Dewey's Readathon April 2017: Forberedelser

Dewey's 24-Hour Readathon, en online, verdensomspændende læsefest, finder sted fra på lørdag kl. 14.00 til søndag kl. 14.00. Jeg var inde og melde mig til på den officielle hjemmeside i sidste uge, og har de seneste dage gået og overvejet, hvad jeg måske vil hive ned fra reolen når dagen kommer, hvordan jeg skal forberede mig, og hvad jeg egentlig forventer af mig selv og arrangementet.

Da jeg også har besluttet mig for at deltage i Lørdagshøjskolen i Odense (rigtig spændende undervisning om Bibelen) fra kl. 9.00 til 13.30, kommer jeg nok først i gang med festen en time eller to efter åbning. Men så burde der heller ikke være nogen forstyrrelser resten af læsedøgnet.

Jeg har set at mange deltagende bloggere og bookstagrammere offentliggør en læseliste forud for Readathonet, hvilket også er meget oplagt. Bare ikke lige for mig. Jeg har ganske vist nogle bøger for øje, som jeg tror, jeg har lyst til at læse, men jeg har ikke lyst til at "love" at læse noget bestemt. Jeg vil nemlig gerne give mig selv totalt frit valg hele læsedøgnet igennem. Det betyder også, at jeg ikke vil fokusere så meget på at blive færdig med de bøger, jeg læser, men hellere skifte lidt rundt mellem flere forskellige bøger undervejs, for på den måde tror jeg, jeg får læst flest sider.

På grund af stress kan jeg ikke længere koncentrere mig om at læse så længe ad gangen, som jeg har kunnet tidligere, og derfor er jeg også ret spændt på, hvordan Readathonet egentlig kommer til at gå. Jeg har aldrig tidligere prøvet at tælle, hvor mange sider, jeg kan læse på et døgn, så jeg har ikke noget sammenligningsgrundlag. Men dermed kan jeg jo også tillade mig at være tilfreds med bare at gennemføre.

Med "gennemføre" mener jeg dog ikke at holde mig vågen og læse i 24 timer. Jeg regner helt klart med at sove fra kl. ca. 23.00 til 06.00. Ellers er jeg ret sikker på, at læsefesten ikke bliver nogen succes for mit vedkommende. Og så håber jeg, at mit relativt store behov for pauser vil gå hånd i hånd med muligheden for at deltage i de løbende minichallenges, følge med i nogle af de andre deltageres læsning, samt at tilberede mine yndlingssnacks og lave en masse te.

Da jeg var ude at handle ind i dag, sørgede jeg for at skaffe et lille lager af gode ting og sager: Cashew-nødder, mørk chokolade, frugtstænger, is, chips og hot holiday dip. Desuden regner jeg med at lave en stor portion gulerodsstænger og hjemmelavet hummus - uhm! Mon ikke, jeg kan holde den kørende?

Om jeg vil lave et blogindlæg, hvor jeg løbende opdaterer slagets gang, eller om jeg vil holde mig til opdateringer på instagram og så skrive et samlet blogindlæg med dagens højdepunkter til sidst, ved jeg ikke helt. Hvis der er nogle af jer, der har gode argumenter for eller imod nogen af delene, er I meget velkommen til at skrive en kommentar.

Lige nu har jeg det som om, at Readathon er en stor, indbydende buffet, og jeg har lyst til at prøve lidt af det hele. Jeg håber ikke, jeg når at blive mæt før jeg er halvvejs :) Jeg glæder mig bare rigtig meget til at læse sammen med jer.

TBR-liste #5

Hvis jeg skulle give min nye TBR-liste en overskrift, skulle den hedde "Bøger jeg har haft stående i reolen alt for længe."

Da jeg havde skrevet listen, gik det op for mig, at der faktisk ingen fantasybøger var på den. Det var ikke et hundrede procent bevidst valg, men egentlig helt okay. Har du fulgt min blog et stykke tid, ved du, at det ikke er fordi jeg ikke bryder mig om fantasy, tvært imod. Men jeg har, gennem længere tid, forsøgt at udvide min litterære horisont med andet end fantasy. Det er bare gået lidt trægt indtil videre. Det betyder nu ikke, at jeg ikke kommer til at læse noget fantasy overhovedet det næste stykke tid. Jeg er nemlig stadig i fuld gang med at genlæse Harry Potter, (er i skrivende stund over halvvejs i Flammernes pokal).

På listen har jeg imidlertid fået samlet en del forskelligt, både nogle 2. Verdenskrigsrelaterede klassikere, nogle mere eller mindre litterære romaner, nogle nøje udvalgte børne- og YA-bøger, og en fagbog om skrivning. Så man kan ikke sige, at det bliver ensformigt. Mange af disse bøger ved jeg i øvrigt meget lidt om i forvejen, hvilket jeg synes er rigtig godt.

The Bell Jar af Sylvia Plath
Da jeg skrev denne bog øverst på listen, vidste jeg ikke meget andet om den, end at den var en moderne klassiker og Sylvia Plaths eneste udgivelse. Som teenager hørte jeg første gang om The Bell Jar, da jeg så filmen 10 Things I Hate About You, hvor hovedpersonen læser den. Siden har den ligget i baghovedet som en bog, jeg burde læse en dag, og jeg blev på ny mindet om den, da Gyldendal genudgav den på dansk sidste år. En hurtig søgning på bibliotekets hjemmeside har imidlertid afsløret, at bogen delvist er baseret på forfatterens eget liv, og handler om en ung kvinde, der får en depression og forsøger at begå selvmord. Det lyder jo lidt trist, men den skulle også være en vittig og skarp kommentar til samfundet i 1950'erne, så den kan jo ikke være trist hele vejen igennem. Jeg regner med at bestille den hjem til biblioteket når jeg er kommet lidt længere med Harry Potter.

