"Dræb ikke en sangfugl" af Harper Lee

Læst på engelsk (Engelsk titel, To Kill A Mockingbird).
Denne bog har jeg byttet mig til på Arnold Buscks byttehylde.

Forfatter: Harper Lee
Udgivelsesår: 1960
Genre: Roman, klassiker
Forlag: Random House (udgivet på dansk af Lindhardt og Ringhof)
Antal sider: 309

Det må være cirka otte år siden, jeg første gang hørte om denne bog, og det indtryk, jeg da fik var, at den var en klassiker og et mesterværk, som alle mennesker burde læse. Siden da har jeg fået den anbefalet af diverse undervisere og familiemedlemmer, og da jeg så for nylig fandt den på Arnold Buscks byttehylde, besluttede jeg, at nu skulle det være.

“Shoot all the bluejays you want, if you can hit ‘em, but remember it’s a sin to kill a mockingbird.”

Bogen, der har vundet Pulitzer-prisen og er blevet solgt i over 30 millioner eksemplarer, foregår i sydstaterne i USA i 1930’erne. Bogens synsvinkel ligger hos jeg-fortælleren, den 6-årige pige Scout, der bor i byen Maycomb sammen med sin far Atticus og bror Jem. Det blev ikke klart for mig, hvor længe efter begivenhederne, Scout skulle forestille at genfortælle dem, men i langt det meste af bogen er det hendes barnesynsvinkel, der er fremtrædende, hvilket var en af de ting, jeg syntes virkelig godt om ved bogen. Mange ting i bogen skulle også være baseret på Harper Lees egen barndom. Men én ting er at skrive om noget, man selv har oplevet som barn - noget andet er også troværdigt at gengive den særegne tankegang og oplevelse af verden, man havde som barn. Noget siger mig, at Harper Lee i høj grad var i kontakt med sit indre barn. For hendes fremstilling af Scout og Jems interaktioner som søskende, Scouts barnelogik, og hele den sociale kode, der hersker mellem gruppen af børn i Maycomb -- som går fuldstændig hen over hovedet på de voksne -- sidder lige i skabet, og fik mig flere gange til at tænke, “Nåh, ja. Det var jo sådan det føltes at være barn.” Det har jeg kun oplevet én gang før med en bog, i Neil Gaimans The Ocean at the End of the Lane.

“ -- instead we found someone sitting looking at us. Sitting down, he wasn’t much higher than the collards. We stared at him until he spoke:
‘Hey.’
‘Hey yourself,’ said Jem pleasantly.
‘I’m Charles Baker Harris,’ he said. ‘I can read.’
‘So what?’ I said.”

Forholdet mellem børn og forældre er i det hele taget et vigtigt emne i bogen, og Scout, Jem og Atticus’ familieliv er ikke helt som hos de fleste andre i byen, hovedsagelig fordi moderen er død for år tilbage og Atticus fik sine børn i en sen alder. Atticus’ principper for opdragelse er lidt ud over det sædvanlige. Desuden er han udpræget akademiker, hvilket præger hans børn på godt og ondt, og får Scout til at føle sig udenfor. Men den lille familie er rig på kærlighed, og karakteren Atticus er omdrejningspunktet for den dybe visdom, bogen rummer. Jeg kan udmærket se hvorfor, Atticus er sådan en kendt og elsket litterær karakter. Som karakter er han en bedrift i sig selv, med sin knastørre humor, stålsatte vilje, udprægede retfærdighedssans og langmodige temperament. Og samtidig rummer han et strejf af mystik, da han en dag, meget mod sin vilje, nødsages til at gribe til våben, og det kommer Scout for øre, at Atticus i sine unge dage var områdets bedste skarpskytte.

Jeg synes, Dræb ikke en sangfugl fortjener sin status som klassiker. Den har adskillige styrker at spille på. Ud over dem, jeg allerede har nævnt, er det på høje tid, jeg kommer ind på sproget, som er rigt, kløgtigt og gennemsyret af en varm humor. Bogen kan ikke ligefrem tildeles den laveste LIX, og især fordi jeg læste den på engelsk, var den lidt mere udfordrende, end hvad jeg normalt læser, men heldigvis lige den rette udfordring for mig på nuværende tidspunkt.

“Miss Caroline printed her name on the blackboard and said, ‘This says I am Miss Caroline Fisher. I am from North Alabama, from Winston County.’ The class murmured apprehensibly, should she prove to harbour her share of the peculiarities indigenous to that region.”

Selve historien i bogen -- eller rettere historierne, for der foregår faktisk ret meget -- er virkelig gribende og betydningsfuld, og understøttes af en fin, næsten umærkelig symbolik. Under læsningen dukkede denne tanke op i hovedet på mig, “det her er jo en bog, der virkelig handler om noget!” (Det må være i orden at være bogsnob, hvis det er overfor én selv, ikke?)

Der er selvfølgelig det store drama omkring retssagen mod Tom Robinson, og emnet racediskrimination kommer man selvfølgelig ikke uden om. Men Dræb ikke en sangfugl handler bare om så meget mere end det. Den handler også om kønsidentitet, det at blive voksen, om opdragelse, læring, moral og fordomme, og stiller ikke mindst spørgsmålet hvorfor der tilsyneladende er forskel på mennesker. Ikke bare forskel i race, men også moralsk, intellektuelt og socialt. Med dette værk tror jeg, Harper Lee gerne har villet slå et slag for retfærdigheden i verden, men jeg tror mest af alt, hun har villet skrive en historie, der i en vis forstand skrev sig selv; en historie, der bare handler om det at være menneske. Og det er altså lykkedes hende bedre end de fleste.

PS.
Jeg har hørt, at mange læsere i USA føler sig aldeles desillusioneret hvad angår Atticus Finch efter at have læst fortsættelsen Sæt en vagtpost ud, der faktisk er skrevet før Dræb ikke en sangfugl, men som først udkom sidste år. Efter sigende skulle det her vise sig, at han ikke er så moralsk uantastelig, som det gives udtryk for i første bog. Det gør mig selvfølgelig lidt nervøs for at læse fortsættelsen, for jeg må indrømme at jeg er kommet til at holde meget af Atticus! Dog tænker jeg, at ingen fødes med en visdom som hans. Han må have opnået den gennem et langt liv, hvor han har gjort sig gode og mindre gode erfaringer, og ikke mindst lært af sine fejl. Så jeg vil tro, det blot øger troværdigheden, hvis han har et skelet eller to i skabet. Men det bliver i hvert fald spændende på et tidspunkt at læse mere om hans fortid.

Bonusinfo:
Forfatteren John Green, der også bruger en stor del af sin tid på at lave YouTube-videoer, har lavet to dybdegående undervisningsvidoer om Dræb ikke en sangfugl. Det er sjove og informative vidoer, men det er meningen, man skal se dem efter at have læst bogen, så der er mange spoilere. Klik her for at se del 1 og del 2.