torsdag den 9. marts 2017

Generel opdatering

Punkt 1: Jeg er her stadig!

Punkt 2: Jeg er i gang med at genlæse Harry Potter, og det er bare SÅ dejligt! Da jeg nåede til det sted, hvor Harry første gang ankommer til Hogwarts, fik jeg en klump i halsen. Det var som om, jeg selv kom tilbage til Hogwarts efter at have været væk i mange år, og minderne om alle de stunder, både glade og smertelige, jeg har tilbragt på det slot i selskab med Harry, Ron og Hermione, vældede frem. Det gik også op for mig på ny, hvor dygtig en forfatter J.K. Rowling er. Bøgerne er velkomponerede, sproget er flydende og intelligent, handlingen rummer både spænding, humor og alvor. Det er ikke så sært at historien om Harry er blevet et verdensomspændende fænomen og et symbol på åbenhed, fællesskab og en masse andre positive værdier for min generation. Jeg er på ny blevet bevidst om, hvor stort indtryk de bøger gjorde på mig første gang, jeg læste dem, og hvordan de har været med til at forme mig som person i løbet af de snart tyve år, der er gået siden da. I dagens anledning har jeg gravet en enormt gammel YouTube-video op med (ja, du gættede det) mit store forbillede John Green, der blandt meget andet godt, taler om sin entusiasme for Harry Potter. Se den, hvis du keder dig. Den varer tre et halvt minut. Og se evt. også hans bror, Hank Green (der også er mit store forbillede), synge en sang fra 2013, hvor han forsøger at overtale J.K. Rowling til at skrive flere bøger.


Punkt 3: Jeg har nu genlæst de første tre Harry Potter-bøger, men ser mig nødsaget til at tage en lille pause inden jeg fortsætter med bog fire. Harper Collins Nordic har nemlig været flinke at sende mig et anmeldereksemplar af Soldaterne, bind tre i Julie Kagawas ungdomsfantasyserie Sagaen om Talon. Denne bog har jeg også glædet mig til at læse, og jeg er allerede godt i gang, så den bliver sandsynligvis en af de næste bøger, jeg anmelder.

Punkt 4: Om cirka halvanden måned, nemlig den 29. april 2017, løber Dewey's 24-Hour Readathon endnu engang af stablen, og jeg agter at deltage i dette halvårlige læsemaraton for første gang. Jeg regner ikke med at kunne holde mig vågen og læse alle fireogtyve timer, for jeg har altså brug for min nattesøvn, men jeg glæder mig til at have en hel lørdag, hvor jeg ikke skal lave andet end at læse, og selvfølgelig følge med i de løbende udfordringer og heppe på andre deltagere. Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har planer om også at deltage. For mere information, besøg 24hourreadathon.com.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar