"En - to - tre - NU!" af Jesper Wung-Sung

Forfatter: Jesper Wung-Sung
Udgivelsesår: 2001
Genre: Ungdomsbog
Forlag: Dansklærerforeningen
Antal sider: 184

Jeg blev - selvfølgelig - opmærksom på denne bog i forbindelse med dens nylige filmatisering. Jeg så traileren for filmen, da jeg var i biografen for at se Allegiant, og tænkte, den så virkelig god ud - men jeg ville unde mig selv at læse bogen først. (Læs altid bogen først!) Jeg har tidligere læst en bog af Jesper Wung-Sung, Alamo, en udgivelse i Dansklærerforeningens serie af billedromaner, i forbindelse med mit studie, og den var jeg vild med, så det tegnede jo allerede godt.

Jeg bestilte En - to - tre - NU! på biblioteket, og dagen efter at jeg havde hentet den hjem, gav jeg mig til at læse. Jeg havde lige en times tid at læse i om morgenen, inden jeg skulle på arbejde, og da jeg lagde bogen fra mig for at gå, opdagede jeg at jeg allerede var omkring en tredjedel inde. Og jeg var hooked. Da jeg kom hjem fra arbejde midt på eftermiddagen læste jeg vel i ca. 1½ time, og de sidste kapitler blev slugt om aftenen inden sengetid, (jeg var nødt til at lægge den fra mig fordi vi skulle hen og spise hos en veninde).

En - to - tre - NU! er en meget intens læseoplevelse. Den rev mit hjerte ud og trampede på det. Da jeg havde vendt den sidste side var jeg så vred og ked af det på Jeppe og Cecilies vegne, at det næsten ikke var til at bære. Hvor gjorde det dog forfærdelig ondt. Men bogen rykkede virkelig også noget i mig. Det kan godt være, det gjorde ondt, men jeg havde også en helt klar fornemmelse af, at jeg pludselig ikke længere havde særlig ondt af mig selv, hvilket var en befriende oplevelse. Det er i skrivende stund under fireogtyve timer siden, jeg blev færdig med bogen, og det gør stadig ondt, men jeg ved også, at det på et tidspunkt vil komme til at gøre godt.

Det er faktisk svært at anmelde En - to - tre - NU! uden at spoile væsentlige ting i handlingen. Man behøver ikke engang læse længere end halvvejs, før man et eller andet sted godt ved, hvad det her er for en bog. Men jeg skal nok lade være med at sige noget om slutningen.

Bogen handler om de to 1. g'ere, Jeppe og Cecilie, der bliver kærester. Bogen fortælles med Jeppe som jeg-fortæller, og i begyndelsen af deres forhold er han tryllebundet men også meget forvirret over Cecilies opførsel. Hun opfører sig ikke som de fleste, og så har hun det ligesom også med at forsvinde hele tiden. Men det hele falder på plads, da hun endelig fortæller Jeppe sandheden: At hun har kræft. Alligevel ligefrem blomstrer kærligheden imellem dem, og sammen kaster de sig ud i det ene vilde eventyr efter det andet. Men hvor længe kan det få lov at blive ved?

Jesper Wung-Sungs skildring af livet som ung, dansk gymnasieelev virker meget realistisk. Dog synes jeg Jeppes erfaring med fester, alkohol og deslige måske er lidt for imponerende, hans alder taget i betragtning, (hvilket vil sige ikke særlig imponerende). Men både Jeppe og hans bedste ven Jack har også ting i bagagen, som de kæmper med, så det er ikke kun Cecilies sygdom, der er omdrejningspunkt for bogens handling. Bogen har en rigtig fin komposition, hvor Jeppes tanker og oplevelser om Cecilie bliver både belyst ud fra og varieret af hans tanker og oplevelser om sin familie, om sin store passion basketball og om sine venner, heriblandt Jack, der er kommet i lære som murer, og Smælle, som går på gymnasiet sammen med Jeppe.

Jeg tror næsten alle unge som Jeppe og Cecilie drømmer om at gøre nogle vilde ting. Jeppe og Cecilie befinder sig i en situation, hvor de rent faktisk har en undskyldning for at gøre noget ved drømmen. De tror på sig selv og hinanden. Det eneste, jeg ikke kan lade være med at stille spørgsmål ved er, om deres kærlighed virkelig er realistisk. Den virker nærmest ufejlbarlig. Og den kommer så inderligt til udtryk, at jeg har svært ved at tro på, at Jeppe og Cecilie kun er 16-17 år. Jeg havde i hvert fald ikke modet til at elske nogen så dybt, da jeg var på den alder. Men kærlighed er jo en meget individuel sag og har, som man siger, ingen alder. Jeppe og Cecilies kærlighed er i hvert fald smuk, og så integreret en del af historien, at jeg som læser alligevel ønsker at tro på den.

