"Helte og hobbitter" af Jakob Levinsen

Forfatter: Jakob Levinsen
Udgivelsesår: 2002 (2013)
Genre: Faglitteratur
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Antal sider: 208

Dette indlæg er både historien om, hvordan jeg selv blev fan af Tolkien, og en anmeldelse af Helte og hobbitter - Tolkien og hans verden.

"[Tolkien karakteriserer] The Realm of Faërie som "stort, dybt og højt, og fyldt med mange ting: Alle mulige dyr og fugle findes der; grænseløse have og talløse stjerner; fortryllende skønhed og allestedsnærværende fare; både glæde og sorg så skarpe som sværd." -- Citat fra bogen, side 74.

Da jeg var tolv år sendte min far mig en pakke, der indeholdt en bog med titlen Hobbitten. I det vedlagte brev udtrykte han sit håb om, at jeg ville få lige så stor glæde af dette eventyr, som han selv havde haft. Jeg kendte på det tidspunkt stort set intet til J.R.R. Tolkien eller hans bøger. Jeg læste selvfølgelig bogen, men jeg tror ikke, oplevelsen blev den introduktion til Oxford-professorens forfatterskab, min far havde forestillet sig. Jeg syntes bogen var aaaaalt for langtrukken og kedelig, sproget var for gammeldags, jeg syntes ikke, jeg kunne identificere mig med karaktererne, og forsideillustrationen gjorde ikke noget for at hjælpe. Hobbitten var ret anderledes end de bøger, jeg plejede at læse i den alder, (oftest hestebøger og YA-realisme), så jeg var slet ikke gearet til den.

Det var først da min veninde cirka fem år senere overtalte mig til at se Peter Jacksons storslåede filmatisering af Ringenes Herre, at jeg fik øjnene op for kvaliteterne i Tolkiens univers. Jeg blev i høj grad fascineret af de smukke elvere og deres sprog, hobbitterne med deres hjemlige vaner, Gollums tragiske fornedrelse, alle de heltemodige (og nogle knap så heltemodige) menneskelige karakterer, og ikke mindst dybden og tyngden i hele Ringens modvillige færd mod Dommedagsbjerget. Min veninde og jeg så filmene igen og igen, og snakkede om dem i en uendelighed. Vi læste også bøgerne, men selv om jeg havde langt bedre forudsætninger for at værdsætte dem, end da jeg første gang stiftede bekendtskab med Hobbitten, var det omfangsrige værk alligevel temmelig tungt at komme igennem, og jeg må indrømme, at selvom jeg nød dele af bøgerne, forekom skrivestilen mig stadig noget tung og langtrukken, og det skete ret ofte at jeg tabte tråden. Alligevel styrkede læsningen af Ringenes Herre blot min fascination og beundring af Tolkiens værk og ambition, og jeg begyndte at se hele hans forfatterskab om Arda (verdenen, hvor Hobbitten og Ringenes Herre foregår), som en sammenhængende enhed.

Netop denne sammenhængende enhed, og lidt til, er Helte og hobbitter af Jakob Levinsen en udmærket introduktion til. Med sine omtrent tohundrede sider er denne tredje redigerede udgave overskuelig, samtidig med at den går i dybden med de helt rigtige ting. Bogen skildrer Tolkiens store ambition om med sit værk at give England sin egen mytologi, og hvordan hele Ardas historie, (hvoraf Hobitten og Ringenes Herre kun udgør et lille udsnit) og alle de små og store historier, den rummer, er i udvikling helt fra Tolkiens ungdom til hans død i 1973.

Derudover forklarer den ret udførligt om Tolkiens syn på det eventyrlige (som en forløber til fantasygenren) og siger også en del om hans inspirationskilder, bl.a. Kalevala, Beowulf, Niebelungenlied, Vølsungesagaen og mange andre. Der redegøres for hans mindre kendte tekster, og man lærer også en del om sønnen Christopher Tolkiens arbejde med at samle, redigere og udgive de manuskripter, hans far aldrig nåede at blive færdig med; et arbejde, der stadig er i gang.

Under læsningen glædede jeg mig over, hvor sprogligt bevidst Levinsen er i sin fremstilling. Sproget er ikke blot præcist og kompakt, hvilket jeg vil sige er mindstekravet for en udgivelse af denne type, det er også flot, varieret og omhyggeligt, og dette giver lige en ekstra tand af læseglæde. Mange af sætningerne er derfor også lange og grammatisk avancerede, så hvis ikke du sætter pris på en sproglig udfordring, kan det være, du ikke vil finde helt så megen glæde over den sproglige stil, som mig.

Da jeg var inde på goodreads.com for at markere Helte og hobbitter som læst på min profil, opdagede jeg til min forundring at den ikke havde fået særlig gode anmeldelser derinde. Et af de store kritikpunkter syntes at være at store dele af bogen bestod af "unødvendige referater" af handlingen i Hobbitten og Ringenes Herre. Jeg forstod med det samme, hvilke kapitler der mentes, men jeg vil påstå, at disse afsnit er andet og mere end blot handlingsreferater. I disse kapitler præsenterer Levinsen faktisk en meget kvalificeret og opmærksom læsning af Tolkiens hovedværker, hvor der redegøres for forskellige fortælletekniske greb, fx tempo, symbolik, paralleller, samt betydningsfulde citater, forskellig baggrundsviden og meget andet, der i høj grad hjælper læseren til at få et større udbytte af Hobbitten og Ringenes Herre.

Også for forfattere og forfatterspirer med hang til det fantastiske, er der masser af godt at hente i Levinsens bog. Den går som sagt virkelig i dybden med Tolkiens forfatterskab og viser, hvor dygtig en forfatter, han var. Og hver gang, jeg stødte på et tema, motiv, eller en anden form for ide, der kunne skabe en god historie, skrev jeg det ned i stikord, og endte med at have en meget lang liste, sprængfyldt med højkoncentreret inspiration.

Ligesom jeg i år har et overordnet mål om at genlæse Harry Potter, har Helte og hobbitter fået mig til at overveje, om ikke et af mine læsemål næste år skal være at genlæse Ringenes Herre. Jeg tror og håber, jeg som læser er ved at blive så moden, at jeg kan læse dem med endnu større udbytte, og måske også uden at fare vild undervejs :)