Forfatter: Julie Kagawa
Udgivelsesår: 2017
Genre: Fantasy/YA/Kærlighed
Forlag: HarperCollins Nordic
Antal sider: 335
Denne bog er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.
Tredje del af Talon-sagaen, Soldaterne, udkom i Danmark den 1. marts 2017. Serien, der er skrevet af amerikanske Julie Kagawa, omfatter i alt fem bind.
I Soldaterne kommer vi igen i selskab med de kendte hovedpersoner fra bind et og to, Ember, Riley, Dante og Garret. De befinder sig stadig midt i den århundreder gamle, skjulte krig mellem dragernes magtsyge organisation Talon og dens modstandere, den retskafne Sankt Georgs Orden, der består af menneskelige soldater. Midt i kampens hede er Ember stadig i tvivl om hvorvidt hun føler sig mest som drage eller mest som menneske - og har svært ved at gennemskue, hvad det betyder for hendes forhold til Garret og Riley, der begge er forelsket i hende. Samtidig følger vi Dantes vej op gennem rækkerne i Talon. Men I denne bog melder en ny spiller sig også på banen i det hæsblæsende kapløb på tid og taktik, nemlig den asiatiske drage Jade. Og grufulde hemmeligheder fra både Garrets og Dante og Embers fortid dukker op til overfladen.
Forestil dig en historie om drager, der kan forvandle sig til mennesker, og i hemmelighed har levet side om side med os i århundreder. Lige her midt i vores moderne samfund. Fedt ikke? Denne grundlæggende ide synes jeg er noget af det bedste ved Talon-sagaen, og dermed også denne bog. Drager, der forvandles til mennesker har vi set flere vellykkede eksempler på i litteratur og film, fx Eustace i Narnia og Haku i Chihiro og heksene. Men i Talon-sagaen møder vi altså fænomenet i en helt anden skala, og det er godt fundet på.
Soldaterne rammer, ligesom de foregående bind i serien, målgruppen godt. Det gælder både de temaer, historien berører, såsom forelskelse, identitet og selvstændighed, samt personernes sprog og væremåde. Og selvom det klassiske trekantsdrama fylder forholdsvis meget i historien, synes jeg der var passende langt imellem scener med kys og kram, så det blev ikke for meget af det gode. Der er også tale om forholdsvis uskyldige kys og kram, som alle kan være med på.
Desværre har jeg nok mere negativt end positivt at sige om bogens sprog og komposition. Jeg oplevede gennemgående sproget som temmelig stift og klodset, og stort set uden variationer, sproglige billeder, eller andre ting, der normalt gør en bog lækker og interessant at læse. Mange steder skinner den originale, engelske grammatik så meget igennem, at læseren nærmest selv skal gøre halvdelen af oversættelsesarbejdet. Dog er det blevet bedre i forhold til bind et og to, hvor jeg ind imellem havde lyst til at kaste bogen fra mig i frustration over antallet af grammatiske fejl. Men her i bind tre er der stadig en hel del stavefejl og grammatiske uskønheder. Og det synes jeg, er et problem, for hvordan skal unge udvikle et godt sprog, hvis ikke de møder det i de bøger, de læser? Det er ikke nemt at være forlag i Danmark, det ved jeg godt. Der skal sælges rigtig mange bøger, for at tingene kan løbe rundt. Alligevel synes jeg, det er at skyde sig selv i foden at sende bøger på gaden, der er ikke er bedre redigeret og korrekturlæst, end Talon-sagaen. For ganske vist kan det holde udsalgsprisen nede, hvor teenagere og studerende kan være med, men det gør bogen til en blandet fornøjelse at læse, og en del af målgruppen er måske ikke engang opmærksom på problemet, og ved ikke, hvad de bliver snydt for.
Julie Kagawa er 3-5 måneder om at skrive en bog. Jeg ville ønske, hun var villig til at bruge 6-10 måneder, og dermed få tid til at gøre noget ud af den sproglige del. Det er selvfølgelig klart at noget af originalsprogets skønhed let går tabt, når der skal oversættes, men jeg tror ikke kun, det er det, der er problemet her.
