"Helte og hobbitter" af Jakob Levinsen

Forfatter: Jakob Levinsen
Udgivelsesår: 2002 (2013)
Genre: Faglitteratur
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Antal sider: 208

Dette indlæg er både historien om, hvordan jeg selv blev fan af Tolkien, og en anmeldelse af Helte og hobbitter - Tolkien og hans verden.

"[Tolkien karakteriserer] The Realm of Faërie som "stort, dybt og højt, og fyldt med mange ting: Alle mulige dyr og fugle findes der; grænseløse have og talløse stjerner; fortryllende skønhed og allestedsnærværende fare; både glæde og sorg så skarpe som sværd." -- Citat fra bogen, side 74.

Da jeg var tolv år sendte min far mig en pakke, der indeholdt en bog med titlen Hobbitten. I det vedlagte brev udtrykte han sit håb om, at jeg ville få lige så stor glæde af dette eventyr, som han selv havde haft. Jeg kendte på det tidspunkt stort set intet til J.R.R. Tolkien eller hans bøger. Jeg læste selvfølgelig bogen, men jeg tror ikke, oplevelsen blev den introduktion til Oxford-professorens forfatterskab, min far havde forestillet sig. Jeg syntes bogen var aaaaalt for langtrukken og kedelig, sproget var for gammeldags, jeg syntes ikke, jeg kunne identificere mig med karaktererne, og forsideillustrationen gjorde ikke noget for at hjælpe. Hobbitten var ret anderledes end de bøger, jeg plejede at læse i den alder, (oftest hestebøger og YA-realisme), så jeg var slet ikke gearet til den.

Det var først da min veninde cirka fem år senere overtalte mig til at se Peter Jacksons storslåede filmatisering af Ringenes Herre, at jeg fik øjnene op for kvaliteterne i Tolkiens univers. Jeg blev i høj grad fascineret af de smukke elvere og deres sprog, hobbitterne med deres hjemlige vaner, Gollums tragiske fornedrelse, alle de heltemodige (og nogle knap så heltemodige) menneskelige karakterer, og ikke mindst dybden og tyngden i hele Ringens modvillige færd mod Dommedagsbjerget. Min veninde og jeg så filmene igen og igen, og snakkede om dem i en uendelighed. Vi læste også bøgerne, men selv om jeg havde langt bedre forudsætninger for at værdsætte dem, end da jeg første gang stiftede bekendtskab med Hobbitten, var det omfangsrige værk alligevel temmelig tungt at komme igennem, og jeg må indrømme, at selvom jeg nød dele af bøgerne, forekom skrivestilen mig stadig noget tung og langtrukken, og det skete ret ofte at jeg tabte tråden. Alligevel styrkede læsningen af Ringenes Herre blot min fascination og beundring af Tolkiens værk og ambition, og jeg begyndte at se hele hans forfatterskab om Arda (verdenen, hvor Hobbitten og Ringenes Herre foregår), som en sammenhængende enhed.

Netop denne sammenhængende enhed, og lidt til, er Helte og hobbitter af Jakob Levinsen en udmærket introduktion til. Med sine omtrent tohundrede sider er denne tredje redigerede udgave overskuelig, samtidig med at den går i dybden med de helt rigtige ting. Bogen skildrer Tolkiens store ambition om med sit værk at give England sin egen mytologi, og hvordan hele Ardas historie, (hvoraf Hobitten og Ringenes Herre kun udgør et lille udsnit) og alle de små og store historier, den rummer, er i udvikling helt fra Tolkiens ungdom til hans død i 1973.

Derudover forklarer den ret udførligt om Tolkiens syn på det eventyrlige (som en forløber til fantasygenren) og siger også en del om hans inspirationskilder, bl.a. Kalevala, Beowulf, Niebelungenlied, Vølsungesagaen og mange andre. Der redegøres for hans mindre kendte tekster, og man lærer også en del om sønnen Christopher Tolkiens arbejde med at samle, redigere og udgive de manuskripter, hans far aldrig nåede at blive færdig med; et arbejde, der stadig er i gang.

Under læsningen glædede jeg mig over, hvor sprogligt bevidst Levinsen er i sin fremstilling. Sproget er ikke blot præcist og kompakt, hvilket jeg vil sige er mindstekravet for en udgivelse af denne type, det er også flot, varieret og omhyggeligt, og dette giver lige en ekstra tand af læseglæde. Mange af sætningerne er derfor også lange og grammatisk avancerede, så hvis ikke du sætter pris på en sproglig udfordring, kan det være, du ikke vil finde helt så megen glæde over den sproglige stil, som mig.

Da jeg var inde på goodreads.com for at markere Helte og hobbitter som læst på min profil, opdagede jeg til min forundring at den ikke havde fået særlig gode anmeldelser derinde. Et af de store kritikpunkter syntes at være at store dele af bogen bestod af "unødvendige referater" af handlingen i Hobbitten og Ringenes Herre. Jeg forstod med det samme, hvilke kapitler der mentes, men jeg vil påstå, at disse afsnit er andet og mere end blot handlingsreferater. I disse kapitler præsenterer Levinsen faktisk en meget kvalificeret og opmærksom læsning af Tolkiens hovedværker, hvor der redegøres for forskellige fortælletekniske greb, fx tempo, symbolik, paralleller, samt betydningsfulde citater, forskellig baggrundsviden og meget andet, der i høj grad hjælper læseren til at få et større udbytte af Hobbitten og Ringenes Herre.

Også for forfattere og forfatterspirer med hang til det fantastiske, er der masser af godt at hente i Levinsens bog. Den går som sagt virkelig i dybden med Tolkiens forfatterskab og viser, hvor dygtig en forfatter, han var. Og hver gang, jeg stødte på et tema, motiv, eller en anden form for ide, der kunne skabe en god historie, skrev jeg det ned i stikord, og endte med at have en meget lang liste, sprængfyldt med højkoncentreret inspiration.

