"Alt det lys vi ikke ser" af Anthony Doerr

Forfatter: Anthony Doerr
Udgivelsesår: 2015
Genre: Historisk roman
Forlag: Politikens Forlag
Antal sider: 559

"Man lærer intet om at være blind ved at lukke øjnene. Under ens verden af himle og ansigter og bygninger findes en mere rå og ældre verden, et sted hvor overflader opløses, og lyd glider som fiskestimer gennem luften. Marie-Laure kan sidde i loftskammeret højt over gaden og høre liljer rasle på engene tre kilometer borte."

Alt det lys vi ikke ser, vinder af bl.a. Pulitzer-prisen for fiktion i 2015, foregår under anden verdenskrig. Vi følger to unge mennesker, Werner og Marie-Laure, og erfarer hvordan krigen forandrer deres liv for stedse. Werner er forældreløs og vokser op på et børnehjem i kulminekomplekset Zollverein i Tyskland. Takket være sin lysende begavelse hverves han til en eliteskole for Hitlerjugend og håber på en fremtid som ingeniør. Marie-Laure er datter af låsesmeden på det naturhistoriske museum i Paris og stortrives omgivet af professorer og naturvidenskab. Som seksårig bliver hun blind, men med sin fars kærlige og tålmodige støtte formår hun at bevare troen på livet og på sig selv. Hårde prøvelser venter dog forude for både Marie-Laure og Werner når krigen rammer deres tilværelse og vender op og ned på alting. Midt i tumulten foregår også en jagt på en uvurderlig skat, der siges at give evigt liv til sin ejer: Den mystiske diamant kendt under navnet Flammernes Hav.

Denne bog var i det store hele en fornøjelse at læse, og til tider havde jeg ret svært ved at lægge den fra mig. Pulitzer-prisen er fortjent, ikke mindst på grund af sproget, handlingen og den sindrige komposition. Desværre var der nogle ting i slutningen af bogen, der skuffede mig lidt. Mere om det lidt senere.

Bogen er opdelt i tolv større hoveddele, og hver hoveddel er igen opdelt i en serie meget korte kapitler på 1-5 sider hver. I begyndelsen var det lidt svært for mig at leve mig helt ind i historien, fordi jeg hele tiden syntes at handlingen blev afbrudt, men inden længe begyndte puslespillet at tage form, og efter et stykke tid syntes jeg rigtig godt om disse korte kapitler, fordi jeg aldrig skulle vente længe på at finde ud af, hvad der fx skete hos Marie-Laure mens jeg læste om Werner.

Det kneb, Anthony Doerr overordnet benytter til at fastholde spændingen hos læseren er, at fortælle næsten hele historien i lange flashbacks. Ser man bort fra disse flashbacks centrerer historien sig om de allieredes befrielse af den franske kystby Saint-Malo, og spænder kun over nogle få dage. Helt i begyndelsen af bogen afsløres det at Marie-Laure befinder sig alene og forladt i et hus i den sønderbombede by, og at Werner, der nu er soldat i den tyske hær, er fanget i en kælder i nærheden under tonsvis af murbrokker sammen med to af sine kammerater. Kun få gange i løbet af de 559 sider vender historien kortvarigt tilbage til denne skæbnesvangre nutid, og mens vi hører om Werner og Marie-Laures opvækst og også kommer ret tæt ind på livet af flere af de bipersoner, der omgiver dem, ligger det store spørgsmål omme i baghovedet: Hvordan kommer de hver især ud af den knibe, de befinder sig i? Kommer de overhovedet til at møde hinanden? Det er en genial og gennemført komposition som er meget effektiv.

Ud over kompositionen er sproget en af de ting, der i høj grad bærer denne bog. Derfor har jeg også krydret min anmeldelse med en lille håndfuld ekstra citater til sidst. Historien er ikke som sådan handlingsmættet, men bogen bliver ikke på noget tidspunkt kedelig takket være det fine sprog, der ustandseligt danner små stemningsbilleder og rammende beskrivelser. Doerr skriver, så det føles som om, jeg sidder på en sky og ser på en ballet mens jeg drikker et glas af noget køligt og velsmagende. Det er legende let. Originalt og overraskende uden at blive tungt. Virkelig smukt og samtidig naturligt og hverdagsagtigt. Jeg kunne godt finde på at læse flere af hans bøger bare for at opleve det igen.

Selvom historien foregår under krigen, og der indimellem sker barske og skræmmende ting, er stemningen gennem det meste af bogen blid og håbefuld - nogle gange næsten hyggelig. Volden er ikke udpenslet, man skal tænke sig til de fleste af uhyrlighederne. Dette kunne jeg godt lide ved bogen, og derfor blev jeg lidt skuffet, da stemningen hen mod slutningen begyndte at ændre sig. Volden rykkede et skridt tættere på, og handlingen tog nogle drejninger, der gjorde at håbet forsvandt og alt det, jeg havde været igennem med karaktererne, pludselig virkede meningsløst. Der var ganske vist nogle af de ting, jeg havde håbet, ville ske til slut, som også skete, men ikke alle. Jeg har ikke noget imod en åben eller endda smertefuld og ulykkelig slutning, hvis bare den kan rummes inden for den indre logik, værket opbygger. Men det mener jeg ikke er tilfældet her. Jeg synes, Doerr træder over en grænse, han ikke skulle have brudt, hvis bogen som helhed skulle hænge sammen. Derfor er jeg ikke just tilfreds med slutningen.

Karakterer og dialog er lige så troværdige som man tør forvente af en Pulitzer-prisvinder. Romanen virker også til at være rigtig godt researchet, ikke kun hvad angår de historiske forhold og krigen, men også, for Marie-Laures vedkommende, hvordan det er at være blind og hvad det betyder for de mennesker, der er omkring hende. Det samme gælder for Werner og Marie-Laures store interesser, hhv. radioteknologi og havsnegle. Pludselig er jeg fascineret af hvad en radio i det hele taget er og hvordan den virker. Og Marie-Laures fascination af havet og dets beboere kædes sammen med gennemgående referencer til Jules Vernes klassiker En jordomsejling under havet, hvilket også var noget, jeg syntes godt om ved bogen. Alt i alt vil jeg sige, at Alt det lys vi ikke ser er et stort og smukt værk, der desværre har en træls ridse i lakken, som jeg umiddelbart efter endt læsning har svært ved at abstrahere fra.

Har du læst bogen, vil jeg meget gerne høre om din oplevelse i en kommentar herunder. Skriv også meget gerne og sig hej, bare fordi du har læst indlægget.

Hvis du klikker her, kan du se en tre minutter lang, engelsk anmeldelse af Alt det lys vi ikke ser på YouTube, der peger på en masse interessante detaljer ved bogen, jeg ikke har fået med her.

Flere citater fra bogen:

"Efter at Etienne har blæst lyset ud, knæler han i lang tid ved siden af sengen. Dødens knoglede skikkelse rider gennem byens gader under dem og standser nu og da sin ganger for at se ind ad et vindue."

"I entreen tøver de; det er ikke til at sige hvad der venter dem på den anden side af døren. Han husker den alt for varme balsal hvor han deltog i optagelsesprøven for fire år siden: stigen der var sømmet til væggen, de røde flag med den hvide cirkel og det sorte kors. Man går ud til kanten, man springer."

"Havet. Havet! Lige foran hende! Så tæt på hele tiden. Det suger og buldrer og plasker og rumler; det løfter sig og udvider sig og falder over sig selv; Saint-Malos labyrint åbner sig i en portal af lyd, der er større end noget hun nogensinde har hørt."

"Hvor er verden dog fuld af labyrinter. Et træs grene, rødders filigran, krystallers matricer, de gader som hendes far genskabte i sine modelbyer. Labyrinter i pigsnegles noprede huse og i overfladen på et træs bark og inden i en ørns hule knogler. Ingen mere kompliceret end den menneskelige hjerne, ville Etienne have sagt."

"Krigsdagbøger 1939-1945" af Astrid Lindgren

 

Forfatter: Astrid Lindgren
Udgivelsesår: 2016
Genre: Dagbog/historisk
Forlag: Gyldendal
Antal sider: 361

"[6. august 1943] Da jeg tænkte på 'Ulvens' besætning, og da jeg læste Agapits bog, forsøgte jeg at forestille mig, at jeg havde Lars på den sunkne ubåd (dengang man troede, de sad levende på havets bund) eller med feber og betændte sår på et krigssygehus , og bare indbildningen var nok til skabe en smerte inde i mig, som ikke var til at bære! Hvordan føles det så ikke for dem, for hvem det ikke er indbildning, men grum virkelighed? Hvordan kan det være muligt, at menneskeheden skal lide sådanne kvaler, og hvorfor bliver der krig? Skal der virkelig bare et par mennesker som Hitler og Mussolini til for at drive en hel verden i undergang og kaos."

I 1939, da Astrid Lindgren var 32 år, brød anden verdenskrig ud. Hun besluttede sig for at begynde at skrive dagbog for at danne og fastholde et overblik over krigens gang. På det tidspunkt var hun endnu ikke kendt forfatter, "bare" en ung husmor og kontorist. I løbet af krigen fyldte hun sytten læderindbundne notesbøger med notater, avisudklip osv. Dagbøgerne lå indtil 2013 i en vasketøjskurv i Astrids hjem i Stockholm. Sidste år, i anledning af 70-året for krigens afslutning, blev dagbøgerne udgivet i Sverige og blev, for første gang, gjort tilgængelige for offentligheden. Og i år blev de så udgivet på dansk.

Selve bogen er en flot hardbackudgivelse i høj kvalitet med flotte scanninger af mange af de sider fra dagbøgerne, hvor Astrid har sat avisudklip o.lign. ind. Der er også adskillige fotografier af Astrid og hendes familie, taget i løbet af krigsårene. Selve dagbogsteksten er selvfølgelig transkriberet, og jeg er ikke faldet over en eneste trykfejl. Den eneste kritik, jeg har af udgaven er, at papirkvaliteten er så god, at bogen er så tung, at jeg somme tider fik ondt i hænderne af at sidde med den.

Hvad angår selve indholdet af dagbogen, så er hovedtemaet krigen, dens gang i hele verden, de politiske spændinger der driver den og de tragedier den medfører, både i og udenfor Sverige. Her udviser Astrid et forbløffende klarsyn og en imponerende evne til at forholde sig selvstændigt og kritisk til det politiske spil og mediernes udlægning heraf, som langt overgår, hvad man kan forvente af en husmor på hendes tid. I forvejen så jeg op til Astrid Lindgren som forfatter, men denne dagbog viste mig for alvor, hvor stort et forbillede hun i det hele taget er som menneske. Hendes optegnelser danner et billede af en yderst intelligent, handlekraftig, selvsikker og empatisk kvinde. Dette gælder både indholdet og den sproglige stil. Selv om hun endnu ikke var kendt forfatter, er hendes sprog levende og har en rigtig god syntaks til trods for, at teksten er skrevet i hånden og stort set ikke redigeret.

"[20. marts 1944] Det, som i øjeblikket er mest bemærkelsesværdigt, er fredsforhandlingerne mellem Finland og Rusland. De har været i gang længe nu og fører tilsyneladende ikke til noget resultat. Finnerne nægter at give sig trods pres fra England og USA. Det virker noget mystisk, det hele, synes jeg. Finland har kniven på struben, og snart må de vel gå ind på russernes betingelser. Kong Gustaf menes at have henvendt sig til Mannerheim og Ryti og bønfaldet dem om at forsøge at slutte fred."

Under krigen arbejdede Astrid med at foretage brevcensur for sikkerhedstjenesten. Jeg tror, det der gjorde allermest indtryk på mig i bogen var de afskrifter af breve fra arbejdet, hun ind imellem lavede og satte ind i dagbogen. Det var breve fra vidt forskellige mennesker, der på det grusomste blev berørt af krigen. Førstehåndsberetninger, der ellers aldrig ville have set dagens lys. Men også i sig selv oplever jeg dagbogen som en helt unik kilde til krigen. Den giver et indblik fra en ganske særlig vinkel, som ikke findes i nogen historiebog - et autentisk glimt fra et menneske i en situation ud over det sædvanlige.

