Viser opslag med etiketten læsemål. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten læsemål. Vis alle opslag

torsdag den 15. februar 2018

Læsemål 2018

På mange måder vil mine læsemål for dette år være en naturlig fortsættelse af mine læsemål for det forgangne år. Nogle af de mål, jeg ikke fik opfyldt i 2017 vil jeg fortsat holde fast i, måske i en lidt anden form, andre vælger jeg helt at opgive, fordi de ikke virker så relevante for mig mere.

Fra min bullet journal

I 2018 vil jeg:
  • Læse mindst 25 bøger i alt
  • Læse mindst to Pulitzer-vindere
  • Læse mindst to science fiction-klassikere
  • Læse mindst to bøger, der handler om noget i den virkelige verden
  • Læse flere bøger for voksne end sidste år (dvs. mere end 8)
  • Læse mindst én bog fra hvert kontinent i verden (ifm. Reading the World-udfordringen)
  • Læse mindst én biografi
  • Nedbringe antallet af ulæste bøger i min reol så meget som muligt (Jeg har i dag for første gang nogensinde talt hvor mange der faktisk er - ikke medregnet diverse opslagsbøger og lignende - og resultatet var et chokerende 94 styks. Dog kan jeg se, hvis jeg skal være ærlig overfor mig selv, at der nok er en del, jeg aldrig vil få læst. Så måske skulle jeg begynde med at sortere ud med hård hånd, og så tage den derfra)
Jeg har ikke noget mål for, hvor mange børne-, YA- og fantasybøger, jeg agter at læse. De plejer at komme i overflod helt af sig selv!

Desuden vælger jeg officielt at droppe indlægsserien TBR-liste #. Jeg synes det er lidt fjollet at lave disse indlæg, for det første fordi jeg sjældent holder mig 100% til de TBR-lister, jeg laver, og for det andet fordi jeg ofte gentager mig selv fra indlæg til indlæg. Derfor vil jeg nu nøjes med at lave jævnlige opsamlinger, hvor jeg jo også sagtens kan fortælle om, hvorfor jeg valgte de pågældende bøger.

Kan du lide at sætte dig læsemål? Plejer du at opnå dem eller ej? Læg gerne en kommentar herunder, så jeg kan se, du har været forbi :)

søndag den 11. februar 2018

Tilbageblik på læseåret 2017


Endnu et år er gået, og det har budt på mange gode og nogle få mindre gode læseoplevelser. I dette indlæg vil jeg tage et kig på min statistik fra goodreads, supplere den lidt med min egen statistik, og til sidst se på, hvor mange af mine læsemål for 2017, jeg fik opfyldt (jeg har på fornemmelsen, at det langt fra er dem alle sammen!).

Goodreads statistik for 2017
Her er et direkte link til statistikken samt listen over alle de læste bøger på goodreads, hvis du vil have alle detaljer med. Ellers opsummerer jeg de vigtigste punkter her:

Jeg har læst 31 bøger (ud af et mål på 20), hvilke er løbet op i 9.549 sider. Det er jeg godt tilfreds med.

Den korteste bog var Esben af Knud Erik Pedersen (95 sider), den længste var Harry Potter and the Order of the Phoenix (766 sider).

Den mest populære bog, jeg har læst, er Harry Potter and the Philosopher's Stone (læst af 5.976.958 andre mennesker), den mindst populære var Sommersonater af Bodil Sangill (læst af 0 andre mennesker - ifølge goodreads - det er jeg nu ret sikker på ikke er sandt).

Min egen statistik for 2017
Jeg har læst 11 bøger af mandlige forfattere, og 22 bøger af kvindelige forfattere. Hov, siger den opmærksomme læser. Det giver da mere end 31 bøger i alt! Ja, men det er fordi, jeg har læst to bøger, som var skrevet af mandlige og kvindelige forfattere i fællesskab, (Gemina og Let it Snow). Jeg har slet ikke tænkt over forfatterens køn i de øjeblikke, hvor jeg har valgt at læse bøgerne. Men jeg er egentlig ikke så overrasket over, at fordelingen er blevet som den er blevet. Som kvinde er det nok ikke så mærkeligt at jeg læser lidt flere bøger af kvindelige forfattere. Men jeg holder altså også meget af at læse bøger af mandlige forfattere, og synes faktisk det er vigtigt at læse bøger skrevet af begge køn - ligesom jeg synes det er vigtigt at læse bøger af mennesker fra forskellige kulturer osv. Måske skulle jeg skrive et indlæg, engang, om, hvordan jeg oplever forskellen mellem mandlige og kvindelige forfattere. Hvis du har gjort dig nogen tanker om emnet, må du meget gerne lægge en kommentar herunder.