Ligesom jeg i år har et overordnet mål om at genlæse Harry Potter, har Helte og hobbitter fået mig til at overveje, om ikke et af mine læsemål næste år skal være at genlæse Ringenes Herre. Jeg tror og håber, jeg som læser er ved at blive så moden, at jeg kan læse dem med endnu større udbytte, og måske også uden at fare vild undervejs :)

"Soldaterne" (Talon 3) af Julie Kagawa

Originaltitel: Soldier
Forfatter: Julie Kagawa
Udgivelsesår: 2017
Genre: Fantasy/YA/Kærlighed
Forlag: HarperCollins Nordic
Antal sider: 335

Denne bog er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Tredje del af Talon-sagaen, Soldaterne, udkom i Danmark den 1. marts 2017. Serien, der er skrevet af amerikanske Julie Kagawa, omfatter i alt fem bind.

I Soldaterne kommer vi igen i selskab med de kendte hovedpersoner fra bind et og to, Ember, Riley, Dante og Garret. De befinder sig stadig midt i den århundreder gamle, skjulte krig mellem dragernes magtsyge organisation Talon og dens modstandere, den retskafne Sankt Georgs Orden, der består af menneskelige soldater. Midt i kampens hede er Ember stadig i tvivl om hvorvidt hun føler sig mest som drage eller mest som menneske - og har svært ved at gennemskue, hvad det betyder for hendes forhold til Garret og Riley, der begge er forelsket i hende. Samtidig følger vi Dantes vej op gennem rækkerne i Talon. Men I denne bog melder en ny spiller sig også på banen i det hæsblæsende kapløb på tid og taktik, nemlig den asiatiske drage Jade. Og grufulde hemmeligheder fra både Garrets og Dante og Embers fortid dukker op til overfladen.

Forestil dig en historie om drager, der kan forvandle sig til mennesker, og i hemmelighed har levet side om side med os i århundreder. Lige her midt i vores moderne samfund. Fedt ikke? Denne grundlæggende ide synes jeg er noget af det bedste ved Talon-sagaen, og dermed også denne bog. Drager, der forvandles til mennesker har vi set flere vellykkede eksempler på i litteratur og film, fx Eustace i Narnia og Haku i Chihiro og heksene. Men i Talon-sagaen møder vi altså fænomenet i en helt anden skala, og det er godt fundet på.

Soldaterne rammer, ligesom de foregående bind i serien, målgruppen godt. Det gælder både de temaer, historien berører, såsom forelskelse, identitet og selvstændighed, samt personernes sprog og væremåde. Og selvom det klassiske trekantsdrama fylder forholdsvis meget i historien, synes jeg der var passende langt imellem scener med kys og kram, så det blev ikke for meget af det gode. Der er også tale om forholdsvis uskyldige kys og kram, som alle kan være med på.

Desværre har jeg nok mere negativt end positivt at sige om bogens sprog og komposition. Jeg oplevede gennemgående sproget som temmelig stift og klodset, og stort set uden variationer, sproglige billeder, eller andre ting, der normalt gør en bog lækker og interessant at læse. Mange steder skinner den originale, engelske grammatik så meget igennem, at læseren nærmest selv skal gøre halvdelen af oversættelsesarbejdet. Dog er det blevet bedre i forhold til bind et og to, hvor jeg ind imellem havde lyst til at kaste bogen fra mig i frustration over antallet af grammatiske fejl. Men her i bind tre er der stadig en hel del stavefejl og grammatiske uskønheder. Og det synes jeg, er et problem, for hvordan skal unge udvikle et godt sprog, hvis ikke de møder det i de bøger, de læser? Det er ikke nemt at være forlag i Danmark, det ved jeg godt. Der skal sælges rigtig mange bøger, for at tingene kan løbe rundt. Alligevel synes jeg, det er at skyde sig selv i foden at sende bøger på gaden, der er ikke er bedre redigeret og korrekturlæst, end Talon-sagaen. For ganske vist kan det holde udsalgsprisen nede, hvor teenagere og studerende kan være med, men det gør bogen til en blandet fornøjelse at læse, og en del af målgruppen er måske ikke engang opmærksom på problemet, og ved ikke, hvad de bliver snydt for.

Julie Kagawa er 3-5 måneder om at skrive en bog. Jeg ville ønske, hun var villig til at bruge 6-10 måneder, og dermed få tid til at gøre noget ud af den sproglige del. Det er selvfølgelig klart at noget af originalsprogets skønhed let går tabt, når der skal oversættes, men jeg tror ikke kun, det er det, der er problemet her.

Hvad angår bogens komposition, så er den delt op i kapitler, hvor de fire hovedpersoner på skift får lov at agere jeg-fortællere. En af udfordringerne med at have flere jeg-fortællere er, at gøre hver fortællers stemme så individuel, at de let kan skelnes fra hinanden, især når de geografisk opholder sig på samme sted. Det er ikke helt lykkedes for Kagawa her i Soldaterne. Det skete ofte at jeg kort efter et kapitelskift måtte bladre tilbage og tjekke, hvis hoved jeg var inde i lige nu. Det samme gjorde sig gældende i bind et og to. Med Talon-sagaen er det dog også første gang, Kagawa forsøger sig med flere fortælleperspektiver, så vi kan jo håbe, hun bliver bedre til det med tiden. Jeg har heldigvis set værre tilfælde.

Historien har på en måde tre forskellige gear, den bevæger sig fremad i. Der er et gear der hedder action, et der hedder spænding, og et der hedder i-tvivl-om-følelser. Ud over nogle spredte flashbacks, der giver baggrundsinformation, bevæger historien sig næsten kun rundt i disse tre gear. Der er sparet på beskrivelserne. Det giver en følelse af, at tingene gentager sig og karakterernes tanker kører i ring, og det bliver noget ensformigt og langtrukkent, før vi når til det sidste store opgør allerbagerst i bogen. Især kunne personernes indre, følelsesmæssige konflikter godt gøres en del kortere, uden noget væsentligt gik tabt. For at bryde ensformigheden kunne forfatteren også godt have brugt flere ord på at udfolde noget af al den skønne lore, der ligger bag dragerne som mytologisk væsen. Det er noget, der meget kort dukker op hist og pist i historien, for så blot at blive trumfet igen af action- og spændingsmomenterne, og det er jo lidt ærgerligt.

