"Den gyldne nøgle" af Lene Dybdahl

Forfatter: Lene Dybdahl
Udgivelsesår: 2012
Genre: Fantasy
Forlag: Tellerup
Antal sider: 375

--- --- ---

"Månen kastede sit sølvskær på cypresser og appelsintræer i den lille patio nedenfor, og [sultanen] satte sig op på den ene albue, så han bedre kunne se. Månen stod i en skæv vinkel på himlen. Det så helt forkert ud. Han skælvede. Det var et dårligt varsel. Halvmånen havde altid ligget som en vugge på himlen og beroliget hans øje når søvnen ikke ville komme. Nu stod den som en dirrende krumkniv i en huggeblok."

--- --- ---

I Den gyldne nøgle, der er første bind i trilogien Nøglens vogtere, møder vi tvillingerne David og Laura, der netop er fyldt 13 år. De to nybagte teenagere lever et helt almindeligt liv som alle andre børn i Danmark med skole, fritidsinteresser, forældre og forventninger om fødselsdagsgaver. Og så dog ... vi når ikke at vende mange sider i bogen, før vi støder på ting, der virker mildest talt mystisk. Hvorfor tror David, det betyder uheld at blive filmet af et sikkerhedskamera, og hvorfor har familien skiftet efternavn og bopæl hvert tredje år lige så længe tilbage Laura kan huske?

Disse spørgsmål har sammenhæng med begivenheder, der ligger flere hundrede år tilbage i tiden, og da bogens handling med ét tager fart, da David og Lauras forældre forsvinder, bliver vi som læsere taget med på en rejse der ikke bare fører helt til Spanien, men også igennem en vigtig del af dette lands historie, nemlig tilbagetrængningen af maurerne, og - måske - til en helt anden verden, skjult i Alhambras måneskin?

--- --- ---

     "Taxachaufføren så skeptisk på Laura og David i bakspejlet.
     ,,Nu er I vel ikke ude på narrestreger?'' brummede han, og satte taxaen i bakgear. David rystede på hovedet og fandt en 100-krone-seddel frem fra rygsækken.
     ,,Vi har penge nok til turen. Men vi skal skynde os, for vores fly afgår kl. 17.15.''
     Taxachaufføren lod til at have accepteret deres forklaring. David kiggede konstant ud ad bagruden for at se om de blev forfulgt, men det gjorde de vist ikke."

--- --- ---

En af forfatteren Lene Dybdahls store styrker er at skabe et særdeles holdbart plot, der byder på masser af forviklinger og overraskelser, og dette er allerede tydeligt her i Den gyldne nøgle, der er hendes første udgivelse. Der er masser af spænding og saft og kraft i både handlingen og karaktererne, og selv om bogen nok passer bedst til børn, der omtrent er på alder med de to hovedpersoner, havde den trods alt også en vis underholdningsværdi for en voksen læser som undertegnede. Hver gang, jeg modvilligt var nødt til at lægge bogen fra mig, glædede jeg mig rigtig meget til næste ledige læsestund, hvor jeg forhåbentlig ville finde ud af, hvordan David og Laura mon klarede sig ud af snart den ene, snart den anden knibe.

I deres jagt på den magiske nøgle, som de håber at bruge som løsesum for forældrene, får tvillingerne hjælp af farens gamle kammerat, Tío Pepe, en herlig, politisk ukorrekt karakter, man som læser ikke kan undgå at komme til at holde af. Det er også lykkedes godt for Lene Dybdahl at give David og Laura hver deres personlighed og måde at tænke på, som er troværdig i forhold til deres køn og alder. Ligeledes forstår hun sig rigtig godt på alle de virkemidler, der får os til at afsky skurkene, af hvem der findes flere vellykkede eksemplarer i bogen.

Den måde, hvorpå historien inddrager spansk historie, sprog og geografi er gennemført og tilfører bogen en betydelig troværdighed og kvalitet. Læsere inden for målgruppen vil ganske givet lære en hel del her, vel at mærke uden at opleve at teksten på noget tidspunkt bliver tung eller tør. Andre fine træk ved bogen og Lene Dybdahls stil er, hvordan hun formår at gøre det velkendte og hverdagsagtige til noget spændende, der viser sig at rumme skjulte hemmeligheder, og hvordan hun formår at bruge humor og overraskende vinkler til at italesætte visse mere eller mindre tabuiserede emner.

Som det gerne skulle fremgå af det ovenstående, oplever jeg bind et i Nøglens vogtere som en meget læseværdig børnebog med adskillige fine kvaliteter. Der er også i den grafiske opsætning og indbindingen gjort noget ud af bogen, hvilket indholdet bestemt gør sig fortjent til. Det var ikke en bog, der rørte ved mit inderste, men det tror jeg heller ikke var meningen med bogen. Til gengæld gav den mig en både underholdende og indholdsrig historie, der var særdeles godt skruet sammen. Den vil givet gøre indtryk på læsere inden for målgruppen og blive en af de historier, man aldrig helt glemmer. Jeg er mere end klar til at gå i gang med bind nummer to!

--- --- ---

Som altid bliver jeg glad for en lille hilsen i kommentarfeltet, så jeg kan se, du har været forbi. Spørg meget gerne, hvis der er noget, du gerne vil vide om bogen, som jeg ikke kom ind på.

Hvad ræveposen gemte - Fantasyfestival 2016

Forventningens glæde

Efter at have glædet mig i ugevis som kun en læsehest kan, kom søndagen endelig, hvor jeg kunne sætte mig i toget sammen med min skønne veninde (og trofaste læsebuddy) og rejse til Esbjerg for at deltage i årets Fantasyfestival. På stationen i Esbjerg blev vi samlet op af vores anden fælles veninde (og anden trofaste læsebuddy) og hendes lillebror i deres bil, og sammen kørte vi fire ud til konferencehotellet, hvor mange timers fantasy-guf var i vente i form af bøger, forfattere, bøger, foredrag, bøger, aktiviteter, konkurrencer og, ganske rigtigt, flere bøger!

Det var jo udgivelsesdagen for Lene Dybdals bog Skyriel, som er første bind i hendes nye serie Ovanienprofetierne, og hun skulle holde et lille foredrag allerede klokken elleve, hvorefter der ville være signering af bogen og udgivelsesfest på Tellerups stand. Jeg havde lovet min svigerinde (og tredje trofaste læsebuddy), der virkelig godt kan lide Lene Dybdahls bøger, at købe en bog og få den signeret til hende, og hun ville gerne have Skyriel, så da obligatoriske småting som toiletbesøg osv. var overstået, skyndte jeg mig at finde og købe et eksemplar af den til hende.

Riddersalen

Der blev også tid til et hurtigt kig rundt i Riddersalen, hvor de forskellige stande var sat op, og jeg købte endnu en bog af Lene Dybdahl til mig selv, Kongens Krucifix, som er tredje del af hendes første serie, Nøglens vogtere. Den kostede kun tredive kroner, så den hoppede jo nærmest ned i tasken helt af sig selv, og jeg sagde til mig selv at den ikke talte med i regnskabet. Jeg havde nemlig nogen tid forinden bestemt at jeg kun ville købe én ny bog til Fantasyfestival, fordi jeg lider af overfyldte bogreoler, plus at min mand jævnligt forsøger at minde mig om, at der jo også er noget, der hedder biblioteket, hvor man kan låne bøger gratis, ak ja. Men allerede dagen forinden havde jeg nok en fornemmelse af, at det der med kun én bog nok ikke kom til at holde helt stik.

