Viktoriansk litteratur

Væsen og væmmelse
Den 1. februar var jeg til et foredrag på Odense Hovedbibliotek om den viktorianske periode i England. Foredragsholderen Claus Schatz-Jakobsen kendte jeg fra min tid som studerende på SDU som en dygtig og indsigtsfuld litteraturhistoriker samt en af de mest inspirerende undervisere, jeg nogensinde har haft. Emnet var jo spændende nok i sig selv, men det var Claus' navn på plakaten, der garanterede mig, at foredraget var værd at bruge tid og penge på. Jeg vil i dette indlæg dele nogle af de guldkorn, jeg fik kradset ned i min notesbog undervejs. Illustrationerne af sæbereklamen og Crystal Palace er eksempler fra foredraget.

Den historiske baggrund
Den viktorianske periode er en betegnelse for tiden, hvor dronning Victoria regerede det britiske imperium, altså 1837-1901. Storbritannien var på den tid en utrolig magtfuld kolonimagt, og perioden var præget af en stærk følelse af national-etnisk og militær overlegenhed. Andre etniciteter ansås for mindre værdige, hvilket bl.a. resulterede i racistiske fordomme, fx at indere var kriminelle (eksempel herpå i krimien Månestenen af Wilkie Collins fra 1868).

Perioden var også kendetegnet af at være en brydningstid af meget stort format. Ikke mindst skete der et voldsomt opbrud fra det agrar-feudale til det industrialiserede samfund, hvor moderne begreber som liberal-demokrati og sekularisering slog igennem. London var den første by i verden, der rundede en million indbyggere, hvilket skete i 1801. I 1851 fandt The Great Exhibition sted i den bemærkelsesværdige bygning Crystal Palace, der udelukkende bestod af jern og glas. Udstillingen står som et ikon for industrialiseringen. 6 millioner mennesker så udstillingen, der husede 14.000 udstillere fra hele verden. Endvidere fandt en omfattende infrastrukturel udvikling sted, bl.a. med anlægning af jernbaner og ingeniøren Joseph Bazalgettes anlæggelse af kloaker.

Viktorianske værdier
Viktoriatiden var præget af borgerlige livsformer og værdier. De store dyder omfattede fx en høj arbejdsmoral og udsættelse af behovsopfyldelse. At være respektabel og alvorlig stod ligeledes højt på listen (noget som Oscar Wilde's The Importance of Being Earnest, blev et parodierende eksempel på). Ikke mindst gjaldt også en meget dydig-snerpet seksualmoral. For eksempel dækkede man borde med duge, der nåede helt ned til gulvet, for at de bare bordben ikke skulle give anledning til forkerte tanker(!)

Disse værdier udgjorde en pæn og ordentlig overflade, der egentlig blev et spejl for de fortrængninger og væmmelser, man havde ved de mindre pæne og ordentlige ting såsom afføring, prostitution, kriminalitet, andre hudfarver etc. Denne tendens kan stilles op i værdiladede modsætningspar:

• Menneske - dyr (Charles Darwin)
• Mand - kvinde (biologisk determinisme)
• Den hvide europæer - den etnisk Anden
• Kapital - arbejde (Karl Marx)
• Lovlydig - kriminel
• Rask - syg
• Ren - beskidt
• Heteroseksuel - bi-/homoseksuel

"Viktoriansk" var en betegnelse, man allerede brugte inden periodens udgang. Dog begyndte de viktorianske værdier at blive kritiseret allerede fra omkring 1880, bl.a. af Oscar Wilde, som nævnt, samt Lytton Strachey, der skrev værket Eminent Victorians (titlen var dybt ironisk). Fra ca. 1910 fik ordet "viktoriansk" en nedsættende betydning, og blev brugt til at betegne det, som var snerpet og gammeldags. 

Viktorianske romaner

Men hvor kommer periodens litteratur så ind i billedet? Den viktorianske litteratur fascinerer stadig meget i vor tid og filmatiseres flittigt (fx Sherlock Holmes). Måske fordi vores tid er præget af nogle af de samme tendenser. John Fowles' The French Lieutenant's Woman fra 1969 tegner et billede af et åndeligt slægtskab mellem 1860'erne og 1960'erne. Også Sara Waters' Affinity fra 1999 er et eksempel på tilbageskrivning til viktoriatiden. "Romanen er sin tids mest effektive moralske drivkraft," skrev litteraturkritikeren Lionel Trilling i 1947. Romanformen er altså en enestående kilde til at studere en anden tid. I viktoriatiden udkom ikke mindre end 50.000 romaner fra 3.500 forfattere (som regel først som føljeton, senere samlet som roman), så der er i hvert fald stof nok at tage af.

De mange viktorianske romaner kan inddeles i nogle undergenrer, fx guvernanteromanen (Jane Eyre), kriminalromanen (Sherlock Holmes), kærlighedsromanen, industriromanen (Gaskell's Nord og syd) samt den socialt indignerede roman (Charles Dickens).

På billedet ovenfor ses nogle eksempler på viktorianske romaner fra min egen reol. Jeg håber, dette var interessant for nogle af jer, og har givet jer lyst til at læse eller genlæse nogle romaner fra viktoriatiden - og måske forstå og værdsætte dem endnu bedre end før. Den seneste viktorianske bog, jeg selv har læst, var Wuthering Heights (dansk titel: Stormfulde højder) af Emily Brontë. Hvad var din? Skriv en kommentar og fortæl det herunder.

"Vi, de druknede" af Carsten Jensen

Forfatter: Carsten Jensen
Udgivelsesår: 2006
Genre: Slægtsroman/historisk roman
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 693

“Ingen syntes at bemærke, at her gik der en overlevende rundt på dækket.” Citat side 479.

Vi, de druknede af Carsten Jensen er en slags slægtsroman, men den handler ikke så meget om en enkelt slægt, som den handler om en hel by, nemlig Marstal på Ærø. Bogen skildrer historiens gang i Marstal og verden fra Treårskrigen i 1848 til 2. Verdenskrig i 1945. Men det historiske element opfattede jeg egentlig kun som en bagvedliggende kulisse. De forskellige karakterers oplevelser og personlige kampe er det, der udgør bogens egentlige handling.

Bogen lå et stykke udenfor min såkaldte comfort zone, og føltes lidt som et maraton for mig at komme igennem. Jeg fik den i julegave, og én af grundene til, at jeg gik i gang med at læse den så hurtigt var nok, at jeg var bange for, at den ville komme til at stå på reolen og true med sine snart syv hundrede sider, og jeg aldrig ville få taget den ned igen. Med en vis mistanke om, at der er sider ved bogen, jeg muligvis ikke har forstået, kaster jeg mig alligevel ud i at skrive en anmeldelse.

Bogens gennemgående tema er søfart - et tema, forfatteren formåede at gøre fascinerende for mig, uden at jeg havde nogen særlig forhåndsviden. Hvad yderligere angår indholdet, bød bogen dog især i indledningen og første del på ting, jeg hurtigt kunne få for meget af, fx mennesker, der bliver skudt til smadder af kanonkugler, og en sadistisk skolelærer, der straks ledte tankerne hen på lektor Blomme. Men senere, da bogens egentlige hovedperson, Albert, tager ud på en årelang jordomsejling for at finde sin far, syntes jeg alligevel, bogen begyndte at blive ret spændende. Albert kommer i hvert fald ud på eventyr så utrolige, som kun den mest garvede søulk kan fortælle dem. Det var også interessant at se, hvordan bogen havde et meget internationalt perspektiv i og med at sømændene kom hele verden rundt, men at Marstal alligevel altid stod som beretningens centrum.

Bogens fortæller er lidt speciel, og egentlig ikke særlig gennemført, men dog effektiv. Hovedsageligt er fortælleren bundet til den person, læseren følger på det pågældende tidspunkt. Fra tid til anden river den sig så løs og udgøres i stedet af et stort, kollektivt “vi,” som aldrig bliver hundrede procent præciseret, men må antages at være indbyggerne i Marstal, både dem, der spiller en rolle i historien og dem, læseren aldrig hører om.