En - to - tre - NU! er en anderledes ungdomsbog end så mange andre. Den handler fx ikke om manglende selvtillid, at føle sig udenfor, at blive voksen, eller den første gang, hvilket ellers er meget gængse emner indenfor genren. Disse emner er selvfølgelig også vigtige at skrive bøger om. Men det er noget andet, denne bog vil, og det synes jeg er dejligt forfriskende. Overraskende nok er den heller ikke en bog, der handler særlig meget om kræft, i betragtning af at den ene hovedperson lider af denne sygdom. Den handler faktisk mere om basketball end kræft. Men den handler mest om forhold, både kæresteforhold og forhold til familie og venner. Og så handler den selvfølgelig også meget om, hvordan man reagerer, når man selv, eller én man elsker, er truet på livet af en smertefuld og nådesløs sygdom. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad Jeppe til syvende og sidst vælger at gøre med al den forfærdelige lykke og smerte, Cecilie volder ham. Og det synes jeg, bogen giver et rigtig godt svar på.

To ting, jeg oplevede som ekstra plus ved bogen var for det første dens lækre referencer til bl.a. filmen Hvide mænd kan ikke dunke. Denne basketballfilm er selvfølgelig Jeppes yndlingsfilm, og han refererer til flere forskellige scener fra den i løbet af sin fortælling. Heldigvis har jeg set filmen, og havde let ved at følge hans tanker om den. Jeg kan virkelig godt lide, når et værk refererer til andre værker. Det andet plus var at størstedelen af bogen foregår i Svendborg og Odense. Svendborg kender jeg efterhånden lidt, og Odense har været mit hjem i ti år, så det var meget nemt for mig at se scenerne for mig, når Jeppe fx får øje på Cecilie, der forsvinder ned ad en sidegade til gågaden, eller de slentrer gennem Brandts Passage og stopper op ved skulpturen af Kejserens nye klæder. Det gjorde læseoplevelsen endnu stærkere for mig, og det er ærgerligt at det ikke er alle læsere, der har mulighed for at opleve bogen på den måde.

Jeg er glad for, at jeg valgte at læse bogen først, og føler egentlig slet ikke længere noget behov for at se filmen - jeg er bange for, den bare vil ødelægge min oplevelse. Til Jesper Wung-Sung vil jeg sige: "Av! Men tak alligevel." Jeg kunne godt tænke mig at læse flere af hans bøger, og han er helt klart en forfatter, jeg vil lægge mere mærke til fremover.

Bonus-links:

• I Kristeligt Dagblad har man i 2002 kunnet læse denne anmeldelse af En - to - tre - NU!, som jeg er meget enig i, og som også er bedre formuleret end ovenstående ;)
• I denne YouTube video kan lytte til en smuk sang fra filmatiseringen, akkompagneret af stillbilleder fra filmen, der virkelighed udtrykker, hvor gribende denne historie er.

NY Times "By the Book" tag

Jeg er blevet tagget af Camilla fra bloggen På en litterær sky, hvilket betyder, at jeg skal svare på nedenstående ti spørgsmål. Nogle af dem virker nemme nok for mig, andre ikke helt så ligetil. I hvert fald er her en chance for at lære lidt mere om mine boglige vaner.

1. Hvilken bog er der på dit natbord?
Der ligger faktisk tre bøger på mit natbord lige nu, så mit svar på dette spørgsmål bliver lidt langt. De ligger på mit natbord fordi det er nogle, som jeg er kørt lidt fast i, og derfor ikke har taget med mig rundt i lejligheden længe. To af dem er fagbøger, og det sker ret ofte, at jeg før eller siden kører fast i bøger, der tilhører denne overgenre, så det er nok ikke så overraskende.

Den ene er Antik Mytologi af Christian Gorm Tortzen, der er en kombineret redegørelse for, genfortælling af og leksikon over den romerske og græske mytologi. Som den ihærdige fantasylæser, jeg er, synes jeg det er spændende at komme så tæt som muligt på de originale kilder. Myterne er jo spændende i sig selv, men har også inspireret ufatteligt mange fantasyhistorier og -universer, og det er sjovt at sammenligne disse med de gamle tekster.

Den anden fagbog er Når tro og liv brager sammen af Jens Ole Christensen, og den handler om, hvordan det som troende kristen somme tider kan være vanskeligt at praktisere sine bibelske idealer i svære situationer og kriser i livet, såsom skilsmisse, dødsfald og lignende. Begge disse fagbøger er faktisk nogle, der interesserer mig virkelig meget, så jeg er sikker på, jeg nok skal få dem læst færdig før eller siden. Det er bare som om skønlitteraturen trækker lidt mere til hverdag, kender du det?

Den allernederste bog er Silmarillion af J.R.R. Tolkien -- værket, der udgør mytologien bag Ringenes Herre-universet. Som den store beundrer af Tolkien og hans forfatterskab, jeg er, burde jeg jo for længst have læst denne, og har også forsøgt to gange. Og den er også virkelig fascinerende, men bare så ... tung! Heldigvis har en youtuber ved navn JP Kloess lavet denne video, der med et glimt i øjet forklarer hele Silmarillion på bare tre minutter, hvilket må siges at gøre bogen lidt mere overskuelig, men selvfølgelig også noget mindre detaljeret ;)

2. Hvilken bog var den sidste, du læste, som du vil betegne som fantastisk?
Den faldne engel, som er femte bind i serien Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen. For nylig har Louise fra bloggen Kære dig skrevet en rigtig god anmeldelse af denne bog, så hvis du overvejer at læse serien, eller er betænkelig ved at gå videre fra bind fire, som jo ellers skulle have været det sidste, så hop over og bliv klogere af Louises anmeldelse.

