"Soldaterne" (Talon 3) af Julie Kagawa

Originaltitel: Soldier
Forfatter: Julie Kagawa
Udgivelsesår: 2017
Genre: Fantasy/YA/Kærlighed
Forlag: HarperCollins Nordic
Antal sider: 335

Denne bog er et anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic.

Tredje del af Talon-sagaen, Soldaterne, udkom i Danmark den 1. marts 2017. Serien, der er skrevet af amerikanske Julie Kagawa, omfatter i alt fem bind.

I Soldaterne kommer vi igen i selskab med de kendte hovedpersoner fra bind et og to, Ember, Riley, Dante og Garret. De befinder sig stadig midt i den århundreder gamle, skjulte krig mellem dragernes magtsyge organisation Talon og dens modstandere, den retskafne Sankt Georgs Orden, der består af menneskelige soldater. Midt i kampens hede er Ember stadig i tvivl om hvorvidt hun føler sig mest som drage eller mest som menneske - og har svært ved at gennemskue, hvad det betyder for hendes forhold til Garret og Riley, der begge er forelsket i hende. Samtidig følger vi Dantes vej op gennem rækkerne i Talon. Men I denne bog melder en ny spiller sig også på banen i det hæsblæsende kapløb på tid og taktik, nemlig den asiatiske drage Jade. Og grufulde hemmeligheder fra både Garrets og Dante og Embers fortid dukker op til overfladen.

Forestil dig en historie om drager, der kan forvandle sig til mennesker, og i hemmelighed har levet side om side med os i århundreder. Lige her midt i vores moderne samfund. Fedt ikke? Denne grundlæggende ide synes jeg er noget af det bedste ved Talon-sagaen, og dermed også denne bog. Drager, der forvandles til mennesker har vi set flere vellykkede eksempler på i litteratur og film, fx Eustace i Narnia og Haku i Chihiro og heksene. Men i Talon-sagaen møder vi altså fænomenet i en helt anden skala, og det er godt fundet på.

Soldaterne rammer, ligesom de foregående bind i serien, målgruppen godt. Det gælder både de temaer, historien berører, såsom forelskelse, identitet og selvstændighed, samt personernes sprog og væremåde. Og selvom det klassiske trekantsdrama fylder forholdsvis meget i historien, synes jeg der var passende langt imellem scener med kys og kram, så det blev ikke for meget af det gode. Der er også tale om forholdsvis uskyldige kys og kram, som alle kan være med på.

Desværre har jeg nok mere negativt end positivt at sige om bogens sprog og komposition. Jeg oplevede gennemgående sproget som temmelig stift og klodset, og stort set uden variationer, sproglige billeder, eller andre ting, der normalt gør en bog lækker og interessant at læse. Mange steder skinner den originale, engelske grammatik så meget igennem, at læseren nærmest selv skal gøre halvdelen af oversættelsesarbejdet. Dog er det blevet bedre i forhold til bind et og to, hvor jeg ind imellem havde lyst til at kaste bogen fra mig i frustration over antallet af grammatiske fejl. Men her i bind tre er der stadig en hel del stavefejl og grammatiske uskønheder. Og det synes jeg, er et problem, for hvordan skal unge udvikle et godt sprog, hvis ikke de møder det i de bøger, de læser? Det er ikke nemt at være forlag i Danmark, det ved jeg godt. Der skal sælges rigtig mange bøger, for at tingene kan løbe rundt. Alligevel synes jeg, det er at skyde sig selv i foden at sende bøger på gaden, der er ikke er bedre redigeret og korrekturlæst, end Talon-sagaen. For ganske vist kan det holde udsalgsprisen nede, hvor teenagere og studerende kan være med, men det gør bogen til en blandet fornøjelse at læse, og en del af målgruppen er måske ikke engang opmærksom på problemet, og ved ikke, hvad de bliver snydt for.

