tirsdag den 19. januar 2016

At bedømme bøger

Indtil videre har jeg undladt at tildele de bøger, jeg har anmeldt her på bloggen, et vist antal stjerner/hjerter. At sammenfatte sin bedømmelse i den form for karaktergivning er ellers en udbredt praksis indenfor boganmeldelse, så hvorfor har jeg ikke gjort det? Jo, for det første har jeg endnu ikke taget mig tid til at udforme selve grafikken, der kræves, og er også lidt usikker på, hvordan jeg skal gribe det an. For det andet kunne jeg jo benytte muligheden for at finde ud af, om det kunne lade sig gøre at skrive anmeldelser uden. For selvom jeg har dannet mig en mening om en bog, synes jeg faktisk, det kan være enormt svært at beslutte om den skal have tre, fire eller fem stjerner, og endnu sværere at begrunde hvorfor.

For der kan jo være så mange grunde til, at jeg kan lide, eller ikke lide en bog. Selvom en bog måske ikke sprogligt eller litterært set er noget særligt, kan noget ved plottet eller karaktererne røre mig dybt. I andre tilfælde er det netop sproget eller den måde, historien er skrevet, som imponerer mig. Måske spiller forfatterens baggrund ind på en betydningsfuld måde. Måske er en bog objektivt set et fantastisk værk, men rammer alligevel forbi mig som læser, fordi jeg ikke lige var i den rigtige målgruppe. Så når jeg skal tage hensyn til alle disse forskellige forhold, hvordan er det så lige, de fem stjerner skal fordeles?

Jeg føler, at stjernerne i virkeligheden er en grov, uretfærdig og arbitrær forenkling af min oplevelse af det, at læse et bog. De siger i hvert fald ingenting, hvis ikke ordene i min anmeldelse forklarer, hvad de er tildelt for. Og er stjernerne så i sidste ende nødvendige? Det eneste argument, jeg kan komme i tanke om, for at bruge stjernerne er, at de ser flotte ud, og at de giver læseren en hurtig indgang til anmeldelsen. Han/hun kan med det samme se, om anmeldelsen er positiv eller negativ. Samtidig giver det også mulighed for at dømme, ikke bare bogen, men også min anmeldelse, på forhånd.

Min konklusion er nok, at jeg sagtens selv kan undvære stjerner i mine anmeldelser. Hvis det viser sig at nogen af mine læsere savner dem, kan jeg jo tage sagen op til revision :) Har du tanker eller erfaringer vedrørende dette emne, så skriv endelig en kommentar til mig herunder eller på instagram.


PS. Jeg er i gang med at læse Vi, de druknede. De 700 sider virkede så afskrækkende, at jeg tænkte, jeg hellere måtte tage hul på den med det samme. Ellers fik jeg det nok aldrig gjort! Jeg er nu knap halvvejs, og endnu ikke klar til rigtig at sige noget om den.

3 kommentarer:

  1. Stjerner er helt klart en forenkling af anmeldelsen og de kan dårligt stå helt alene. Alligevel kan jeg rigtigt godt li selv at bruge stjerner og at se dem i andres anmeldelser. For mig giver det et hurtigt overblik og jeg har allerede fra starten en fornemmelse for hvad anmelderen synes, også selvom det at give stjerner kan betyde vidt forskellige ting fra anmelder til anmelder.

    Så ja, jeg er tilhænger af stjerner, men har også brug for uddybningen i selve anmeldelsen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for dit interessante svar, Kathrine. Synes du, stjernerne er så vigtige, at det irriterer dig, hvis en anmelder ikke bruger dem?

      Slet
    2. Det er lidt forskelligt. Det kommer meget an på hvor tydelig anmelderens mening er tror jeg. Det er ikke noget jeg har tænkt meget over, men jeg kan i hvert fald godt li at de er der :)

      Men altså du skal jo gøre lige præcis som du synes fungerer bedst for dig.

      Slet