Men tilbage til nogle af de ting, Soldaterne faktisk gør rigtig godt. Action- og kampscenerne er vellykkede. Desuden har Kagawa i organisationen Talon skabt en skurk, der både er hjerteløs, ond, magtfuld og ikke mindst mystisk. Det mest skræmmende ved dem er, at vi endnu aldrig rigtigt har fået at se, hvor langt deres magt rækker - men det er langt. Og i dette bind fremstår Talon lige så mastodontiske og nådesløse som altid, samtidig med at Rileys undergrund blot synes mere og mere sårbar. Det er en gribende kamp mellem David og Goliat.

Desuden har jeg lige fra begyndelsen været begejstret for bøgernes evne til at belyse en konflikt fra flere vinkler. Vi ser tingene både fra dragernes og Sankt Georgs Ordenens synspunkt, og begge parter har deres egne bevæggrunde og tror selv, de gør det rigtige. Historien viser også, hvordan splittelser mellem grupper ofte er baseret på usande og unuancerede billeder, parterne har dannet sig af hinanden.

Talons ekstreme magtsyge, uigennemsigtighed og trang til at udføre tankekontrol såvel som etisk uforsvarlige eksperimenter på deres egen race, ledte mine tanker hen på situationen i Nordkorea, en situation, jeg vil betegne som en af verdens absolut største kriser i nyere tid. Det er rigtig fint at bogen tager sådanne dilemmaer op, og det bliver spændende at se, om serien har noget videre at sige om dem i de kommende to bøger.

Kan du lide action og spænding skal du også nok få dit behov dækket i Soldaterne. For selvom der var afsnit, jeg fandt langtrukne, var der stadig den overordnede spænding, som holdt mig fangen indtil sidste side. Hvis jeg skulle karakterisere bogen med ét ord, ville jeg nok vælge "spænding." For Kagawa forstår virkelig at opbygge og vedligeholde spænding. Desværre til en grad, så spændingsknappen bliver trykket helt i bund, mens visse andre knapper nærmest forbliver urørte.

Da jeg hørte Julie Kagawa tale om sine bøger sidste år, oplevede jeg hende som utrolig inspirerende, og jeg syntes, hun havde rigtig mange fornuftige ting at sige i diskussionen om YA fantasy-genren. Derfor havde jeg måske forventet lidt mere af Talon-sagaen, end hvad jeg fandt. Samlet set er min vurdering, at: 1) bøgerne sprogligt ikke har meget at byde på, 2) Plottet og historien er okay, men ikke noget ud over det sædvanlige, og 3) de vigtige temaer drukner hurtigt i mere underholdende elementer som kærlighed og spænding.

Hvis du vil læse denne bog, så skal du gøre det mest for underholdningens skyld. Det er i hvert fald ikke en bog, der rigtigt rørte mig eller satte nogen tanker i gang hos mig. Og så vil jeg nok anbefale at læse serien på engelsk, hvis det er en mulighed for dig.

"En - to - tre - NU!" af Jesper Wung-Sung

Forfatter: Jesper Wung-Sung
Udgivelsesår: 2001
Genre: Ungdomsbog
Forlag: Dansklærerforeningen
Antal sider: 184

Jeg blev - selvfølgelig - opmærksom på denne bog i forbindelse med dens nylige filmatisering. Jeg så traileren for filmen, da jeg var i biografen for at se Allegiant, og tænkte, den så virkelig god ud - men jeg ville unde mig selv at læse bogen først. (Læs altid bogen først!) Jeg har tidligere læst en bog af Jesper Wung-Sung, Alamo, en udgivelse i Dansklærerforeningens serie af billedromaner, i forbindelse med mit studie, og den var jeg vild med, så det tegnede jo allerede godt.

Jeg bestilte En - to - tre - NU! på biblioteket, og dagen efter at jeg havde hentet den hjem, gav jeg mig til at læse. Jeg havde lige en times tid at læse i om morgenen, inden jeg skulle på arbejde, og da jeg lagde bogen fra mig for at gå, opdagede jeg at jeg allerede var omkring en tredjedel inde. Og jeg var hooked. Da jeg kom hjem fra arbejde midt på eftermiddagen læste jeg vel i ca. 1½ time, og de sidste kapitler blev slugt om aftenen inden sengetid, (jeg var nødt til at lægge den fra mig fordi vi skulle hen og spise hos en veninde).

En - to - tre - NU! er en meget intens læseoplevelse. Den rev mit hjerte ud og trampede på det. Da jeg havde vendt den sidste side var jeg så vred og ked af det på Jeppe og Cecilies vegne, at det næsten ikke var til at bære. Hvor gjorde det dog forfærdelig ondt. Men bogen rykkede virkelig også noget i mig. Det kan godt være, det gjorde ondt, men jeg havde også en helt klar fornemmelse af, at jeg pludselig ikke længere havde særlig ondt af mig selv, hvilket var en befriende oplevelse. Det er i skrivende stund under fireogtyve timer siden, jeg blev færdig med bogen, og det gør stadig ondt, men jeg ved også, at det på et tidspunkt vil komme til at gøre godt.

Det er faktisk svært at anmelde En - to - tre - NU! uden at spoile væsentlige ting i handlingen. Man behøver ikke engang læse længere end halvvejs, før man et eller andet sted godt ved, hvad det her er for en bog. Men jeg skal nok lade være med at sige noget om slutningen.

Bogen handler om de to 1. g'ere, Jeppe og Cecilie, der bliver kærester. Bogen fortælles med Jeppe som jeg-fortæller, og i begyndelsen af deres forhold er han tryllebundet men også meget forvirret over Cecilies opførsel. Hun opfører sig ikke som de fleste, og så har hun det ligesom også med at forsvinde hele tiden. Men det hele falder på plads, da hun endelig fortæller Jeppe sandheden: At hun har kræft. Alligevel ligefrem blomstrer kærligheden imellem dem, og sammen kaster de sig ud i det ene vilde eventyr efter det andet. Men hvor længe kan det få lov at blive ved?

Jesper Wung-Sungs skildring af livet som ung, dansk gymnasieelev virker meget realistisk. Dog synes jeg Jeppes erfaring med fester, alkohol og deslige måske er lidt for imponerende, hans alder taget i betragtning, (hvilket vil sige ikke særlig imponerende). Men både Jeppe og hans bedste ven Jack har også ting i bagagen, som de kæmper med, så det er ikke kun Cecilies sygdom, der er omdrejningspunkt for bogens handling. Bogen har en rigtig fin komposition, hvor Jeppes tanker og oplevelser om Cecilie bliver både belyst ud fra og varieret af hans tanker og oplevelser om sin familie, om sin store passion basketball og om sine venner, heriblandt Jack, der er kommet i lære som murer, og Smælle, som går på gymnasiet sammen med Jeppe.

Jeg tror næsten alle unge som Jeppe og Cecilie drømmer om at gøre nogle vilde ting. Jeppe og Cecilie befinder sig i en situation, hvor de rent faktisk har en undskyldning for at gøre noget ved drømmen. De tror på sig selv og hinanden. Det eneste, jeg ikke kan lade være med at stille spørgsmål ved er, om deres kærlighed virkelig er realistisk. Den virker nærmest ufejlbarlig. Og den kommer så inderligt til udtryk, at jeg har svært ved at tro på, at Jeppe og Cecilie kun er 16-17 år. Jeg havde i hvert fald ikke modet til at elske nogen så dybt, da jeg var på den alder. Men kærlighed er jo en meget individuel sag og har, som man siger, ingen alder. Jeppe og Cecilies kærlighed er i hvert fald smuk, og så integreret en del af historien, at jeg som læser alligevel ønsker at tro på den.

En - to - tre - NU! er en anderledes ungdomsbog end så mange andre. Den handler fx ikke om manglende selvtillid, at føle sig udenfor, at blive voksen, eller den første gang, hvilket ellers er meget gængse emner indenfor genren. Disse emner er selvfølgelig også vigtige at skrive bøger om. Men det er noget andet, denne bog vil, og det synes jeg er dejligt forfriskende. Overraskende nok er den heller ikke en bog, der handler særlig meget om kræft, i betragtning af at den ene hovedperson lider af denne sygdom. Den handler faktisk mere om basketball end kræft. Men den handler mest om forhold, både kæresteforhold og forhold til familie og venner. Og så handler den selvfølgelig også meget om, hvordan man reagerer, når man selv, eller én man elsker, er truet på livet af en smertefuld og nådesløs sygdom. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad Jeppe til syvende og sidst vælger at gøre med al den forfærdelige lykke og smerte, Cecilie volder ham. Og det synes jeg, bogen giver et rigtig godt svar på.

To ting, jeg oplevede som ekstra plus ved bogen var for det første dens lækre referencer til bl.a. filmen Hvide mænd kan ikke dunke. Denne basketballfilm er selvfølgelig Jeppes yndlingsfilm, og han refererer til flere forskellige scener fra den i løbet af sin fortælling. Heldigvis har jeg set filmen, og havde let ved at følge hans tanker om den. Jeg kan virkelig godt lide, når et værk refererer til andre værker. Det andet plus var at størstedelen af bogen foregår i Svendborg og Odense. Svendborg kender jeg efterhånden lidt, og Odense har været mit hjem i ti år, så det var meget nemt for mig at se scenerne for mig, når Jeppe fx får øje på Cecilie, der forsvinder ned ad en sidegade til gågaden, eller de slentrer gennem Brandts Passage og stopper op ved skulpturen af Kejserens nye klæder. Det gjorde læseoplevelsen endnu stærkere for mig, og det er ærgerligt at det ikke er alle læsere, der har mulighed for at opleve bogen på den måde.

Jeg er glad for, at jeg valgte at læse bogen først, og føler egentlig slet ikke længere noget behov for at se filmen - jeg er bange for, den bare vil ødelægge min oplevelse. Til Jesper Wung-Sung vil jeg sige: "Av! Men tak alligevel." Jeg kunne godt tænke mig at læse flere af hans bøger, og han er helt klart en forfatter, jeg vil lægge mere mærke til fremover.

Bonus-links:

• I Kristeligt Dagblad har man i 2002 kunnet læse denne anmeldelse af En - to - tre - NU!, som jeg er meget enig i, og som også er bedre formuleret end ovenstående ;)
• I denne YouTube video kan lytte til en smuk sang fra filmatiseringen, akkompagneret af stillbilleder fra filmen, der virkelighed udtrykker, hvor gribende denne historie er.

"Skyggernes bog" og "Skæbnens kald" af Haidi Wigger Klaris

 

Forfatter: Haidi Wigger Klaris
Udgivelsesår: hhv. 2015 og 2016
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: hhv. 285 og 248

Jeg har netop læst Skæbnens kald, som er anden del af H.W. Klaris' trilogi Dæmonherskerens arving. Første del, Skyggernes bog, læste jeg omkring jul, men var ikke umiddelbart parat til at skrive en anmeldelse efter endt læsning, så nu vælger jeg at anmelde begge bøger sammen, og derefter med begejstring se frem til at tredje bind udkommer.

Jeg valgte at læse disse bøger, fordi jeg mødte forfatteren til Bookeaters Convention i Odense i efteråret, og hørte hende fortælle om, hvordan hun havde fået ideen til bøgerne, og hvordan det havde været at skrive og få dem udgivet. Det kan du evt. læse mere om i dette indlæg. Jeg fik rigtig meget ud af hendes foredrag, og selvfølgelig dermed lyst til at læse bøgerne.

Da jeg havde læst første bog var jeg dog ikke ovenud begejstret. Jeg havde nok forventet noget lidt andet, og syntes der var nogle ting, der haltede lidt. Jeg syntes, karaktererne virkede lidt flade, og jeg syntes ikke, verdenen blev realiseret så tydeligt, som den kunne. Fx foregår bogen jo på en kostskole, men det var først til sidst i bogen, at undervisningen og en eller to af lærerne kom ind i billedet. Ellers var det kun karakterernes fritid, der blev beskrevet, og det gjorde, at jeg havde svært ved at danne mig et fuldt billede af deres hverdag. Jeg syntes heller ikke altid, der var logik i karakterernes handlemønstre, og der var mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med historiens baggrund. Dette irriterede mig lidt i starten, men efterfølgende har jeg opdaget, at disse ting, som jeg først opfattede som mangler, på en måde også er en styrke for bøgerne. Mere om det lidt senere.

Historien om Ally, der begynder på kostskolen Larchwood, som gemmer på en farlig hemmelighed, er faktisk ret spændende. I første bog følger vi hende, da hun ankommer til skolen, får sig nogle venner og fjender, opdager at der er en hemmelig kreds af elever på skolen, der dyrker mørk magi, møder spøgelset Catherine, og bliver kærester med en af drengene. Og første bog ender i en meget vellykket cliffhanger - så er du advaret!

