"Vi, de druknede" af Carsten Jensen

Forfatter: Carsten Jensen
Udgivelsesår: 2006
Genre: Slægtsroman/historisk roman
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 693

“Ingen syntes at bemærke, at her gik der en overlevende rundt på dækket.” Citat side 479.

Vi, de druknede af Carsten Jensen er en slags slægtsroman, men den handler ikke så meget om en enkelt slægt, som den handler om en hel by, nemlig Marstal på Ærø. Bogen skildrer historiens gang i Marstal og verden fra Treårskrigen i 1848 til 2. Verdenskrig i 1945. Men det historiske element opfattede jeg egentlig kun som en bagvedliggende kulisse. De forskellige karakterers oplevelser og personlige kampe er det, der udgør bogens egentlige handling.

Bogen lå et stykke udenfor min såkaldte comfort zone, og føltes lidt som et maraton for mig at komme igennem. Jeg fik den i julegave, og én af grundene til, at jeg gik i gang med at læse den så hurtigt var nok, at jeg var bange for, at den ville komme til at stå på reolen og true med sine snart syv hundrede sider, og jeg aldrig ville få taget den ned igen. Med en vis mistanke om, at der er sider ved bogen, jeg muligvis ikke har forstået, kaster jeg mig alligevel ud i at skrive en anmeldelse.

Bogens gennemgående tema er søfart - et tema, forfatteren formåede at gøre fascinerende for mig, uden at jeg havde nogen særlig forhåndsviden. Hvad yderligere angår indholdet, bød bogen dog især i indledningen og første del på ting, jeg hurtigt kunne få for meget af, fx mennesker, der bliver skudt til smadder af kanonkugler, og en sadistisk skolelærer, der straks ledte tankerne hen på lektor Blomme. Men senere, da bogens egentlige hovedperson, Albert, tager ud på en årelang jordomsejling for at finde sin far, syntes jeg alligevel, bogen begyndte at blive ret spændende. Albert kommer i hvert fald ud på eventyr så utrolige, som kun den mest garvede søulk kan fortælle dem. Det var også interessant at se, hvordan bogen havde et meget internationalt perspektiv i og med at sømændene kom hele verden rundt, men at Marstal alligevel altid stod som beretningens centrum.

Bogens fortæller er lidt speciel, og egentlig ikke særlig gennemført, men dog effektiv. Hovedsageligt er fortælleren bundet til den person, læseren følger på det pågældende tidspunkt. Fra tid til anden river den sig så løs og udgøres i stedet af et stort, kollektivt “vi,” som aldrig bliver hundrede procent præciseret, men må antages at være indbyggerne i Marstal, både dem, der spiller en rolle i historien og dem, læseren aldrig hører om.

Selvom jeg personligt har blandede følelser om denne bog, skal der dog ikke herske tvivl om, at den virkelig er godt skrevet. Sproget er levende, originalt og flydende. Det fængede, så jeg bevarede koncentrationen, også gennem de passager, hvor fortælletempoet var helt nede i den lave ende, hvilket det var, størstedelen af tiden. En sjælden gang imellem syntes jeg, sproget var en lille smule for højtideligt, men det kom jeg over, fordi det for det meste bare var enormt rammende og ... ja, godt. Bogen er også bygget rigtig godt op, og læseren bliver ført sikkert igennem historien og dens store persongalleri som en kaptajn, der fører sit skib behændigt gennem et vanskeligt farvand.

Vi, de druknede er en bog, der stiller nogle eksistentielle spørgsmål, og hvor vi kommer meget dybt ind i mange forskellige både velfungerende og mindre velfungerende personer, både børn, voksne, gamle. Der er virkelig gjort noget ud af at skabe realistiske karakterer med plads til både det gode og det onde i mennesket. Nogle gange dog nok mest det onde, hvilket lyder mere deprimerende, end det egentlig er.

Vi, de druknede har fået mig til at tænke mange tanker, hvilket må være et plus i sig selv. Bl.a. har jeg tænkt meget over, om jeg var tilfreds med slutningen, og ikke mindst hvad bogen egentlig ville sige. Jeg er kommet frem til, at jeg delvist er tilfreds med slutningen, men om bogen har et samlet udsagn ved jeg ærligt talt ikke (endnu).

“Når alt kommer til alt, er der ingen, der kender hinanden.” Citat side 385.