3. Hvis du kunne møde en hvilken som helst forfatter – død eller levende – hvem ville det så være? Og hvad kunne du tænke dig at vide?
Dette er et af de svære spørgsmål, for selvfølgelig ville det være umuligt at vælge kun én :) . Navne som Astrid Lindgren, Tolkien, H.C. Andersen, Shakespeare og Jane Austen vælter ind i hovedet på mig. Og i bund og grund ville spørgsmålet nok være det samme til dem alle: "Hvor FÅR I det fra??"

4. Hvilke bøger vil man blive overrasket over at finde på din bogreol?
Det ved jeg såmænd ikke. Jeg er en forholdsvis åbensindet og - hvis jeg selv skal sige det - kompleks person, der gerne læser bredt, hvilket min bogsamling vist også afspejler, så jeg kan ikke umiddelbart få øje på nogen titler der på den måde stikker ud.

5. Hvordan organiserer du dine bogreoler?
Lige nu har jeg to reoler, en stor og en lille, hvor den store mestendels rummer skønlitteratur og den lille faglitteratur. Men begge er så proppede, at det er umuligt rigtigt at sætte dem i system. Jeg drømmer om en dag at købe et hus og indrette et bibliotek. Da ville jeg nok organisere bøgerne først efter genre, dernæst efter alfabetisk orden ud fra forfatterens efternavn. Jeg synes også bøger sorteret efter farve er rigtig flot, men det ville give mig totalt OCD fx at skulle dele en serie op for at få farverne til at passe.

6. Hvilken bog har du altid haft en intention om at læse, men aldrig kommet i gang med? Er der bøger, du er pinligt berørt over ikke at have læst?
Ud over Silmarillion, som jeg nævnte ovenfor, er jeg lidt pinligt berørt over aldrig at have fået læst Anne Franks dagbog, som jeg ellers har haft stående i reolen lige siden min konfirmation, hvor jeg fik den i gave.

7. Skuffende, overvurderet, bare ikke god: Hvilken bog føler du, du burde kunne lide, men det modsatte skete? Kan du huske den sidste bog, du lagde fra dig, uden at færdiggøre den?
Den seneste bog, jeg er kørt fast i, er Spartacus af Howard Fast. Problemet er nok lidt det samme som med Silmarillion: Det er ikke fordi den ikke er god eller fascinerende, den er bare virkelig tung. Sproget er ret gammeldags og formelt, og den virker noget langtrukken. Jeg overvejer stadig om jeg skal give den en chance til når jeg er færdig med de to bøger, jeg er i gang med lige nu. Ellers ender den nok også nederst i bunken på natbordet ...

8. Hvilken slags historier bliver du draget i mod? Hvilke gør det modsatte?
Jeg holder meget af historier der rummer et element af skæbne eller på en eller anden måde trækker på mytestof; historier, der formår at fortælle noget helt basalt om tilværelsen og på en eller anden måde minder mig om på ny, hvad det vil sige at være menneske. Herunder især coming of age-historier eller historer, hvor hovedpersonen på en eller anden måde finder sig selv og sin vej i livet. Mange børnebøger rummer disse ting, og de bedste af dem er skrevet på en måde, så voksne får mindst lige så meget ud af dem. Jeg elsker også historier, som er fortalt med en god portion humor, eller hvor fortælleren på en eller anden måde er anderledes eller ligefrem utroværdig, som fx i Bartimæus-trilogien af Jonathan Stroud.

Historier, jeg derimod ikke er så meget for er dem, som siger, at der ikke er noget håb, og at der ingen mening er med tilværelsen. Jeg har ikke noget imod, at tingene ikke altid ender godt, hvis der er en pointe med det, men jeg synes det er forkert, når alting i en bog bare ender i ingenting.

9. Hvis du kunne få statsministeren til at læse en bog, hvilken skulle det så være?
En biografi om Christen Kold og N.F.S. Grundtvig.

10. Hvad planlægger du at læse næste gang?
Det ved jeg ikke præcist, men jeg har planer om at tjekke Louise Haibergs trilogi Dæmondræberen ud indenfor overskuelig fremtid. Jeg håber ikke, den er for blodig eller for grov i sproget for min smag, for selve plottet lyder virkelig godt.

Det var spørgsmålene, og så er det jo min tur til at tagge tre andre bogbloggere. Det bliver Kirsten fra Læsehest med fantasy, Kathrine fra Bøger på tværs og Sabrina fra Sabrina's blog.

Jeg håber, du syntes det var hyggeligt at læse med. Glem ikke at lægge en kommentar herunder, om det så bare er for at sige, du har læst indlægget - det varmer alt sammen en bloggers hjerte ;)

"Skyggernes bog" og "Skæbnens kald" af Haidi Wigger Klaris

 

Forfatter: Haidi Wigger Klaris
Udgivelsesår: hhv. 2015 og 2016
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: hhv. 285 og 248

Jeg har netop læst Skæbnens kald, som er anden del af H.W. Klaris' trilogi Dæmonherskerens arving. Første del, Skyggernes bog, læste jeg omkring jul, men var ikke umiddelbart parat til at skrive en anmeldelse efter endt læsning, så nu vælger jeg at anmelde begge bøger sammen, og derefter med begejstring se frem til at tredje bind udkommer.

Jeg valgte at læse disse bøger, fordi jeg mødte forfatteren til Bookeaters Convention i Odense i efteråret, og hørte hende fortælle om, hvordan hun havde fået ideen til bøgerne, og hvordan det havde været at skrive og få dem udgivet. Det kan du evt. læse mere om i dette indlæg. Jeg fik rigtig meget ud af hendes foredrag, og selvfølgelig dermed lyst til at læse bøgerne.

Da jeg havde læst første bog var jeg dog ikke ovenud begejstret. Jeg havde nok forventet noget lidt andet, og syntes der var nogle ting, der haltede lidt. Jeg syntes, karaktererne virkede lidt flade, og jeg syntes ikke, verdenen blev realiseret så tydeligt, som den kunne. Fx foregår bogen jo på en kostskole, men det var først til sidst i bogen, at undervisningen og en eller to af lærerne kom ind i billedet. Ellers var det kun karakterernes fritid, der blev beskrevet, og det gjorde, at jeg havde svært ved at danne mig et fuldt billede af deres hverdag. Jeg syntes heller ikke altid, der var logik i karakterernes handlemønstre, og der var mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med historiens baggrund. Dette irriterede mig lidt i starten, men efterfølgende har jeg opdaget, at disse ting, som jeg først opfattede som mangler, på en måde også er en styrke for bøgerne. Mere om det lidt senere.

Historien om Ally, der begynder på kostskolen Larchwood, som gemmer på en farlig hemmelighed, er faktisk ret spændende. I første bog følger vi hende, da hun ankommer til skolen, får sig nogle venner og fjender, opdager at der er en hemmelig kreds af elever på skolen, der dyrker mørk magi, møder spøgelset Catherine, og bliver kærester med en af drengene. Og første bog ender i en meget vellykket cliffhanger - så er du advaret!

Jeg havde en bedre oplevelse af at læse den anden bog i serien end den første. Her vidste jeg lidt mere om, hvad jeg kunne forvente af skrivestilen og bogens indhold. I anden bog bliver handlingen faktisk også endnu mere spændende. Der kommer lidt mere baggrundsinfo på, og ikke mindst følger vi Ally ned i underverdenen, hvilket gør at verdenen bliver noget bedre realiseret. Desuden kommer karakteren Tristan også ind i billedet. Han er en sød, men mystisk fyr, med sære mentale evner. Hovedkonflikten udvides og Ally og hendes venner er tvunget til at indgå nye alliancer.

Disse to bøger er nogle, man bare flyver igennem. Både fordi, de er spændende og svære at lægge fra sig, men også fordi skriften er forholdsvis stor, så der ikke står så meget på hver side. Det betyder, man skal bladre ret ofte, hvilket giver en dejlig fornemmelse af at man, som sagt, bare drøner igennem bogen. Sproget er meget enkelt og dialogen er overbevisende, fordi karaktererne bruger mange af de udtryk som unge bruger i dag. Og det er sammen med disse ting, at jeg ser de førnævnte svagheder ved bøgerne som en styrke. Sådan som bøgerne er skrevet og sat op, tænker jeg at de egner sig rigtig godt til børn/unge med lettere læsevanskeligheder, som har brug for en spændende læseoplevelse, hvor de kan relatere til karaktererne med det samme, og ikke skal kæmpe sig igennem lange beskrivelser af verdenen og mange baggrundsoplysninger. Og de egner sig også til dig, der lige trænger til at slappe af med en letfordøjelig paranormal fantasyhistorie. Men det er ikke bøger, der har en masse vigtigt at sige om livet - de skal læses for underholdningens skyld. Heldigvis byder de efter min mening på bedre underholdning end mange andre bøger af samme kaliber.

Ally er også en både sjov og troværdig hovedperson. Hun har et lidt hidsigt temperament, og hvad angår det med drengene, ja, så drøner teenagehormonerne rundt i kroppen på hende i snart den ene, snart den anden retning. Men hun er god nok på bunden, og en trofast veninde.

Som sagt glæder jeg mig til udgivelsen af tredje og sidste bind i serien. Jeg er spændt på, hvordan Ally og hendes venner overvinder de farer, der truer dem og deres verden, og så glæder jeg mig også til at læse mere om Tristan. Jeg forstår godt, hvorfor han især har indflydelse på Allys hormoner ;). Min konklusion er, at jeg absolut er fan af denne serie. Men for rigtig at få en god oplevelse af den, vil jeg sige at det er vigtigt at have de rette forventninger til sprog og indhold, som altså hører til i den lette ende.

"Alkymisten" af Paulo Coelho

"Hvorfor skal man lytte til sit hjerte?" spurgte drengen da de slog lejr den dag."Fordi dér hvor dit hjerte er, dér er skatten."

Jeg har de sidste tre uger haft besøg af en rejsende bog, Alkymisten af den Brasilianske forfatter Paulo Coelho. Bogen begyndte sin rejse hjemme hos Simone Hagemann fra Boghjørnet, og hos mig gjorde den sit niende stop - men det var nu langfra første gang, den lagde vejen forbi Odense. Hvis du vil vide mere om denne rejsende bog, og hvordan du kan få besøg af den, så klik her.

Alkymisten og jeg brugte de første par dage på blot at se hinanden an. Jeg havde nemlig ikke tid til rigtig at fordybe mig i den endnu, men var alligevel så nysgerrig, at jeg lige måtte læse prologen. Og dette første lille glimt svarede da også vældig godt til det, jeg havde hørt om bogen i forvejen, og mindskede ikke min forventning om en god læseoplevelse.

Det specielle ved at læse en rejsende bog er, hvordan læsningen krydres undervejs af de foregående læseres understregninger, små kommentarer og tegninger. Jeg besluttede mig for, som det kan ses på billedet ovenfor, at tage forholdsvis grundige notater undervejs, fordi jeg ikke var sikker på, om jeg kunne nå at skrive min anmeldelse før bogen skulle sendes videre. I skrivende stund ligger den dog stadig på bordet ved siden af mig, så det blev heldigvis ikke noget problem.

"Når vi står lige foran de store skatte, ser vi dem ikke. Og ved du hvorfor? Fordi menneskene ikke tror på skatte."

Bogen er delt op i to velafbalancerede dele. Hovedpersonen Santiago, eller "drengen," får en profetisk drøm, der sender ham ud på en lang rejse og ændrer hans liv fuldstændigt. Og gennem Santiagos oplevelser og tanker får bogen stillet en masse af de store spørgsmål, man sådan kan gå og overveje: Bør eller kan kærlighed begrundes? Er det sandt, at man til hver en tid kan realisere sine drømme, hvis bare man besidder modet til det? Hvilken forskel gør det, om man har elsket nogen eller ej, og hvad vil det i det hele taget sige at elske? Hvad kan man tillade sig at forlange af tilværelsen?

Santiago kommer fra Andalusien, og et af de gennemgående temaer i bogen er det spændingsfyldte blandingsforhold mellem kristendommen og islam, som dette område historisk er så kendt for. Mange af de vigtige personer, Santiago møder, er baseret på bibelske personligheder, og mange bibelske referencer og citater dukker op i historien som billeder eller replikker på karakterernes læber.

En af de ting, jeg bedst kunne lide ved bogen, var den specielle atmosfære, den rummede. Selv om visse geografiske steder er let genkendelige, er det alligevel som om historien er meget løsrevet fra tid og sted - ligesom menneskets ånd. Mange af begivenhederne er også præget af overnaturlige hændelser, ligesom ting som "verdenssjælen" "at følge sin livsbane" og "alkymiens hemmeligheder" var begreber, historien konstant kredsede om. Alkymisten er en bog, der vil have os til at undre os på ny over livets gaver, opmuntre os til at favne det guddommelige og huske at tage ved lære af de erfaringer, vi gør os - tror jeg nok. Jeg syntes nemlig, at hvis det virkelig var det, bogen ville sige, så sagde den det på en lidt forvirrende måde. Men det er det, jeg vælger at tage med mig fra min læsning. Denne tvivl gør, at jeg ikke helhjertet kan elske Alkymisten - til forskel fra fx Den Lille Prins, som er lidt samme slags historie, men efter min mening meget dybere og klarere i sit udsagn.

Da jeg havde læst efterskriftet i Alkymisten må jeg sige, jeg også blev en lille smule bekymret for forfatterens mentale helbred. Men bogen skal have lov at stå som den står: En spændende og anderledes læseoplevelse.

"Det onde er ikke det der kommer ind i munden," sagde Alkymisten. "Det onde er det der kommer ud af den."

Vinder af giveaway + kort nyt

Den heldige vinder af præmien Mystik og trylleri blev Josephine N.V. som du kan besøge på instagram, hvor hun poster billeder af bøger og andre fine ting.

Desuden har jeg lavet en facebookside til So Many Books, hvor jeg vil lægge links til nye indlæg ud, samt mine yndlingscitater og andre lækre, bogrelaterede ting. Altså endnu en måde, hvorpå du kan følge denne blog, plus lidt ekstra sjov og spas.

I løbet af de sidste dage har jeg simpelthen slugt Den faldne engel, som er femte bind i Kenneth Bøgh Andersens serie Den store djævlekrig. Sjette bind udkommer så vidt jeg ved senere på måneden, og titlen på bogen bliver afsløret i dag! Spørg bare, om jeg er spændt ... :) Jeg er virkelig blevet glad for denne serie.

Hvis du har lyst til at fortælle om, hvad du læser lige nu, eller en rigtig god bog, du har læst for nylig, vil jeg gerne høre om den i kommentarfeltet herunder. Fortsat god dag.

"Dræb ikke en sangfugl" af Harper Lee

Læst på engelsk (Engelsk titel, To Kill A Mockingbird).
Denne bog har jeg byttet mig til på Arnold Buscks byttehylde.

Forfatter: Harper Lee
Udgivelsesår: 1960
Genre: Roman, klassiker
Forlag: Random House (udgivet på dansk af Lindhardt og Ringhof)
Antal sider: 309

Det må være cirka otte år siden, jeg første gang hørte om denne bog, og det indtryk, jeg da fik var, at den var en klassiker og et mesterværk, som alle mennesker burde læse. Siden da har jeg fået den anbefalet af diverse undervisere og familiemedlemmer, og da jeg så for nylig fandt den på Arnold Buscks byttehylde, besluttede jeg, at nu skulle det være.

“Shoot all the bluejays you want, if you can hit ‘em, but remember it’s a sin to kill a mockingbird.”

Bogen, der har vundet Pulitzer-prisen og er blevet solgt i over 30 millioner eksemplarer, foregår i sydstaterne i USA i 1930’erne. Bogens synsvinkel ligger hos jeg-fortælleren, den 6-årige pige Scout, der bor i byen Maycomb sammen med sin far Atticus og bror Jem. Det blev ikke klart for mig, hvor længe efter begivenhederne, Scout skulle forestille at genfortælle dem, men i langt det meste af bogen er det hendes barnesynsvinkel, der er fremtrædende, hvilket var en af de ting, jeg syntes virkelig godt om ved bogen. Mange ting i bogen skulle også være baseret på Harper Lees egen barndom. Men én ting er at skrive om noget, man selv har oplevet som barn - noget andet er også troværdigt at gengive den særegne tankegang og oplevelse af verden, man havde som barn. Noget siger mig, at Harper Lee i høj grad var i kontakt med sit indre barn. For hendes fremstilling af Scout og Jems interaktioner som søskende, Scouts barnelogik, og hele den sociale kode, der hersker mellem gruppen af børn i Maycomb -- som går fuldstændig hen over hovedet på de voksne -- sidder lige i skabet, og fik mig flere gange til at tænke, “Nåh, ja. Det var jo sådan det føltes at være barn.” Det har jeg kun oplevet én gang før med en bog, i Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane.

“ -- instead we found someone sitting looking at us. Sitting down, he wasn’t much higher than the collards. We stared at him until he spoke:
‘Hey.’
‘Hey yourself,’ said Jem pleasantly.
‘I’m Charles Baker Harris,’ he said. ‘I can read.’
‘So what?’ I said.”

Forholdet mellem børn og forældre er i det hele taget et vigtigt emne i bogen, og Scout, Jem og Atticus’ familieliv er ikke helt som hos de fleste andre i byen, hovedsagelig fordi moderen er død for år tilbage og Atticus fik sine børn i en sen alder. Atticus’ principper for opdragelse er lidt ud over det sædvanlige. Desuden er han udpræget akademiker, hvilket præger hans børn på godt og ondt, og får Scout til at føle sig udenfor. Men den lille familie er rig på kærlighed, og karakteren Atticus er omdrejningspunktet for den dybe visdom, bogen rummer. Jeg kan udmærket se hvorfor, Atticus er sådan en kendt og elsket litterær karakter. Som karakter er han en bedrift i sig selv, med sin knastørre humor, stålsatte vilje, udprægede retfærdighedssans og langmodige temperament. Og samtidig rummer han et strejf af mystik, da han en dag, meget mod sin vilje, nødsages til at gribe til våben, og det kommer Scout for øre, at Atticus i sine unge dage var områdets bedste skarpskytte.

Jeg synes, Dræb ikke en sangfugl fortjener sin status som klassiker. Den har adskillige styrker at spille på. Ud over dem, jeg allerede har nævnt, er det på høje tid, jeg kommer ind på sproget, som er rigt, kløgtigt og gennemsyret af en varm humor. Bogen kan ikke ligefrem tildeles den laveste LIX, og især fordi jeg læste den på engelsk, var den lidt mere udfordrende, end hvad jeg normalt læser, men heldigvis lige den rette udfordring for mig på nuværende tidspunkt.

“Miss Caroline printed her name on the blackboard and said, ‘This says I am Miss Caroline Fisher. I am from North Alabama, from Winston County.’ The class murmured apprehensibly, should she prove to harbour her share of the peculiarities indigenous to that region.”

Selve historien i bogen -- eller rettere historierne, for der foregår faktisk ret meget -- er virkelig gribende og betydningsfuld, og understøttes af en fin, næsten umærkelig symbolik. Under læsningen dukkede denne tanke op i hovedet på mig, “det her er jo en bog, der virkelig handler om noget!” (Det må være i orden at være bogsnob, hvis det er overfor én selv, ikke?)

Der er selvfølgelig det store drama omkring retssagen mod Tom Robinson, og emnet racediskrimination kommer man selvfølgelig ikke uden om. Men Dræb ikke en sangfugl handler bare om så meget mere end det. Den handler også om kønsidentitet, det at blive voksen, om opdragelse, læring, moral og fordomme, og stiller ikke mindst spørgsmålet hvorfor der tilsyneladende er forskel på mennesker. Ikke bare forskel i race, men også moralsk, intellektuelt og socialt. Med dette værk tror jeg, Harper Lee gerne har villet slå et slag for retfærdigheden i verden, men jeg tror mest af alt, hun har villet skrive en historie, der i en vis forstand skrev sig selv; en historie, der bare handler om det at være menneske. Og det er altså lykkedes hende bedre end de fleste.

PS.
Jeg har hørt, at mange læsere i USA føler sig aldeles desillusioneret hvad angår Atticus Finch efter at have læst fortsættelsen Sæt en vagtpost ud, der faktisk er skrevet før Dræb ikke en sangfugl, men som først udkom sidste år. Efter sigende skulle det her vise sig, at han ikke er så moralsk uantastelig, som det gives udtryk for i første bog. Det gør mig selvfølgelig lidt nervøs for at læse fortsættelsen, for jeg må indrømme at jeg er kommet til at holde meget af Atticus! Dog tænker jeg, at ingen fødes med en visdom som hans. Han må have opnået den gennem et langt liv, hvor han har gjort sig gode og mindre gode erfaringer, og ikke mindst lært af sine fejl. Så jeg vil tro, det blot øger troværdigheden, hvis han har et skelet eller to i skabet. Men det bliver i hvert fald spændende på et tidspunkt at læse mere om hans fortid.

Bonusinfo:
Forfatteren John Green, der også bruger en stor del af sin tid på at lave YouTube-videoer, har lavet to dybdegående undervisningsvidoer om Dræb ikke en sangfugl. Det er sjove og informative vidoer, men det er meningen, man skal se dem efter at have læst bogen, så der er mange spoilere. Klik her for at se del 1 og del 2.

Fire fantasy-serier du ikke hører om hver dag

Vi er mange, der ikke kan stå for en omgang god fantasy, og gerne i serier, så vi kan nyde spændingen ved historien længst muligt, samt nå at lære vores yndlingskarakterer rigtig godt at kende. I dette indlæg giver jeg mit bud på nogle fantasyserier, jeg selv har elsket at læse, og som du - måske - ikke kender i forvejen. Under researchen til dette indlæg, fandt jeg desuden ud af, at alle disse serier faktisk har vundet priser. Håber ikke, det er helt tilfældigt ...

Krigeren af Josefine Ottesen

Udgivet af Høst & Søn i 2001.

Serien består af:

1. Krigeren - på den yderste ø
2. Krigeren - bag borgens mure
3. Krigeren - over åbent vand

Denne trilogi af Josefine Ottesen kan ikke siges at være ukendt, men den har nogle år på bagen, og fortjener at få lidt ny opmærksomhed. Det er en serie, som bare er virkelig medrivende. Jeg købte den engang billigt i Netto, og havde derfor ikke de store forventninger til den, men den endte med at sætte dybe spor i mit hjerte. Jeg vil sige målgruppen er fra 15-16 år og op.

Serien handler om den unge mand Odd, som ikke just har alle odds'ene med sig (beklager, jeg kunne ikke lade være). Han bliver som spæd skyllet op på stranden, og vokser op som træl hos en troldkvinde, der har i sinde en dag at ofre ham tilbage til havet. Men han er født til meget mere end det, og det får han lov at bevise i løbet af resten af serien. Odds mål er at blive kriger for kongen, og i sin stræben derefter kommer han ud for mange forskelligartede prøvelser. Han gør sig både gode og især mindre gode erfaringer, og må lære mange af livets lektioner på den hårde måde. Stilen er seriøs, og forfatteren lægger ikke fingrene imellem når det gælder emner som magt, vold, sindssygdom og sex. Flere gange må Odd betale en dyr pris for noget, han får sig rodet ud i. Men han er en spændende og troværdig hovedperson, som det er umuligt at give slip på før sidste side, og helst heller ikke da.

Kampen om landet Prydain af Lloyd Alexander

Oprindeligt udgivet i USA i 1964. Udgivet på dansk af Forum i 1980.

Serien består af:

1. Tarans første rejse
2. Taran og mørkeridderne
3. Taran og borgen på øen
4. Taran vandringsmand
5. Kong Taran

Dette er nok det mest kendte værk af den amerikanske forfatter Lloyd Chudley Alexander, der døde i 2007. Serien omfatter fem bøger, og målgruppen er nok fra 10-11 år og op. Denne serie deler hovedtema med Krigeren, idet hovedpersonen er en dreng, Taran, der er vokset op på et uanseligt lille gods, nærmest bare en bondegård, lang ude i ødemarken. Ligesom Odd ønsker Taran at rejse ud i verden og blive beundret som helt. Men til forskel fra Krigeren rummer denne serie et større element af humor, og den trækker mere på den klassiske eventyr-stil, med magiske perler og orakel-grise. Dog ligger de vigtige temaer lige under overfladen. Der er på ingen måde tale om triviallitteratur. Taran er en dreng med hjertet på rette sted, men han er meget impulsiv, og klarer sig kun igennem alle de farlige situationer, han får sig rodet ud i, takket være de herlige følgesvende, han samler op undervejs. Ikke mindst satte jeg pris på skjalden Flewddur Flamm, som ejer en lyre, hvis strenge springer hver gang han kommer til at bøje sandheden lidt - noget, der sker ganske ofte.