Julie Kagawa er 3-5 måneder om at skrive en bog. Jeg ville ønske, hun var villig til at bruge 6-10 måneder, og dermed få tid til at gøre noget ud af den sproglige del. Det er selvfølgelig klart at noget af originalsprogets skønhed let går tabt, når der skal oversættes, men jeg tror ikke kun, det er det, der er problemet her.

Hvad angår bogens komposition, så er den delt op i kapitler, hvor de fire hovedpersoner på skift får lov at agere jeg-fortællere. En af udfordringerne med at have flere jeg-fortællere er, at gøre hver fortællers stemme så individuel, at de let kan skelnes fra hinanden, især når de geografisk opholder sig på samme sted. Det er ikke helt lykkedes for Kagawa her i Soldaterne. Det skete ofte at jeg kort efter et kapitelskift måtte bladre tilbage og tjekke, hvis hoved jeg var inde i lige nu. Det samme gjorde sig gældende i bind et og to. Med Talon-sagaen er det dog også første gang, Kagawa forsøger sig med flere fortælleperspektiver, så vi kan jo håbe, hun bliver bedre til det med tiden. Jeg har heldigvis set værre tilfælde.

Historien har på en måde tre forskellige gear, den bevæger sig fremad i. Der er et gear der hedder action, et der hedder spænding, og et der hedder i-tvivl-om-følelser. Ud over nogle spredte flashbacks, der giver baggrundsinformation, bevæger historien sig næsten kun rundt i disse tre gear. Der er sparet på beskrivelserne. Det giver en følelse af, at tingene gentager sig og karakterernes tanker kører i ring, og det bliver noget ensformigt og langtrukkent, før vi når til det sidste store opgør allerbagerst i bogen. Især kunne personernes indre, følelsesmæssige konflikter godt gøres en del kortere, uden noget væsentligt gik tabt. For at bryde ensformigheden kunne forfatteren også godt have brugt flere ord på at udfolde noget af al den skønne lore, der ligger bag dragerne som mytologisk væsen. Det er noget, der meget kort dukker op hist og pist i historien, for så blot at blive trumfet igen af action- og spændingsmomenterne, og det er jo lidt ærgerligt.

Men tilbage til nogle af de ting, Soldaterne faktisk gør rigtig godt. Action- og kampscenerne er vellykkede. Desuden har Kagawa i organisationen Talon skabt en skurk, der både er hjerteløs, ond, magtfuld og ikke mindst mystisk. Det mest skræmmende ved dem er, at vi endnu aldrig rigtigt har fået at se, hvor langt deres magt rækker - men det er langt. Og i dette bind fremstår Talon lige så mastodontiske og nådesløse som altid, samtidig med at Rileys undergrund blot synes mere og mere sårbar. Det er en gribende kamp mellem David og Goliat.

Desuden har jeg lige fra begyndelsen været begejstret for bøgernes evne til at belyse en konflikt fra flere vinkler. Vi ser tingene både fra dragernes og Sankt Georgs Ordenens synspunkt, og begge parter har deres egne bevæggrunde og tror selv, de gør det rigtige. Historien viser også, hvordan splittelser mellem grupper ofte er baseret på usande og unuancerede billeder, parterne har dannet sig af hinanden.

Talons ekstreme magtsyge, uigennemsigtighed og trang til at udføre tankekontrol såvel som etisk uforsvarlige eksperimenter på deres egen race, ledte mine tanker hen på situationen i Nordkorea, en situation, jeg vil betegne som en af verdens absolut største kriser i nyere tid. Det er rigtig fint at bogen tager sådanne dilemmaer op, og det bliver spændende at se, om serien har noget videre at sige om dem i de kommende to bøger.

Kan du lide action og spænding skal du også nok få dit behov dækket i Soldaterne. For selvom der var afsnit, jeg fandt langtrukne, var der stadig den overordnede spænding, som holdt mig fangen indtil sidste side. Hvis jeg skulle karakterisere bogen med ét ord, ville jeg nok vælge "spænding." For Kagawa forstår virkelig at opbygge og vedligeholde spænding. Desværre til en grad, så spændingsknappen bliver trykket helt i bund, mens visse andre knapper nærmest forbliver urørte.

Da jeg hørte Julie Kagawa tale om sine bøger sidste år, oplevede jeg hende som utrolig inspirerende, og jeg syntes, hun havde rigtig mange fornuftige ting at sige i diskussionen om YA fantasy-genren. Derfor havde jeg måske forventet lidt mere af Talon-sagaen, end hvad jeg fandt. Samlet set er min vurdering, at: 1) bøgerne sprogligt ikke har meget at byde på, 2) Plottet og historien er okay, men ikke noget ud over det sædvanlige, og 3) de vigtige temaer drukner hurtigt i mere underholdende elementer som kærlighed og spænding.

Hvis du vil læse denne bog, så skal du gøre det mest for underholdningens skyld. Det er i hvert fald ikke en bog, der rigtigt rørte mig eller satte nogen tanker i gang hos mig. Og så vil jeg nok anbefale at læse serien på engelsk, hvis det er en mulighed for dig.

Generel opdatering

Punkt 1: Jeg er her stadig!

Punkt 2: Jeg er i gang med at genlæse Harry Potter, og det er bare SÅ dejligt! Da jeg nåede til det sted, hvor Harry første gang ankommer til Hogwarts, fik jeg en klump i halsen. Det var som om, jeg selv kom tilbage til Hogwarts efter at have været væk i mange år, og minderne om alle de stunder, både glade og smertelige, jeg har tilbragt på det slot i selskab med Harry, Ron og Hermione, vældede frem. Det gik også op for mig på ny, hvor dygtig en forfatter J.K. Rowling er. Bøgerne er velkomponerede, sproget er flydende og intelligent, handlingen rummer både spænding, humor og alvor. Det er ikke så sært at historien om Harry er blevet et verdensomspændende fænomen og et symbol på åbenhed, fællesskab og en masse andre positive værdier for min generation. Jeg er på ny blevet bevidst om, hvor stort indtryk de bøger gjorde på mig første gang, jeg læste dem, og hvordan de har været med til at forme mig som person i løbet af de snart tyve år, der er gået siden da. I dagens anledning har jeg gravet en enormt gammel YouTube-video op med (ja, du gættede det) mit store forbillede John Green, der blandt meget andet godt, taler om sin entusiasme for Harry Potter. Se den, hvis du keder dig. Den varer tre et halvt minut. Og se evt. også hans bror, Hank Green (der også er mit store forbillede), synge en sang fra 2013, hvor han forsøger at overtale J.K. Rowling til at skrive flere bøger.

Punkt 3: Jeg har nu genlæst de første tre Harry Potter-bøger, men ser mig nødsaget til at tage en lille pause inden jeg fortsætter med bog fire. Harper Collins Nordic har nemlig været flinke at sende mig et anmeldereksemplar af Soldaterne, bind tre i Julie Kagawas ungdomsfantasyserie Sagaen om Talon. Denne bog har jeg også glædet mig til at læse, og jeg er allerede godt i gang, så den bliver sandsynligvis en af de næste bøger, jeg anmelder.

Punkt 4: Om cirka halvanden måned, nemlig den 29. april 2017, løber Dewey's 24-Hour Readathon endnu engang af stablen, og jeg agter at deltage i dette halvårlige læsemaraton for første gang. Jeg regner ikke med at kunne holde mig vågen og læse alle fireogtyve timer, for jeg har altså brug for min nattesøvn, men jeg glæder mig til at have en hel lørdag, hvor jeg ikke skal lave andet end at læse, og selvfølgelig følge med i de løbende udfordringer og heppe på andre deltagere. Skriv gerne en kommentar herunder, hvis du har planer om også at deltage. For mere information, besøg 24hourreadathon.com.