Selvom jeg personligt har blandede følelser om denne bog, skal der dog ikke herske tvivl om, at den virkelig er godt skrevet. Sproget er levende, originalt og flydende. Det fængede, så jeg bevarede koncentrationen, også gennem de passager, hvor fortælletempoet var helt nede i den lave ende, hvilket det var, størstedelen af tiden. En sjælden gang imellem syntes jeg, sproget var en lille smule for højtideligt, men det kom jeg over, fordi det for det meste bare var enormt rammende og ... ja, godt. Bogen er også bygget rigtig godt op, og læseren bliver ført sikkert igennem historien og dens store persongalleri som en kaptajn, der fører sit skib behændigt gennem et vanskeligt farvand.

Vi, de druknede er en bog, der stiller nogle eksistentielle spørgsmål, og hvor vi kommer meget dybt ind i mange forskellige både velfungerende og mindre velfungerende personer, både børn, voksne, gamle. Der er virkelig gjort noget ud af at skabe realistiske karakterer med plads til både det gode og det onde i mennesket. Nogle gange dog nok mest det onde, hvilket lyder mere deprimerende, end det egentlig er.

Vi, de druknede har fået mig til at tænke mange tanker, hvilket må være et plus i sig selv. Bl.a. har jeg tænkt meget over, om jeg var tilfreds med slutningen, og ikke mindst hvad bogen egentlig ville sige. Jeg er kommet frem til, at jeg delvist er tilfreds med slutningen, men om bogen har et samlet udsagn ved jeg ærligt talt ikke (endnu).

“Når alt kommer til alt, er der ingen, der kender hinanden.” Citat side 385.

"Monster" af Patrick Ness

Denne anmeldelse er skrevet af gæsteblogger Marie Brøgger Najbjerg. Marie læser kunsthistorie og er i gang med at skrive speciale om illustrationer i nyere YA litteratur.

Jeg har fået lov til at være gæsteanmelder af bogen Monster. Jeg stødte første gang på bogen hos min specialevejleder og særligt bogens flotte og dragende visuelle elementer gav mig ikke noget valg - Her var der en bog, jeg måtte læse!

Oplysninger:
Forfatter: Patrick Ness, efter ide af Siobhan Dowd
Illustrator: Jim Kay (Bonusinfo: Hvis navnet ringer en klokke, kan jeg afsløre, at det også er ham, der har fået tildelt den ærefulde, men også udfordrende rolle at illustrere samtlige Harry Potter-bøger. Faktisk var det hans illustrationer af "Monster", der gav ham jobbet.)
Udgivelsesår: 2015
Genre: Young Adult fiction
Forlag: Gyldendal
Sidetal: 215

Hans mor er alvorligt syg af kræft, og hans far er rejst til USA for at bo sammen med sin nye kone og barn. 13-årige Conor kæmper for at holde sammen på det hele i hjemmet samtidig med, at en stor ensomhed fylder ham i skolen. Om natten hjemsøges han af et forfærdeligt mareridt, men en nat får han besøg af et andet monster, end det, der normalt truer ham. Monsteret er et levende, stort og frygtindgydende takstræ, og det fortæller, at Conor selv har hidkaldt ham, selvom det i Conors øjne bare er endnu en ond drøm. Da Conor næste morgen står ud af sengen, er gulvet fyldt med takstræsnåle - Måske monsteret alligevel var mere end bare en drøm? Men hvis monsteret er virkeligt, hvad vil han så Conor?

Resumeet vækker genklang af genren fantasy eller eventyr, men selvom fortællingen handler om et overnaturligt monster, og bogen rummer elementer fra eventyrgenren, er bogens temaer og handling utrolig tæt på læserens egen virkelighed og rammer ind i vores verden. Det er ikke en fortælling om magi, at blive en helt eller kæmpe mod mørkets magter og sejre. Faktisk gør fortællingen flere gange det modsatte af, hvad man skulle forvente - og det er netop pointen! Bogen ønsker at afspejle vores virkelighed med alle de modsætninger og kompleksiteter vi møder. I det ene øjeblik er en person god, i det næste øjeblik er han ond, og hvem skal egentlig straffes for det onde, der sker?

Men det vigtigste tema, som bogen tager op, er sorg, og hvordan vi taler om de svære ting. Efter at Conors mor blev syg, er der pludselig ingen, der vil snakke med ham i skolen, og ingen, der stiller krav til ham i undervisningen. Og ensomheden bliver kun værre i takt med, at morens sygdom forværres. Selvom vi ser verden ud fra Conors blik, kan jeg ikke lade være med at identificere mig med klassekammeraterne. For er det ikke sværere at tale om det, som er hårdt frem for det, som er godt? Pludselig kan man have svært ved at se et menneske i øjnene, fordi man ikke ved, hvad man skal sige, eller man er bange for at sige noget forkert. Og har man selv været den person, der har gået igennem svære perioder, har man måske oplevet ensomhed. Bogens illustrationer er med til at skabe en grå og kaotisk stemning, som afspejler Conors indre verden. Billederne gør på den måde fortællingen mere sanselig og kraftfuld, og jeg tror bestemt ikke, at fortællingen ville have gjort ligeså stort indtryk på mig, hvis jeg kun læste den som tekst.

Bogen kan læses af alle, og jeg synes, at unge (og voksne), som kæmper med sorg, ville kunne få særlig meget glæde af den. Ja, du læste rigtigt: glæde. For selvom bogen i dens egen unikke, dystre tone handler om sorg, destruktive tanker og frygt, så er den i sit budskab utrolig forløsende.

At bedømme bøger

Indtil videre har jeg undladt at tildele de bøger, jeg har anmeldt her på bloggen, et vist antal stjerner/hjerter. At sammenfatte sin bedømmelse i den form for karaktergivning er ellers en udbredt praksis indenfor boganmeldelse, så hvorfor har jeg ikke gjort det? Jo, for det første har jeg endnu ikke taget mig tid til at udforme selve grafikken, der kræves, og er også lidt usikker på, hvordan jeg skal gribe det an. For det andet kunne jeg jo benytte muligheden for at finde ud af, om det kunne lade sig gøre at skrive anmeldelser uden. For selvom jeg har dannet mig en mening om en bog, synes jeg faktisk, det kan være enormt svært at beslutte om den skal have tre, fire eller fem stjerner, og endnu sværere at begrunde hvorfor.

For der kan jo være så mange grunde til, at jeg kan lide, eller ikke lide en bog. Selvom en bog måske ikke sprogligt eller litterært set er noget særligt, kan noget ved plottet eller karaktererne røre mig dybt. I andre tilfælde er det netop sproget eller den måde, historien er skrevet, som imponerer mig. Måske spiller forfatterens baggrund ind på en betydningsfuld måde. Måske er en bog objektivt set et fantastisk værk, men rammer alligevel forbi mig som læser, fordi jeg ikke lige var i den rigtige målgruppe. Så når jeg skal tage hensyn til alle disse forskellige forhold, hvordan er det så lige, de fem stjerner skal fordeles?

Jeg føler, at stjernerne i virkeligheden er en grov, uretfærdig og arbitrær forenkling af min oplevelse af det, at læse et bog. De siger i hvert fald ingenting, hvis ikke ordene i min anmeldelse forklarer, hvad de er tildelt for. Og er stjernerne så i sidste ende nødvendige? Det eneste argument, jeg kan komme i tanke om, for at bruge stjernerne er, at de ser flotte ud, og at de giver læseren en hurtig indgang til anmeldelsen. Han/hun kan med det samme se, om anmeldelsen er positiv eller negativ. Samtidig giver det også mulighed for at dømme, ikke bare bogen, men også min anmeldelse, på forhånd.

Min konklusion er nok, at jeg sagtens selv kan undvære stjerner i mine anmeldelser. Hvis det viser sig at nogen af mine læsere savner dem, kan jeg jo tage sagen op til revision :) Har du tanker eller erfaringer vedrørende dette emne, så skriv endelig en kommentar til mig herunder eller på instagram.

PS. Jeg er i gang med at læse Vi, de druknede. De 700 sider virkede så afskrækkende, at jeg tænkte, jeg hellere måtte tage hul på den med det samme. Ellers fik jeg det nok aldrig gjort! Jeg er nu knap halvvejs, og endnu ikke klar til rigtig at sige noget om den.

Skatte i reolen #1

I Skatte i reolen vil jeg præsentere nogle af de bøger fra mine reoler, som jeg er allermest glad for at eje. Det er selvfølgelig alle sammen rigtig gode bøger, men nogle af dem er jeg også glad for, fordi det er en særligt fin udgave, eller fordi der knytter sig en bestemt historie ved. Desuden er det en god lejlighed til at give opmærksomhed til nogle gamle bøger, der fortjener nye læsere.

Den første bog fra reolen, som jeg gerne vil vise jer, er klassikeren Jane Eyre af Charlotte Brontë fra 1847. Den er en kærlighedshistorie, men mest en historie om identitet, at finde sig selv og ikke mindst leve med sig selv. Den er meget alvorlig, men også meget smuk, og nok en af de bøger jeg er allermest glad for at have læst i hele mit liv. Jeg købte denne fine Great Writer's Library udgave på en bazar i Den Danske kirke i London for ca. 10 år siden, og nu er det helt utroligt at tænke på, at jeg kun gav £1 for den.

Den næste bog, The Curious Incident of the Dog in the Nighttime, udgivet i 2003, (dansk titel: Den mystiske sag om hunden i natten) er også én, jeg har købt i London, dog ikke brugt. Jeg var inde i min lokale boghandel, Waterstone's på Camden High Street, og købte denne bog bare fordi jeg syntes titlen var interessant. Jeg havde ikke hørt om den før. Men den viste sig at være en fantastisk rørende og sjov historie om en 15-årig dreng med aspergers syndrom. Det blev én, jeg er vendt tilbage til flere gange, og sidste gang, jeg læste den, græd jeg til slutningen.

Den sidste bog, jeg vil vise jer i denne omgang, er faktisk to bøger: Brødrene Løvehjerte (1973) og Ronja Røverdatter (1981) af Astrid Lindgren. Dette er nogle rigtig flotte udgaver, udgivet i 2007 i anledning af Astrid Lindgrens 100 års fødselsdag. Jeg har også en gammel udgave af Brødrene Løvehjerte, som jeg har haft siden jeg var lille, og som nu er temmelig slidt. Det er nogle smukke fantasy-fortællinger, der virkelig tager fat om livets store spørgsmål. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har læst disse bøger, og kunne slet ikke forestille mig min barndom uden dem.

Skriv gerne en kommentar nedenfor og lad mig vide, hvad du synes om denne type indlæg.

"The Martian" af Andy Weir

Læst på engelsk.
Denne bog har jeg fået i julegave.
Bogen er også udgivet på dansk (samme titel) af DreamLitt i 2015.

Oplysninger:
Forfatter: Andy Weir
Udgivelsesår: 2011
Genre: Science Fiction
Forlag: Crown
Antal sider: 369

Ved et temmelig sort uheld bliver astronauten Mark Watney ladt alene tilbage på Mars. Han ved godt, det er umuligt at overleve alene på denne øde, i hundrede procent bogstaveligste forstand livsforladte planet. Men han beslutter alligevel at gøre et forsøg. Bevæbnet med en opfindsomhed, der er få forundt og en tilsyneladende ukuelig humor, lykkes det ham i løbet af nogle dage at gøre sin situation mere eller mindre stabil. En plan om, hvordan han måske en dag kan slippe væk fra planeten, begynder at tage form i hans hoved. Men forude venter så mange forhindringer og usikkerheder, at det ville tage pusten fra enhver almindelig jordbo.

Da det går op for NASA, hvad der er sket, begynder sideløbende med Watney's ensomme kamp på Mars, en kamp for rumagenturets ledere, der skal finde ud af, om det på nogen måde kan lade sig gøre at få Watney hjem. Flere og flere kræfter involveres. Sagen får snart verdensomspændende konsekvenser, og interessekonflikter opstår.

En af de ting, der fra begyndelsen tiltrak mig ved denne fantastiske bog, var dens meget enkle og originale præmis. Da jeg gik i gang med at læse den, var det eneste, jeg vidste om den også netop at den handlede om en person, der var strandet på Mars. Men der gik ikke lang tid, før jeg opdagede masser af andre gode egenskaber ved bogen.

The Martian er ikke en bog, du skal læse, hvis du ikke kunne tænke dig at blive klogere på forskellige videnskabelige grene som fx botanik, matematik, kemi, fysik og selvfølgelig rumfart. Bogen er helt vanvittigt realistisk, ikke mindst på grund af den (så vidt, jeg kan bedømme) absolut opdaterede videnskab, den inddrager. Men jeg oplevede ikke på noget tidspunkt at dette gjorde bogen tung at læse. Tværtimod var det med til øge spændingen såvel som følelsen af, at dette virkelig var sket. Faktisk var jeg overbevist om, at Andy Weir selv var astronaut, for hvordan kunne han ellers fortælle så virkelighedstro og selvfølgeligt om at befinde sig i en fremmed planets atmosfære, eller bevæge sig vægtløst rundt inden i et rumskib? Jeg var overrasket, da jeg fandt ud af, at rumfart "kun" er en hobby for forfatteren.

Selvom Mark Watney er videnskabsmand, astronaut og egentlig lidt af en supermand, er han alligevel en hovedperson, jeg som læser nemt kunne relatere til og holde af, ikke mindst på grund de talrige, dybt (selv)ironiske kommentarer, der præger hans logbogsoptegnelser, hvilke udgør det vindue, læseren som hovedregel følger ham igennem. Derudover er han af og til også bare meget menneskelig, fx når han indrømmer, at han savner sine forældre og ville gøre alt, for at lade dem vide, han stadig er i live.

De afsnit af bogen, der foregår på jorden, hos folkene i NASA, er heldigvis forholdsvis korte i forhold til de afsnit, der foregår oppe på Mars. Det er jo trods alt deroppe, alle de virkelig seje ting sker, og jeg havde ikke lyst til at forlade Watney særlig længe ad gangen. Men NASA-afsnittene er også spændende, og man når faktisk at få et ret tydeligt billede af de forskellige personer. På et tidspunkt havde jeg lidt svært ved at kende to eller tre af dem fra hinanden, men jeg tror det skyldtes 1) at det var så spændende at jeg var nødt til at læse meget hurtigt, og 2) at det var midt om natten og jeg var træt, men kunne ikke lægge bogen fra mig.

The Martian er alt i alt en velskrevet og godt fortalt historie, der fik mig til skiftevis at skraldgrine og bide negle, og jeg kommer til at gå og tænke tilbage på den med glæde og forundring længe endnu. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at se filmen!

Tilbageblik på 2015 og læsemål for 2016 (TBR fokus #1)

Nu, hvor det nye år allerede er over os, er det på sin plads at se tilbage på det år, der er gået, og frem til det, der venter forude.

Som nogle af jer sikkert ved, har hjemmesiden goodreads.com en funktion, der giver dig mulighed for at udfordre dig selv til at læse et bestemt antal bøger i løbet af det indeværende år. På et hvilket som helst tidspunkt på året kan du så se, hvor langt foran eller bagud du er i forhold til at nå det mål, du har sat dig.

