lørdag den 29. april 2017

Dewey's Readathon April 2017: Lørdag

I dette indlæg vil jeg løbende opdatere min deltagelse i første halvdel af Dewey's Readathon. I morgen vil jeg lave et nyt indlæg. På den måde bliver det forhåbentligt mest overskueligt. Jeg regner også med at lægge et par billeder ud på instagram i ny og næ (Link til min instagram findes i søjlen til højre). Men ikke mere snak, for festen er jo allerede i fuld gang, og jeg er endelig kommet hjem og kan gå i gang med at læse og alt hvad der ellers hører med.

Kl. 15.20
Jeg havde lovet mig selv at begynde festen med at donere et beløb til Room to Read (dette kan du læse mere om på readathonets hjemmeside), og det er hermed gjort! Det var super nemt at gøre med visakortet, ingen problemer med forbindelse eller noget. Jeg vil opfordre dig til også at huske at donere, hvis du har muligheden.

Den første bog, jeg vil læse i, er Harry Potter og Fønixordenen, som jeg allerede har været i gang med i nogle dage. Til at bekæmpe min træthedshovedpine har jeg desuden et ingefærshot, som jeg vil drikke lige så snart jeg har skrevet denne opdatering færdig. Vi ses derude i internet-land om lidt. Rigtig god læselyst til jer alle sammen!


Kl. 17.52
Ingefærshottet hjalp på hovedpinen, hvilket var dejligt, og Harry Potter var det helt rigtige valg til at få mig godt fra start. Jeg er jo allerede godt inde i fortællingen og nyder fortsat at genopdage historien og universet. Men jeg har haft rigtig mange ting, jeg skulle de sidste to dage, og kom først i seng over midnat i går og skulle også tidligt op i dag, så selv om jeg hygger mig, går læsningen ikke super hurtigt lige nu. Jeg kan mærke, jeg virkelig er træt, og det sker ret ofte, at der er en linje, jeg lige må læse to gange. Heldigvis behøver jeg ikke tænke på madlavning, for min mand og min svigermor er i køkkenet, hvor de er ved at lave lækre, hjemmelavede pulled pork-burgere. De siger, maden er klar om en halv time ...

Kl. 18.10
Nu ved jeg godt, jeg kom lidt sent i gang, men det er som om tiden bare går alt for hurtigt! Jeg har slet ikke nået at deltage i nogen minichallenges endnu, og ved heller ikke, om jeg får det gjort før i morgen. Jeg kan vist ikke helt overskue det, før jeg får en god nats søvn, og der ikke længere er gæster i huset.

Kl. 19.51
Så er aftensmaden spist og vores dejlige gæster sendt godt af sted. Fik også lige startet vaskemaskinen. Nu vil jeg sætte mig med en kop te og fortsætte læsningen. Dolores Umbridge (Dolora Nidkjær) er lige blevet udnævnt til storinkvisitor på Hogwarts, så det er en nervepirrende tid ...

Kl. 21.34
Efter endnu en læsestund trængte jeg til en pause, så jeg tog på en lille tur rundt til et par andre bloggere for at se, hvordan det gik hos dem. Og så viste det sig også, at der faktisk var dukket en minichallenge op, som jeg lige kunne overskue at udføre, nemlig "Show Us the Weather," så jeg var lige ude i haven og knipse dette billede (Jeg er ikke gået i gang med at læse Alt det lys, det var bare lige den bog, der passede til temaet):


Da det var gjort var jeg dog endnu ikke helt klar til at læse videre. Jeg overvejede at skifte bog, men min mave var begyndt at rumle en lille smule, så jeg tænkte, det nærmere var tid til at tilberede en snack. I går var jeg ude at spise vaffelis med veninderne, samt til fødselsdag, hvor der blev serveret en hel del kage, og her tidligere i dag blev der som sædvanligt også sendt en kæmpe slikskål rundt til Lørdagshøjskole, så jeg kunne bare mærke på kroppen at den havde brug for noget sundt og fiberrigt. Så jeg skrællede en portion gulerødder, som jeg regner med vil vare til i morgen også, og fandt den hjemmelavede hummus frem, som jeg lavede i går.


Husk at drikke et glas vand, piger og drenge! Og læs videre, hep hep hep!

Kl. 22.26
Med en god portion snacks og et par kapitler mere af Harry Potter indenbords, er det tid for mig at få en god nattesøvn. Alt i alt er jeg godt tilfreds med min første dag, omstændighederne taget i betragtning. Gæster og readathon er ikke den allerbedste kombination, men det kunne ikke lige blive anderledes denne gang. Trods travlhed og træthed og det faktum at det er mit første readathon, og der er en del ting, jeg lige skal have styr på, fik jeg læst 97 sider i dag (og måske får jeg lige klemt et par sider mere ind, når jeg har børstet tænder og lagt mig under dynen).

Tak til alle jer, der har fulgt med så langt, både her på bloggen og på instagram. Det har virkelig været sjovt at skrive opdateringerne såvel som læse jer andres. I morgen opretter jeg et nyt indlæg, hvor I er mere end velkommen til at komme og heppe på mig igen. Fortsat god læselyst til jer, der fortsætter ud på de små timer!

6 kommentarer:

  1. Rigtig god idé mht. Harry Potter - så er hyggen garanteret :-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var også det, jeg tænkte. Så vidste jeg, jeg ville komme godt fra start :)

      Slet
  2. Total forkælelse med folk i køkkenet! Jeg snupper mig et par rugbrødsmadder - mest fordi vi har noget pålæg, vi skal have spist op denne weekend ;-)


    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. God appetit :) Jeg kan ikke sige, jeg er misundelig, haha :)

      Slet
  3. Godt valg med Harry Potter, hvis jeg ikke lige havde lyttet hele serien i sidste måned, så ville det nok have været mit go-to valg nu da jeg ikke kan holde mig vågen til Krig og Fred. I stedet blev det Mhairi McFarlane og det er næsten lige så godt. Hep hep og Fortsat god aften :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, i lige måde! Og godt at du fandt noget, der fungerede for dig også :)

      Slet