Jeg havde en bedre oplevelse af at læse den anden bog i serien end den første. Her vidste jeg lidt mere om, hvad jeg kunne forvente af skrivestilen og bogens indhold. I anden bog bliver handlingen faktisk også endnu mere spændende. Der kommer lidt mere baggrundsinfo på, og ikke mindst følger vi Ally ned i underverdenen, hvilket gør at verdenen bliver noget bedre realiseret. Desuden kommer karakteren Tristan også ind i billedet. Han er en sød, men mystisk fyr, med sære mentale evner. Hovedkonflikten udvides og Ally og hendes venner er tvunget til at indgå nye alliancer.

Disse to bøger er nogle, man bare flyver igennem. Både fordi, de er spændende og svære at lægge fra sig, men også fordi skriften er forholdsvis stor, så der ikke står så meget på hver side. Det betyder, man skal bladre ret ofte, hvilket giver en dejlig fornemmelse af at man, som sagt, bare drøner igennem bogen. Sproget er meget enkelt og dialogen er overbevisende, fordi karaktererne bruger mange af de udtryk som unge bruger i dag. Og det er sammen med disse ting, at jeg ser de førnævnte svagheder ved bøgerne som en styrke. Sådan som bøgerne er skrevet og sat op, tænker jeg at de egner sig rigtig godt til børn/unge med lettere læsevanskeligheder, som har brug for en spændende læseoplevelse, hvor de kan relatere til karaktererne med det samme, og ikke skal kæmpe sig igennem lange beskrivelser af verdenen og mange baggrundsoplysninger. Og de egner sig også til dig, der lige trænger til at slappe af med en letfordøjelig paranormal fantasyhistorie. Men det er ikke bøger, der har en masse vigtigt at sige om livet - de skal læses for underholdningens skyld. Heldigvis byder de efter min mening på bedre underholdning end mange andre bøger af samme kaliber.

Ally er også en både sjov og troværdig hovedperson. Hun har et lidt hidsigt temperament, og hvad angår det med drengene, ja, så drøner teenagehormonerne rundt i kroppen på hende i snart den ene, snart den anden retning. Men hun er god nok på bunden, og en trofast veninde.

Som sagt glæder jeg mig til udgivelsen af tredje og sidste bind i serien. Jeg er spændt på, hvordan Ally og hendes venner overvinder de farer, der truer dem og deres verden, og så glæder jeg mig også til at læse mere om Tristan. Jeg forstår godt, hvorfor han især har indflydelse på Allys hormoner ;). Min konklusion er, at jeg absolut er fan af denne serie. Men for rigtig at få en god oplevelse af den, vil jeg sige at det er vigtigt at have de rette forventninger til sprog og indhold, som altså hører til i den lette ende.

"Dræb ikke en sangfugl" af Harper Lee

Læst på engelsk (Engelsk titel, To Kill A Mockingbird).
Denne bog har jeg byttet mig til på Arnold Buscks byttehylde.

Forfatter: Harper Lee
Udgivelsesår: 1960
Genre: Roman, klassiker
Forlag: Random House (udgivet på dansk af Lindhardt og Ringhof)
Antal sider: 309

Det må være cirka otte år siden, jeg første gang hørte om denne bog, og det indtryk, jeg da fik var, at den var en klassiker og et mesterværk, som alle mennesker burde læse. Siden da har jeg fået den anbefalet af diverse undervisere og familiemedlemmer, og da jeg så for nylig fandt den på Arnold Buscks byttehylde, besluttede jeg, at nu skulle det være.

“Shoot all the bluejays you want, if you can hit ‘em, but remember it’s a sin to kill a mockingbird.”

Bogen, der har vundet Pulitzer-prisen og er blevet solgt i over 30 millioner eksemplarer, foregår i sydstaterne i USA i 1930’erne. Bogens synsvinkel ligger hos jeg-fortælleren, den 6-årige pige Scout, der bor i byen Maycomb sammen med sin far Atticus og bror Jem. Det blev ikke klart for mig, hvor længe efter begivenhederne, Scout skulle forestille at genfortælle dem, men i langt det meste af bogen er det hendes barnesynsvinkel, der er fremtrædende, hvilket var en af de ting, jeg syntes virkelig godt om ved bogen. Mange ting i bogen skulle også være baseret på Harper Lees egen barndom. Men én ting er at skrive om noget, man selv har oplevet som barn - noget andet er også troværdigt at gengive den særegne tankegang og oplevelse af verden, man havde som barn. Noget siger mig, at Harper Lee i høj grad var i kontakt med sit indre barn. For hendes fremstilling af Scout og Jems interaktioner som søskende, Scouts barnelogik, og hele den sociale kode, der hersker mellem gruppen af børn i Maycomb -- som går fuldstændig hen over hovedet på de voksne -- sidder lige i skabet, og fik mig flere gange til at tænke, “Nåh, ja. Det var jo sådan det føltes at være barn.” Det har jeg kun oplevet én gang før med en bog, i Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane.

“ -- instead we found someone sitting looking at us. Sitting down, he wasn’t much higher than the collards. We stared at him until he spoke:
‘Hey.’
‘Hey yourself,’ said Jem pleasantly.
‘I’m Charles Baker Harris,’ he said. ‘I can read.’
‘So what?’ I said.”

Forholdet mellem børn og forældre er i det hele taget et vigtigt emne i bogen, og Scout, Jem og Atticus’ familieliv er ikke helt som hos de fleste andre i byen, hovedsagelig fordi moderen er død for år tilbage og Atticus fik sine børn i en sen alder. Atticus’ principper for opdragelse er lidt ud over det sædvanlige. Desuden er han udpræget akademiker, hvilket præger hans børn på godt og ondt, og får Scout til at føle sig udenfor. Men den lille familie er rig på kærlighed, og karakteren Atticus er omdrejningspunktet for den dybe visdom, bogen rummer. Jeg kan udmærket se hvorfor, Atticus er sådan en kendt og elsket litterær karakter. Som karakter er han en bedrift i sig selv, med sin knastørre humor, stålsatte vilje, udprægede retfærdighedssans og langmodige temperament. Og samtidig rummer han et strejf af mystik, da han en dag, meget mod sin vilje, nødsages til at gribe til våben, og det kommer Scout for øre, at Atticus i sine unge dage var områdets bedste skarpskytte.