Glimt fra hverdagen i familien Lindgrens liv dukker også jævnligt op, men oftest som en form for sidebemærkninger. Hun fortæller fx kort om, hvordan hendes børn klarer sig i skolen, hvordan familien fejrer jul og fødselsdage, og hvad hver især får i gave.

På sin vis er bogen noget tung at læse, da den jo side op og side ned rummer optegnelser af krigens gang og den politiske situation. Det tog mig omkring to måneder at læse den, men det var bestemt hele besværet værd.

Avisudklippene, der jo er scanninger af originalerne, er ikke oversat til dansk, så dem skimmede jeg blot, da jeg ikke er så stærk til svensk. Bogen er delt op sådan, at der er et afsnit med tekst og et afsnit med scanninger for hvert krigsår. Derfor anbefaler jeg at bruge to bogmærker under læsningen, da man ofte har brug for at bladre frem og tilbage mellem teksten og scanningerne. Desuden findes der bagerst i bogen et personregister, som er vældig nyttigt. Der er to forord: Et skrevet af den svenske forfatter Kerstin Ekman og et skrevet af redaktøren af den svenske udgave, samt et efterskrift af Astrid Lindgrens datter Karin Nyman. Disse tre paratekster er overskuelige og sætter dagbogen ind i en god forståelsesramme.

Selv om Astrid under krigen sikkert aldrig havde forestillet sig, at hendes dagbog kunne være relevant for andre, er de i dag blevet til en udgivelse, der vil være til inspiration og gavn for mange. Gennem denne bog har jeg fået lov at opleve anden verdenskrig på en måde, der er mere levende, vedkommende og autentisk end nogensinde før. Samtidig er jeg kommet tæt på en bemærkelsesværdig kvinde. Jeg vil varmt anbefale bogen til alle, der er interesseret i anden verdenskrig eller Astrid Lindgren.

Opsamling og TBR-fokus #3

Det føles som en evighed siden jeg sidst har skrevet et indlæg, og det er det jo også i blog-tid. De seneste uger har det været småt med tid og ro til at sætte mig til tasterne, men nu har jeg fået sommerferie og kan forhåbentlig både læse og blogge lidt mere ind imellem de mange familiebesøg, ferien byder på for mit vedkommende.

Sidste gang, jeg satte fokus på min TBR, (hvilket er fire måneder siden!), var jeg ret uafklaret med, hvad jeg ville læse det næste stykke tid, så jeg lavede en kort liste på kun otte bøger. Lidt senere tilføjede jeg to mere, bl.a. den rejsende bog Alkymisten af Paulo Coelho, så jeg kom op på ti, som det egentlig var meningen. Og siden da har jeg formået at læse fem bøger/serier ud af de ti. Disse fem var følgende:

Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen (bind 3, 4 og 5)
Denne serie står fortsat for mig som noget af det bedste, jeg har læst i år. Jeg elsker historien, karaktererne og Kenneth Bøgh Andersens skrivestil. Unødvendigt at sige, at jeg glæder mig som et lille barn til bind 6 udkommer her i efteråret. I april kom jeg vist til at skrive at den udkom senere på måneden - det var selvfølgelig en fejl. Desværre.

Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee
En bog, jeg også hurtigt kom til at elske. Læs min anmeldelse her.

Septimus Heap af Angie Sage (bind 1)
Jeg købte hele denne serie i Arnold Buscks bogudsalg, og satte mig for at jeg ville læse hele serien fra begyndelsen, selvom jeg allerede havde læst bind 1 og 2 før. Jeg skulle nok bare have fortsat fra bind 3. Fortælletempoet er ikke så højt, og jeg kom lidt til at kede mig, også selvom der var mange detaljer i handlingen, jeg havde glemt siden sidste læsning. I hvert fald nåede jeg ikke længere end til bind 1, før jeg fik lyst til at gå andre veje. Selvom det er gode bøger, var jeg bare ikke lige tændt på mere Septimus Heap i denne omgang.

Fallen af Lauren Kate (bind 1, 2 og 3)
Her er en serie, jeg til gengæld gnaskede mig igennem forholdsvis hurtigt. Det sjove er, at jeg (vist nok pga. Tellerups sampak med de tre første bind) havde fået det indtryk, at der var tale om en trilogi, og jeg var så glad for at have alle tre bøger på reolen allerede inden jeg begyndte at læse dem. Det var først da jeg var godt i gang med bind 2, at jeg lavede lidt research på serien og opdagede, at bind 4 og 5 også var en ting. Suk. Tiden vil vise, hvornår jeg får råd til at anskaffe mig dem. Men det kommer nu nok ikke til at vare længe. Jeg bryder mig virkelig ikke om at have halve serier stående i min reol, haha. Desuden vil jeg selvfølgelig også gerne læse resten af historien. Fallen-serien er paranormal fantasy/teenageromantik med et tykt lag ekstra teenageromantik ovenpå. Plottet er noget tyndt hist og her, men jeg kunne godt lide den triste og dystre stemning, der herskede især i bind 1. Det var lige hvad jeg trængte til at begrave mig i Luce og Daniels dybe, inderlige, uovervindelige, altoverskyggende og på ingen måder realistiske kærlighed. For mig var denne serie totalt afslappende guilty-pleasure læsning. Måske skriver jeg en anmeldelse af den samlede serie, når jeg engang får læst den færdig.

Alkymisten af Paulo Coelho
En bog som var godt skrevet, men ikke helt så indholdsrig, som jeg havde håbet på. Læs min anmeldelse her.

Ud over ovenstående fem, har jeg også fået læst en del bøger, der ikke lige var på listen. Det var:

Skæbnens kald af Haidi Wigger Klaris (Dæmonherskerens arving bind 2)
Jeg valgte denne fordi jeg trængte til lidt let læsning, og fordi det var på høje tid, jeg fandt ud af, hvad der skete med hovedpersonen Ally efter at hun og hendes venner var kommet til at fremmane en dæmon på deres kostskole. Læs min anmeldelse af bind 1 og 2 her.

En - to - tre - NU! af Jesper Wung-Sung
Jeg blev interesseret i denne bog, da jeg så en trailer for filmatiseringen i biografen. Det viste sig at være en virkelig god bog, som jeg vil anbefale til alle og enhver. Det er allerede over en måned siden, jeg læste den, men jeg slugte den på én dag, og den sidder stadig inde i hjertet på mig (hvad der er tilbage af mit hjerte), og hvisker ting og sager. Ingen tvivl om at Jesper Wung-Sung virkelig kan noget med sproget, og også har noget på hjerte i sit forfatterskab. Læs min fulde anmeldelse af bogen her.

Dragen med de røde øjne og andre fortællinger af Astrid Lindgren
Jeg er en kæmpe Astrid Lindgren-fan, og har ledt efter denne bog temmelig længe. Da jeg så en dag i sidste måned vandrede ind i Bog og Idé på Kongensgade med et gavekort i hånden og spottede den på hylden, var der ingen tvivl om, hvad gavekortet skulle gå til. Det er en samling små fortællinger, der egentlig har en trist grundtone. De handler allesammen om børn, der oplever tab, savn og ensomhed -- men også får lov til at flygte fra en kold virkelighed og finde håb i fantasiverdener og oplever at være noget for andre.

Den sorte paraply af Lene Dybdahl
Jeg valgte at læse denne fordi den havde stået et stykke tid og stirret på mig fra sin plads på reolen. Det var en bog, jeg selv havde købt, og jeg syntes også det var for galt, at jeg endnu ikke havde læst nogen bøger af Lene Dybdahl, nu hvor jeg efterhånden havde set en del af hendes forfatterfredag-videoer på YouTube, som er yderst nyttige for forfatterspirer, og havde fået indtryk af at hun var lidt af et fænomen. Bogen var også rigtig god. Sproget og ordforrådet gjorde stort indtryk på mig. Handlingen var utrolig mættet og fuld af overraskelser. Karaktererne var spændende, varierede og troværdige. Jeg vil sige bogen havde alt det, der skal til for at være gribende og spændende, og det var faktisk næsten for meget af det gode. Jeg sad lidt med en fornemmelse af at manuskriptet var blevet vendt og drejet og trimmet og strammet så voldsomt at sjælen i det var ved at blive kvalt. Dette gik mig nok mere på end det ellers ville have gjort, fordi det lidt var af pligt at jeg læste bogen. Der er dog ingen tvivl om at jeg gerne giver Lene Dybdahls bøger en eller flere chancer til, og jeg håber også at komme til at møde hende på fantasyfestivalen i Esbjerg her i efteråret.

Coraline af Neil Gaiman
Også en bog jeg egentlig havde tænkt på at læse i evigheder (dvs. 3-4 år) -- og hvor er jeg glad for at jeg endelig fik det gjort. Den er lige så velskrevet som man forventer af en bog af en forfatter så stor som Neil Gaiman, og der var temaer og en stemning som jeg tydeligt kunne genkende fra Oceanet hvor grusvejen endte, som er den eneste anden bog, jeg indtil videre har læst af Gaiman, og som gjorde virkelig dybt indtryk på mig.

Det var en hurtig opsamling på de sidste fire måneders læsning. Dermed går jeg videre til at lave en ny liste med ti bøger/serier, jeg gerne vil læse i den nærmere fremtid. Heldigvis har jeg gjort en del forarbejde allerede ved i går morges at vælge hvilke bøger, jeg skulle have med på sommerferie. Og denne gang vil jeg som noget nyt, føje et par kommentarer til valget af hver bog/serie.

• Krigsdagbøger 1939-1945 af Astrid Lindgren (biografi/historie)
  Denne bog ønskede jeg mig til fødselsdag og var så heldig at få den af min far og hans kone. Jeg er faktisk næsten færdig med at læse den, og regner med at skrive en anmeldelse snart.
• Mediedidaktik i teori og praksis af Stig Toke Gissel (faglitteratur)
  Jeg læste dele af denne bog, da jeg gik på lærerseminariet. Den beskriver teorien om medieteksters multimodalitet og er super nyttig, hvis man, som jeg, kan lide at gå analytisk til værks med fx graphic novels, hjemmesider og computerspil. Jeg vælger at genlæse den nu, da min svigerinde og jeg tænker på at kaste os ud i et projekt, hvor den måske kunne være god at have i frisk erindring.

• Walden: Livet i skovene af Henry David Thoreau (klassiker/filosofi)
  En klassiker som citeres flittigt i den roman, jeg p.t. er ved at oversætte -- dvs. en win-win situation for mig at få den læst.
• Dangerous Games af Teri Terry (kort fortsættelse til Mind Games, sci-fi)
  Elsker bare Teri Terry <3
• Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr (historisk)
  Denne bog har sikkert stået på hylden alt for længe. Har kun hørt godt om den.
• Fallen 4 og 5 af Lauren Kate (serie, ungdom/fantasy)
  Jeg må jo vide hvordan det ender for Luce og Daniel, ikke?
• Mumitroldene af Tove Jansson (serie, børn/fantasy)
  Har stået på hylden siden Bogforum 2015. Regner med, det bliver rigtig hyggelæsning.
• The Illuminae Files af Amie Kaufman og Jay Kristoff (serie, ungdom/sci-fi)
  Denne serie har jeg fået anbefalet af min svigerinde. Jeg læste de første 20-30 sider, da jeg besøgte hende sidst, og den virkede både sjov og spændende.
• Min geniale veninde af Elena Ferrante (serie, historisk)
  Denne serie har jeg set/læst mange gode anmeldelser for på det seneste.
• Nordmosen (Inspector Erlendur) af Arnaldur Indridason (serie, krimi)
  Dette er en bog, min søster har lånt mig, og jeg er ret spændt på om den er noget for mig. Er jo normalt ikke så meget til moderne krimier, men vi får se.

Tak fordi du læste med, og jeg håber, du ønsker mig god læsning. Hvis du har nogen uddybende spørgsmål til nogle af de bøger, jeg nævner i dette indlæg, så skriv endelig en kommentar herunder. Skriv også gerne og sig hej bare fordi du har læst indlægget (for det er seriøst godt klaret, hvis du er nået helt hertil, og jeg vil så gerne høre fra dig).

"En - to - tre - NU!" af Jesper Wung-Sung

Forfatter: Jesper Wung-Sung
Udgivelsesår: 2001
Genre: Ungdomsbog
Forlag: Dansklærerforeningen
Antal sider: 184

Jeg blev - selvfølgelig - opmærksom på denne bog i forbindelse med dens nylige filmatisering. Jeg så traileren for filmen, da jeg var i biografen for at se Allegiant, og tænkte, den så virkelig god ud - men jeg ville unde mig selv at læse bogen først. (Læs altid bogen først!) Jeg har tidligere læst en bog af Jesper Wung-Sung, Alamo, en udgivelse i Dansklærerforeningens serie af billedromaner, i forbindelse med mit studie, og den var jeg vild med, så det tegnede jo allerede godt.

Jeg bestilte En - to - tre - NU! på biblioteket, og dagen efter at jeg havde hentet den hjem, gav jeg mig til at læse. Jeg havde lige en times tid at læse i om morgenen, inden jeg skulle på arbejde, og da jeg lagde bogen fra mig for at gå, opdagede jeg at jeg allerede var omkring en tredjedel inde. Og jeg var hooked. Da jeg kom hjem fra arbejde midt på eftermiddagen læste jeg vel i ca. 1½ time, og de sidste kapitler blev slugt om aftenen inden sengetid, (jeg var nødt til at lægge den fra mig fordi vi skulle hen og spise hos en veninde).

En - to - tre - NU! er en meget intens læseoplevelse. Den rev mit hjerte ud og trampede på det. Da jeg havde vendt den sidste side var jeg så vred og ked af det på Jeppe og Cecilies vegne, at det næsten ikke var til at bære. Hvor gjorde det dog forfærdelig ondt. Men bogen rykkede virkelig også noget i mig. Det kan godt være, det gjorde ondt, men jeg havde også en helt klar fornemmelse af, at jeg pludselig ikke længere havde særlig ondt af mig selv, hvilket var en befriende oplevelse. Det er i skrivende stund under fireogtyve timer siden, jeg blev færdig med bogen, og det gør stadig ondt, men jeg ved også, at det på et tidspunkt vil komme til at gøre godt.

Det er faktisk svært at anmelde En - to - tre - NU! uden at spoile væsentlige ting i handlingen. Man behøver ikke engang læse længere end halvvejs, før man et eller andet sted godt ved, hvad det her er for en bog. Men jeg skal nok lade være med at sige noget om slutningen.

Bogen handler om de to 1. g'ere, Jeppe og Cecilie, der bliver kærester. Bogen fortælles med Jeppe som jeg-fortæller, og i begyndelsen af deres forhold er han tryllebundet men også meget forvirret over Cecilies opførsel. Hun opfører sig ikke som de fleste, og så har hun det ligesom også med at forsvinde hele tiden. Men det hele falder på plads, da hun endelig fortæller Jeppe sandheden: At hun har kræft. Alligevel ligefrem blomstrer kærligheden imellem dem, og sammen kaster de sig ud i det ene vilde eventyr efter det andet. Men hvor længe kan det få lov at blive ved?

Jesper Wung-Sungs skildring af livet som ung, dansk gymnasieelev virker meget realistisk. Dog synes jeg Jeppes erfaring med fester, alkohol og deslige måske er lidt for imponerende, hans alder taget i betragtning, (hvilket vil sige ikke særlig imponerende). Men både Jeppe og hans bedste ven Jack har også ting i bagagen, som de kæmper med, så det er ikke kun Cecilies sygdom, der er omdrejningspunkt for bogens handling. Bogen har en rigtig fin komposition, hvor Jeppes tanker og oplevelser om Cecilie bliver både belyst ud fra og varieret af hans tanker og oplevelser om sin familie, om sin store passion basketball og om sine venner, heriblandt Jack, der er kommet i lære som murer, og Smælle, som går på gymnasiet sammen med Jeppe.

Jeg tror næsten alle unge som Jeppe og Cecilie drømmer om at gøre nogle vilde ting. Jeppe og Cecilie befinder sig i en situation, hvor de rent faktisk har en undskyldning for at gøre noget ved drømmen. De tror på sig selv og hinanden. Det eneste, jeg ikke kan lade være med at stille spørgsmål ved er, om deres kærlighed virkelig er realistisk. Den virker nærmest ufejlbarlig. Og den kommer så inderligt til udtryk, at jeg har svært ved at tro på, at Jeppe og Cecilie kun er 16-17 år. Jeg havde i hvert fald ikke modet til at elske nogen så dybt, da jeg var på den alder. Men kærlighed er jo en meget individuel sag og har, som man siger, ingen alder. Jeppe og Cecilies kærlighed er i hvert fald smuk, og så integreret en del af historien, at jeg som læser alligevel ønsker at tro på den.

En - to - tre - NU! er en anderledes ungdomsbog end så mange andre. Den handler fx ikke om manglende selvtillid, at føle sig udenfor, at blive voksen, eller den første gang, hvilket ellers er meget gængse emner indenfor genren. Disse emner er selvfølgelig også vigtige at skrive bøger om. Men det er noget andet, denne bog vil, og det synes jeg er dejligt forfriskende. Overraskende nok er den heller ikke en bog, der handler særlig meget om kræft, i betragtning af at den ene hovedperson lider af denne sygdom. Den handler faktisk mere om basketball end kræft. Men den handler mest om forhold, både kæresteforhold og forhold til familie og venner. Og så handler den selvfølgelig også meget om, hvordan man reagerer, når man selv, eller én man elsker, er truet på livet af en smertefuld og nådesløs sygdom. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad Jeppe til syvende og sidst vælger at gøre med al den forfærdelige lykke og smerte, Cecilie volder ham. Og det synes jeg, bogen giver et rigtig godt svar på.

To ting, jeg oplevede som ekstra plus ved bogen var for det første dens lækre referencer til bl.a. filmen Hvide mænd kan ikke dunke. Denne basketballfilm er selvfølgelig Jeppes yndlingsfilm, og han refererer til flere forskellige scener fra den i løbet af sin fortælling. Heldigvis har jeg set filmen, og havde let ved at følge hans tanker om den. Jeg kan virkelig godt lide, når et værk refererer til andre værker. Det andet plus var at størstedelen af bogen foregår i Svendborg og Odense. Svendborg kender jeg efterhånden lidt, og Odense har været mit hjem i ti år, så det var meget nemt for mig at se scenerne for mig, når Jeppe fx får øje på Cecilie, der forsvinder ned ad en sidegade til gågaden, eller de slentrer gennem Brandts Passage og stopper op ved skulpturen af Kejserens nye klæder. Det gjorde læseoplevelsen endnu stærkere for mig, og det er ærgerligt at det ikke er alle læsere, der har mulighed for at opleve bogen på den måde.

Jeg er glad for, at jeg valgte at læse bogen først, og føler egentlig slet ikke længere noget behov for at se filmen - jeg er bange for, den bare vil ødelægge min oplevelse. Til Jesper Wung-Sung vil jeg sige: "Av! Men tak alligevel." Jeg kunne godt tænke mig at læse flere af hans bøger, og han er helt klart en forfatter, jeg vil lægge mere mærke til fremover.

Bonus-links:

• I Kristeligt Dagblad har man i 2002 kunnet læse denne anmeldelse af En - to - tre - NU!, som jeg er meget enig i, og som også er bedre formuleret end ovenstående ;)
• I denne YouTube video kan lytte til en smuk sang fra filmatiseringen, akkompagneret af stillbilleder fra filmen, der virkelighed udtrykker, hvor gribende denne historie er.

NY Times "By the Book" tag

Jeg er blevet tagget af Camilla fra bloggen På en litterær sky, hvilket betyder, at jeg skal svare på nedenstående ti spørgsmål. Nogle af dem virker nemme nok for mig, andre ikke helt så ligetil. I hvert fald er her en chance for at lære lidt mere om mine boglige vaner.

1. Hvilken bog er der på dit natbord?
Der ligger faktisk tre bøger på mit natbord lige nu, så mit svar på dette spørgsmål bliver lidt langt. De ligger på mit natbord fordi det er nogle, som jeg er kørt lidt fast i, og derfor ikke har taget med mig rundt i lejligheden længe. To af dem er fagbøger, og det sker ret ofte, at jeg før eller siden kører fast i bøger, der tilhører denne overgenre, så det er nok ikke så overraskende.

Den ene er Antik Mytologi af Christian Gorm Tortzen, der er en kombineret redegørelse for, genfortælling af og leksikon over den romerske og græske mytologi. Som den ihærdige fantasylæser, jeg er, synes jeg det er spændende at komme så tæt som muligt på de originale kilder. Myterne er jo spændende i sig selv, men har også inspireret ufatteligt mange fantasyhistorier og -universer, og det er sjovt at sammenligne disse med de gamle tekster.

Den anden fagbog er Når tro og liv brager sammen af Jens Ole Christensen, og den handler om, hvordan det som troende kristen somme tider kan være vanskeligt at praktisere sine bibelske idealer i svære situationer og kriser i livet, såsom skilsmisse, dødsfald og lignende. Begge disse fagbøger er faktisk nogle, der interesserer mig virkelig meget, så jeg er sikker på, jeg nok skal få dem læst færdig før eller siden. Det er bare som om skønlitteraturen trækker lidt mere til hverdag, kender du det?

Den allernederste bog er Silmarillion af J.R.R. Tolkien -- værket, der udgør mytologien bag Ringenes Herre-universet. Som den store beundrer af Tolkien og hans forfatterskab, jeg er, burde jeg jo for længst have læst denne, og har også forsøgt to gange. Og den er også virkelig fascinerende, men bare så ... tung! Heldigvis har en youtuber ved navn JP Kloess lavet denne video, der med et glimt i øjet forklarer hele Silmarillion på bare tre minutter, hvilket må siges at gøre bogen lidt mere overskuelig, men selvfølgelig også noget mindre detaljeret ;)

2. Hvilken bog var den sidste, du læste, som du vil betegne som fantastisk?
Den faldne engel, som er femte bind i serien Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen. For nylig har Louise fra bloggen Kære dig skrevet en rigtig god anmeldelse af denne bog, så hvis du overvejer at læse serien, eller er betænkelig ved at gå videre fra bind fire, som jo ellers skulle have været det sidste, så hop over og bliv klogere af Louises anmeldelse.

3. Hvis du kunne møde en hvilken som helst forfatter – død eller levende – hvem ville det så være? Og hvad kunne du tænke dig at vide?
Dette er et af de svære spørgsmål, for selvfølgelig ville det være umuligt at vælge kun én :) . Navne som Astrid Lindgren, Tolkien, H.C. Andersen, Shakespeare og Jane Austen vælter ind i hovedet på mig. Og i bund og grund ville spørgsmålet nok være det samme til dem alle: "Hvor FÅR I det fra??"

4. Hvilke bøger vil man blive overrasket over at finde på din bogreol?
Det ved jeg såmænd ikke. Jeg er en forholdsvis åbensindet og - hvis jeg selv skal sige det - kompleks person, der gerne læser bredt, hvilket min bogsamling vist også afspejler, så jeg kan ikke umiddelbart få øje på nogen titler der på den måde stikker ud.

5. Hvordan organiserer du dine bogreoler?
Lige nu har jeg to reoler, en stor og en lille, hvor den store mestendels rummer skønlitteratur og den lille faglitteratur. Men begge er så proppede, at det er umuligt rigtigt at sætte dem i system. Jeg drømmer om en dag at købe et hus og indrette et bibliotek. Da ville jeg nok organisere bøgerne først efter genre, dernæst efter alfabetisk orden ud fra forfatterens efternavn. Jeg synes også bøger sorteret efter farve er rigtig flot, men det ville give mig totalt OCD fx at skulle dele en serie op for at få farverne til at passe.