Jeg har læst 19 bøger, som jeg syntes var fantastiske, 9 som jeg syntes var rigtig gode, og 2 som jeg syntes var okay. Jeg må være god til at vælge bøger!

Jeg har læst 17 bøger på dansk og 14 bøger på engelsk. Denne fordeling er jeg også meget godt tilfreds med. Jeg vil gerne udvikle mit modersmål samtidig med at jeg vedligeholder et højt niveau på engelsk, og i begge sammenhænge er læsning jo en nøgleaktivitet.

Jeg har læst 10 bøger udgivet i Danmark, 8 bøger udgivet i USA, 12 bøger udgivet i England og 1 bog udgivet i Holland. Faktisk er jeg lidt skuffet over, at jeg ikke har læst bøger fra mere end fire lande på et år. Det burde jeg kunne gøre bedre.

Jeg har læst 15 børnebøger, 7 young adult-bøger og 9 voksenbøger. Ved første øjekast syntes jeg, der var en voldsom overvægt af børnebøger, men så kom jeg til at tænke på, at de fleste af dem er serier, og mange af dem ikke var særlig lange, fx Esben-bøgerne og Silas-bøgerne. Desuden har jeg talt alle Harry Potter-bøgerne som børnebøger, selvom man sagtens kunne argumentere for, at de 2-3 sidste i den serie hører til YA-genren.

Sidst men ikke mindst kommer fordelingen af medier. Jeg har læst 26 papirbøger, 2 e-bøger og 3 lydbøger. Tidligere var jeg meget glad for e-bøger, som jeg læste på min Kindle, men som tallene viser, foretrækker jeg for tiden "rigtige" bøger. Jeg er ret overrasket over, at jeg har hørt hele 3 lydbøger sidste år. Det må være en personlig rekord. Den ene af dem (Moln - jorden husker) var nu også rent faktisk en papirbog, men eftersom min mand læste den højt for mig, syntes jeg det gav bedst mening at tælle den som en lydbog. Det gode ved lydbøger er, at man kan lave noget andet samtidig (fx strikke), men bortset fra det, synes jeg altså ikke, de er særligt praktiske. Hvis man falder i søvn, hvilket er ekstremt sandsynligt for mit vedkommende, er det svært at finde tilbage til, hvor man var, og man kan ikke selv bestemme læsehastigheden, eller læse en sætning to gange, eller strege et citat under. Det er heller ikke altid at oplæseren fx lægger trykket i sætningerne samme sted, som jeg ville have gjort. Sådan noget kan godt gå mig på nerverne.

Opfyldelse af læsemål for 2017
  • Genlæse hele Harry Potter-serien (på engelsk)
    Dette mål har jeg nået - og hvor var det dog en skøn oplevelse!
  • Genlæse Jane Eyre af Charlotte Brontë på (engelsk)
    Dette mål har jeg ikke nået. Dog har jeg genlæst Pride and Prejudice (Stolthed og fordom), som også er en bog fra den romantiske periode i England, som jeg holder meget af.
  • Læse flere gamle klassikere end sidste år
    I 2016 læste jeg højst 3 bøger som kan betegnes klassikere, og i 2017 er det kommet op på 4, så dette mål er lige akkurat opnået.
     
  • Læse færre bøger inden for YA-fantasy end sidste år
    2016: 8 YA-fantasybøger (og 7 andre YA-bøger).
    2017: 4 YA-fantasybøger (og 3 andre YA-bøger).
    Jeg tror egentlig mit mål var generelt at læse færre YA-bøger, og det har jeg i hvert fald opnået.
  • Læse nogle "almindelige" romaner
    Jeg har læst 4 bøger, som jeg vil betegne "almindelige" romaner (YA-bøger ikke medregnet), og det er jeg godt tilfreds med. Mål opnået!
  • Læse mindst to science-fiction-klassikere
    Jeg satte dette mål fordi jeg gerne vil lære Sci-Fi-genren bedre at kende. Desværre har jeg kun fået læst én Sci-Fi-bog, og det var en helt ny udgivelse (Gemina). Ikke opnået.
  • Læse mindst to Pulitzer-vindere
    Antal: 0. Ikke opnået.
  • Læse mindst fem bøger fra min reol, som jeg aldrig har læst før
    Antal læst: 10. Mål opnået!
  • Læse mindst tre bøger inden for genren historisk fiktion
    Antal: 1? Ikke opnået.
  • Få en god start på udfordringen "Reading the World." En god start vil for mig være at læse mellem 5 og 10 bøger, fra lige så mange lande, gerne fordelt på mindst 3 kontinenter.
    Jeg har læst bøger fra 4 lande og 2 kontinenter. Faktisk må jeg indrømme, at jeg ikke har skænket "Reading the World" særlig mange tanker i løbet af året. Så derfor: ikke opnået. Men jeg ser det som et livslangt projekt, og har på ingen måde i sinde at opgive det. 2017 var nok bare ikke det rigtige tidspunkt.
Sådan har 2017 i bøger altså set ud for mig, og jeg synes alt i alt at det har været et godt læseår. Det generer mig ikke så meget at jeg ikke fik opfyldt alle mine læsemål. De var alligevel ret ambitiøse. Jeg har selvfølgelig allerede nogle ideer til, hvad jeg vil have som mål for 2018, så det kommer der nok et indlæg om inden længe.

Jeg håber også, du har haft et godt læseår. Og hvis du er kommet hertil uden at miste interessen, fortjener du en medalje! Glem ikke at lægge en kommentar og fortæl mig, hvordan du oplever forskellen på at læse mandlige og kvindelige forfattere. Hvad er de forskellige køn gode til, hver for sig? Hvad karakteriserer deres måde at skrive på?

søndag den 8. januar 2017

Læsemål for 2017

Hvordan skal min læsning udvikle sig i det år, der står foran os? I hvilken retning ønsker jeg, bøgerne skal bevæge mig hen? Dette har jeg især tænkt over i tiden mellem jul og nytår, hvor jeg også gjorde status for min læsning i det forgangne år.

Mit mest konkrete læsemål for 2017 er at genlæse nogle gamle favoritter, nemlig Harry Potter-serien af J.K. Rowling og Jane Eyre af Charlotte Brontë. Begge vil jeg læse på engelsk.


Desuden har jeg nogle lidt mere løse mål, der ikke drejer sig om nogen bestemte bøger, men om at fokusere på bestemte kategorier af bøger. I 2017 agter jeg således at skrue ned for YA-fantasy og op for gamle klassikere og "almindelige" romaner. Det kunne også være spændende at læse et par science-fiction-klassikere og nogle Pulitzer-vindere. Og selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig at få læst nogle af de bøger, der står i reolen, som jeg bare aldrig er nået til. Jeg agter også at blive ved med at læse noget historisk fiktion. Heldigvis kan nogle af alle disse mål jo kombineres.

De kvikke vil muligvis bemærke, at der er kommet en ny fane i bloggens menu med titlen Læsemål. Jeg har nemlig tilføjet en ny, fast side til bloggen, hvor jeg har planer om at samle de mere generelle af mine læsemål, som ikke kan rummes i en almindelig TBR-liste, såsom ovennævnte mål for 2017 og et nyt og meget, meget stort og uoverskueligt projekt, jeg også har besluttet at kaste mig ud i, i år, nemlig Reading the World. Dette projekt går i al sin enkelthed ud på at læse mindst én bog fra hvert eneste land i verden, og vil selvsagt komme til at tage mig betydeligt længere tid end et enkelt år. Hop over på Læsemål for at læse mere om det.

Sidste mål for min læsning i 2017 må være at få en god start på Reading the World. En god start vil for mig være at læse mellem 5 og 10 bøger fra lige så mange lande, gerne fordelt på mindst 3 kontinenter.

Ønsk mig held og lykke :)

mandag den 26. december 2016

Mit 2016 i bøger

Noget, som jeg synes er ret sjovt ved at have en profil på hjemmesiden goodreads.com er, sidst på året, at få tilsendt en oversigt med forskellige statistikker af hvad og hvor meget, jeg har læst det forgange år. Hvis du vil, kan du se min statistik direkte ved at klikke her. Nedenfor vil jeg gengive de vigtigste elementer og knytte et par kommentarer til.

Et af årets boglige højdepunkter: At møde YA-forfatteren Julie Kagawa.