On Writing af Stephen King
Denne bog fik jeg i julegave af min mand. Den er både en autobiografi og en bog om det at skrive, og eftersom King er en mester indenfor sit felt, har jeg ret høje forventninger til denne bog.

Esben-bøgerne af Knud Erik Pedersen
Tre små børnebøger fra begyndelsen af 1980'erne, som jeg har lånt for længe siden af min mor, og som jeg virkelig burde få læst og leveret tilbage. Da hun lånte mig dem, sagde hun, at hun havde en fornemmelse af, at disse små historier havde et autobiografisk element. Jeg glæder mig til at få læst dem, for de ser virkelig hyggelige ud, og jeg er spændt på, hvad de rummer.

Lumikki-trilogien af Salla Simukka
Dette er også en af de bøger, der står i reolen og råber på at blive læst. Faktisk er det kun første bog i serien, jeg ejer. Jeg fik den for længe siden på Bookeaters Convention, hvor jeg fiskede den op af en fiskedam fuld af gratis, indpakkede bøger. Det første, jeg lagde mærke til, da jeg pakkede den ud var, at forfatteren var finsk. Jeg er ret vild med Finland og har været der fire gange, men jeg kan faktisk ikke huske nogensinde at have læst en bog af en finsk forfatter. Det kan jeg passende råde bod på nu. Jo mere, jeg kiggede på Rød som blod, som er titlen på første bind, jo mere interessant virkede den. At dømme ud fra bagsideteksten er serien noget så specielt som en YA-krimi, og derudover benytter den sig af referencer til det klassiske eventyr om Snehvide. What's not to like?

Gådefuld sejlads af Erskine Childers
Denne bog har jeg fået i julegave sidste år, og for at gentage mig selv fra mit indlæg om julegavebøger, handler denne bog fra 1903 om afværgelsen af en tysk invasion af Storbritannien. Den var Winston Churchills yndlingsbog, og der er ingen der rigtig ved, om handlingen er virkelig eller fiktiv. Det lyder som alle tiders mysterium tilsat et strejf af historiens vingesus.

Your Presence is Requested at Suvanto af Maile Chapman
Denne bog har jeg fået for længe siden af min svigermor, som vist havde fået den af en af sine kollegaer, der skulle rydde op i sine bøger. Jeg kender ikke forfatteren, og ved ingenting om denne bog udover, hvad omslaget har kunnet fortælle mig, men det er også nok til give mig lyst til at læse den. Den foregår i 1920'erne på Suvanto, et afsidesliggende sanatorium for kvinder, i en skov i Finland. Hovedpersonen er den amerikanske sygeplejerske Sunny Taylor, der er taget til Suvanto for at flygte fra fortiden. En dag ankommer en både temperamentsfuld og reserveret tidligere danseinstruktør, Julia Dey, til sanatoriet som patient, og Sunny ser det som sin opgave at trænge igennem Julias lag af vrede og indelukkethed. Jeg har på fornemmelsen, at det måske er en lidt mystisk og sælsom bog frem for en feel-good historie. I alle tilfælde er jeg spændt på, hvad den har at sige om Finland, 1920'erne, kronisk sygdom, kvindelighed mv. Fotografiet på omslaget er angiveligt taget af den finske designer Alvar Aalto.

Wonder af R.J. Palacio
Jeg troede faktisk, dette var en YA-bog, men nu hvor jeg tjekker efter, viser det sig, at den er kategoriseret som børnebog. Jeg ejer ikke selv bogen, (endnu), men jeg har gerne villet læse den lige siden udgivelsen i 2012, hvor jeg så den i et nyhedsbrev fra forlaget Random House, og efterfølgende lagde mærke til, at flere booktubere og bogbloggere lod til at elske den. Og selv om jeg ikke ved så meget om bogen andet end at den handler om en dreng med et deformt ansigt, er der noget ved den, der minder mig om The Curious Incident of the Dog in the Nighttime, som er en af mine absolutte yndlingsbøger nogensinde. Jeg håber, den viser sig at være lige så god.

Mødet ved milepælen af Sigurd Hoel
Dette er en bog, som både min mor og min far har anbefalet mig at læse. Jeg kan faktisk ikke huske hvem af dem, der har givet mig den udgave, jeg har stående i reolen. Den har stået der længe uden at jeg har fået den læst, sikkert fordi den er lang og tætskrevet, og forsiden ikke er specielt indbydende. Men så vidt jeg kan forstå, foregår den i krigstiden, en tid, der er begyndt at fascinere mig mere og mere de senere år. Så nu har jeg altså valgt at sætte den på listen. Så håber jeg, den viser sig at være spændende, når jeg kommer i gang med den.

Konkyliesamlerne af Rosamunde Pilcher
Dette er også en bog, min mor flere gange har sagt, jeg skulle læse. Hun ejer stakkevis af Rosamunde Pilcher-bøger. Jeg købte denne paperback-udgave til en billig penge engang, hun og jeg var på loppemarked sammen, og det er egentlig lidt underligt, jeg aldrig har fået taget mig sammen til at læse den, for jeg er faktisk ret sikker på, jeg vil kunne lide den.

Anne Franks dagbog af Anne Frank
Denne bog fik jeg til min konfirmation, for at det ikke skal være løgn. Jeg har gjort mindst ét forsøg på at gå i gang med den mens jeg stadig gik i folkeskole, og jeg kan også huske at vi har læst uddrag fra den i skolen. Dengang oplevede jeg den som en noget gammel og tør ting, og jeg havde sikkert ikke helt så meget øje for hvor unik en historisk kilde den er, som jeg har nu. I hvert fald har jeg tænkt mig, den skal ud af reolen endnu engang, snart.

"Helte og hobbitter" af Jakob Levinsen

Forfatter: Jakob Levinsen
Udgivelsesår: 2002 (2013)
Genre: Faglitteratur
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Antal sider: 208

Dette indlæg er både historien om, hvordan jeg selv blev fan af Tolkien, og en anmeldelse af Helte og hobbitter - Tolkien og hans verden.

"[Tolkien karakteriserer] The Realm of Faërie som "stort, dybt og højt, og fyldt med mange ting: Alle mulige dyr og fugle findes der; grænseløse have og talløse stjerner; fortryllende skønhed og allestedsnærværende fare; både glæde og sorg så skarpe som sværd." -- Citat fra bogen, side 74.

Da jeg var tolv år sendte min far mig en pakke, der indeholdt en bog med titlen Hobbitten. I det vedlagte brev udtrykte han sit håb om, at jeg ville få lige så stor glæde af dette eventyr, som han selv havde haft. Jeg kendte på det tidspunkt stort set intet til J.R.R. Tolkien eller hans bøger. Jeg læste selvfølgelig bogen, men jeg tror ikke, oplevelsen blev den introduktion til Oxford-professorens forfatterskab, min far havde forestillet sig. Jeg syntes bogen var aaaaalt for langtrukken og kedelig, sproget var for gammeldags, jeg syntes ikke, jeg kunne identificere mig med karaktererne, og forsideillustrationen gjorde ikke noget for at hjælpe. Hobbitten var ret anderledes end de bøger, jeg plejede at læse i den alder, (oftest hestebøger og YA-realisme), så jeg var slet ikke gearet til den.

Det var først da min veninde cirka fem år senere overtalte mig til at se Peter Jacksons storslåede filmatisering af Ringenes Herre, at jeg fik øjnene op for kvaliteterne i Tolkiens univers. Jeg blev i høj grad fascineret af de smukke elvere og deres sprog, hobbitterne med deres hjemlige vaner, Gollums tragiske fornedrelse, alle de heltemodige (og nogle knap så heltemodige) menneskelige karakterer, og ikke mindst dybden og tyngden i hele Ringens modvillige færd mod Dommedagsbjerget. Min veninde og jeg så filmene igen og igen, og snakkede om dem i en uendelighed. Vi læste også bøgerne, men selv om jeg havde langt bedre forudsætninger for at værdsætte dem, end da jeg første gang stiftede bekendtskab med Hobbitten, var det omfangsrige værk alligevel temmelig tungt at komme igennem, og jeg må indrømme, at selvom jeg nød dele af bøgerne, forekom skrivestilen mig stadig noget tung og langtrukken, og det skete ret ofte at jeg tabte tråden. Alligevel styrkede læsningen af Ringenes Herre blot min fascination og beundring af Tolkiens værk og ambition, og jeg begyndte at se hele hans forfatterskab om Arda (verdenen, hvor Hobbitten og Ringenes Herre foregår), som en sammenhængende enhed.

Netop denne sammenhængende enhed, og lidt til, er Helte og hobbitter af Jakob Levinsen en udmærket introduktion til. Med sine omtrent tohundrede sider er denne tredje redigerede udgave overskuelig, samtidig med at den går i dybden med de helt rigtige ting. Bogen skildrer Tolkiens store ambition om med sit værk at give England sin egen mytologi, og hvordan hele Ardas historie, (hvoraf Hobitten og Ringenes Herre kun udgør et lille udsnit) og alle de små og store historier, den rummer, er i udvikling helt fra Tolkiens ungdom til hans død i 1973.

Derudover forklarer den ret udførligt om Tolkiens syn på det eventyrlige (som en forløber til fantasygenren) og siger også en del om hans inspirationskilder, bl.a. Kalevala, Beowulf, Niebelungenlied, Vølsungesagaen og mange andre. Der redegøres for hans mindre kendte tekster, og man lærer også en del om sønnen Christopher Tolkiens arbejde med at samle, redigere og udgive de manuskripter, hans far aldrig nåede at blive færdig med; et arbejde, der stadig er i gang.

Under læsningen glædede jeg mig over, hvor sprogligt bevidst Levinsen er i sin fremstilling. Sproget er ikke blot præcist og kompakt, hvilket jeg vil sige er mindstekravet for en udgivelse af denne type, det er også flot, varieret og omhyggeligt, og dette giver lige en ekstra tand af læseglæde. Mange af sætningerne er derfor også lange og grammatisk avancerede, så hvis ikke du sætter pris på en sproglig udfordring, kan det være, du ikke vil finde helt så megen glæde over den sproglige stil, som mig.

Da jeg var inde på goodreads.com for at markere Helte og hobbitter som læst på min profil, opdagede jeg til min forundring at den ikke havde fået særlig gode anmeldelser derinde. Et af de store kritikpunkter syntes at være at store dele af bogen bestod af "unødvendige referater" af handlingen i Hobbitten og Ringenes Herre. Jeg forstod med det samme, hvilke kapitler der mentes, men jeg vil påstå, at disse afsnit er andet og mere end blot handlingsreferater. I disse kapitler præsenterer Levinsen faktisk en meget kvalificeret og opmærksom læsning af Tolkiens hovedværker, hvor der redegøres for forskellige fortælletekniske greb, fx tempo, symbolik, paralleller, samt betydningsfulde citater, forskellig baggrundsviden og meget andet, der i høj grad hjælper læseren til at få et større udbytte af Hobbitten og Ringenes Herre.

Også for forfattere og forfatterspirer med hang til det fantastiske, er der masser af godt at hente i Levinsens bog. Den går som sagt virkelig i dybden med Tolkiens forfatterskab og viser, hvor dygtig en forfatter, han var. Og hver gang, jeg stødte på et tema, motiv, eller en anden form for ide, der kunne skabe en god historie, skrev jeg det ned i stikord, og endte med at have en meget lang liste, sprængfyldt med højkoncentreret inspiration.

Ligesom jeg i år har et overordnet mål om at genlæse Harry Potter, har Helte og hobbitter fået mig til at overveje, om ikke et af mine læsemål næste år skal være at genlæse Ringenes Herre. Jeg tror og håber, jeg som læser er ved at blive så moden, at jeg kan læse dem med endnu større udbytte, og måske også uden at fare vild undervejs :)

Opsamling #5

Sidste gang, jeg lavede en opsamling, var midt i oktober, så det er på høje tid, at jeg får gjort det igen. Ellers glemmer jeg vist helt, hvad jeg syntes om de forskellige bøger.

Den To-Be-Read liste, jeg lavede dengang, ser nu således ud:

Som det fremgår, har jeg lavet ni ud af tolv hak. Derudover har jeg læst ni andre bøger (hvoraf nogle dog er i samme serie som dem på listen). Den samlede opsummering kommer her:

Den faldne djævel (Den store djævlekrig, bind 6) af Kenneth Bøgh Andersen
Dette var en fantastisk afslutning på en lige så fantastisk serie. Kenneth Bøgh Andersen kan altså skrive så det er en fryd, og samtidig fortælle en historie, der både er sjov og gør indtryk dybt ind i sjælen. Jeg overvejede at skrive en anmeldelse, men det er der jo så mange andre, der har gjort. Og i hvert fald havde jeg ikke noget væsentligt at tilføje til Den Lille Bogblogs udmærkede anmeldelse.

Kongens krucifix (Nøglens vogtere, bind 3) af Lene Dybdahl
Denne bog er slutningen på endnu en fantasytrilogi for børn og unge, som jeg synes rigtig godt om. Jeg har skrevet separate anmeldelser af alle tre bøger, og du kan finde linkene under "anmeldelser" i menuen, men her er lige et hurtigt link, så du kan læse mere om bind 3.

Tir-Näzrals arving (Stjernekrønikerne, bind 1) af Mads Schack-Lindhardt
Jeg valgte at læse og anmelde denne fantasyroman på opfordring fra forfatteren, og det var heldigvis også en ret god læseoplevelse. Så vidt jeg ved, arbejder forfatteren i øjeblikket på at få udgivet bind 2, og jeg ser frem til at se, hvordan historien kommer til at udvikle sig. Du kan evt. klikke her og læse hele anmeldelsen.

Sjælens pris (Dæmonherskerens arving, bind 3) af Haidi Wigger Klaris
Selvom de to foregående bind i serien ikke var 100% mig, valgte jeg alligevel at bede forlaget om et anmeldereksemplar af denne bog. Jeg ville i hvert fald gerne vide, hvordan historien sluttede, og som jeg også skrev i anmeldelsen, er der faktisk også meget godt at hente, hvis bare man ikke har forventninger om et spændende og udfordrende sprog eller et kompliceret plot.

Frændeløs af Hector Malot
At spørge andre mennesker om deres yndlingsbøger kan være en god strategi til at opdage nye bøger og genrer. Da jeg spurgte en af mine veninder, hvad hendes yndlingsbog var, svarede hun "Frændeløs." Jeg havde ikke engang hørt om denne børnebog, selvom den er en klassiker, men heldigvis gav hun mig lov til at låne den. Det er en lille, sød historie, som er velegnet til højtlæsning for børn, og jeg kan sagtens forestille mig, hvorfor den gjorde indtryk på min veninde, da hun var lille, på samme måde som Brødrene Løvehjerte har gjort ved mig.

De forsvundne levn (Fallen, bind 4), af Lauren Kate
Fallen-serien er en paranormal kærlighedshistorie målrettet teenagepiger, og har været rigtig guilty pleasure-læsning for mig. Luce og Daniels kærlighedsforhold er ekstremt romantisk og meget følelsesbaseret og dramatisk, og selvfølgelig er de begge to unge og smukke (det vil sige, teknisk set er Daniel, som jo er en engel, tusindvis af år gammel. Men han ligner en, der er på alder med Luce, så derfor kalder vi ham ikke pædofil). Det er lige før, det bliver for meget af det gode, selv for mig. Men noget, som jeg syntes, gjorde denne serie til noget særligt, er den melankolske stemning, de fine beskrivelser og det rolige fortælletempo. Bind fire var mindst lige så godt som de foregående. Jeg ved, der er flere bøger i serien, men lige for tiden trænger jeg til at læse noget andet end YA, så dette er et godt sted at stoppe, eller i det mindste holde pause, fordi serien efter bind 4 får nye hovedpersoner.