6. Hvilken bog har du altid haft en intention om at læse, men aldrig kommet i gang med? Er der bøger, du er pinligt berørt over ikke at have læst?
Ud over Silmarillion, som jeg nævnte ovenfor, er jeg lidt pinligt berørt over aldrig at have fået læst Anne Franks dagbog, som jeg ellers har haft stående i reolen lige siden min konfirmation, hvor jeg fik den i gave.

7. Skuffende, overvurderet, bare ikke god: Hvilken bog føler du, du burde kunne lide, men det modsatte skete? Kan du huske den sidste bog, du lagde fra dig, uden at færdiggøre den?
Den seneste bog, jeg er kørt fast i, er Spartacus af Howard Fast. Problemet er nok lidt det samme som med Silmarillion: Det er ikke fordi den ikke er god eller fascinerende, den er bare virkelig tung. Sproget er ret gammeldags og formelt, og den virker noget langtrukken. Jeg overvejer stadig om jeg skal give den en chance til når jeg er færdig med de to bøger, jeg er i gang med lige nu. Ellers ender den nok også nederst i bunken på natbordet ...

8. Hvilken slags historier bliver du draget i mod? Hvilke gør det modsatte?
Jeg holder meget af historier der rummer et element af skæbne eller på en eller anden måde trækker på mytestof; historier, der formår at fortælle noget helt basalt om tilværelsen og på en eller anden måde minder mig om på ny, hvad det vil sige at være menneske. Herunder især coming of age-historier eller historer, hvor hovedpersonen på en eller anden måde finder sig selv og sin vej i livet. Mange børnebøger rummer disse ting, og de bedste af dem er skrevet på en måde, så voksne får mindst lige så meget ud af dem. Jeg elsker også historier, som er fortalt med en god portion humor, eller hvor fortælleren på en eller anden måde er anderledes eller ligefrem utroværdig, som fx i Bartimæus-trilogien af Jonathan Stroud.

Historier, jeg derimod ikke er så meget for er dem, som siger, at der ikke er noget håb, og at der ingen mening er med tilværelsen. Jeg har ikke noget imod, at tingene ikke altid ender godt, hvis der er en pointe med det, men jeg synes det er forkert, når alting i en bog bare ender i ingenting.

9. Hvis du kunne få statsministeren til at læse en bog, hvilken skulle det så være?
En biografi om Christen Kold og N.F.S. Grundtvig.

10. Hvad planlægger du at læse næste gang?
Det ved jeg ikke præcist, men jeg har planer om at tjekke Louise Haibergs trilogi Dæmondræberen ud indenfor overskuelig fremtid. Jeg håber ikke, den er for blodig eller for grov i sproget for min smag, for selve plottet lyder virkelig godt.

Det var spørgsmålene, og så er det jo min tur til at tagge tre andre bogbloggere. Det bliver Kirsten fra Læsehest med fantasy, Kathrine fra Bøger på tværs og Sabrina fra Sabrina's blog.

Jeg håber, du syntes det var hyggeligt at læse med. Glem ikke at lægge en kommentar herunder, om det så bare er for at sige, du har læst indlægget - det varmer alt sammen en bloggers hjerte ;)

"Skyggernes bog" og "Skæbnens kald" af Haidi Wigger Klaris

 

Forfatter: Haidi Wigger Klaris
Udgivelsesår: hhv. 2015 og 2016
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: hhv. 285 og 248

Jeg har netop læst Skæbnens kald, som er anden del af H.W. Klaris' trilogi Dæmonherskerens arving. Første del, Skyggernes bog, læste jeg omkring jul, men var ikke umiddelbart parat til at skrive en anmeldelse efter endt læsning, så nu vælger jeg at anmelde begge bøger sammen, og derefter med begejstring se frem til at tredje bind udkommer.

Jeg valgte at læse disse bøger, fordi jeg mødte forfatteren til Bookeaters Convention i Odense i efteråret, og hørte hende fortælle om, hvordan hun havde fået ideen til bøgerne, og hvordan det havde været at skrive og få dem udgivet. Det kan du evt. læse mere om i dette indlæg. Jeg fik rigtig meget ud af hendes foredrag, og selvfølgelig dermed lyst til at læse bøgerne.

Da jeg havde læst første bog var jeg dog ikke ovenud begejstret. Jeg havde nok forventet noget lidt andet, og syntes der var nogle ting, der haltede lidt. Jeg syntes, karaktererne virkede lidt flade, og jeg syntes ikke, verdenen blev realiseret så tydeligt, som den kunne. Fx foregår bogen jo på en kostskole, men det var først til sidst i bogen, at undervisningen og en eller to af lærerne kom ind i billedet. Ellers var det kun karakterernes fritid, der blev beskrevet, og det gjorde, at jeg havde svært ved at danne mig et fuldt billede af deres hverdag. Jeg syntes heller ikke altid, der var logik i karakterernes handlemønstre, og der var mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med historiens baggrund. Dette irriterede mig lidt i starten, men efterfølgende har jeg opdaget, at disse ting, som jeg først opfattede som mangler, på en måde også er en styrke for bøgerne. Mere om det lidt senere.

Historien om Ally, der begynder på kostskolen Larchwood, som gemmer på en farlig hemmelighed, er faktisk ret spændende. I første bog følger vi hende, da hun ankommer til skolen, får sig nogle venner og fjender, opdager at der er en hemmelig kreds af elever på skolen, der dyrker mørk magi, møder spøgelset Catherine, og bliver kærester med en af drengene. Og første bog ender i en meget vellykket cliffhanger - så er du advaret!

Jeg havde en bedre oplevelse af at læse den anden bog i serien end den første. Her vidste jeg lidt mere om, hvad jeg kunne forvente af skrivestilen og bogens indhold. I anden bog bliver handlingen faktisk også endnu mere spændende. Der kommer lidt mere baggrundsinfo på, og ikke mindst følger vi Ally ned i underverdenen, hvilket gør at verdenen bliver noget bedre realiseret. Desuden kommer karakteren Tristan også ind i billedet. Han er en sød, men mystisk fyr, med sære mentale evner. Hovedkonflikten udvides og Ally og hendes venner er tvunget til at indgå nye alliancer.

