Viser opslag med etiketten silas. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten silas. Vis alle opslag

mandag den 27. maj 2019

Opsamling #10

Dette indlæg handler om mine fem seneste læseoplevelser. Hvis du vil se flere indlæg af denne type, så klik på "Andre indlæg" i menuen foroven og rul ned til "Opsamling."

Jeg indrømmer blankt at jeg ikke har fået læst meget på det seneste. Andre interesser og kreative projekter har taget en del af min tid. Men langt om længe fik jeg samlet nok læseoplevelser sammen til dette indlæg. God læselyst!


--- --- ---


Silmarillion af JRR Tolkien
Silmarillion - bogen om alt, hvad der skete i verdenen Arda, lige fra dens skabelse og indtil historien om Ringenes Herre. Nok det mest indholdsmættede fiktive værk, jeg kender til. Jeg forsøgte at læse den første gang for 12 eller 15 år siden, hvor jeg havde købt mig en engelsk udgave, men jeg gik hurtigt i stå. For cirka et par år siden besluttede jeg, at jeg ville gøre et nyt forsøg. I mellemtiden havde jeg fået en dansk udgave. Men selv om jeg normalt ville vælge at læse en bog på engelsk, hvis dette er dens originalsprog, gik jeg altså i gang med den danske udgave. Silmarillion er tung og siderne tætskrevet, og jeg har måttet holde lange pauser i læsningen undervejs. Men nu er jeg færdig, og selv om jeg langt fra kan huske alle detaljer, kan jeg se tilbage på mange smukke, uhyggelige, sørgelige beretninger, og mange afgørende øjeblikke i Ardas historie. Bonuspræmien er en væsentlig dybere forståelse af Ringenes Herre. Om nogle år kan jeg måske samle mig mod til at læse den på engelsk.

Jeg har muligvis postet det her link før, men her er en video med et ret sjovt resume af Silmarillion på tre minutter.

--- --- ---


Yes Man af Jesper Nøddesbo
Fantastisk bog, som opmuntrede mig rigtig meget! Til trods for de åbenlyse ydre forskelle, mistænker jeg efterhånden mere og mere at Jesper Nøddesbo er min hemmelige tvilling. I hvert fald var det ofte som om, det var mig selv, jeg læste om. Jeg er både taknemlig og stolt over, at Nøddesbo har styrke og mod til at fortælle denne del af sin egen historie. Den giver håb og nyt mod til os, der kender til det at spænde ben for os selv fordi vi ikke kan sige nej; fordi vi tror, vi ikke har råd til at gå ind i konflikten; fordi vi er så fokuseret på at please andre, at vi glemmer os selv og vores egne behov.

Jeg kan desuden varmt anbefale at lytte til denne podcast, hvor Jesper Nøddesbo lader sig interviewe af journalist Jacob Panum under en cykeltur gennem Barcelonas gader. I løbet af interviewet kommer de to herrer ind på mange af de samme ting, som bogen handler om.

--- --- ---


Silas: Sebastians arv af Cecil Bødker
Som barn slugte jeg Silas-bøgerne på stribe. Jeg købte bind 1-3 i serien for et par år siden, da de kom i nye udgaver (desværre har Gyldendal ikke besluttet at udgive resten af serien i disse nye udgaver), og genlæste dem med stor fornøjelse. Denne bog, som er nummer ti i serien, fik jeg for nylig af min mor, fordi hun havde to af den. Jeg håber, det vil lykkes for os at skaffe hele serien, for de bøger kan altså bare noget særligt.

--- --- ---


Vindens Navn og Dragedræberen af Patrick Rothfuss (Dragedræberkrøniken bind 1 og 2)
At læse disse bøger var som at åbne Pandoras æske. De er fantastiske, og jeg vil ikke sige, du ikke skal læse dem, for det skal du. De fortjener al den ros, de har fået; det er fantasy af den mest veludførte slags, hvor det ikke er fantasy'en som genre, der danner grundlag for bogen, men selve historien og karaktererne. Det er en fantastisk historie, som bare tilfældigvis er i fantasy-form. Så selvom du ikke normalt er til fantasy, men du synes at en actionfyldt, original coming-of-age historie om en usædvanlig begavet ung mand lyder OK, så vil jeg varmt anbefale dig denne serie. Men ak og ve, jeg gik selv i gang med denne serie i den tro, at den kun omfattede to bind, og at jeg altså stod med den samlede historie i hænderne. Men historien var bare langt fra slut, da jeg var færdig, så jeg undersøgte sagen nærmere og fandt for det første ud af, at disse to bind tilsammen svarer til hele første bind i den originale engelske udgave, hvor der indtil videre er udkommet to bind (The Name of the Wind og The Wise Man's Fear) ud af en planlagt trilogi. Det der med at dele engelske bøger op i to bind når de udgives på dansk er et nummer forlaget Tellerup ofte benytter sig af, og det er mildest talt ret forvirrende. The Wise Man's Fear er således endnu ikke tilgængelig på dansk, og jeg har ikke kunnet finde noget tegn på at de bliver det på noget tidspunkt. Men jeg har ikke noget imod at læse resten af historien på engelsk, det er ikke det, der er det værste. Det værste er, at det tredje bind i den originale trilogi har ladet vente på sig siden 2011! 2011, guys! Angiveligt er forfatteren gået i stå, og arbejder i øjeblikket på andre værker. Så jeg kan virkelig blive i tvivl, om jeg nogensinde får resten af denne fantastiske historie om den usædvanlige unge mand, Kvothe. Jeg kan ikke fortryde, at jeg har læst begyndelsen, for det er virkelig nogle af de bedste bøger, jeg har læst i flere år. Men at blive snydt for slutningen, muligvis, er uudholdeligt! Patrick Rothfuss, det er bare med at få fingeren ud ...

--- --- ---


Og vi kom over havet af Julie Otsuka (lydbog)
Denne bog valgte jeg mere eller mindre tilfældigt ud fra, hvad der var ledigt på e-reolen under genren historisk fiktion. Jeg foretrækker normalt papirbøger eller e-bøger frem for lydbøger, men lydbøger er nu engang en meget fin løsning, når jeg både har lyst til at strikke og at læse på én gang.

Og vi kom over havet handler om en gruppe unge, japanske kvinder, der ankommer til USA som postordrebrude i 1919. De er blevet lovet guld og grønne skove af deres kommende ægtemænd, som de aldrig har mødt, men så snart de går fra borde, brister illusionen. Et endnu hårdere liv end det, de har forladt, venter forude. Men at vende hjem er umuligt. Læseren følger kvindernes skæbne i modgang og medgang helt frem til 1942, hvor USA vælger at sætte hele den japanske befolkning i interneringslejre af frygt for spionage.

Der er noget lidt specielt ved denne bog, og det er, at den er fortalt gennem en kollektiv, alvidende vi-fortæller. Man følger aldrig nogen af kvinderne hver for sig. De optræder nærmest som en samlet bevidsthed. I begyndelsen var jeg lidt skeptisk overfor, hvordan det ville fungere, men det blev aldrig det irritationsmoment, jeg havde frygtet. Det eneste jeg opfattede som en ulempe var, at jeg aldrig kom tæt på nogen af personerne, for der var jo ingen hovedpersoner (og dermed heller ikke noget håndgribeligt plot). Derfor var der altid en vis distance mellem mig og alle disse kvinder. Det var spændende at høre om den tilværelse, de havde, på godt og ondt, og alt dette beskrev bogen også rigtig godt. Ikke mindst ved hjælp af et godt sprog og gode, litterære fortælletricks. Men jeg kunne ikke blive grebet af historien på samme måde som med en bog med en eller flere hovedpersoner og et egentligt plot.


Indlæsningen var okay, tempoet lidt lavt.

søndag den 25. februar 2018

Opsamling #7 - del 1

Jeg har læst hele ti bøger/serier siden jeg skrev Opsamling #6. For overskuelighedens skyld besluttede jeg derfor at dele dette indlæg op i to. Her kommer en kort omtale af de første fem bøger - fem bøger, der sjovt nok næsten ikke kunne være mere forskellige.


Anne Franks dagbog af Annelies Marie Frank
Dette er nok en af verdens mest kendte bøger, og jeg har også allerede skrevet en anmeldelse af den, som du kan læse her. Den er, ikke overraskende, en meget unik læseoplevelse, og jeg er glad for, at jeg har fået den læst.

Rhett and Link's Book of Mythicality
af Rhett McLaughlin og Link Neal
Denne bog har jeg lyttet som lydbog, derfor er den ikke med på billedet. Oprindelig havde jeg planer om at skrive en formel anmeldelse af den, for jeg var meget begejstret for den. Måske husker du, at jeg omtalte den i forbindelse med Dewey's Readathon i efteråret. Men tiden var ikke til det på det tidspunkt, og nu er der løbet for meget vand under broen siden.