Dæmondræberen, trilogi af Louise Haiberg
Denne serie er lidt ligesom hovedpersonen Dominic selv: Hård udenpå, men blød indeni. Disse tre murstensromaner rummer en del flere bandeord, vold, blod og voksent indhold, end hvad jeg plejer at læse. Jeg måtte også lige overveje en ekstra gang, om de nu også var noget for mig. Men det var de overraskende nok. Der er mange barske hændelser, og bogen handler meget om det onde og det gode i os alle. Jeg blev stillet ansigt til ansigt med ondskaben og lidelsen -- ting, det ellers kan være nemt at lukke øjnene for. Disse ting gør, at jeg siger historien er hård udenpå. Det, der gør den blød indeni er, at under den hårde skal, er historien en helt klassisk beretning om det gode mod det onde, hvor de traditionelt gode værdier står i centrum. Hvis ikke det havde været sådan, ville bøgerne nok ikke lige have været mig. Derudover vil jeg sige, at Louise Haiberg er virkelig dygtig til karakterudvikling, og jeg kan forestille mig, hun også har måttet lave en hel del historisk research for at skrive denne serie.

Løgnens træ af Frances Hardinge
Denne YA-roman, der foregår i 1800-tallet, og handler om en pige, der forsøger at opklare mordet på sin egen far, er en af de bedste bøger, jeg har læst længe. Den har rigtig meget af byde på, både hvad angår sprog, tematik, plot, karakterer osv. Den har vundet prisen Costa Book of the Year i 2015, en pris der gives til bøger skrevet af forfattere baseret i UK og Irland, og jeg synes prisen er yderst velfortjent. Læs hele min anmeldelse af bogen ved at klikke her.

Vi andre bor her bare af Patrick Ness
Her er endnu en standalone, som var en fornøjelse af læse, og jeg burde have skrevet en ordentlig anmeldelse af den, men fandt bare ikke tid til det. Patrick Ness har virkelig fingeren på pulsen når det drejer sig om, hvad der faktisk foregår inde i hovedet på teenagere, og så skriver han også brandgodt. Desuden har han en god fantasi og en skarp iagttagelsesevne. Bogen er rå og ærlig (men ikke på en socialrealistisk måde) og udtrykker et syn på teenagere som hele mennesker med reelle problemer, og mange relevante emner kommer under behandling, fx venskab, seksualitet, livsværdier og psykisk sygdom. Samtidig er det en af den slags bøger, der får én til at se, at der altid er et glimt af håb et eller andet sted ude i horisonten, og at fællesskab kan opstå under de mest uventede forhold.

Harry Potter, bind 1-3, af J.K. Rowling
At genlæse hele Harry Potter-serien på originalsproget er et af mine overordnede læsemål for 2017, og det har været med den største gensynsglæde, at jeg nu er kommet igennem de tre første bøger. Jeg har savnet Harry, Ron, Hermione og deres skole og deres familie og venner mere end jeg anede. Mange skønne detaljer var blevet glemt i årenes løb, men bliver nu genopdaget. Glæder mig som et lille barn til at fortsætte med bind 4-7.

Dragerne, Oprørerne og Soldaterne (Sagaen om Talon, bind 1-3), af Julie Kagawa
Dette er en YA fantasyserie som er blevet meget rost, men som har skuffet mig en lille smule. Bøgernes præmis er original, og det er en meget actionpacked og spændende historie, men sprogligt har den ikke meget at byde på, især ikke den danske oversættelse. Der kommer to bind mere i serien, og sandsynligvis vil jeg læse dem, om ikke andet så bare for at finde ud af, hvordan det hele ender. Klik her for at læse hele min anmeldelse.

Nøglen til Cecilie og Sommersonater (Cecilie, bind 1 og 2) af Bodil Sangill
Disse to bøger handler om den 20-årige Cecilie, der er adoptivbarn og har oplevet en del svigt i sin barndom. Hun arbejder som kassedame ved købmanden og har ikke den store selvtillid. Men så arver hun et hus af sine gamle voksenvenner og begynder at sy billedtæpper, og lidt efter lidt kommer hun tættere på at finde sig selv og sine talenter. Og måske også Gud. Og måske også kærligheden. I bagsideteksten beskrives forfatterens skrivestil som "eftertænksom," og efter at have læst bind 1, syntes jeg, det var en stor underdrivelse. Der skete nærmest ingenting i historien, og det meste af tiden befandt man sig inde i Cecilies hoved. Men det var faktisk en rar afveksling. I bind to var det som om, der begyndte at ske lidt mere, men det blev stadigvæk fortalt på en meget udramatisk måde. Faktisk tror jeg aldrig, jeg har læst en bog, hvor forfatteren har benyttet sig af så få dramatiske virkemidler, og det tager jeg virkelig hatten af for, for det gjorde på ingen måde historien kedelig. Det er også denne komplet udramatiske skrivestil, der forhindrer mig i at kalde Cecilies historie for en "sød" historie. Jeg vil hellere sige, det er en god historie. Det eneste, der irriterede mig lidt ved disse to bøger var, at sproget lød noget gammeldags i mine ører, også i dialogerne, som jo skulle forestille at foregå mellem nutidens unge. Men bortset fra det, er jeg virkelig glad for at have læst dem. Især kunne jeg godt lide at bøgerne også i høj grad er en hyldest til den kreative proces og det kreative sind. Jeg ved ikke, om der kommer flere bøger i serien, men hvis der gør, vil jeg helt klart læse dem.

Det blev næsten til en hel anmeldelse af Cecilie-bøgerne, men det er også dem, eller i hvert fald nummer to af dem, jeg har mest i frisk erindring.

Jeg håber, du er blevet inspireret af at høre lidt om mine seneste læseoplevelser. Næste indlæg her på bloggen kommer sandsynligvis til at handle om min næste TBR-liste. Jeg skal bare lige have den skrevet ... :)

Jeg glæder mig stadig til Dewey's 24-hour Readathon den 29. april. Hvis du ikke kender til dette internationale læsearrangement endnu, så har forfatter Katja L. Berger skrevet en fin introduktion til det på sin blog. Hun har selv deltaget flere gange. Du kan også gå direkte til Readathon'ets hjemmeside.

Har du selv læst nogle af de ovennævnte bøger, eller vil du høre mere om dem, så læg endelig en kommentar. Også, hvis du bare har lyst til at sige hej.

"Soldaterne" (Talon 3) af Julie Kagawa

Originaltitel: Soldier
Forfatter: Julie Kagawa
Udgivelsesår: 2017
Genre: Fantasy/YA/Kærlighed
Forlag: HarperCollins Nordic
Antal sider: 335

Denne bog er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Tredje del af Talon-sagaen, Soldaterne, udkom i Danmark den 1. marts 2017. Serien, der er skrevet af amerikanske Julie Kagawa, omfatter i alt fem bind.

I Soldaterne kommer vi igen i selskab med de kendte hovedpersoner fra bind et og to, Ember, Riley, Dante og Garret. De befinder sig stadig midt i den århundreder gamle, skjulte krig mellem dragernes magtsyge organisation Talon og dens modstandere, den retskafne Sankt Georgs Orden, der består af menneskelige soldater. Midt i kampens hede er Ember stadig i tvivl om hvorvidt hun føler sig mest som drage eller mest som menneske - og har svært ved at gennemskue, hvad det betyder for hendes forhold til Garret og Riley, der begge er forelsket i hende. Samtidig følger vi Dantes vej op gennem rækkerne i Talon. Men I denne bog melder en ny spiller sig også på banen i det hæsblæsende kapløb på tid og taktik, nemlig den asiatiske drage Jade. Og grufulde hemmeligheder fra både Garrets og Dante og Embers fortid dukker op til overfladen.

Forestil dig en historie om drager, der kan forvandle sig til mennesker, og i hemmelighed har levet side om side med os i århundreder. Lige her midt i vores moderne samfund. Fedt ikke? Denne grundlæggende ide synes jeg er noget af det bedste ved Talon-sagaen, og dermed også denne bog. Drager, der forvandles til mennesker har vi set flere vellykkede eksempler på i litteratur og film, fx Eustace i Narnia og Haku i Chihiro og heksene. Men i Talon-sagaen møder vi altså fænomenet i en helt anden skala, og det er godt fundet på.

Soldaterne rammer, ligesom de foregående bind i serien, målgruppen godt. Det gælder både de temaer, historien berører, såsom forelskelse, identitet og selvstændighed, samt personernes sprog og væremåde. Og selvom det klassiske trekantsdrama fylder forholdsvis meget i historien, synes jeg der var passende langt imellem scener med kys og kram, så det blev ikke for meget af det gode. Der er også tale om forholdsvis uskyldige kys og kram, som alle kan være med på.

Desværre har jeg nok mere negativt end positivt at sige om bogens sprog og komposition. Jeg oplevede gennemgående sproget som temmelig stift og klodset, og stort set uden variationer, sproglige billeder, eller andre ting, der normalt gør en bog lækker og interessant at læse. Mange steder skinner den originale, engelske grammatik så meget igennem, at læseren nærmest selv skal gøre halvdelen af oversættelsesarbejdet. Dog er det blevet bedre i forhold til bind et og to, hvor jeg ind imellem havde lyst til at kaste bogen fra mig i frustration over antallet af grammatiske fejl. Men her i bind tre er der stadig en hel del stavefejl og grammatiske uskønheder. Og det synes jeg, er et problem, for hvordan skal unge udvikle et godt sprog, hvis ikke de møder det i de bøger, de læser? Det er ikke nemt at være forlag i Danmark, det ved jeg godt. Der skal sælges rigtig mange bøger, for at tingene kan løbe rundt. Alligevel synes jeg, det er at skyde sig selv i foden at sende bøger på gaden, der er ikke er bedre redigeret og korrekturlæst, end Talon-sagaen. For ganske vist kan det holde udsalgsprisen nede, hvor teenagere og studerende kan være med, men det gør bogen til en blandet fornøjelse at læse, og en del af målgruppen er måske ikke engang opmærksom på problemet, og ved ikke, hvad de bliver snydt for.