Serien om Taran er virkelig børnelitteratur af høj kvalitet. Det er en serie, der handler om kampen mellem det onde og det gode, men også om det at gå fra at være barn til at blive voksen, at finde sin plads i livet, om ophav, drømme, kompromis'er og savn. Dannelsesroman er ikke et forkert ord at bruge. Og alt dette er pakket ind i en forfriskende og tryllebindende fantasyverden baseret på gammel walisisk kultur.

Jeg faldt over seriens bind 3 til 5 billigt i Føtex, og syntes de så virkelig interessante ud. Desværre viste det sig at bind 1 og 2 ikke længere kunne fås på dansk, så dem måtte jeg ind og bestille på nettet på originalsproget. Derfor er begge udgaver med på billedet.

Krøniken om Mistelten af M.I. McAllister

Oprindeligt udgivet i England i 2005. Udgivet på dansk af Lohses Forlag samme år.

Serien består af:

1. Urchin og de dansende stjerner
2. Urchin og Hjertestenen
3. Misteltens arving
4. Urchin og ravnekrigen
5. Urchin og stormfloden

Denne skønne serie omfatter også fem bøger. Historien foregår på øen Mistelten, som bebos af fire grupper: egern, pindsvin, muldvarpe og oddere. En af de særlige ting ved denne serie er, at der ingen mennesker forekommer. Alle personerne er dyr, og bortset fra at de kan tale og tænke, fungerer de som den af de fire nævnte dyrearter, de tilhører, med hver deres egenskaber. Det er utrolig godt gået af forfatteren at skabe et traditionsrigt, komplekst og ikke mindst hyggeligt samfund for dyrene på Mistelten. Alting opleves i smådyrshøjde, og det har betydning for, hvordan personerne tolker den verden, der omgiver dem. Samtidig er det selvfølgelig en historie, der tager mange vigtige emner op.

Hovedpersonen i bogen er egernet Urchin, der som lille er skyllet op på stranden (hvor var det nu, vi havde hørt om det før?), men får som hittebarn en tryg opvækst hos sin plejemor Blomme. Som ungt og livsglad egern må Urchin finde sin rolle i livet omkring slottet på Mistelten, og gøre hvad han kan for at modstå de farer, der truer øen og den kongelige familie. Vi følger også mange af Urchins venner gennem historien, der byder på både fest, humor, alvor, mirakler, forrædderi, magi, mystik, kærlighed og meget mere. Og så kan jeg altså også bare så godt lide de fine illustrationer, både på omslaget og inde i bøgerne. Jeg vil anbefale denne serie til børn og barnlige sjæle fra 7-8 år og op.

Magiens Cirkel af Tamora Pierce

Oprindeligt udgivet i USA i 1997. Udgivet på dansk af Tellerup i 2000).

Serien består af:

1. Spiralcirklens Tempel
2. Vejrheksen
3. Ildsmeden
4. Plantetroldmanden

Egentlig kunne jeg her have valgt en hvilken som helst af Tamora Pierces serier. For de er alle sammen bare så gode. Men jeg har valgt at fremhæve Magiens Cirkel, en serie, som har fire unge teenagere som hovedpersoner, og hver af de fire børn fortæller hver sin bog i serien. Børnene har to ting til fælles. Den ene er, at de har magi (dog magi af hver sin slags), den anden er, at de (igen, af hver deres grund) har svært ved at komme ud af det med andre i et fællesskab. Derfor placeres de fire sammen i et særligt hus i Spiralcirklens Tempel, et slags magisk universitet, hvor de kommer i lære hos to voksne magikere. Deres læremestre formår langsomt at få dem til at acceptere hinanden og arbejde sammen. Det går op for dem, at deres kræfter er noget helt særligt, og flere gange må de stå sammen med deres læremestre for at afværge farlige situationer og angreb fra fjender af Cirklen, der vogter over freden og sikkerheden i landet Emelan.

Jeg er en stor beundrer af Tamora Pierces evne til at skabe sammenhængende og spændingsfulde plots såvel som sprudlende, realistiske karakterer, også selvom disse karakterer ofte er ganske forskellige hvad angår både personlighedstype, køn og alder. Hun åbner og realiserer verdenen rigtig godt, og det lykkes hende også altid at krydre sine bøger med passende mængder ironi og humor. Hvis du er til fantasy, men ikke kender Tamora Pierce som forfatter, så skylder du dig selv at stifte bekendtskab med en af hendes serier, og Magiens Circkel er et udmærket sted at begynde. Serien efterfølges af en anden serie på fire bøger, Cirklen åbnes, hvor man følger de fire som unge voksne på deres videre færd ud i verden, som Cirklens repræsentanter.

*** *** ***

Hvis du har læst nogle af disse serier, vil jeg rigtig gerne høre, hvad du syntes om dem. Hvis ikke, hvilken af dem kunne du så mest tænke dig at læse, og hvorfor? Læg en kommentar herunder :)