mandag den 6. juni 2016

"En - to - tre - NU!" af Jesper Wung-Sung


Forfatter: Jesper Wung-Sung
Udgivelsesår: 2001
Genre: Ungdomsbog
Forlag: Dansklærerforeningen
Antal sider: 184

Jeg blev - selvfølgelig - opmærksom på denne bog i forbindelse med dens nylige filmatisering. Jeg så traileren for filmen, da jeg var i biografen for at se Allegiant, og tænkte, den så virkelig god ud - men jeg ville unde mig selv at læse bogen først. (Læs altid bogen først!) Jeg har tidligere læst en bog af Jesper Wung-Sung, Alamo, en udgivelse i Dansklærerforeningens serie af billedromaner, i forbindelse med mit studie, og den var jeg vild med, så det tegnede jo allerede godt.

Jeg bestilte En - to - tre - NU! på biblioteket, og dagen efter at jeg havde hentet den hjem, gav jeg mig til at læse. Jeg havde lige en times tid at læse i om morgenen, inden jeg skulle på arbejde, og da jeg lagde bogen fra mig for at gå, opdagede jeg at jeg allerede var omkring en tredjedel inde. Og jeg var hooked. Da jeg kom hjem fra arbejde midt på eftermiddagen læste jeg vel i ca. 1½ time, og de sidste kapitler blev slugt om aftenen inden sengetid, (jeg var nødt til at lægge den fra mig fordi vi skulle hen og spise hos en veninde).

En - to - tre - NU! er en meget intens læseoplevelse. Den rev mit hjerte ud og trampede på det. Da jeg havde vendt den sidste side var jeg så vred og ked af det på Jeppe og Cecilies vegne, at det næsten ikke var til at bære. Hvor gjorde det dog forfærdelig ondt. Men bogen rykkede virkelig også noget i mig. Det kan godt være, det gjorde ondt, men jeg havde også en helt klar fornemmelse af, at jeg pludselig ikke længere havde særlig ondt af mig selv, hvilket var en befriende oplevelse. Det er i skrivende stund under fireogtyve timer siden, jeg blev færdig med bogen, og det gør stadig ondt, men jeg ved også, at det på et tidspunkt vil komme til at gøre godt.

Det er faktisk svært at anmelde En - to - tre - NU! uden at spoile væsentlige ting i handlingen. Man behøver ikke engang læse længere end halvvejs, før man et eller andet sted godt ved, hvad det her er for en bog. Men jeg skal nok lade være med at sige noget om slutningen.

Bogen handler om de to 1. g'ere, Jeppe og Cecilie, der bliver kærester. Bogen fortælles med Jeppe som jeg-fortæller, og i begyndelsen af deres forhold er han tryllebundet men også meget forvirret over Cecilies opførsel. Hun opfører sig ikke som de fleste, og så har hun det ligesom også med at forsvinde hele tiden. Men det hele falder på plads, da hun endelig fortæller Jeppe sandheden: At hun har kræft. Alligevel ligefrem blomstrer kærligheden imellem dem, og sammen kaster de sig ud i det ene vilde eventyr efter det andet. Men hvor længe kan det få lov at blive ved?

Jesper Wung-Sungs skildring af livet som ung, dansk gymnasieelev virker meget realistisk. Dog synes jeg Jeppes erfaring med fester, alkohol og deslige måske er lidt for imponerende, hans alder taget i betragtning, (hvilket vil sige ikke særlig imponerende). Men både Jeppe og hans bedste ven Jack har også ting i bagagen, som de kæmper med, så det er ikke kun Cecilies sygdom, der er omdrejningspunkt for bogens handling. Bogen har en rigtig fin komposition, hvor Jeppes tanker og oplevelser om Cecilie bliver både belyst ud fra og varieret af hans tanker og oplevelser om sin familie, om sin store passion basketball og om sine venner, heriblandt Jack, der er kommet i lære som murer, og Smælle, som går på gymnasiet sammen med Jeppe.

Jeg tror næsten alle unge som Jeppe og Cecilie drømmer om at gøre nogle vilde ting. Jeppe og Cecilie befinder sig i en situation, hvor de rent faktisk har en undskyldning for at gøre noget ved drømmen. De tror på sig selv og hinanden. Det eneste, jeg ikke kan lade være med at stille spørgsmål ved er, om deres kærlighed virkelig er realistisk. Den virker nærmest ufejlbarlig. Og den kommer så inderligt til udtryk, at jeg har svært ved at tro på, at Jeppe og Cecilie kun er 16-17 år. Jeg havde i hvert fald ikke modet til at elske nogen så dybt, da jeg var på den alder. Men kærlighed er jo en meget individuel sag og har, som man siger, ingen alder. Jeppe og Cecilies kærlighed er i hvert fald smuk, og så integreret en del af historien, at jeg som læser alligevel ønsker at tro på den.

En - to - tre - NU! er en anderledes ungdomsbog end så mange andre. Den handler fx ikke om manglende selvtillid, at føle sig udenfor, at blive voksen, eller den første gang, hvilket ellers er meget gængse emner indenfor genren. Disse emner er selvfølgelig også vigtige at skrive bøger om. Men det er noget andet, denne bog vil, og det synes jeg er dejligt forfriskende. Overraskende nok er den heller ikke en bog, der handler særlig meget om kræft, i betragtning af at den ene hovedperson lider af denne sygdom. Den handler faktisk mere om basketball end kræft. Men den handler mest om forhold, både kæresteforhold og forhold til familie og venner. Og så handler den selvfølgelig også meget om, hvordan man reagerer, når man selv, eller én man elsker, er truet på livet af en smertefuld og nådesløs sygdom. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad Jeppe til syvende og sidst vælger at gøre med al den forfærdelige lykke og smerte, Cecilie volder ham. Og det synes jeg, bogen giver et rigtig godt svar på.

To ting, jeg oplevede som ekstra plus ved bogen var for det første dens lækre referencer til bl.a. filmen Hvide mænd kan ikke dunke. Denne basketballfilm er selvfølgelig Jeppes yndlingsfilm, og han refererer til flere forskellige scener fra den i løbet af sin fortælling. Heldigvis har jeg set filmen, og havde let ved at følge hans tanker om den. Jeg kan virkelig godt lide, når et værk refererer til andre værker. Det andet plus var at størstedelen af bogen foregår i Svendborg og Odense. Svendborg kender jeg efterhånden lidt, og Odense har været mit hjem i ti år, så det var meget nemt for mig at se scenerne for mig, når Jeppe fx får øje på Cecilie, der forsvinder ned ad en sidegade til gågaden, eller de slentrer gennem Brandts Passage og stopper op ved skulpturen af Kejserens nye klæder. Det gjorde læseoplevelsen endnu stærkere for mig, og det er ærgerligt at det ikke er alle læsere, der har mulighed for at opleve bogen på den måde.

Jeg er glad for, at jeg valgte at læse bogen først, og føler egentlig slet ikke længere noget behov for at se filmen - jeg er bange for, den bare vil ødelægge min oplevelse. Til Jesper Wung-Sung vil jeg sige: "Av! Men tak alligevel." Jeg kunne godt tænke mig at læse flere af hans bøger, og han er helt klart en forfatter, jeg vil lægge mere mærke til fremover.

Bonus-links:

  • I Kristeligt Dagblad har man i 2002 kunnet læse denne anmeldelse af En - to - tre - NU!, som jeg er meget enig i, og som også er bedre formuleret end ovenstående ;)
  • I denne YouTube video kan lytte til en smuk sang fra filmatiseringen, akkompagneret af stillbilleder fra filmen, der virkelighed udtrykker, hvor gribende denne historie er.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar