Julie Kagawa er født i 1982 og har siden sin forfatterdebut i 2010 skrevet ikke mindre end 15 bøger (plus det løse). Desuden dyrker hun kampsport fire gange om ugen, og da hun trådte frem på podiet, der var stillet op til anledningen, fik jeg da også straks indtryk af at her stod der en pige med fart på. Hun var klædt i t-shirt, jeans, sneakers og ikke mindst et varmt, bredt smil.
Julie Kagawa bliver interviewet på scenen |
Jeg havde endnu ikke læst nogen af Julie Kagawas bøger, men jeg fik alligevel enormt meget ud af foredraget. Ikke mindst var Julie fuld af selvironisk humor, men hun fortalte også en hel del om sin skriveproces, hvoraf jeg kunne nikke genkendende til meget, og tage ved lære af resten.
Hun fortalte blandt andet at hun som teenager blev utrolig inspireret af Terry Brooks' fantasyserie The Shannara Chronicles (så der var lige endnu en serie til TBR-listen), og at hun holder meget af, hvad hun kaldte "the ultimate noble sacrifice," altså det at en karakter går i døden for at redde verden, eller hvad der nu er på spil i historien. Hun understregede bl.a. denne pointe ved at sige, at hvis hun havde skrevet Harry Potter (som hun syntes var en fantastisk historie), ville Harry være død i slutningen! Hun sagde også, at selv om hun ikke har særlig meget tid til selv at læse længere, er hun fan af bl.a. Neil Gaiman, Leigh Bardugo og Cassandra Claires bøger - så hun har i hvert fald god smag.
Julie er meget glad for YA fantasygenren, og har svært ved at se sig selv skrive i en anden genre - det skulle da lige være, hvis hun skulle prøve kræfter med YA sci-fi. Hun forsvarede varmt YA genren generelt, og argumenterede for, at YA bøger ofte er lige så komplekse, hvis ikke mere, end bøger skrevet til voksne. Hun fortalte desuden, at når hun fortæller andre at hun er YA forfatter, spørger de somme tider om ikke, hun skulle prøve at skrive nogle "rigtige" bøger - hvortil hun ynder at svare: "I modsætning til imaginære bøger ... ?"
Julie Kagawa svarer på spørgsmål fra publikum |
En sidste ting, der slog mig som noget særligt og absolut cool ved Julie Kagawa var, at hun bl.a. nævnte computerspil og anime som nogle af sine store interessefelter og ikke mindst inspirationskilder til sine historier. Det tror jeg ikke, mange forfattere ville indrømme med så stor selvsikkerhed som Julie gjorde. Det var derfor også en af de ting, jeg valgte at spørge til, da jeg senere, under signeringen, fik mulighed for at veksle et par ord med hende. Hun sagde til mig, at computerspil jo "bare" er endnu en måde at fortælle en historie på, og det kan jeg kun være enig i. Faktisk synes jeg computerspil gør mere end at fortælle en historie ...
Arrangementet var et samarbejde mellem Julie Kagawas danske forlægger Harper Collins Nordic, Bog og Idé og biblioteket. Efter foredraget, mens Julie tog sig en kort pause før hun stillede op til signering, blev der uddelt goodiebags fra Bog og Idé. Posen, der i sig selv var super flot med det seje, gyldne dragemotiv, der også pryder omslaget på Sagaen om Talon, indeholdt følgende:
- Et eksemplar af den nye malebog til Harry Potter spin-off filmen "Fantastiske skabninger og hvor de findes." En rigtig flot gave, som jeg tror, jeg måske vil give videre til en af mine gode veninder, der er kæmpe potterfan, og som jeg regner med at skulle ind og se filmen sammen med i november. Jeg har ikke selv så meget tid til malebøger, men hvis jeg skulle have en, tror jeg, jeg ville foretrække en med billeder af blomster og mønstre og den slags.
- Et kladdehæfte stribet i lyserødt og guld. Lækkert! Selvom jeg prøver at skære lidt ned på lyserøde ting i mit liv, kan jeg aldrig få for mange kladdehæfter.
- En lyserød blyant med påskriften "Kan kun skrive søde ord." Som sagt, jeg prøver at skære ned på det lyserøde, men alligevel en fin gave. Jeg kan heller aldrig få nok skriveredskaber (skriv, skriv, skriv!)
- Et katalog og et sommerfugleformet stykke fyldt chokolade fra Summerbird. Mums!
- Tre vareprøver og en rabatkupon fra The Body Shop. Passer mig fint. Handler der en gang imellem.
- En rabatkupon fra Hunkemöller, som jeg ganske givet ikke får brugt. Tror ikke, jeg nogensinde har handlet i den butik.
- En reklameflyer fra en eller anden kaffebar. Jeg nævner den egentlig kun, fordi den lå i posen.
Da jeg havde kigget i goodie-bag'en, besluttede jeg mig for at købe de to Talon-bøger der var til salg (dog irriterede det mig, at der tilsyneladende ikke var hardback-udgaver), og stillede mig derefter i kø til signeringen. Køen var lang, så undervejs var der mulighed for at sludre lidt med dem, jeg stod ved siden af, og med de flinke arrangører. Endelig blev det også min tur. Jeg fik en lille snak med Julie og hun signerede mine bøger, som dermed blev til endnu et relikvie i samlingen af bogskatte. Det havde været sådan en god aften, at jeg ikke kunne lade være med at sige ja tak til at få taget et billede sammen med hende. To søde piger, der stod bag mig i køen, hjalp med at få taget billedet, og derfor kan I her nedenfor se mit blege, fjogede fjæs (bare rolig, der er sikkert længe til, at det sker igen.)
Jeg føler mig taknemlig og velsignet ved at få chancen for at møde Julie Kagawa. Hun virker som en gæv og selvsikker pige, der i kraft af både sin intelligente og muntre personlighed såvel som sine bøger er et virkelig godt forbillede for sine læsere, unge såvel som ikke helt så unge. Hun er 100% autentisk og ikke bange for at udtrykke sin egen mening. Samtidig er hun ydmyg omkring sit talent og ifølge sin forlægger parat til at ofre masser af tid og kræfter på sine læsere. Jeg har bare lyst til at sende hende et stort kram, fordi det var så dejligt at møde hende. Når jeg har tygget mig igennem Talon-bøgerne kunne det være spændende at prøve kræfter med hendes første serie Iron Fey. Den er endnu ikke udgivet på dansk, men det er også ved at være på tide, jeg læser nogle engelske bøger igen.
Som altid bliver jeg glad for et "hej" i kommentarfeltet - bare så jeg kan se, at du har været forbi. Mit næste indlæg kommer til at handle om en ekstra bonus, jeg oplevede til arrangementet. Det viste sig nemlig at jeg netop havde vundet en konkurrence hos en af de andre bogbloggere, Amanda (Frk. Litteratur), som også var mødt op, og havde medbragt den skønne præmie til mig. Så læs med i næste indlæg og se, hvad den indeholdt.
Første bind i Sagaen om Talon, signeret af forfatteren |
Det var virkelig en hyggelig aften! Hun er så sød :)
SvarSletJeg er helt enig, Rikke :)
SletDet var en super hyggelig aften:) Kan du vente med at læse "Iron Fey" serien til, at den udkommer på dansk til næste år? Jeg ved nemlig ikke, om jeg kan vente så længe ;)
SvarSletNej, det ved jeg heller ikke, om jeg kan, selvom jeg regner med at læse Talon først. Men som sagt så trænger jeg også til at læse nogle engelske bøger snart, så det passer mig fint alligevel :)
SletDet lyder til at have været et fantastisk arrangement. Jeg er helt enig i Kagawas forsvar af YA, selvom jeg ikke selv læser så mange bøger, der er det - jeg kan forestille mig, det kræver langt mere af forfatteren at skrive bøgerne, i hvert fald. :)
SvarSletMåske har du ret. Det kommer nok også an på, hvor meget forfatteren er i kontakt med sin indre teenager :)
Slet