"Løgnens træ" af Frances Hardinge

Originaltitel: The Lie Tree
Forfatter: Frances Hardinge
Udgivelsesår: 2016
Genre: Historisk/fantasy
Forlag: Turbine
Antal sider: 445

Løgnens træ er mit første møde med Frances Hardinges forfatterskab, hvilket jeg havde høje forventninger til. Jeg havde regnet med at den første Hardinge-bog, jeg på et tidspunkt skulle læse, var Cuckoo Song, da det var den, jeg fik anbefalet af forfatteren Teri Terry i forbindelse med et interview til Bogforum 2015, men muligheden for at læse Løgnens træ bød sig pludselig, da min veninde havde brug for hjælp til at vurdere nogle nye bøger til sit skolebibliotek.

Løgnens træ var også den første bog, jeg læste i år, og det var skønt at starte læseåret ud med en bog med så meget kød på. Frances Hardinge er virkelig noget ud over det sædvanlige. Sproget er tip-top. Det er smukt og betydningsmættet, og fyldt med overraskende metaforer. Historiens grundlæggende ide om et sjældent træ, der vokser og næres af løgne for derefter at sætte frugter, der afslører dybe hemmeligheder, er dybt original og fuld af potentiale. Og potentialet udnyttes rigtig godt i bogens tilfredsstillende, indviklede plot.

Hardinge mestrer den kunst det er, at skabe dybe, troværdige karakterer, der hverken er 100% onde eller 100% gode. Naturvidenskaben er et af bogens helt store temaer, især i relation til løgn/sandhed/tro. Hovedpersonen, 14-årige Faith, har i løbet af bogens handling til opgave at bevise bogens hovedudsagn for læseren, nemlig at piger/kvinder er lige så kloge som drenge/mænd. Det gør hun meget overbevisende i sit forsøg på at opklare mordet på sin egen far.

I løbet af historien stifter læseren også bekendtskab med mange af hverdagens skikke, særegne for viktoriatiden - også nogle af de mere bizarre, hvilket er fantastisk underholdende. Bogen handler også om det at være rig/fattig, at være på vej fra barn til voksen, og om, hvad der motiverer mennesker. Der er nul romantik, i hvert fald hvad angår hovedpersonen, hvilket jeg synes er en dejlig afveksling, og noget der gør at bogen også egner sig fint til drenge.

Bogen giver desuden en ret overbevisende skildring af, hvordan man tænkte i viktoriatiden, herunder især den konflikt, der var mellem kirken og naturvidenskaben på grund af Darwins opdagelser. Og selv om bogen i sidste ende favoriserer en evolutionær/ateistisk tænkning, var den ikke hurtig til at dømme eller afvise tanken om skabelse, men formåede at vise forståelse for begge sider af diskussionen, og det kunne jeg godt lide.

Alt i alt en virkelig velskrevet, indholdsrig historie, der udfordrer på flere planer, og i det stille faktisk også underholder. Jeg ville ønske, jeg havde læst den som teenager.

Læsemål for 2017

Hvordan skal min læsning udvikle sig i det år, der står foran os? I hvilken retning ønsker jeg, bøgerne skal bevæge mig hen? Dette har jeg især tænkt over i tiden mellem jul og nytår, hvor jeg også gjorde status for min læsning i det forgangne år.

Mit mest konkrete læsemål for 2017 er at genlæse nogle gamle favoritter, nemlig Harry Potter-serien af J.K. Rowling og Jane Eyre af Charlotte Brontë. Begge vil jeg læse på engelsk.

Desuden har jeg nogle lidt mere løse mål, der ikke drejer sig om nogen bestemte bøger, men om at fokusere på bestemte kategorier af bøger. I 2017 agter jeg således at skrue ned for YA-fantasy og op for gamle klassikere og "almindelige" romaner. Det kunne også være spændende at læse et par science-fiction-klassikere og nogle Pulitzer-vindere. Og selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig at få læst nogle af de bøger, der står i reolen, som jeg bare aldrig er nået til. Jeg agter også at blive ved med at læse noget historisk fiktion. Heldigvis kan nogle af alle disse mål jo kombineres.

De kvikke vil muligvis bemærke, at der er kommet en ny fane i bloggens menu med titlen Læsemål. Jeg har nemlig tilføjet en ny, fast side til bloggen, hvor jeg har planer om at samle de mere generelle af mine læsemål, som ikke kan rummes i en almindelig TBR-liste, såsom ovennævnte mål for 2017 og et nyt og meget, meget stort og uoverskueligt projekt, jeg også har besluttet at kaste mig ud i, i år, nemlig Reading the World. Dette projekt går i al sin enkelthed ud på at læse mindst én bog fra hvert eneste land i verden, og vil selvsagt komme til at tage mig betydeligt længere tid end et enkelt år. Hop over på Læsemål for at læse mere om det.

Sidste mål for min læsning i 2017 må være at få en god start på Reading the World. En god start vil for mig være at læse mellem 5 og 10 bøger fra lige så mange lande, gerne fordelt på mindst 3 kontinenter.

Ønsk mig held og lykke :)

Julens firkantede gaver

Denne jul var jeg så heldig at få fire af den slags gaver, vi læseheste bedst kan lide: Den flade, firkantede slags, der viser sig at indeholde en rigtig spændende bog. To af dem havde jeg ønsket mig, og de andre to var overraskelser, jeg aldrig havde hørt om før. Men alle fire er rigtig interessante på hver sin måde, og derfor får de nu hver især en lille præsentation.

Gådefuld sejlads af Erskine Childers
Originaltitel: The Riddle of the Sands. Denne roman var en af overraskelserne, og jeg fik den af min far og hans kone. Den er udgivet i 1903 og handler om afværgelsen af en tysk invasion af Storbritannien. Bagsideteksten rummer især to oplysninger, der gør mig nysgerrig efter at komme i gang. Den ene er, at bogen var Winston Churchills yndlingsroman (og pligtlæsning i det engelske admiralitet). Den anden er, at der i tidernes løb er gjort adskillige forsøg på at afdække om bogens handling er virkelig eller fiktiv, men at det aldrig har været muligt at finde frem til et endegyldigt svar. Så der er jo lagt op til det helt store mysterium, og det er sikkert ikke en bog, hjernen bliver færdig med før længe efter, man har vendt den sidste side. Denne udgave er fra forlaget Thaning & Appel.

On Writing af Stephen King
Dette var en af de bøger, jeg havde ønsket mig, og jeg fik den af min elskede ægtemand. Jeg ønskede mig den fordi jeg i 2017 håber at komme endnu tættere på min drøm om at blive forfatter, og jeg har fået denne bog anbefalet af flere forskellige forfattere, og også af min meget litteraturelskende engelskunderviser fra lærerseminariet. En amerikansk anmelder har kaldt bogen "den bedste bog om skrivning. Nogensinde." Jeg håber, vedkommende har ret. Det, som jeg synes var interessant ved netop denne bog er, at den er lige så meget en selvbiografi som en bog om skrivning. Jeg må indrømme at jeg stort set ingenting har læst af Stephen King. For det første læser jeg forsvindende få krimier, og for det andet mener min søster, at King har en skrue løs. Men det kan jo være, jeg får lyst, når jeg først har læst On Writing. Under alle omstændigheder tror jeg nok, jeg vil kunne bruge hans skrivetips.