Jeg synes, Dræb ikke en sangfugl fortjener sin status som klassiker. Den har adskillige styrker at spille på. Ud over dem, jeg allerede har nævnt, er det på høje tid, jeg kommer ind på sproget, som er rigt, kløgtigt og gennemsyret af en varm humor. Bogen kan ikke ligefrem tildeles den laveste LIX, og især fordi jeg læste den på engelsk, var den lidt mere udfordrende, end hvad jeg normalt læser, men heldigvis lige den rette udfordring for mig på nuværende tidspunkt.

“Miss Caroline printed her name on the blackboard and said, ‘This says I am Miss Caroline Fisher. I am from North Alabama, from Winston County.’ The class murmured apprehensibly, should she prove to harbour her share of the peculiarities indigenous to that region.”

Selve historien i bogen -- eller rettere historierne, for der foregår faktisk ret meget -- er virkelig gribende og betydningsfuld, og understøttes af en fin, næsten umærkelig symbolik. Under læsningen dukkede denne tanke op i hovedet på mig, “det her er jo en bog, der virkelig handler om noget!” (Det må være i orden at være bogsnob, hvis det er overfor én selv, ikke?)

Der er selvfølgelig det store drama omkring retssagen mod Tom Robinson, og emnet racediskrimination kommer man selvfølgelig ikke uden om. Men Dræb ikke en sangfugl handler bare om så meget mere end det. Den handler også om kønsidentitet, det at blive voksen, om opdragelse, læring, moral og fordomme, og stiller ikke mindst spørgsmålet hvorfor der tilsyneladende er forskel på mennesker. Ikke bare forskel i race, men også moralsk, intellektuelt og socialt. Med dette værk tror jeg, Harper Lee gerne har villet slå et slag for retfærdigheden i verden, men jeg tror mest af alt, hun har villet skrive en historie, der i en vis forstand skrev sig selv; en historie, der bare handler om det at være menneske. Og det er altså lykkedes hende bedre end de fleste.

PS.
Jeg har hørt, at mange læsere i USA føler sig aldeles desillusioneret hvad angår Atticus Finch efter at have læst fortsættelsen Sæt en vagtpost ud, der faktisk er skrevet før Dræb ikke en sangfugl, men som først udkom sidste år. Efter sigende skulle det her vise sig, at han ikke er så moralsk uantastelig, som det gives udtryk for i første bog. Det gør mig selvfølgelig lidt nervøs for at læse fortsættelsen, for jeg må indrømme at jeg er kommet til at holde meget af Atticus! Dog tænker jeg, at ingen fødes med en visdom som hans. Han må have opnået den gennem et langt liv, hvor han har gjort sig gode og mindre gode erfaringer, og ikke mindst lært af sine fejl. Så jeg vil tro, det blot øger troværdigheden, hvis han har et skelet eller to i skabet. Men det bliver i hvert fald spændende på et tidspunkt at læse mere om hans fortid.

Bonusinfo:
Forfatteren John Green, der også bruger en stor del af sin tid på at lave YouTube-videoer, har lavet to dybdegående undervisningsvidoer om Dræb ikke en sangfugl. Det er sjove og informative vidoer, men det er meningen, man skal se dem efter at have læst bogen, så der er mange spoilere. Klik her for at se del 1 og del 2.

"Da Vinci's Tiger" af Laura Malone Elliott

Læst på engelsk. Endnu ikke udgivet på dansk.

Forfatter: Laura Malone Elliott
Udgivelsesår: 2015
Genre: Historisk roman / YA
Forlag: Katherine Tegen Books
Sideantal: 287

"Jeg holdt mine hænder op foran mig i mørket for at betragte dem som orakler for menneskelige følelser. Jeg havde aldrig rigtig tænkt over før, hvor meget vores håndbevægelser sagde om vores sind."

Da Vinci's Tiger er en vellykket kombination af flere ting. På én og samme tid er den en pigebog med fnis og følelser såvel som en varm hyldest til det kunstneriske sind og den klassiske renæssancekunst. Handlingen drives frem af spændende politiske intriger, der heldigvis ikke er alt for indviklede at følge med i.

Jeg har tidligere talt om, hvor meget jeg glædede mig til at læse denne bog i mit indlæg om Owlcrates decemberboks, og selvom bogen på nogle punkter var anderledes, end jeg havde håbet, oversteg den alligevel samlet set mine forventninger. Især var jeg positivt overrasket over, hvordan bogen viser, hvor enkelt det egentlig er at betragte og få noget ud af et kunstværk. På en måde er bogen den perfekte introduktion til kunstverdenen.

Bogens hovedperson og jeg-fortæller er den 17-årige Ginevra De' Benci. Hendes liv ligner ikke de fleste 17-årige pigers i dag. Året er 1475, stedet er Firenze, og Ginevra, der er født ind i byens bedre borgerskab, har allerede været gift med Luigi, en velanset klædeforhandler, der er omtrent dobbelt så gammel som hende selv, i et år. Hendes hverdag består for en stor del af at bestyre husholdningen i hendes og Luigis hjem. Med andre ord er hun allerede voksen i samfundets øjne.

"Jeg vidste, jeg var vidne til kreativiteten, en tanke, der forsøgte at kæmpe sig ud af en puppe til lyset."

Elliott har gravet i historiebøgerne og i den virkelige person Ginevra De' Benci fundet en karakter, der både er klog, handlekraftig og rap i replikken, hvilket gør hende til en sjov hovedperson, der er let at holde af. Den virkelige Ginevra, som vi kender til i dag takket være Leonardo Da Vincis første portrætmaleri, var kendt som en intelligent og dydig ung kvinde og talentfuld digter. Elliott har i bogen gjort hende både livagtig og troværdig. Og så har hun ud fra de få oplysninger og gisninger, der omgiver Da Vincis mystiske portræt, skabt en gribende, detaljeret og overbevisende historie.