Hvad angår bogens komposition, så er den delt op i kapitler, hvor de fire hovedpersoner på skift får lov at agere jeg-fortællere. En af udfordringerne med at have flere jeg-fortællere er, at gøre hver fortællers stemme så individuel, at de let kan skelnes fra hinanden, især når de geografisk opholder sig på samme sted. Det er ikke helt lykkedes for Kagawa her i Soldaterne. Det skete ofte at jeg kort efter et kapitelskift måtte bladre tilbage og tjekke, hvis hoved jeg var inde i lige nu. Det samme gjorde sig gældende i bind et og to. Med Talon-sagaen er det dog også første gang, Kagawa forsøger sig med flere fortælleperspektiver, så vi kan jo håbe, hun bliver bedre til det med tiden. Jeg har heldigvis set værre tilfælde.
Historien har på en måde tre forskellige gear, den bevæger sig fremad i. Der er et gear der hedder action, et der hedder spænding, og et der hedder i-tvivl-om-følelser. Ud over nogle spredte flashbacks, der giver baggrundsinformation, bevæger historien sig næsten kun rundt i disse tre gear. Der er sparet på beskrivelserne. Det giver en følelse af, at tingene gentager sig og karakterernes tanker kører i ring, og det bliver noget ensformigt og langtrukkent, før vi når til det sidste store opgør allerbagerst i bogen. Især kunne personernes indre, følelsesmæssige konflikter godt gøres en del kortere, uden noget væsentligt gik tabt. For at bryde ensformigheden kunne forfatteren også godt have brugt flere ord på at udfolde noget af al den skønne lore, der ligger bag dragerne som mytologisk væsen. Det er noget, der meget kort dukker op hist og pist i historien, for så blot at blive trumfet igen af action- og spændingsmomenterne, og det er jo lidt ærgerligt.
Men tilbage til nogle af de ting, Soldaterne faktisk gør rigtig godt. Action- og kampscenerne er vellykkede. Desuden har Kagawa i organisationen Talon skabt en skurk, der både er hjerteløs, ond, magtfuld og ikke mindst mystisk. Det mest skræmmende ved dem er, at vi endnu aldrig rigtigt har fået at se, hvor langt deres magt rækker - men det er langt. Og i dette bind fremstår Talon lige så mastodontiske og nådesløse som altid, samtidig med at Rileys undergrund blot synes mere og mere sårbar. Det er en gribende kamp mellem David og Goliat.
Desuden har jeg lige fra begyndelsen været begejstret for bøgernes evne til at belyse en konflikt fra flere vinkler. Vi ser tingene både fra dragernes og Sankt Georgs Ordenens synspunkt, og begge parter har deres egne bevæggrunde og tror selv, de gør det rigtige. Historien viser også, hvordan splittelser mellem grupper ofte er baseret på usande og unuancerede billeder, parterne har dannet sig af hinanden.
Talons ekstreme magtsyge, uigennemsigtighed og trang til at udføre tankekontrol såvel som etisk uforsvarlige eksperimenter på deres egen race, ledte mine tanker hen på situationen i Nordkorea, en situation, jeg vil betegne som en af verdens absolut største kriser i nyere tid. Det er rigtig fint at bogen tager sådanne dilemmaer op, og det bliver spændende at se, om serien har noget videre at sige om dem i de kommende to bøger.
Kan du lide action og spænding skal du også nok få dit behov dækket i Soldaterne. For selvom der var afsnit, jeg fandt langtrukne, var der stadig den overordnede spænding, som holdt mig fangen indtil sidste side. Hvis jeg skulle karakterisere bogen med ét ord, ville jeg nok vælge "spænding." For Kagawa forstår virkelig at opbygge og vedligeholde spænding. Desværre til en grad, så spændingsknappen bliver trykket helt i bund, mens visse andre knapper nærmest forbliver urørte.
Da jeg hørte Julie Kagawa tale om sine bøger sidste år, oplevede jeg hende som utrolig inspirerende, og jeg syntes, hun havde rigtig mange fornuftige ting at sige i diskussionen om YA fantasy-genren. Derfor havde jeg måske forventet lidt mere af Talon-sagaen, end hvad jeg fandt. Samlet set er min vurdering, at: 1) bøgerne sprogligt ikke har meget at byde på, 2) Plottet og historien er okay, men ikke noget ud over det sædvanlige, og 3) de vigtige temaer drukner hurtigt i mere underholdende elementer som kærlighed og spænding.
Hvis du vil læse denne bog, så skal du gøre det mest for underholdningens skyld. Det er i hvert fald ikke en bog, der rigtigt rørte mig eller satte nogen tanker i gang hos mig. Og så vil jeg nok anbefale at læse serien på engelsk, hvis det er en mulighed for dig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar