Sidste gang, jeg lavede en opsamling, var midt i oktober, så det er på høje tid, at jeg får gjort det igen. Ellers glemmer jeg vist helt, hvad jeg syntes om de forskellige bøger.
Den To-Be-Read liste, jeg lavede dengang, ser nu således ud:
Som det fremgår, har jeg lavet ni ud af tolv hak. Derudover har jeg læst ni andre bøger (hvoraf nogle dog er i samme serie som dem på listen). Den samlede opsummering kommer her:
Den faldne djævel (Den store djævlekrig, bind 6) af Kenneth Bøgh Andersen
Dette var en fantastisk afslutning på en lige så fantastisk serie. Kenneth Bøgh Andersen kan altså skrive så det er en fryd, og samtidig fortælle en historie, der både er sjov og gør indtryk dybt ind i sjælen. Jeg overvejede at skrive en anmeldelse, men det er der jo så mange andre, der har gjort. Og i hvert fald havde jeg ikke noget væsentligt at tilføje til Den Lille Bogblogs udmærkede anmeldelse.
Kongens krucifix (Nøglens vogtere, bind 3) af Lene Dybdahl
Denne bog er slutningen på endnu en fantasytrilogi for børn og unge, som jeg synes rigtig godt om. Jeg har skrevet separate anmeldelser af alle tre bøger, og du kan finde linkene under "anmeldelser" i menuen, men her er lige et hurtigt link, så du kan læse mere om bind 3.
Tir-Näzrals arving (Stjernekrønikerne, bind 1) af Mads Schack-Lindhardt
Jeg valgte at læse og anmelde denne fantasyroman på opfordring fra forfatteren, og det var heldigvis også en ret god læseoplevelse. Så vidt jeg ved, arbejder forfatteren i øjeblikket på at få udgivet bind 2, og jeg ser frem til at se, hvordan historien kommer til at udvikle sig. Du kan evt. klikke her og læse hele anmeldelsen.
Sjælens pris (Dæmonherskerens arving, bind 3) af Haidi Wigger Klaris
Selvom de to foregående bind i serien ikke var 100% mig, valgte jeg alligevel at bede forlaget om et anmeldereksemplar af denne bog. Jeg ville i hvert fald gerne vide, hvordan historien sluttede, og som jeg også skrev i anmeldelsen, er der faktisk også meget godt at hente, hvis bare man ikke har forventninger om et spændende og udfordrende sprog eller et kompliceret plot.
Frændeløs af Hector Malot
At spørge andre mennesker om deres yndlingsbøger kan være en god strategi til at opdage nye bøger og genrer. Da jeg spurgte en af mine veninder, hvad hendes yndlingsbog var, svarede hun "Frændeløs." Jeg havde ikke engang hørt om denne børnebog, selvom den er en klassiker, men heldigvis gav hun mig lov til at låne den. Det er en lille, sød historie, som er velegnet til højtlæsning for børn, og jeg kan sagtens forestille mig, hvorfor den gjorde indtryk på min veninde, da hun var lille, på samme måde som Brødrene Løvehjerte har gjort ved mig.
De forsvundne levn (Fallen, bind 4), af Lauren Kate
Fallen-serien er en paranormal kærlighedshistorie målrettet teenagepiger, og har været rigtig guilty pleasure-læsning for mig. Luce og Daniels kærlighedsforhold er ekstremt romantisk og meget følelsesbaseret og dramatisk, og selvfølgelig er de begge to unge og smukke (det vil sige, teknisk set er Daniel, som jo er en engel, tusindvis af år gammel. Men han ligner en, der er på alder med Luce, så derfor kalder vi ham ikke pædofil). Det er lige før, det bliver for meget af det gode, selv for mig. Men noget, som jeg syntes, gjorde denne serie til noget særligt, er den melankolske stemning, de fine beskrivelser og det rolige fortælletempo. Bind fire var mindst lige så godt som de foregående. Jeg ved, der er flere bøger i serien, men lige for tiden trænger jeg til at læse noget andet end YA, så dette er et godt sted at stoppe, eller i det mindste holde pause, fordi serien efter bind 4 får nye hovedpersoner.
Dæmondræberen, trilogi af Louise Haiberg
Denne serie er lidt ligesom hovedpersonen Dominic selv: Hård udenpå, men blød indeni. Disse tre murstensromaner rummer en del flere bandeord, vold, blod og voksent indhold, end hvad jeg plejer at læse. Jeg måtte også lige overveje en ekstra gang, om de nu også var noget for mig. Men det var de overraskende nok. Der er mange barske hændelser, og bogen handler meget om det onde og det gode i os alle. Jeg blev stillet ansigt til ansigt med ondskaben og lidelsen -- ting, det ellers kan være nemt at lukke øjnene for. Disse ting gør, at jeg siger historien er hård udenpå. Det, der gør den blød indeni er, at under den hårde skal, er historien en helt klassisk beretning om det gode mod det onde, hvor de traditionelt gode værdier står i centrum. Hvis ikke det havde været sådan, ville bøgerne nok ikke lige have været mig. Derudover vil jeg sige, at Louise Haiberg er virkelig dygtig til karakterudvikling, og jeg kan forestille mig, hun også har måttet lave en hel del historisk research for at skrive denne serie.
Løgnens træ af Frances Hardinge
Denne YA-roman, der foregår i 1800-tallet, og handler om en pige, der forsøger at opklare mordet på sin egen far, er en af de bedste bøger, jeg har læst længe. Den har rigtig meget af byde på, både hvad angår sprog, tematik, plot, karakterer osv. Den har vundet prisen Costa Book of the Year i 2015, en pris der gives til bøger skrevet af forfattere baseret i UK og Irland, og jeg synes prisen er yderst velfortjent. Læs hele min anmeldelse af bogen ved at klikke her.
Vi andre bor her bare af Patrick Ness
Her er endnu en standalone, som var en fornøjelse af læse, og jeg burde have skrevet en ordentlig anmeldelse af den, men fandt bare ikke tid til det. Patrick Ness har virkelig fingeren på pulsen når det drejer sig om, hvad der faktisk foregår inde i hovedet på teenagere, og så skriver han også brandgodt. Desuden har han en god fantasi og en skarp iagttagelsesevne. Bogen er rå og ærlig (men ikke på en socialrealistisk måde) og udtrykker et syn på teenagere som hele mennesker med reelle problemer, og mange relevante emner kommer under behandling, fx venskab, seksualitet, livsværdier og psykisk sygdom. Samtidig er det en af den slags bøger, der får én til at se, at der altid er et glimt af håb et eller andet sted ude i horisonten, og at fællesskab kan opstå under de mest uventede forhold.
Harry Potter, bind 1-3, af J.K. Rowling
At genlæse hele Harry Potter-serien på originalsproget er et af mine overordnede læsemål for 2017, og det har været med den største gensynsglæde, at jeg nu er kommet igennem de tre første bøger. Jeg har savnet Harry, Ron, Hermione og deres skole og deres familie og venner mere end jeg anede. Mange skønne detaljer var blevet glemt i årenes løb, men bliver nu genopdaget. Glæder mig som et lille barn til at fortsætte med bind 4-7.
Dragerne, Oprørerne og Soldaterne (Sagaen om Talon, bind 1-3), af Julie Kagawa
Dette er en YA fantasyserie som er blevet meget rost, men som har skuffet mig en lille smule. Bøgernes præmis er original, og det er en meget actionpacked og spændende historie, men sprogligt har den ikke meget at byde på, især ikke den danske oversættelse. Der kommer to bind mere i serien, og sandsynligvis vil jeg læse dem, om ikke andet så bare for at finde ud af, hvordan det hele ender. Klik her for at læse hele min anmeldelse.
Nøglen til Cecilie og Sommersonater (Cecilie, bind 1 og 2) af Bodil Sangill
Disse to bøger handler om den 20-årige Cecilie, der er adoptivbarn og har oplevet en del svigt i sin barndom. Hun arbejder som kassedame ved købmanden og har ikke den store selvtillid. Men så arver hun et hus af sine gamle voksenvenner og begynder at sy billedtæpper, og lidt efter lidt kommer hun tættere på at finde sig selv og sine talenter. Og måske også Gud. Og måske også kærligheden. I bagsideteksten beskrives forfatterens skrivestil som "eftertænksom," og efter at have læst bind 1, syntes jeg, det var en stor underdrivelse. Der skete nærmest ingenting i historien, og det meste af tiden befandt man sig inde i Cecilies hoved. Men det var faktisk en rar afveksling. I bind to var det som om, der begyndte at ske lidt mere, men det blev stadigvæk fortalt på en meget udramatisk måde. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har læst en bog, hvor forfatteren har benyttet sig af så få dramatiske virkemidler, og det tager jeg virkelig hatten af for, for det gjorde på ingen måde historien kedelig. Det er også denne komplet udramatiske skrivestil, der forhindrer mig i at kalde Cecilies historie for en "sød" historie. Jeg vil hellere sige, det er en god historie. Det eneste, der irriterede mig lidt ved disse to bøger var, at sproget lød noget gammeldags i mine ører, også i dialogerne, som jo skulle forestille at foregå mellem nutidens unge. Men bortset fra det, er jeg virkelig glad for at have læst dem. Især kunne jeg godt lide at bøgerne også i høj grad er en hyldest til den kreative proces og det kreative sind. Jeg ved ikke, om der kommer flere bøger i serien, men hvis der gør, vil jeg helt klart læse dem.
Det blev næsten til en hel anmeldelse af Cecilie-bøgerne, men det er også dem, eller i hvert fald nummer to af dem, jeg har mest i frisk erindring.
Jeg håber, du er blevet inspireret af at høre lidt om mine seneste læseoplevelser. Næste indlæg her på bloggen kommer sandsynligvis til at handle om min næste TBR-liste. Jeg skal bare lige have den skrevet ... :)
Jeg glæder mig stadig til Dewey's 24-hour Readathon den 29. april. Hvis du ikke kender til dette internationale læsearrangement endnu, så har forfatter Katja L. Berger skrevet en fin introduktion til det på sin blog. Hun har selv deltaget flere gange. Du kan også gå direkte til Readathon'ets hjemmeside.
Har du selv læst nogle af de ovennævnte bøger, eller vil du høre mere om dem, så læg endelig en kommentar. Også, hvis du bare har lyst til at sige hej.
Jeg har lige opdaget, at jeg faktisk har læst en bog mere, som jeg har glemt at få med: "Tanevs vejrbog" af Peter Tanev. Det er en bog som er velegnede til nybegyndere, som gerne vil lære noget om de forskellige vejrfænomener, vi typisk oplever i løbet af et år i Danmark. Den giver også nogle små indblik i, hvordan det er at arbejde som meteorolog på TV2 Vejret. Men hvis du absolut ikke kan udstå far-humor, skal du nok gå udenom.
SvarSlet*velegnet
Slet