Begrænsningens kunst

For nylig var jeg til bogsalg på mit lokale bibliotek. Biblioteker afholder jævnligt bogsalg for at komme af med materialer der enten er blevet forældet, dvs. ikke længere udlånes ofte nok til at det kan betale sig at have dem stående, eller er blevet for slidte. Materialerne tages fra løbende, og giver plads til de nye bøger, som bibliotekarerne beslutter at bestille hjem.

Jeg har oplevet at nogle biblioteker sætter en fast pris pr. materiale, fx 5 kr. Men på mit bibliotek kan man fylde en hel bærepose for 20 kr. Det føles næsten som om, det er gratis, og det kan være svært at begrænse sig.

Begrænsningens kunst er én, jeg bestandig forsøger at lære mig selv, og på vej ned til biblioteket, sagde jeg til mig selv, at jeg skulle nøjes med at købe 3-4 bøger. Jeg havde også bestemt mig for særligt at kigge efter bøger, jeg ikke kendte i forvejen, altså at det skulle være en slags skattejagt. Og jeg ville hovedsagelig gå efter (litterære) romaner for voksne (kvinder).

Jeg havde hele formiddagen, og gav mig god tid til at kigge hver enkelt kasse grundigt igennem. Den første bog, jeg besluttede ikke at stille tilbage, hed Juttas år og var skrevet af Jette Kjærboe. Jeg valgte den, fordi den lod til at opfylde ovenstående kriterier, og fordi jeg godt kunne lide forsiden. Desuden var den i ret god stand.

Mens jeg gik videre fra kasse til kasse, følte jeg mig en lille smule splittet. De typiske biblioteksindbindinger er ikke just kønne, heller ikke selvom bogen ikke er slidt. Langt de fleste bøger, der udgives nu om dage, har jo rigtig flotte omslag, så det er da lidt ærgerligt, at det er nødvendigt at udstyre dem med en ensfarvet ryg og kedelige, ens, hvide bogstaver. bare fordi de skal være biblioteksbøger. Men det er der nok ikke så meget at gøre ved, med det slid, bøgerne skal kunne holde til.

Det fik mig bare til at tænke på, at hvis jeg nu fandt en bog, for eksempel en gammel klassiker, som jeg virkelig gerne ville eje, ville jeg mon så i virkeligheden hellere købe en ny, ubrugt udgave, end et slidt bibliotekseksemplar, selvom det ville være meget dyrere? Der var i hvert fald nogle bøger, som så interessante ud, men som jeg alligevel lod stå, fordi de var meget slidte. Det er ikke fordi, jeg ikke vil risikere at blive set med en slidt bog i hånden. Jeg går i høj grad ind for at genbruge bøger og bruge biblioteket. Men hvis jeg i virkeligheden er villig til at betale mere for en nyere/pænere/bedre udgave af en bestemt bog, hvorfor så ikke lade genbrugsbogen gå til en anden, der ikke har mulighed for det? Selvom det selvfølgelig er indholdet, der er det vigtigste, betyder bøgernes æstetik også noget for mig, og i dette tilfælde blev den et nyttigt middel i min kamp for at lære begrænsningens kunst.

Alligevel forlod jeg biblioteket med hele ti bøger - omregnet, 5 kg eller 28 hyldecentimeter nyt læsestof. Dette er, hvad jeg fik med i posen:

Zarens kurér og Rejsen til jordens indre af Jules Verne (1876 hhv. 1864)
En smule slidte, men ellers store og ret flotte udgaver af disse to science fiction-klassikere udgivet af Hernov i hhv. 1978 og 1977. Det, der i sidste ende fik mig til at lægge dem ned i posen, var de originale illustrationer. Jeg har for nogle år siden, på engelsk, læst Rejsen til jordens indre samt et par andre af Jules Vernes kendte klassikere med stor begejstring. Nu har jeg i hvert fald ingen undskyldning for ikke også at få læst Zarens kurér.

Mordet i Orientekspressen af Agatha Christie (1934)
Min mand er stor fan af Agatha Christie og har flere gange anbefalet mig at læse bl.a. ABC-mordene. Jeg er også meget fascineret af historien om Christie som person og forfatter. Derfor fandt denne lille bog også vej ned i posen, selv om forsideillustrationen ikke just tiltalte mig. Jeg har faktisk allerede læst den, siden jeg kom hjem fra bogsalget, og kunne rigtig godt lide den. Den var både sjov, spændende og overraskende, og jeg satte desuden pris på det gammeldags sprog.