Som det fremgår af min goodreads side, har jeg ikke nået det mål, som jeg satte mig for i 2015, nemlig 20 bøger. Faktisk har jeg kun nået at læse 16, hvilket i mine egne ører lyder af forsvindende lidt. Heldigvis er jeg rigtig glad for, at det netop blev de 16 bøger, jeg fik læst. De var nemlig alle gode læseoplevelser, og faktisk har jeg svært ved at vælge årets bedste bog. Dog må jeg sige, at Bogtyven af Markus Zusak var et særdeles godt bekendtskab. Det samme var Flavia de Luce og drengen i galgen af Alan Bradley og En flænge i himlen af John Green (selvom den alligevel ikke kunne måle sig med Gåden om Alaska, som jeg læste forrige år. (Begge på engelsk)). Desuden havde jeg et glædeligt gensyn med Beka Cooper i de to første bind af Tamora Pierce’s trilogi af samme navn, som er nogle af mine absolut yndlings fantasy bøger.

At starte en bogblog er jo et ret stort læserelateret projekt i sig selv, så derfor vil jeg være forsigtig med, hvilke læsemål jeg yderligere sætter mig for 2016. Dog har jeg det helt generelle mål at prioritere læsning højere, så jeg er tryg ved at bibeholde målet for antal læste bøger på 20, og håber måske også på at kunne skyde et stykke over. Men jeg ønsker ikke at presse mig selv; det skal være læseglæden, der driver værket, ikke pligtfølelsen :)

I løbet af de sidste 1-2 år har jeg, hver gang, jeg har hørt om en bog, jeg syntes lød interessant, søgt efter den på goodreads.com og sat den på min TBR. Og selv om der kun har været 3-4 booktubere, jeg har fulgt fast, er det blevet til en enormt lang TBR. Den virker praktisk talt endeløs. Derfor vil jeg nu forsøge at lave en liste på bare 10 bøger, som jeg kan fokusere på i den nærmeste fremtid.

I 2016 ønsker jeg fortsat at udfordre mig selv til at læse lidt flere “voksne” og “litterære” bøger end jeg har gjort hidtil. Jeg kunne også godt tænke mig at finde tid til en eller to “vigtige” bøger om et aktuelt emne (i stil med Uden dig er der intet os, som jeg allerede har anmeldt her på bloggen). Samtidig vil jeg gerne udforske genrerne science fiction, historisk fiktion og klassikere mere. Og selvfølgelig er der stadig en masse spændende bøger indenfor fantasy (min mest velkendte genre), der byder sig til. Jeg er allerede i gang med Haidi Wigger Klaris’ serie Dæmonherskerens arving, og kunne godt tænke mig at prøve kræfter med Louise Haibergs Dæmondræberen og Kenneth Bøgh Andersens Den store djævlekrig, fordi det var de forfattere, jeg mødte på Bookeaters Convention. Så er der jo også de bøger, jeg fik i julegave, og dem, der i forvejen har stået længe og ventet i reolen.

Alt i alt kunne listen over mine første ti fokus-bøger se sådan ud:

• Vi, de druknede af Carsten Jensen (voksen/litterær)
• Da Vinci’s Tiger af L. M. Elliott (ungdom/historisk)
• Alt det lys, vi ikke ser af Anthony Doerr (historisk)
• Mind Games af Teri Terry (ungdom/sci-fi)
• Skæbnens kald af Haidi Wigger Klaris (ungdom/fantasy)
• Dæmondræberen af Louise Haiberg (fantasy)
• Djævelens lærling af Kenneth Bøgh Andersen (børn/fantasy)
• Mastiff af Tamora Pierce (fantasy)
• Mårbacka af Selma Lagerlöf (biografi/erindring)
• Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee (klassiker)

Når jeg har læst halvdelen af bøgerne på denne liste, vil jeg give mig selv lov til at ryste posen, som man siger, og lave en ny fokusliste med ti titler, hvor de ulæste fra forrige liste kan gå igen eller blive sorteret fra, alt efter, hvad jeg har lyst til på det pågældende tidspunkt.

Hvordan håndterer du en endeløs TBR? Hvilke læsemål har du for 2016? Skriv meget gerne en kommentar herunder, og fortæl!