Ginevra stiller ikke spørgsmål ved fx alderforskellen i sit ægteskab, eller andre ting, der var almindelig praksis på den tid. De opgør med tradition som bogen handler om, er de opgør, der også i virkeligheden kendetegnede perioden. Forfatteren har altså undgået at falde i presentismens fælde, hvilket er en af de bedste kvaliteter ved bogen.

Ginevra og hendes mand er ikke forelskede i hinanden. Deres ægteskab er en praktisk og forretningsmæssig ordning. Men pludselig viser to andre mænd Ginevra opmærksomhed. Den ene er ambassadøren Bernardo Bembo, der først foregiver blot at være interesseret i hendes digte, men senere viser sig at ville mere end det. Men er hans platoniske kærlighed ægte, eller er hun bare en brik i hans politiske spil? Den anden er den unge kunstner Leonardo Da Vinci, der bare gerne vil have mulighed for at male Ginevra, og desuden ikke foregiver noget som helst, hverken overfor hende eller nogen andre mennesker.

Da aftalen om portrætmaleriet endelig kommer i stand, med Bembo som mæcen, opstår, på baggrund af deres fælles kærlighed til kunsten og kreativiteten, et forhold mellem Leonardo og Ginevra, der ikke bare er et arbejdsfællesskab, heller ikke et venskab eller et kærlighedsforhold, men i stedet noget helt andet og unikt.

"Det er øjnene, der lukker én ind i det allerhelligste, ind i en persons essens."

* * * * * * * * * *

Vil du vide mere om portrætmaleriet af Ginevra De' Benci, kan du evt. se denne 6 minutter lange YouTube video.

"Vi, de druknede" af Carsten Jensen

Forfatter: Carsten Jensen
Udgivelsesår: 2006
Genre: Slægtsroman/historisk roman
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 693

“Ingen syntes at bemærke, at her gik der en overlevende rundt på dækket.” Citat side 479.

Vi, de druknede af Carsten Jensen er en slags slægtsroman, men den handler ikke så meget om en enkelt slægt, som den handler om en hel by, nemlig Marstal på Ærø. Bogen skildrer historiens gang i Marstal og verden fra Treårskrigen i 1848 til 2. Verdenskrig i 1945. Men det historiske element opfattede jeg egentlig kun som en bagvedliggende kulisse. De forskellige karakterers oplevelser og personlige kampe er det, der udgør bogens egentlige handling.

Bogen lå et stykke udenfor min såkaldte comfort zone, og føltes lidt som et maraton for mig at komme igennem. Jeg fik den i julegave, og én af grundene til, at jeg gik i gang med at læse den så hurtigt var nok, at jeg var bange for, at den ville komme til at stå på reolen og true med sine snart syv hundrede sider, og jeg aldrig ville få taget den ned igen. Med en vis mistanke om, at der er sider ved bogen, jeg muligvis ikke har forstået, kaster jeg mig alligevel ud i at skrive en anmeldelse.

Bogens gennemgående tema er søfart - et tema, forfatteren formåede at gøre fascinerende for mig, uden at jeg havde nogen særlig forhåndsviden. Hvad yderligere angår indholdet, bød bogen dog især i indledningen og første del på ting, jeg hurtigt kunne få for meget af, fx mennesker, der bliver skudt til smadder af kanonkugler, og en sadistisk skolelærer, der straks ledte tankerne hen på lektor Blomme. Men senere, da bogens egentlige hovedperson, Albert, tager ud på en årelang jordomsejling for at finde sin far, syntes jeg alligevel, bogen begyndte at blive ret spændende. Albert kommer i hvert fald ud på eventyr så utrolige, som kun den mest garvede søulk kan fortælle dem. Det var også interessant at se, hvordan bogen havde et meget internationalt perspektiv i og med at sømændene kom hele verden rundt, men at Marstal alligevel altid stod som beretningens centrum.

Bogens fortæller er lidt speciel, og egentlig ikke særlig gennemført, men dog effektiv. Hovedsageligt er fortælleren bundet til den person, læseren følger på det pågældende tidspunkt. Fra tid til anden river den sig så løs og udgøres i stedet af et stort, kollektivt “vi,” som aldrig bliver hundrede procent præciseret, men må antages at være indbyggerne i Marstal, både dem, der spiller en rolle i historien og dem, læseren aldrig hører om.

Selvom jeg personligt har blandede følelser om denne bog, skal der dog ikke herske tvivl om, at den virkelig er godt skrevet. Sproget er levende, originalt og flydende. Det fængede, så jeg bevarede koncentrationen, også gennem de passager, hvor fortælletempoet var helt nede i den lave ende, hvilket det var, størstedelen af tiden. En sjælden gang imellem syntes jeg, sproget var en lille smule for højtideligt, men det kom jeg over, fordi det for det meste bare var enormt rammende og ... ja, godt. Bogen er også bygget rigtig godt op, og læseren bliver ført sikkert igennem historien og dens store persongalleri som en kaptajn, der fører sit skib behændigt gennem et vanskeligt farvand.

Vi, de druknede er en bog, der stiller nogle eksistentielle spørgsmål, og hvor vi kommer meget dybt ind i mange forskellige både velfungerende og mindre velfungerende personer, både børn, voksne, gamle. Der er virkelig gjort noget ud af at skabe realistiske karakterer med plads til både det gode og det onde i mennesket. Nogle gange dog nok mest det onde, hvilket lyder mere deprimerende, end det egentlig er.

Vi, de druknede har fået mig til at tænke mange tanker, hvilket må være et plus i sig selv. Bl.a. har jeg tænkt meget over, om jeg var tilfreds med slutningen, og ikke mindst hvad bogen egentlig ville sige. Jeg er kommet frem til, at jeg delvist er tilfreds med slutningen, men om bogen har et samlet udsagn ved jeg ærligt talt ikke (endnu).

“Når alt kommer til alt, er der ingen, der kender hinanden.” Citat side 385.

"Monster" af Patrick Ness

Denne anmeldelse er skrevet af gæsteblogger Marie Brøgger Najbjerg. Marie læser kunsthistorie og er i gang med at skrive speciale om illustrationer i nyere YA litteratur.

Jeg har fået lov til at være gæsteanmelder af bogen Monster. Jeg stødte første gang på bogen hos min specialevejleder og særligt bogens flotte og dragende visuelle elementer gav mig ikke noget valg - Her var der en bog, jeg måtte læse!