Julie Kagawa er 3-5 måneder om at skrive en bog. Jeg ville ønske, hun var villig til at bruge 6-10 måneder, og dermed få tid til at gøre noget ud af den sproglige del. Det er selvfølgelig klart at noget af originalsprogets skønhed let går tabt, når der skal oversættes, men jeg tror ikke kun, det er det, der er problemet her.

Hvad angår bogens komposition, så er den delt op i kapitler, hvor de fire hovedpersoner på skift får lov at agere jeg-fortællere. En af udfordringerne med at have flere jeg-fortællere er, at gøre hver fortællers stemme så individuel, at de let kan skelnes fra hinanden, især når de geografisk opholder sig på samme sted. Det er ikke helt lykkedes for Kagawa her i Soldaterne. Det skete ofte at jeg kort efter et kapitelskift måtte bladre tilbage og tjekke, hvis hoved jeg var inde i lige nu. Det samme gjorde sig gældende i bind et og to. Med Talon-sagaen er det dog også første gang, Kagawa forsøger sig med flere fortælleperspektiver, så vi kan jo håbe, hun bliver bedre til det med tiden. Jeg har heldigvis set værre tilfælde.

Historien har på en måde tre forskellige gear, den bevæger sig fremad i. Der er et gear der hedder action, et der hedder spænding, og et der hedder i-tvivl-om-følelser. Ud over nogle spredte flashbacks, der giver baggrundsinformation, bevæger historien sig næsten kun rundt i disse tre gear. Der er sparet på beskrivelserne. Det giver en følelse af, at tingene gentager sig og karakterernes tanker kører i ring, og det bliver noget ensformigt og langtrukkent, før vi når til det sidste store opgør allerbagerst i bogen. Især kunne personernes indre, følelsesmæssige konflikter godt gøres en del kortere, uden noget væsentligt gik tabt. For at bryde ensformigheden kunne forfatteren også godt have brugt flere ord på at udfolde noget af al den skønne lore, der ligger bag dragerne som mytologisk væsen. Det er noget, der meget kort dukker op hist og pist i historien, for så blot at blive trumfet igen af action- og spændingsmomenterne, og det er jo lidt ærgerligt.

Men tilbage til nogle af de ting, Soldaterne faktisk gør rigtig godt. Action- og kampscenerne er vellykkede. Desuden har Kagawa i organisationen Talon skabt en skurk, der både er hjerteløs, ond, magtfuld og ikke mindst mystisk. Det mest skræmmende ved dem er, at vi endnu aldrig rigtigt har fået at se, hvor langt deres magt rækker - men det er langt. Og i dette bind fremstår Talon lige så mastodontiske og nådesløse som altid, samtidig med at Rileys undergrund blot synes mere og mere sårbar. Det er en gribende kamp mellem David og Goliat.

Desuden har jeg lige fra begyndelsen været begejstret for bøgernes evne til at belyse en konflikt fra flere vinkler. Vi ser tingene både fra dragernes og Sankt Georgs Ordenens synspunkt, og begge parter har deres egne bevæggrunde og tror selv, de gør det rigtige. Historien viser også, hvordan splittelser mellem grupper ofte er baseret på usande og unuancerede billeder, parterne har dannet sig af hinanden.

Talons ekstreme magtsyge, uigennemsigtighed og trang til at udføre tankekontrol såvel som etisk uforsvarlige eksperimenter på deres egen race, ledte mine tanker hen på situationen i Nordkorea, en situation, jeg vil betegne som en af verdens absolut største kriser i nyere tid. Det er rigtig fint at bogen tager sådanne dilemmaer op, og det bliver spændende at se, om serien har noget videre at sige om dem i de kommende to bøger.

Kan du lide action og spænding skal du også nok få dit behov dækket i Soldaterne. For selvom der var afsnit, jeg fandt langtrukne, var der stadig den overordnede spænding, som holdt mig fangen indtil sidste side. Hvis jeg skulle karakterisere bogen med ét ord, ville jeg nok vælge "spænding." For Kagawa forstår virkelig at opbygge og vedligeholde spænding. Desværre til en grad, så spændingsknappen bliver trykket helt i bund, mens visse andre knapper nærmest forbliver urørte.

Da jeg hørte Julie Kagawa tale om sine bøger sidste år, oplevede jeg hende som utrolig inspirerende, og jeg syntes, hun havde rigtig mange fornuftige ting at sige i diskussionen om YA fantasy-genren. Derfor havde jeg måske forventet lidt mere af Talon-sagaen, end hvad jeg fandt. Samlet set er min vurdering, at: 1) bøgerne sprogligt ikke har meget at byde på, 2) Plottet og historien er okay, men ikke noget ud over det sædvanlige, og 3) de vigtige temaer drukner hurtigt i mere underholdende elementer som kærlighed og spænding.

Hvis du vil læse denne bog, så skal du gøre det mest for underholdningens skyld. Det er i hvert fald ikke en bog, der rigtigt rørte mig eller satte nogen tanker i gang hos mig. Og så vil jeg nok anbefale at læse serien på engelsk, hvis det er en mulighed for dig.

Generel opdatering

Punkt 1: Jeg er her stadig!