Disse to bøger er nogle, man bare flyver igennem. Både fordi, de er spændende og svære at lægge fra sig, men også fordi skriften er forholdsvis stor, så der ikke står så meget på hver side. Det betyder, man skal bladre ret ofte, hvilket giver en dejlig fornemmelse af at man, som sagt, bare drøner igennem bogen. Sproget er meget enkelt og dialogen er overbevisende, fordi karaktererne bruger mange af de udtryk som unge bruger i dag. Og det er sammen med disse ting, at jeg ser de førnævnte svagheder ved bøgerne som en styrke. Sådan som bøgerne er skrevet og sat op, tænker jeg at de egner sig rigtig godt til børn/unge med lettere læsevanskeligheder, som har brug for en spændende læseoplevelse, hvor de kan relatere til karaktererne med det samme, og ikke skal kæmpe sig igennem lange beskrivelser af verdenen og mange baggrundsoplysninger. Og de egner sig også til dig, der lige trænger til at slappe af med en letfordøjelig paranormal fantasyhistorie. Men det er ikke bøger, der har en masse vigtigt at sige om livet - de skal læses for underholdningens skyld. Heldigvis byder de efter min mening på bedre underholdning end mange andre bøger af samme kaliber.

Ally er også en både sjov og troværdig hovedperson. Hun har et lidt hidsigt temperament, og hvad angår det med drengene, ja, så drøner teenagehormonerne rundt i kroppen på hende i snart den ene, snart den anden retning. Men hun er god nok på bunden, og en trofast veninde.

Som sagt glæder jeg mig til udgivelsen af tredje og sidste bind i serien. Jeg er spændt på, hvordan Ally og hendes venner overvinder de farer, der truer dem og deres verden, og så glæder jeg mig også til at læse mere om Tristan. Jeg forstår godt, hvorfor han især har indflydelse på Allys hormoner ;). Min konklusion er, at jeg absolut er fan af denne serie. Men for rigtig at få en god oplevelse af den, vil jeg sige at det er vigtigt at have de rette forventninger til sprog og indhold, som altså hører til i den lette ende.

"Alkymisten" af Paulo Coelho

"Hvorfor skal man lytte til sit hjerte?" spurgte drengen da de slog lejr den dag."Fordi dér hvor dit hjerte er, dér er skatten."

Jeg har de sidste tre uger haft besøg af en rejsende bog, Alkymisten af den Brasilianske forfatter Paulo Coelho. Bogen begyndte sin rejse hjemme hos Simone Hagemann fra Boghjørnet, og hos mig gjorde den sit niende stop - men det var nu langfra første gang, den lagde vejen forbi Odense. Hvis du vil vide mere om denne rejsende bog, og hvordan du kan få besøg af den, så klik her.

Alkymisten og jeg brugte de første par dage på blot at se hinanden an. Jeg havde nemlig ikke tid til rigtig at fordybe mig i den endnu, men var alligevel så nysgerrig, at jeg lige måtte læse prologen. Og dette første lille glimt svarede da også vældig godt til det, jeg havde hørt om bogen i forvejen, og mindskede ikke min forventning om en god læseoplevelse.

Det specielle ved at læse en rejsende bog er, hvordan læsningen krydres undervejs af de foregående læseres understregninger, små kommentarer og tegninger. Jeg besluttede mig for, som det kan ses på billedet ovenfor, at tage forholdsvis grundige notater undervejs, fordi jeg ikke var sikker på, om jeg kunne nå at skrive min anmeldelse før bogen skulle sendes videre. I skrivende stund ligger den dog stadig på bordet ved siden af mig, så det blev heldigvis ikke noget problem.

"Når vi står lige foran de store skatte, ser vi dem ikke. Og ved du hvorfor? Fordi menneskene ikke tror på skatte."

Bogen er delt op i to velafbalancerede dele. Hovedpersonen Santiago, eller "drengen," får en profetisk drøm, der sender ham ud på en lang rejse og ændrer hans liv fuldstændigt. Og gennem Santiagos oplevelser og tanker får bogen stillet en masse af de store spørgsmål, man sådan kan gå og overveje: Bør eller kan kærlighed begrundes? Er det sandt, at man til hver en tid kan realisere sine drømme, hvis bare man besidder modet til det? Hvilken forskel gør det, om man har elsket nogen eller ej, og hvad vil det i det hele taget sige at elske? Hvad kan man tillade sig at forlange af tilværelsen?

Santiago kommer fra Andalusien, og et af de gennemgående temaer i bogen er det spændingsfyldte blandingsforhold mellem kristendommen og islam, som dette område historisk er så kendt for. Mange af de vigtige personer, Santiago møder, er baseret på bibelske personligheder, og mange bibelske referencer og citater dukker op i historien som billeder eller replikker på karakterernes læber.

En af de ting, jeg bedst kunne lide ved bogen, var den specielle atmosfære, den rummede. Selv om visse geografiske steder er let genkendelige, er det alligevel som om historien er meget løsrevet fra tid og sted - ligesom menneskets ånd. Mange af begivenhederne er også præget af overnaturlige hændelser, ligesom ting som "verdenssjælen" "at følge sin livsbane" og "alkymiens hemmeligheder" var begreber, historien konstant kredsede om. Alkymisten er en bog, der vil have os til at undre os på ny over livets gaver, opmuntre os til at favne det guddommelige og huske at tage ved lære af de erfaringer, vi gør os - tror jeg nok. Jeg syntes nemlig, at hvis det virkelig var det, bogen ville sige, så sagde den det på en lidt forvirrende måde. Men det er det, jeg vælger at tage med mig fra min læsning. Denne tvivl gør, at jeg ikke helhjertet kan elske Alkymisten - til forskel fra fx Den Lille Prins, som er lidt samme slags historie, men efter min mening meget dybere og klarere i sit udsagn.

Da jeg havde læst efterskriftet i Alkymisten må jeg sige, jeg også blev en lille smule bekymret for forfatterens mentale helbred. Men bogen skal have lov at stå som den står: En spændende og anderledes læseoplevelse.

"Det onde er ikke det der kommer ind i munden," sagde Alkymisten. "Det onde er det der kommer ud af den."