Samlet set er jeg gevaldigt tilfreds med læseåret 2016. Jeg har læst mange flere bøger i år end jeg har gjort i mange år bagud. Det kan jeg takke denne blog for, for den har været et fantastisk instrument til at fastholde min opmærksomhed på bøgerne. Jeg har også fået mulighed for at møde en masse spændende forfattere, hvilket bare har været helt fantastisk og inspirerende.

Antal læste bøger: 42
Antal læste sider: 14.334
Mit mål for antal læste bøger i år var 20. Sammenlignet med sidste år, hvor jeg kun læste 16 bøger, er det tydeligt at det er gået langt over forventning med at give læsningen mere plads i hverdagen. Jeg tror dog ikke umiddelbart at jeg vil sætte mit læsemål for 2017 højere end jeg gjorde i år. 20 bøger på et år er stadig godt nok for mig - hvad jeg når derudover er blot til fryd og glæde.

Korteste bog: Dangerous Games af Teri Terry (82 sider)
Længste bog: Vi, de druknede af Carsten Jensen (693 sider)
Gennemsnitlig længde: 350 sider

Mest populære bog: To Kill a Mockingbird af Harper Lee

Min gennemsnitlige bedømmelse: 4,2 (ud af 5 stjerner)
Jeg har af natur ikke nemt ved at kritisere, og har nok især i første halvdel af året været lidt rundhåndet med stjernerne. Men jeg synes, jeg er ved at blive bedre til at give en konstruktiv men retfærdig kritik af de bøger, jeg læser.

De bedste bøger, jeg har læst i 2016:
Dette er selvsagt ikke en del af min statistik på goodreads - jeg vil bare gerne fortælle jer, hvilke bøger/serier, der har gjort allerstørst indtryk på mig i det forgangne år. Dem med links har jeg anmeldt her på bloggen, og du kan selvfølgelig klikke og læse anmeldelsen.

Opsamling på generelle læsemål
Sidste år omkring denne tid skrev jeg et indlæg om mine overordnede læsemål for 2016. Jeg skrev blandt andet at jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til at læse mere "voksne" og "litterære" bøger. Dem har der da også været nogle stykker af (3 for at være mere præcis), men ikke helt nok (jeg bliver ved med at falde over spændende YA-fantasybøger jeg bare liiiige skal have læst).

Jeg skrev også, at jeg håbede på at få læst en eller to "vigtige" bøger om et aktuelt emne. Det mål vil jeg sige jeg fik opfyldt, da jeg læste Astrid Lindgrens krigsdagbøger. Anden Verdenskrig er jo et evigt aktuelt emne, og bogen var netop ganske "vigtig." Du kan evt. se min anmeldelse, hvis du vil vide mere om, hvad jeg mener med det.

Og så skrev jeg, at jeg gerne ville udforske genrerne science fiction, historisk fiktion og klassikere noget mere. Det er nok også et af de mål, jeg aldrig helt vil synes, jeg bliver færdig med. Alle tre genrer er heldigvis repræsenteret på min goodreads-oversigt, med historisk fiktion som den bedst repræsenterede (5 stk) og klassikere som den dårligst repræsenterede (2 stk). Men der hersker ikke nogen tvivl om, at fantasy stadig er den genre, jeg har allermest hang til, idet 24 af de 42 læste bøger var fantasybøger.

Bloggen er fyldt 1 år
Faktisk har denne blog også i midten af måneden kunnet fejre 1-års fødselsdag. Det er jeg bare så glad for og stolt af. Dog vælger jeg ikke at gøre noget stort nummer ud af det fordi 1) Jeg har ikke særlig meget tid til at blogge lige for tiden, og 2) Det er ikke særlig længe siden, jeg sidst holdt en giveaway, hvilket er den mest oplagte måde at fejre blog-fødselsdag på, synes jeg. Så derfor nøjes jeg bare med at sige: Hip-hip-hurra!!! Og tak til alle jer, der har læst med i løbet af dette første år. Jeg håber, I bliver hængende et år til <3

lørdag den 2. januar 2016

Tilbageblik på 2015 og læsemål for 2016 (TBR fokus #1)

Nu, hvor det nye år allerede er over os, er det på sin plads at se tilbage på det år, der er gået, og frem til det, der venter forude.

Som nogle af jer sikkert ved, har hjemmesiden goodreads.com en funktion, der giver dig mulighed for at udfordre dig selv til at læse et bestemt antal bøger i løbet af det indeværende år. På et hvilket som helst tidspunkt på året kan du så se, hvor langt foran eller bagud du er i forhold til at nå det mål, du har sat dig.