Oplysninger:
Forfatter: Patrick Ness, efter ide af Siobhan Dowd
Illustrator: Jim Kay (Bonusinfo: Hvis navnet ringer en klokke, kan jeg afsløre, at det også er ham, der har fået tildelt den ærefulde, men også udfordrende rolle at illustrere samtlige Harry Potter-bøger. Faktisk var det hans illustrationer af "Monster", der gav ham jobbet.)
Udgivelsesår: 2015
Genre: Young Adult fiction
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 215

Hans mor er alvorligt syg af kræft, og hans far er rejst til USA for at bo sammen med sin nye kone og barn. 13-årige Conor kæmper for at holde sammen på det hele i hjemmet samtidig med, at en stor ensomhed fylder ham i skolen. Om natten hjemsøges han af et forfærdeligt mareridt, men en nat får han besøg af et andet monster, end det, der normalt truer ham. Monsteret er et levende, stort og frygtindgydende takstræ, og det fortæller, at Conor selv har hidkaldt ham, selvom det i Conors øjne bare er endnu en ond drøm. Da Conor næste morgen står ud af sengen, er gulvet fyldt med takstræsnåle - Måske monsteret alligevel var mere end bare en drøm? Men hvis monsteret er virkeligt, hvad vil han så Conor?

Resumeet vækker genklang af genren fantasy eller eventyr, men selvom fortællingen handler om et overnaturligt monster, og bogen rummer elementer fra eventyrgenren, er bogens temaer og handling utrolig tæt på læserens egen virkelighed og rammer ind i vores verden. Det er ikke en fortælling om magi, at blive en helt eller kæmpe mod mørkets magter og sejre. Faktisk gør fortællingen flere gange det modsatte af, hvad man skulle forvente - og det er netop pointen! Bogen ønsker at afspejle vores virkelighed med alle de modsætninger og kompleksiteter vi møder. I det ene øjeblik er en person god, i det næste øjeblik er han ond, og hvem skal egentlig straffes for det onde, der sker?

Men det vigtigste tema, som bogen tager op, er sorg, og hvordan vi taler om de svære ting. Efter at Conors mor blev syg, er der pludselig ingen, der vil snakke med ham i skolen, og ingen, der stiller krav til ham i undervisningen. Og ensomheden bliver kun værre i takt med, at morens sygdom forværres. Selvom vi ser verden ud fra Conors blik, kan jeg ikke lade være med at identificere mig med klassekammeraterne. For er det ikke sværere at tale om det, som er hårdt frem for det, som er godt? Pludselig kan man have svært ved at se et menneske i øjnene, fordi man ikke ved, hvad man skal sige, eller man er bange for at sige noget forkert. Og har man selv været den person, der har gået igennem svære perioder, har man måske oplevet ensomhed. Bogens illustrationer er med til at skabe en grå og kaotisk stemning, som afspejler Conors indre verden. Billederne gør på den måde fortællingen mere sanselig og kraftfuld, og jeg tror bestemt ikke, at fortællingen ville have gjort ligeså stort indtryk på mig, hvis jeg kun læste den som tekst.

Bogen kan læses af alle, og jeg synes, at unge (og voksne), som kæmper med sorg, ville kunne få særlig meget glæde af den. Ja, du læste rigtigt: glæde. For selvom bogen i dens egen unikke, dystre tone handler om sorg, destruktive tanker og frygt, så er den i sit budskab utrolig forløsende.

"Isdragen" af George R. R. Martin

Forfatter: George R. R. Martin
Læst på dansk (Orginaltitel: The Ice Dragon)
Denne bog er lånt på biblioteket.

Oplysninger om den danske udgave:
Udgivelsesår: 2015
Genre: Fantasy (børn)
Forlag: Gyldendal
Antal sider: 118

Denne fine, lille historie er skrevet af George R. R. Martin (Game of Thrones) så tidligt som i 1980. Min veninde som er skolebibliotekar, spurgte mig, om jeg havde lyst til at læse den og hjælpe hende med at beslutte, om den skulle indkøbes til hendes skolebibliotek, fordi hun selv var i tidsnød her op til jul. (Hun forsøgte også at afsætte Det ulmende oprør af Sabaa Tahir, men selvom den så god ud, syntes jeg den var lige en stor nok mundfuld for mig på det tidspunkt, så den gik til min anden veninde i stedet).

Jeg har ikke læst andet af George R. R. Martin, og anede heller ikke, at han havde skrevet en børnebog. Men her er altså historien om den lille pige Adara. Hun bliver født en vinter, hvor frosten er ualmindelig hård, og kulden bliver i hende, mens hun vokser op. Hendes hud føles altid kølig, og sne og is generer hende ikke om vinteren. Hun er den eneste, der kan røre ved isøgler uden, at de tager skade.

En vinter møder hun den mægtige isdrage, som hun knytter sig til, men hver gang, dragen kommer for at besøge hende, bliver vinteren strengere og strengere, og det bliver svært for Adaras familie og alle de andre, der bor på egnen, at klare sig.

Jeg bliver altid glad når en forfatter formår at skrive en børnebog, som også er relevant at læse for voksne. I dette tilfælde vil jeg nok sige, at selve sproget er så forenklet, at mange voksne nok ikke vil få så god en læseoplevelse ud af bogen. Gyldendal har da også angivet aldersgruppen 5-9 år på bagsiden, og det er vist ret passende. Men selve historien er godt skruet sammen, og de temaer og konflikter, den behandler er relevant for mennesker i alle aldre. Desuden var slutningen ikke umiddelbart forudsigelig - skønt.

Bogen handler bl.a. om det at passe ind i sociale sammenhænge, som familien såvel som det omgivende samfund. Den handler også om kærligheden mellem børn og forældre, og om de store ofre, livet nogle gange kræver af os. Det er bestemt en historie med noget på hjerte, og jeg opfatter dens udsagn som positivt og fyldt af håb.

Bogen er sat fint op og Luis Royos levende illustrationer understøtter selv i farvelægningen bogens udsagn. Jeg kan simpelt hen ikke komme i tanke om noget, jeg ikke kan lide ved denne bog, så jeg vil klart anbefale min veninde at købe den til skolebiblioteket, og dig at læse den sammen med et barn, du holder af :)