"Alt det lys vi ikke ser" af Anthony Doerr

Forfatter: Anthony Doerr
Udgivelsesår: 2015
Genre: Historisk roman
Forlag: Politikens Forlag
Antal sider: 559

"Man lærer intet om at være blind ved at lukke øjnene. Under ens verden af himle og ansigter og bygninger findes en mere rå og ældre verden, et sted hvor overflader opløses, og lyd glider som fiskestimer gennem luften. Marie-Laure kan sidde i loftskammeret højt over gaden og høre liljer rasle på engene tre kilometer borte."

Alt det lys vi ikke ser, vinder af bl.a. Pulitzer-prisen for fiktion i 2015, foregår under anden verdenskrig. Vi følger to unge mennesker, Werner og Marie-Laure, og erfarer hvordan krigen forandrer deres liv for stedse. Werner er forældreløs og vokser op på et børnehjem i kulminekomplekset Zollverein i Tyskland. Takket være sin lysende begavelse hverves han til en eliteskole for Hitlerjugend og håber på en fremtid som ingeniør. Marie-Laure er datter af låsesmeden på det naturhistoriske museum i Paris og stortrives omgivet af professorer og naturvidenskab. Som seksårig bliver hun blind, men med sin fars kærlige og tålmodige støtte formår hun at bevare troen på livet og på sig selv. Hårde prøvelser venter dog forude for både Marie-Laure og Werner når krigen rammer deres tilværelse og vender op og ned på alting. Midt i tumulten foregår også en jagt på en uvurderlig skat, der siges at give evigt liv til sin ejer: Den mystiske diamant kendt under navnet Flammernes Hav.

Denne bog var i det store hele en fornøjelse at læse, og til tider havde jeg ret svært ved at lægge den fra mig. Pulitzer-prisen er fortjent, ikke mindst på grund af sproget, handlingen og den sindrige komposition. Desværre var der nogle ting i slutningen af bogen, der skuffede mig lidt. Mere om det lidt senere.

Bogen er opdelt i tolv større hoveddele, og hver hoveddel er igen opdelt i en serie meget korte kapitler på 1-5 sider hver. I begyndelsen var det lidt svært for mig at leve mig helt ind i historien, fordi jeg hele tiden syntes at handlingen blev afbrudt, men inden længe begyndte puslespillet at tage form, og efter et stykke tid syntes jeg rigtig godt om disse korte kapitler, fordi jeg aldrig skulle vente længe på at finde ud af, hvad der fx skete hos Marie-Laure mens jeg læste om Werner.

Det kneb, Anthony Doerr overordnet benytter til at fastholde spændingen hos læseren er, at fortælle næsten hele historien i lange flashbacks. Ser man bort fra disse flashbacks centrerer historien sig om de allieredes befrielse af den franske kystby Saint-Malo, og spænder kun over nogle få dage. Helt i begyndelsen af bogen afsløres det at Marie-Laure befinder sig alene og forladt i et hus i den sønderbombede by, og at Werner, der nu er soldat i den tyske hær, er fanget i en kælder i nærheden under tonsvis af murbrokker sammen med to af sine kammerater. Kun få gange i løbet af de 559 sider vender historien kortvarigt tilbage til denne skæbnesvangre nutid, og mens vi hører om Werner og Marie-Laures opvækst og også kommer ret tæt ind på livet af flere af de bipersoner, der omgiver dem, ligger det store spørgsmål omme i baghovedet: Hvordan kommer de hver især ud af den knibe, de befinder sig i? Kommer de overhovedet til at møde hinanden? Det er en genial og gennemført komposition som er meget effektiv.

Ud over kompositionen er sproget en af de ting, der i høj grad bærer denne bog. Derfor har jeg også krydret min anmeldelse med en lille håndfuld ekstra citater til sidst. Historien er ikke som sådan handlingsmættet, men bogen bliver ikke på noget tidspunkt kedelig takket være det fine sprog, der ustandseligt danner små stemningsbilleder og rammende beskrivelser. Doerr skriver, så det føles som om, jeg sidder på en sky og ser på en ballet mens jeg drikker et glas af noget køligt og velsmagende. Det er legende let. Originalt og overraskende uden at blive tungt. Virkelig smukt og samtidig naturligt og hverdagsagtigt. Jeg kunne godt finde på at læse flere af hans bøger bare for at opleve det igen.