Rhett & Link er to fyre sidst i 30'erne, der har været bedste venner lige siden de startede i skole. Alle hverdage sender de et show på YouTube ved navn Good Mythical Morning, hvor de laver alle mulige skøre ting. Dette er mit yndlingsafsnit. De skriver også nogle virkelig sjove sangeMythicality-bogen er lige så gennemsyret af deres særegne men elskelige humor som alt andet, de laver. Egentlig er det vel en slags selvhjælpsbog med elementer af autobiografi. Det lyder jo ikke ligefrem som en bog, der kan få tårerne til at trille af grin, men det kan den faktisk.

Rhett & Links ene hovedformål med bogen er at få dig til at grine, og det andet er at dele ud af deres erfaringer om, hvordan du kan komme lidt ud af din komfortzone og lukke glæde og positivitet ind i din hverdag. Eksempler på overskrifter i bogen er, "Make a Bold Hair Choice," "Embrace Immaturity," "Eat Something That Scares You," "Invent Something Ridiculous," "Speak at Your Own Funeral," og "Say 'I Love You' Like It's Never Been Said."

Det er en meget gennemarbejdet bog skrevet med ærlighed og varme, og ikke mindst en god portion selvironi. Kan varmt anbefales, også selvom du ikke kender Rhett & Link i forvejen.

Silas-bøgerne bind et til tre af Cecil Bødker
Disse bøger læste jeg også i forbindelse med Dewey's Readathon, og det var et glædeligt gensyn med nogle personer og figurer, der gjorde dybt indtryk på mig som barn. Historierne er spændende, og Cecil Bødker er virkelig god til at skrive fra et barns perspektiv. Silas er så elskelig fordi han, lidt ligesom Pipi Langstrømpe, er et barn der i den grad ikke er fanget af sociale konventioner og tilmed er godhjertet, modig og kvik.

Jeg elsker også den verden, historierne foregår i. Den er på en måde løsrevet fra tid og sted; man fornemmer bare at det er et sted i Norden i gamle dage. I den henseende minder Silas-bøgerne meget om en af mine absolut yndlingsbørnebøger, Børnene i Kragevig af Bodil Bredsdorff. Det er et helt fantastisk miljø.

Turtles All the Way Down af John Green
Det kan være farligt at have høje forventninger til en bog, man har ventet længe på. Alligevel havde jeg meget høje forventninger til denne. Turtles er den første bog min YouTube-guru, John Green, har udgivet siden The Fault in Our Stars i 2012. Og jeg vidste at denne bog ville handle om et emne, der berører mig meget, nemlig hvordan det er at leve med den psykiske lidelse OCD. Det er John Green rigtig god til at sætte ord på. Men han er først og fremmest en virkelig dygtig forfatter. Det var 100% historien, der drev bogen, ikke noget mere eller mindre skjult, bagvedliggende agenda.

Bogen handler om den 16-årige pige Aza, hvis veninde overtaler hende til sammen at efterforske en lokal rigmands forsvinden. Historien har alle de ting, en John Green-bog plejer at have, så hvis du kunne lide hans forrige, vil du sikkert også kunne lide denne her. Jeg vil helt sikkert læse den igen. Den indfriede virkelig alle forventninger, nogle gange på en ret overraskende måde.

Pride and Prejudice af Jane Austen
Jeg holder virkelig meget af Jane Austen. Som lettere anglofil og med hang til både klassikere og (ordentlige) kærlighedshistorier er det svært at lade være. Det er tredje gang, jeg har læst denne bog, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set den udmærkede filmatisering med Jennifer Ehle og Colin Firth i hovedrollerne. Selvfølgelig er det altid dejligt med en sød og intelligent kærlighedshistorie, men det gode ved Austen er, at hendes historier altid rummer så meget mere end det. Hendes underspillede humor er fantastisk, og hendes forståelse af forskellige personligheder og deres samklang - eller mangel på samme - er simpelthen sublim. Heltinden i Pride and Prejudice, Elizabeth Bennet, er en af mine store rollemodeller.

Hvis du har læst nogle af disse bøger, vil jeg meget gerne høre i en kommentar herunder, hvad du syntes om dem. Og hvis ikke, er du stadig meget velkommen til at skrive en lille hilsen, bare så jeg kan se, du har været her :) God læselyst!