The Jane Austen Writers' Club af Rebecca Smith
Dette er endnu en bog om skrivning, men fra en helt anden vinkel end Stephen Kings. Jeg fik den som en overraskelse af min svigerinde og hendes mand, som havde fundet den i en boghandel i Bristol her i efteråret. De ved begge, hvor meget jeg holder af Jane Austen. Bagsideteksten lover, at bogen er fuld af nyttige skriveøvelser, smukke illustrationer og oplysende citater fra Jane Austens romaner og breve. Det lyder jo som rent guf. Forfatteren skriver også selv romaner, og er faktisk i slægt med Jane Austen. Et kig på de første sider afslører, at bogen er inddelt i ti kapitler, der hver handler om et særligt emne indenfor det at skrive en roman, såsom plot, miljø, karakterer, synsvinkel osv, alt sammen pakket ind i Jane Austen-tema. Og så virker det til at bogen også benytter sig af den dejlige humor, jeg holder så meget af ved Austen.

Denne dag, et liv af Jens Andersen
Denne bog skrev jeg på min ønskeliste efter at have læst Astrid Lindgrens Krigsdagbøger 1939-1945 tidligere på året, og det var min svoger og svigermor, der opfyldte dette ønske. Bogen er en biografi om Astrid Lindgren, et af mine store forbilleder, både som menneske og forfatter. Astrid Lindgren døde i 2002, og der står på bogens bagside, at dette er den første nordiske biografi om hende i 40 år. Den handler både om hendes liv og hendes forfatterskab, og jeg glæder mig meget til at vide mere om hendes inspirerende, komplekse personlighed og forhåbentlig drage nytte af hendes visdom og indsigt. Bogen indledes med et citat af Astrid fra 1983: "Hvad der ikke er livets mening, det ved jeg. At skrabe penge og ting og sager sammen, at leve et kendisliv og føre sig frem på ugebladenes kendissider, at være så bange for ensomhed og stilhed, at man aldrig når i fred og ro at tænke: Hvad gør jeg med min korte stund her på jorden?"

Jeg håber, du fik noget ud af at høre om mine boglige julegaver. I hvert fald synes jeg selv, det er nogle fantastiske gaver, jeg har fået. Det næste blogindlæg, jeg har planer om at skrive, vil handle om mine generelle læsemål for 2017.

Mit 2016 i bøger

Noget, som jeg synes er ret sjovt ved at have en profil på hjemmesiden goodreads.com er, sidst på året, at få tilsendt en oversigt med forskellige statistikker af hvad og hvor meget, jeg har læst det forgange år. Hvis du vil, kan du se min statistik direkte ved at klikke her. Nedenfor vil jeg gengive de vigtigste elementer og knytte et par kommentarer til.

Et af årets boglige højdepunkter: At møde YA-forfatteren Julie Kagawa.

Samlet set er jeg gevaldigt tilfreds med læseåret 2016. Jeg har læst mange flere bøger i år end jeg har gjort i mange år bagud. Det kan jeg takke denne blog for, for den har været et fantastisk instrument til at fastholde min opmærksomhed på bøgerne. Jeg har også fået mulighed for at møde en masse spændende forfattere, hvilket bare har været helt fantastisk og inspirerende.

Antal læste bøger: 42
Antal læste sider: 14.334
Mit mål for antal læste bøger i år var 20. Sammenlignet med sidste år, hvor jeg kun læste 16 bøger, er det tydeligt at det er gået langt over forventning med at give læsningen mere plads i hverdagen. Jeg tror dog ikke umiddelbart at jeg vil sætte mit læsemål for 2017 højere end jeg gjorde i år. 20 bøger på et år er stadig godt nok for mig - hvad jeg når derudover er blot til fryd og glæde.

Korteste bog: Dangerous Games af Teri Terry (82 sider)
Længste bog: Vi, de druknede af Carsten Jensen (693 sider)
Gennemsnitlig længde: 350 sider

Mest populære bog: To Kill a Mockingbird af Harper Lee

Min gennemsnitlige bedømmelse: 4,2 (ud af 5 stjerner)
Jeg har af natur ikke nemt ved at kritisere, og har nok især i første halvdel af året været lidt rundhåndet med stjernerne. Men jeg synes, jeg er ved at blive bedre til at give en konstruktiv men retfærdig kritik af de bøger, jeg læser.

De bedste bøger, jeg har læst i 2016:
Dette er selvsagt ikke en del af min statistik på goodreads - jeg vil bare gerne fortælle jer, hvilke bøger/serier, der har gjort allerstørst indtryk på mig i det forgangne år. Dem med links har jeg anmeldt her på bloggen, og du kan selvfølgelig klikke og læse anmeldelsen.

• The Martian af Andy Weir
• Den store djævlekrig (serie) af Kenneth Bøgh Andersen
• To Kill af Mockingbird (Dræb ikke en sangfugl) af Harper Lee
• Én - to - tre - NU! af Jesper Wung-Sung
• Coraline af Neil Gaiman
• Krigsdagbøger 1939 - 1945 af Astrid Lindgren

Opsamling på generelle læsemål
Sidste år omkring denne tid skrev jeg et indlæg om mine overordnede læsemål for 2016. Jeg skrev blandt andet at jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til at læse mere "voksne" og "litterære" bøger. Dem har der da også været nogle stykker af (3 for at være mere præcis), men ikke helt nok (jeg bliver ved med at falde over spændende YA-fantasybøger jeg bare liiiige skal have læst).

Jeg skrev også, at jeg håbede på at få læst en eller to "vigtige" bøger om et aktuelt emne. Det mål vil jeg sige jeg fik opfyldt, da jeg læste Astrid Lindgrens krigsdagbøger. Anden Verdenskrig er jo et evigt aktuelt emne, og bogen var netop ganske "vigtig." Du kan evt. se min anmeldelse, hvis du vil vide mere om, hvad jeg mener med det.

Og så skrev jeg, at jeg gerne ville udforske genrerne science fiction, historisk fiktion og klassikere noget mere. Det er nok også et af de mål, jeg aldrig helt vil synes, jeg bliver færdig med. Alle tre genrer er heldigvis repræsenteret på min goodreads-oversigt, med historisk fiktion som den bedst repræsenterede (5 stk) og klassikere som den dårligst repræsenterede (2 stk). Men der hersker ikke nogen tvivl om, at fantasy stadig er den genre, jeg har allermest hang til, idet 24 af de 42 læste bøger var fantasybøger.

Bloggen er fyldt 1 år
Faktisk har denne blog også i midten af måneden kunnet fejre 1-års fødselsdag. Det er jeg bare så glad for og stolt af. Dog vælger jeg ikke at gøre noget stort nummer ud af det fordi 1) Jeg har ikke særlig meget tid til at blogge lige for tiden, og 2) Det er ikke særlig længe siden, jeg sidst holdt en giveaway, hvilket er den mest oplagte måde at fejre blog-fødselsdag på, synes jeg. Så derfor nøjes jeg bare med at sige: Hip-hip-hurra!!! Og tak til alle jer, der har læst med i løbet af dette første år. Jeg håber, I bliver hængende et år til <3

"Sjælens pris" af Haidi Wigger Klaris

Denne bog er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup.

Forfatter: Haidi Wigger Klaris
Udgivelsesår: 2016
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 278

--- --- ---

"Jeg havde på fornemmelsen at jeg var nødt til at bevise mit værd i dag, så dæmonerne i mit område ville respektere mig på lige fod med Tristan. Jeg var nødt til at være hurtig, overbevisende og uovervindelig."

--- --- ---

Dette er tredje og sidste bind i den paranormale fantasyserie Dæmonherskerens arving. Jeg har tidligere anmeldt bind 1 og 2, og i mellemtiden glædet mig til at finde ud af, hvordan hovedpersonen Allys historie mon ville ende.

Ally bliver elev på kostskolen Larchwood, hvor der findes en hemmelig kreds af elever, som dyrker mørk magi. Da Ally opdager, hun selv har overnaturlige evner, er kredsen ude efter hende. Snart befinder hun sig i en krig mellem Underverdenen hvor de onde og hensynsløse dæmoner har magten, og den ældgamle organisation Jordens Vogtere, hvis opgave det er at holde ondskaben fra dybet i skak. Samtidig må Ally kæmpe med sine egne følelser og forholdet til sin elskede Tristan.