Punkt 2: Jeg er i gang med at genlæse Harry Potter, og det er bare SÅ dejligt! Da jeg nåede til det sted, hvor Harry første gang ankommer til Hogwarts, fik jeg en klump i halsen. Det var som om, jeg selv kom tilbage til Hogwarts efter at have været væk i mange år, og minderne om alle de stunder, både glade og smertelige, jeg har tilbragt på det slot i selskab med Harry, Ron og Hermione, vældede frem. Det gik også op for mig på ny, hvor dygtig en forfatter J.K. Rowling er. Bøgerne er velkomponerede, sproget er flydende og intelligent, handlingen rummer både spænding, humor og alvor. Det er ikke så sært at historien om Harry er blevet et verdensomspændende fænomen og et symbol på åbenhed, fællesskab og en masse andre positive værdier for min generation. Jeg er på ny blevet bevidst om, hvor stort indtryk de bøger gjorde på mig første gang, jeg læste dem, og hvordan de har været med til at forme mig som person i løbet af de snart tyve år, der er gået siden da. I dagens anledning har jeg gravet en enormt gammel YouTube-video op med (ja, du gættede det) mit store forbillede John Green, der blandt meget andet godt, taler om sin entusiasme for Harry Potter. Se den, hvis du keder dig. Den varer tre et halvt minut. Og se evt. også hans bror, Hank Green (der også er mit store forbillede), synge en sang fra 2013, hvor han forsøger at overtale J.K. Rowling til at skrive flere bøger.

Punkt 3: Jeg har nu genlæst de første tre Harry Potter-bøger, men ser mig nødsaget til at tage en lille pause inden jeg fortsætter med bog fire. Harper Collins Nordic har nemlig været flinke at sende mig et anmeldereksemplar af Soldaterne, bind tre i Julie Kagawas ungdomsfantasyserie Sagaen om Talon. Denne bog har jeg også glædet mig til at læse, og jeg er allerede godt i gang, så den bliver sandsynligvis en af de næste bøger, jeg anmelder.

Punkt 4: Om cirka halvanden måned, nemlig den 29. april 2017, løber Dewey's 24-Hour Readathon endnu engang af stablen, og jeg agter at deltage i dette halvårlige læsemaraton for første gang. Jeg regner ikke med at kunne holde mig vågen og læse alle fireogtyve timer, for jeg har altså brug for min nattesøvn, men jeg glæder mig til at have en hel lørdag, hvor jeg ikke skal lave andet end at læse, og selvfølgelig følge med i de løbende udfordringer og heppe på andre deltagere. Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har planer om også at deltage. For mere information, besøg 24hourreadathon.com.

"Løgnens træ" af Frances Hardinge

Originaltitel: The Lie Tree
Forfatter: Frances Hardinge
Udgivelsesår: 2016
Genre: Historisk/fantasy
Forlag: Turbine
Antal sider: 445

Løgnens træ er mit første møde med Frances Hardinges forfatterskab, hvilket jeg havde høje forventninger til. Jeg havde regnet med at den første Hardinge-bog, jeg på et tidspunkt skulle læse, var Cuckoo Song, da det var den, jeg fik anbefalet af forfatteren Teri Terry i forbindelse med et interview til Bogforum 2015, men muligheden for at læse Løgnens træ bød sig pludselig, da min veninde havde brug for hjælp til at vurdere nogle nye bøger til sit skolebibliotek.

Løgnens træ var også den første bog, jeg læste i år, og det var skønt at starte læseåret ud med en bog med så meget kød på. Frances Hardinge er virkelig noget ud over det sædvanlige. Sproget er tip-top. Det er smukt og betydningsmættet, og fyldt med overraskende metaforer. Historiens grundlæggende ide om et sjældent træ, der vokser og næres af løgne for derefter at sætte frugter, der afslører dybe hemmeligheder, er dybt original og fuld af potentiale. Og potentialet udnyttes rigtig godt i bogens tilfredsstillende, indviklede plot.

Hardinge mestrer den kunst det er, at skabe dybe, troværdige karakterer, der hverken er 100% onde eller 100% gode. Naturvidenskaben er et af bogens helt store temaer, især i relation til løgn/sandhed/tro. Hovedpersonen, 14-årige Faith, har i løbet af bogens handling til opgave at bevise bogens hovedudsagn for læseren, nemlig at piger/kvinder er lige så kloge som drenge/mænd. Det gør hun meget overbevisende i sit forsøg på at opklare mordet på sin egen far.

I løbet af historien stifter læseren også bekendtskab med mange af hverdagens skikke, særegne for viktoriatiden - også nogle af de mere bizarre, hvilket er fantastisk underholdende. Bogen handler også om det at være rig/fattig, at være på vej fra barn til voksen, og om, hvad der motiverer mennesker. Der er nul romantik, i hvert fald hvad angår hovedpersonen, hvilket jeg synes er en dejlig afveksling, og noget der gør at bogen også egner sig fint til drenge.

Bogen giver desuden en ret overbevisende skildring af, hvordan man tænkte i viktoriatiden, herunder især den konflikt, der var mellem kirken og naturvidenskaben på grund af Darwins opdagelser. Og selv om bogen i sidste ende favoriserer en evolutionær/ateistisk tænkning, var den ikke hurtig til at dømme eller afvise tanken om skabelse, men formåede at vise forståelse for begge sider af diskussionen, og det kunne jeg godt lide.

Alt i alt en virkelig velskrevet, indholdsrig historie, der udfordrer på flere planer, og i det stille faktisk også underholder. Jeg ville ønske, jeg havde læst den som teenager.