakkevis af Rosamunde Pilcher-bøger. Jeg købte denne paperback-udgave til en billig penge engang, hun og jeg var på loppemarked sammen, og det er egentlig lidt underligt, jeg aldrig har fået taget mig sammen til at læse den, for jeg er faktisk ret sikker på, jeg vil kunne lide den.
Anne Franks dagbog af Anne Frank
Denne bog fik jeg til min konfirmation, for at det ikke skal være løgn. Jeg har gjort mindst ét forsøg på at gå i gang med den mens jeg stadig gik i folkeskole, og jeg kan også huske at vi har læst uddrag fra den i skolen. Dengang oplevede jeg den som en noget gammel og tør ting, og jeg havde sikkert ikke helt så meget øje for hvor unik en historisk kilde den er, som jeg har nu. I hvert fald har jeg tænkt mig, den skal ud af reolen endnu engang, snart.
Abonner på:
Opslag (Atom)



