"Vi, de druknede" af Carsten Jensen

Forfatter: Carsten Jensen
Udgivelsesår: 2006
Genre: Slægtsroman/historisk roman
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 693

“Ingen syntes at bemærke, at her gik der en overlevende rundt på dækket.” Citat side 479.

Vi, de druknede af Carsten Jensen er en slags slægtsroman, men den handler ikke så meget om en enkelt slægt, som den handler om en hel by, nemlig Marstal på Ærø. Bogen skildrer historiens gang i Marstal og verden fra Treårskrigen i 1848 til 2. Verdenskrig i 1945. Men det historiske element opfattede jeg egentlig kun som en bagvedliggende kulisse. De forskellige karakterers oplevelser og personlige kampe er det, der udgør bogens egentlige handling.

Bogen lå et stykke udenfor min såkaldte comfort zone, og føltes lidt som et maraton for mig at komme igennem. Jeg fik den i julegave, og én af grundene til, at jeg gik i gang med at læse den så hurtigt var nok, at jeg var bange for, at den ville komme til at stå på reolen og true med sine snart syv hundrede sider, og jeg aldrig ville få taget den ned igen. Med en vis mistanke om, at der er sider ved bogen, jeg muligvis ikke har forstået, kaster jeg mig alligevel ud i at skrive en anmeldelse.

Bogens gennemgående tema er søfart - et tema, forfatteren formåede at gøre fascinerende for mig, uden at jeg havde nogen særlig forhåndsviden. Hvad yderligere angår indholdet, bød bogen dog især i indledningen og første del på ting, jeg hurtigt kunne få for meget af, fx mennesker, der bliver skudt til smadder af kanonkugler, og en sadistisk skolelærer, der straks ledte tankerne hen på lektor Blomme. Men senere, da bogens egentlige hovedperson, Albert, tager ud på en årelang jordomsejling for at finde sin far, syntes jeg alligevel, bogen begyndte at blive ret spændende. Albert kommer i hvert fald ud på eventyr så utrolige, som kun den mest garvede søulk kan fortælle dem. Det var også interessant at se, hvordan bogen havde et meget internationalt perspektiv i og med at sømændene kom hele verden rundt, men at Marstal alligevel altid stod som beretningens centrum.

Bogens fortæller er lidt speciel, og egentlig ikke særlig gennemført, men dog effektiv. Hovedsageligt er fortælleren bundet til den person, læseren følger på det pågældende tidspunkt. Fra tid til anden river den sig så løs og udgøres i stedet af et stort, kollektivt “vi,” som aldrig bliver hundrede procent præciseret, men må antages at være indbyggerne i Marstal, både dem, der spiller en rolle i historien og dem, læseren aldrig hører om.

Selvom jeg personligt har blandede følelser om denne bog, skal der dog ikke herske tvivl om, at den virkelig er godt skrevet. Sproget er levende, originalt og flydende. Det fængede, så jeg bevarede koncentrationen, også gennem de passager, hvor fortælletempoet var helt nede i den lave ende, hvilket det var, størstedelen af tiden. En sjælden gang imellem syntes jeg, sproget var en lille smule for højtideligt, men det kom jeg over, fordi det for det meste bare var enormt rammende og ... ja, godt. Bogen er også bygget rigtig godt op, og læseren bliver ført sikkert igennem historien og dens store persongalleri som en kaptajn, der fører sit skib behændigt gennem et vanskeligt farvand.

Vi, de druknede er en bog, der stiller nogle eksistentielle spørgsmål, og hvor vi kommer meget dybt ind i mange forskellige både velfungerende og mindre velfungerende personer, både børn, voksne, gamle. Der er virkelig gjort noget ud af at skabe realistiske karakterer med plads til både det gode og det onde i mennesket. Nogle gange dog nok mest det onde, hvilket lyder mere deprimerende, end det egentlig er.

Vi, de druknede har fået mig til at tænke mange tanker, hvilket må være et plus i sig selv. Bl.a. har jeg tænkt meget over, om jeg var tilfreds med slutningen, og ikke mindst hvad bogen egentlig ville sige. Jeg er kommet frem til, at jeg delvist er tilfreds med slutningen, men om bogen har et samlet udsagn ved jeg ærligt talt ikke (endnu).

“Når alt kommer til alt, er der ingen, der kender hinanden.” Citat side 385.

At bedømme bøger

Indtil videre har jeg undladt at tildele de bøger, jeg har anmeldt her på bloggen, et vist antal stjerner/hjerter. At sammenfatte sin bedømmelse i den form for karaktergivning er ellers en udbredt praksis indenfor boganmeldelse, så hvorfor har jeg ikke gjort det? Jo, for det første har jeg endnu ikke taget mig tid til at udforme selve grafikken, der kræves, og er også lidt usikker på, hvordan jeg skal gribe det an. For det andet kunne jeg jo benytte muligheden for at finde ud af, om det kunne lade sig gøre at skrive anmeldelser uden. For selvom jeg har dannet mig en mening om en bog, synes jeg faktisk, det kan være enormt svært at beslutte om den skal have tre, fire eller fem stjerner, og endnu sværere at begrunde hvorfor.

For der kan jo være så mange grunde til, at jeg kan lide, eller ikke lide en bog. Selvom en bog måske ikke sprogligt eller litterært set er noget særligt, kan noget ved plottet eller karaktererne røre mig dybt. I andre tilfælde er det netop sproget eller den måde, historien er skrevet, som imponerer mig. Måske spiller forfatterens baggrund ind på en betydningsfuld måde. Måske er en bog objektivt set et fantastisk værk, men rammer alligevel forbi mig som læser, fordi jeg ikke lige var i den rigtige målgruppe. Så når jeg skal tage hensyn til alle disse forskellige forhold, hvordan er det så lige, de fem stjerner skal fordeles?

Jeg føler, at stjernerne i virkeligheden er en grov, uretfærdig og arbitrær forenkling af min oplevelse af det, at læse et bog. De siger i hvert fald ingenting, hvis ikke ordene i min anmeldelse forklarer, hvad de er tildelt for. Og er stjernerne så i sidste ende nødvendige? Det eneste argument, jeg kan komme i tanke om, for at bruge stjernerne er, at de ser flotte ud, og at de giver læseren en hurtig indgang til anmeldelsen. Han/hun kan med det samme se, om anmeldelsen er positiv eller negativ. Samtidig giver det også mulighed for at dømme, ikke bare bogen, men også min anmeldelse, på forhånd.

Min konklusion er nok, at jeg sagtens selv kan undvære stjerner i mine anmeldelser. Hvis det viser sig at nogen af mine læsere savner dem, kan jeg jo tage sagen op til revision :) Har du tanker eller erfaringer vedrørende dette emne, så skriv endelig en kommentar til mig herunder eller på instagram.

PS. Jeg er i gang med at læse Vi, de druknede. De 700 sider virkede så afskrækkende, at jeg tænkte, jeg hellere måtte tage hul på den med det samme. Ellers fik jeg det nok aldrig gjort! Jeg er nu knap halvvejs, og endnu ikke klar til rigtig at sige noget om den.

Hvilke bøger gav/fik jeg i julegave?

Noget af det, jeg holder allermest af ved julen er at give gaver til dem, jeg holder af. At gøre en indsats for at finde den helt rigtige gave, og så se min vens eller mit familiemedlems glædeligt overraskede reaktion, er noget af det bedste, jeg ved. Jeg holder selvfølgelig også meget af at få gaver, og dette indlæg handler da også om begge dele :)

Fordi jeg har fokuseret mere og mere på bøger og læsning den sidste tid, valgte jeg at give forholdsvis mange boggaver denne jul. Her er en liste over, hvad jeg valgte at give.

• Til min ene veninde - Mind Games af Teri Terry. Både hun og jeg var vild med Slettet-trilogien, så forhåbentligt falder denne bog af samme forfatter i god jord.
• Til min anden veninde - Coraline af Neil Gaiman. Jeg ved, hun værdsætter et godt gys, og jeg har en fornemmelse af, at man aldrig går fejl med Neil Gaiman.
• Til min mor - Vindens skygge af Carlos Ruiz Zafón. Det viste sig, at hun allerede havde den, men godt kunne lide den, så vi blev enige om, at jeg kunne beholde den og i stedet bestille fortsættelsen til hende.
• Til min storesøster - Oceanet hvor grusvejen endte af Neil Gaiman. Den eneste bog, jeg endnu selv har læst af Neil Gaiman, og da den både var fantastisk god, og jeg var overbevist om, at den lige var noget for min søster, var den det oplagte valg.
• Til min far og hans kone - Sæt en vagtpost ud af Harper Lee. En af årets mest opsigtsvækkende udgivelser, og forhåbentlig en bog, der ville falde i deres begges smag.

Så kommer vi til de bøger, jeg var så heldig selv at modtage i julegave.

Af min søde ægtemand fik jeg en bog, jeg har snakket om og ønsket mig rigtig længe, nemlig The Martian af Andy Weir. Jeg læste de første par sider allerede juleaften, og var med det samme fuldstændig opslugt. Jeg er i skrivende stund nået til side 68, og den bliver bare mere og mere spændende. Bogen er en virkelig flot, engelsk hardback udgave. Smudsomslaget er lavet af sådan noget papir, der glitrer en lille smule, hvilket får det virkelig fede forsidebillede til at se endnu mere overjordisk og cool ud.

Af min far og hans kone fik jeg Helte og Hobbitter af Jakob Levinsen, en bog om Tolkien og hans værker, som jeg glæder mig meget til at læse, samt Vi, de druknede af Carsten Jensen, som jeg ved, min far synes er rigtig god, og også en udgivelse, der fik megen omtale. Det er en kæmpe roman på næsten 700 sider, så lige i øjeblikket virker det lidt som en uoverskuelig opgave at gå i gang med den, men hvis den virkelig er god, så er 700 sider jo ikke for meget.

Derudover har jeg fået adskillige gavekort til Arnold Busck og Bog og Idé, så nu må jeg prøve at beslutte, hvilke bøger, de skal bruges på. Hvis du har nogen gode forslag til bøger af danske forfattere, eller bøger oversat til dansk fra andre sprog end engelsk, må du meget gerne skrive dem i en kommentar herunder.