Dommen og andre fortællinger af Franz Kafka (1935)
Da jeg, for vel snart ti år siden, i forbindelse med mine studier, læste Der Prozess, blev jeg øjeblikkelig fan af Kafka, selv på tysk, og det siger ikke så lidt. Denne bog var nok den mindst kønne i hele stakken, men jeg valgte den alligevel fordi jeg var bange for, den ikke længere ville kunne fås andre steder. Helt i laser er den heldigvis ikke, og også ret lille, så den er nem at have med i tasken.

Kaninbjerget af Richard Adams (1972)
Så vidt jeg husker er denne børnebogsklassiker en af min søsters yndlingsbøger. I hvert fald har hun engang sagt, at jeg bare skulle læse den - hvilket jeg ikke har fået gjort endnu. Her fandt jeg den imidlertid i en ret pæn udgave fra Gyldendals bogklub fra 1975. Faktisk ser den ikke ud til nogensinde at have været en biblioteksbog, men har tilsyneladende tilhørt en person ved navn Lars Rasmussen. Mystisk ... Wikipedia siger, at selvom denne roman er udgivet som børnebog, er der også noget at hente for voksne, og det er den slags børnebøger, jeg bedst kan lide.

Vindue uden udsigt af Jane Aamund (2011)
Jeg tror ikke, jeg har læst nogen bøger af Jane Aamund før, men det passer godt med mit ønske om at læse flere danske forfattere. Ligesom Juttas år, valgte jeg denne bog ud fra de kriterier, jeg havde sat op før jeg tog af sted til bogsalget. Bagsideteksten virkede rigtig interessant. Det lyder som om, den ud over at handle om livet som kvinde også berører et andet emne, som jeg synes er meget vigtigt, nemlig sociale ulighed. Det skader heller ikke, at den binder historie og nutid sammen. Glæder mig til at læse den!

Juttas år af Jette Kjærboe (2006)
Ud over de ting, jeg har nævnt ovenfor, valgte jeg denne bog, fordi den ifølge bagsideteksten foregår i Danmark under anden verdenskrig, med afstikkere til 1600-tallets Frankrig, Amerika i slutningen af 1800-tallet, samt Litauen under nazisternes magtovertagelse. Synsvinklen skifter mellem en masse forskellige karakterer fra kapitel til kapitel. Jeg håber, bogen viser sig at være et godt valg. Den ser ikke særlig slidt ud, hvilket tyder på, at den er blevet kasseret fra biblioteket, fordi den ikke er blevet lånt ud særlig ofte. Jeg håber ikke, det er fordi den er kedelig, men at den er en af de mange bøger, der bare ikke har fået den omtale, den fortjener.

The Heart of the Country af Fay Weldon (1987)
Igennem årene er jeg af og til stødt på kortere tekster af Fay Weldon i forbindelse med undervisning, og har ind imellem også hørt forfatteren omtalt meget positivt. Så da jeg faldt over denne bog, var det en chance for at stifte lidt bedre bekendtskab med hende, og så endda på originalsproget.

Skaberens kort af Emilio Calderon (2006)

Egentlig er dette en spionroman - en genre, jeg plejer at gå i en bue udenom, og stort set aldrig har beskæftiget mig med før. Det var derfor med en vis skepsis, at jeg, efter at have studeret bagsideteksten nøje, lagde denne bog ned i posen. Det, der overbeviste mig til sidst var, at der igen var tale om en bog, der foregår under krigen, på et bibliotek, at den også rummer en kærlighedshistorie, og at den er en hyldest til byen Rom. Så der kan jo ikke være spionage fra første til sidste side, vel? Desuden giver den mig mulighed for at krydse Italien af på min Reading The World-liste.

Egelykke og andre skuespil af Kaj Munk (1949)
I sommers var jeg sammen med nogle venner på en rundvisning i Kaj Munks præstegård i Vedersø i Vestjylland. Det var en stor oplevelse, hvor jeg blev en hel del klogere på en ret excentrisk dansk forfatter, der faktisk har skrevet rigtig meget. Jeg ved ikke, om dette er en bog, jeg kommer i gang med lige med det samme, men der sker jo heller ikke noget ved, at den får lov at stå i reolen et stykke tid.

Har du læst nogle af de ovennævnte bøger? Hvad synes du om spionromaner? Har du også svært ved at begrænse dig, når der er udsigt til næsten gratis bøger? Glæd en blogger ved at efterlade en kommentar, også hvis du bare vil sige hej :)