Som det fremgår af min goodreads side, har jeg ikke nået det mål, som jeg satte mig for i 2015, nemlig 20 bøger. Faktisk har jeg kun nået at læse 16, hvilket i mine egne ører lyder af forsvindende lidt. Heldigvis er jeg rigtig glad for, at det netop blev de 16 bøger, jeg fik læst. De var nemlig alle gode læseoplevelser, og faktisk har jeg svært ved at vælge årets bedste bog. Dog må jeg sige, at Bogtyven af Markus Zusak var et særdeles godt bekendtskab. Det samme var Flavia de Luce og drengen i galgen af Alan Bradley og En flænge i himlen af John Green (selvom den alligevel ikke kunne måle sig med Gåden om Alaska, som jeg læste forrige år. (Begge på engelsk)). Desuden havde jeg et glædeligt gensyn med Beka Cooper i de to første bind af Tamora Pierce’s trilogi af samme navn, som er nogle af mine absolut yndlings fantasy bøger.


At starte en bogblog er jo et ret stort læserelateret projekt i sig selv, så derfor vil jeg være forsigtig med, hvilke læsemål jeg yderligere sætter mig for 2016. Dog har jeg det helt generelle mål at prioritere læsning højere, så jeg er tryg ved at bibeholde målet for antal læste bøger på 20, og håber måske også på at kunne skyde et stykke over. Men jeg ønsker ikke at presse mig selv; det skal være læseglæden, der driver værket, ikke pligtfølelsen :)

I løbet af de sidste 1-2 år har jeg, hver gang, jeg har hørt om en bog, jeg syntes lød interessant, søgt efter den på goodreads.com og sat den på min TBR. Og selv om der kun har været 3-4 booktubere, jeg har fulgt fast, er det blevet til en enormt lang TBR. Den virker praktisk talt endeløs. Derfor vil jeg nu forsøge at lave en liste på bare 10 bøger, som jeg kan fokusere på i den nærmeste fremtid.

I 2016 ønsker jeg fortsat at udfordre mig selv til at læse lidt flere “voksne” og “litterære” bøger end jeg har gjort hidtil. Jeg kunne også godt tænke mig at finde tid til en eller to “vigtige” bøger om et aktuelt emne (i stil med Uden dig er der intet os, som jeg allerede har anmeldt her på bloggen). Samtidig vil jeg gerne udforske genrerne science fiction, historisk fiktion og klassikere mere. Og selvfølgelig er der stadig en masse spændende bøger indenfor fantasy (min mest velkendte genre), der byder sig til. Jeg er allerede i gang med Haidi Wigger Klaris’ serie Dæmonherskerens arving, og kunne godt tænke mig at prøve kræfter med Louise Haibergs Dæmondræberen og Kenneth Bøgh Andersens Den store djævlekrig, fordi det var de forfattere, jeg mødte på Bookeaters Convention. Så er der jo også de bøger, jeg fik i julegave, og dem, der i forvejen har stået længe og ventet i reolen.

Alt i alt kunne listen over mine første ti fokus-bøger se sådan ud:

  • Vi, de druknede af Carsten Jensen (voksen/litterær)
  • Da Vinci’s Tiger af L. M. Elliott (ungdom/historisk)
  • Alt det lys, vi ikke ser af Anthony Doerr (historisk)
  • Mind Games af Teri Terry (ungdom/sci-fi)
  • Skæbnens kald af Haidi Wigger Klaris (ungdom/fantasy)
  • Dæmondræberen af Louise Haiberg (fantasy)
  • Djævelens lærling af Kenneth Bøgh Andersen (børn/fantasy)
  • Mastiff af Tamora Pierce (fantasy)
  • Mårbacka af Selma Lagerlöf (biografi/erindring)
  • Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee (klassiker)

Når jeg har læst halvdelen af bøgerne på denne liste, vil jeg give mig selv lov til at ryste posen, som man siger, og lave en ny fokusliste med ti titler, hvor de ulæste fra forrige liste kan gå igen eller blive sorteret fra, alt efter, hvad jeg har lyst til på det pågældende tidspunkt.

Hvordan håndterer du en endeløs TBR? Hvilke læsemål har du for 2016? Skriv meget gerne en kommentar herunder, og fortæl!