Selvom historien foregår under krigen, og der indimellem sker barske og skræmmende ting, er stemningen gennem det meste af bogen blid og håbefuld - nogle gange næsten hyggelig. Volden er ikke udpenslet, man skal tænke sig til de fleste af uhyrlighederne. Dette kunne jeg godt lide ved bogen, og derfor blev jeg lidt skuffet, da stemningen hen mod slutningen begyndte at ændre sig. Volden rykkede et skridt tættere på, og handlingen tog nogle drejninger, der gjorde at håbet forsvandt og alt det, jeg havde været igennem med karaktererne, pludselig virkede meningsløst. Der var ganske vist nogle af de ting, jeg havde håbet, ville ske til slut, som også skete, men ikke alle. Jeg har ikke noget imod en åben eller endda smertefuld og ulykkelig slutning, hvis bare den kan rummes inden for den indre logik, værket opbygger. Men det mener jeg ikke er tilfældet her. Jeg synes, Doerr træder over en grænse, han ikke skulle have brudt, hvis bogen som helhed skulle hænge sammen. Derfor er jeg ikke just tilfreds med slutningen.

Karakterer og dialog er lige så troværdige som man tør forvente af en Pulitzer-prisvinder. Romanen virker også til at være rigtig godt researchet, ikke kun hvad angår de historiske forhold og krigen, men også, for Marie-Laures vedkommende, hvordan det er at være blind og hvad det betyder for de mennesker, der er omkring hende. Det samme gælder for Werner og Marie-Laures store interesser, hhv. radioteknologi og havsnegle. Pludselig er jeg fascineret af hvad en radio i det hele taget er og hvordan den virker. Og Marie-Laures fascination af havet og dets beboere kædes sammen med gennemgående referencer til Jules Vernes klassiker En jordomsejling under havet, hvilket også var noget, jeg syntes godt om ved bogen. Alt i alt vil jeg sige, at Alt det lys vi ikke ser er et stort og smukt værk, der desværre har en træls ridse i lakken, som jeg umiddelbart efter endt læsning har svært ved at abstrahere fra.

Har du læst bogen, vil jeg meget gerne høre om din oplevelse i en kommentar herunder. Skriv også meget gerne og sig hej, bare fordi du har læst indlægget.

Hvis du klikker her, kan du se en tre minutter lang, engelsk anmeldelse af Alt det lys vi ikke ser på YouTube, der peger på en masse interessante detaljer ved bogen, jeg ikke har fået med her.

Flere citater fra bogen:

"Efter at Etienne har blæst lyset ud, knæler han i lang tid ved siden af sengen. Dødens knoglede skikkelse rider gennem byens gader under dem og standser nu og da sin ganger for at se ind ad et vindue."

"I entreen tøver de; det er ikke til at sige hvad der venter dem på den anden side af døren. Han husker den alt for varme balsal hvor han deltog i optagelsesprøven for fire år siden: stigen der var sømmet til væggen, de røde flag med den hvide cirkel og det sorte kors. Man går ud til kanten, man springer."

"Havet. Havet! Lige foran hende! Så tæt på hele tiden. Det suger og buldrer og plasker og rumler; det løfter sig og udvider sig og falder over sig selv; Saint-Malos labyrint åbner sig i en portal af lyd, der er større end noget hun nogensinde har hørt."

"Hvor er verden dog fuld af labyrinter. Et træs grene, rødders filigran, krystallers matricer, de gader som hendes far genskabte i sine modelbyer. Labyrinter i pigsnegles noprede huse og i overfladen på et træs bark og inden i en ørns hule knogler. Ingen mere kompliceret end den menneskelige hjerne, ville Etienne have sagt."