Bind tre tager fat lige hvor bind to stoppede, og læseren kommer hurtigt fra start. Handlingen er i gang fra side et, og jeg kedede mig ikke på noget tidspunkt under læsningen, men blev færdig med bogen på blot tre dage.

Ligesom de to første bind i serien er Sjælens pris ikke en bog, der stiller så høje krav til læseren. Den er forholdsvis handlingsmættet og sproget er meget enkelt. Plottet er heller ikke specielt kompliceret og byder ikke på nogen store overraskelser, men det er sammenhængende, og sammen med bogens udmærkede komposition gør det at spændingen bevares fra start til slut. Sproget er flydende og der er meget dialog. Bogen er altså nem og hurtig at læse.

Ligesom i de to første bind synes jeg dog at bogen mangler lidt tyngde nogle steder. Der er meget baggrundsinformation, læseren må undvære, og der er mange ting ved verdenen og personerne, der aldrig bliver rigtigt udfoldet. Det savner jeg lidt, for noget af det, jeg godt kan lide ved at læse er at se en verden folde sig ud for mit indre blik. Og det er alt for få steder, der er rigtige, beskrivende afsnit. 

De beskrivende afsnit kommer typisk i de situationer, hvor Ally har brug for at trække sig lidt tilbage i eftertænksomhed, og der beviser Haidi Wigger Klaris at hun faktisk godt kan lave nogle rigtig fine beskrivelser. Men i de situationer får de ikke lov til at tilføje særlig meget til selve historien eller personerne, og det synes jeg er ærgerligt. Personerne virker nemlig ret flade og kan være svære at skelne fra hinanden fordi de mangler individuel personlighed. Men jeg tænker at bogen er skrevet med en lidt yngre og mindre tålmodig læserskare for øje, og der derfor ikke er gjort plads til så mange tunge beskrivelser. Fair nok.

Hovedpersonen Ally er selvfølgelig den, man får det tydeligste billede af i løbet af serien, og jeg forestiller mig at mange unge piger godt kan lide at læse om hende. Selv om Ally nogle gange er usikker og forvirret indvendig er hun alligevel en meget modig pige, der både er rap i munden og forstår at slå fra sig. Man kan ikke lade være med at få sympati for hende, når hun igen og igen ofrer sig for at redde sine venner fra Underverdenens tortur og undertrykkelse. Nogle gange gør hun også ting, som hun fortryder og må råde bod på.

Noget, der fylder forholdsvis meget i bogen er Ally og Tristans romance. Kys og kram beskrives sjovt nok yderst detaljeret, til forskel fra så meget andet i bogen. Faktisk giver Ally Tristan sig hen til kys og kærtegn i så mange situationer, at det nogle gange virker urealistisk og påtaget. Noget som dog er meget cool, og som er med til at give Ally og Tristans forhold dybde, er deres evne til at kommunikere telepatisk.

Jeg vil runde af med at sige, at jeg er glad for at have læst bogen. Den levede op til mine forventninger fra etteren og toeren og udgjorde en god slutning på serien. Der er nogle gode ting at hente, og bogen er underholdende nok. Men samlet set synes jeg altså, serien Dæmonherskerens arving er en lidt tynd kop te. Den er velegnet til unge, der ikke er de store læseheste. Men til dig, der er vant til at læse, vil jeg anbefale at gå efter nogle fantasyserier, der udfordrer lidt mere både hvad angår sprog, plot, indhold og tematik - samtidig med at de også er fulde af underholdning. Jeg har desværre ikke læst så meget paranormal fantasy at jeg kan anbefale et godt alternativ indenfor lige den undergenre, men inden for den mere klassiske fantasy kan jeg fx stærkt anbefale Tamora Pierces Beka Cooper-serie.