Denne anmeldelse er skrevet af gæsteblogger Marie Brøgger Najbjerg. Marie læser kunsthistorie og er i gang med at skrive speciale om illustrationer i nyere YA litteratur.
Jeg har fået lov til at være gæsteanmelder af bogen Monster. Jeg stødte første gang på bogen hos min specialevejleder og særligt bogens flotte og dragende visuelle elementer gav mig ikke noget valg - Her var der en bog, jeg måtte læse!
Oplysninger:
Forfatter: Patrick Ness, efter ide af Siobhan Dowd
Illustrator: Jim Kay (Bonusinfo: Hvis navnet ringer en klokke, kan jeg afsløre, at det også er ham, der har fået tildelt den ærefulde, men også udfordrende rolle at illustrere samtlige Harry Potter-bøger. Faktisk var det hans illustrationer af "Monster", der gav ham jobbet.)
Udgivelsesår: 2015
Genre: Young Adult fiction
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 215
Hans mor er alvorligt syg af kræft, og hans far er rejst til USA for at bo sammen med sin nye kone og barn. 13-årige Conor kæmper for at holde sammen på det hele i hjemmet samtidig med, at en stor ensomhed fylder ham i skolen. Om natten hjemsøges han af et forfærdeligt mareridt, men en nat får han besøg af et andet monster, end det, der normalt truer ham. Monsteret er et levende, stort og frygtindgydende takstræ, og det fortæller, at Conor selv har hidkaldt ham, selvom det i Conors øjne bare er endnu en ond drøm. Da Conor næste morgen står ud af sengen, er gulvet fyldt med takstræsnåle - Måske monsteret alligevel var mere end bare en drøm? Men hvis monsteret er virkeligt, hvad vil han så Conor?
Resumeet vækker genklang af genren fantasy eller eventyr, men selvom fortællingen handler om et overnaturligt monster, og bogen rummer elementer fra eventyrgenren, er bogens temaer og handling utrolig tæt på læserens egen virkelighed og rammer ind i vores verden. Det er ikke en fortælling om magi, at blive en helt eller kæmpe mod mørkets magter og sejre. Faktisk gør fortællingen flere gange det modsatte af, hvad man skulle forvente - og det er netop pointen! Bogen ønsker at afspejle vores virkelighed med alle de modsætninger og kompleksiteter vi møder. I det ene øjeblik er en person god, i det næste øjeblik er han ond, og hvem skal egentlig straffes for det onde, der sker?
Men det vigtigste tema, som bogen tager op, er sorg, og hvordan vi taler om de svære ting. Efter at Conors mor blev syg, er der pludselig ingen, der vil snakke med ham i skolen, og ingen, der stiller krav til ham i undervisningen. Og ensomheden bliver kun værre i takt med, at morens sygdom forværres. Selvom vi ser verden ud fra Conors blik, kan jeg ikke lade være med at identificere mig med klassekammeraterne. For er det ikke sværere at tale om det, som er hårdt frem for det, som er godt? Pludselig kan man have svært ved at se et menneske i øjnene, fordi man ikke ved, hvad man skal sige, eller man er bange for at sige noget forkert. Og har man selv været den person, der har gået igennem svære perioder, har man måske oplevet ensomhed. Bogens illustrationer er med til at skabe en grå og kaotisk stemning, som afspejler Conors indre verden. Billederne gør på den måde fortællingen mere sanselig og kraftfuld, og jeg tror bestemt ikke, at fortællingen ville have gjort ligeså stort indtryk på mig, hvis jeg kun læste den som tekst.
Bogen kan læses af alle, og jeg synes, at unge (og voksne), som kæmper med sorg, ville kunne få særlig meget glæde af den. Ja, du læste rigtigt: glæde. For selvom bogen i dens egen unikke, dystre tone handler om sorg, destruktive tanker og frygt, så er den i sit budskab utrolig forløsende.
Kære Marie, tusind tak fordi, du ville skrive denne super skarpe og informative anmeldelse her til bloggen :)
SvarSlet