Jeg kiggede mig også om efter bind to i serien, for i forvejen ejede jeg kun bind et (som min mand ironisk nok har købt til mig), men en flink boghandler fra Arnold Busck oplyste mig om, at den i øjeblikket var udsolgt, men at forlaget var i gang med at få den genoptrykt. Jeg kiggede også meget langt efter Kenneth Bøgh Andersens sidste nye udgivelse, Den faldne djævel, der skulle være afslutningen på serien Den store djævlekrig, en serie som har været noget af det bedste jeg har læst de seneste år. Bogen var udkommet for blot et par dage siden, men jeg købte den ikke, fordi 1) Jeg ville ikke købe bog nummer seks i en serie, når jeg ikke ejede nogen af de andre bøger i serien, 2) Kenneth Bøgh Andersen var ikke længere til stede på festivalen, så jeg kunne få den signeret, og 3) den kostede 250 kroner. Jeg har ellers set meget frem til udgivelsen af Den faldne djævel, og håber på at kunne låne den på biblioteket snarest muligt.

Foredrag med Lene Dybdahl

Hurtigt blev klokken elleve, og vi indfandt os til Lene Dybdahls foredrag, hvor hun fortalte lidt om sig selv, lidt om Skyriel og gav nogle tips til, hvordan man kunne opbygge sin egen fantasyverden, hvis man gerne ville være fantasyforfatter. Hun læste også et stykke op fra Skyriel, og den lød til både at være sjov og spændende, ligesom hendes historier plejer at være. Noget nyt er, at den foregår i en "hel" fantasyverden, hvor hendes andre bøger foregår dels i nutiden, dels i fortiden med nogle overnaturlige elementer blandet ind i de historiske fakta, og det er også noget nyt at hun har en kvindelig hovedperson. Faktisk kunne jeg rigtig godt tænke mig at læse den, efter at jeg i skrivende stund netop er blevet færdig med Den gyldne nøgle, som jeg faktisk synes endnu bedre om end Den sorte paraply, så jeg håber, min svigerinde vil låne mig Skyriel en gang ved lejlighed.

Lenes foredrag var godt, men jeg ville ønske at det havde varet en time i stedet for en halv, eller at hun havde skåret lidt i indholdet og mest fokuseret på sine skrivetips. For ud fra titlen på foredraget, "Sådan bygger du en fantasyverden på en halv time," troede jeg, det var det, foredraget mest ville omhandle. Det var sikkert også meningen, men desværre kom det til at virke lidt forhastet, fordi der ikke var afsat særlig lang tid. Det virkede også som om det gjorde Lene selv lidt stresset, og hun kom til at gentage sig selv en del mens hun fortalte om udgivelsen af Skyriel. Det var jo ærgerligt, men jeg var selvfølgelig glad for at høre de ting, vi nåede at høre.

Lene Dybdahl læser højt fra Skyriel

Signering med Lene Dybdahl

Efter foredraget gik det næste stykke tid med stå i kø til Lenes signering. Ud over de to bøger, jeg netop havde købt til mig selv og min svigerinde, havde jeg mine to andre Lene Dybdahl-bøger med hjemmefra, i håb om også at få dem signeret. Det var alle sammen nogle ret tykke bøger, så jeg kunne næsten mærke hvordan armene blev længere og længere, mens jeg stod og ventede, og spekulerede nervøst på, hvad jeg dog skulle sige til mit forfatterforbillede, når jeg endelig stod foran hende.

Så blev det min tur, og da vi havde hilst på hinanden, spurgte jeg om hun ville signere alle fire bøger. Det ville hun gerne, og alt imens hun gjorde det, fortalte jeg hende at jeg netop var i gang med at læse Den gyldne nøgle, og at det var skægt fordi jeg selv for to år siden havde været i Spanien og set Alhambra, hvor bogen foregår. Det er der sikkert mange, der har fortalt hende, men hun lød alligevel virkelig begejstret. Hun var rigtig sød og imødekommende, og jeg ville også gerne have fortalt hende, hvor glad jeg er for hendes Forfatterfredag-videoer på YouTube, men der stod mange i kø bag mig, og jeg ville ikke tage mere af hendes tid. Hvis jeg er heldig, får jeg måske mulighed for at snakke med hende om det en anden gang. I hvert fald sagde jeg mange tak, og gik videre med mine nye signerede bogskatte.

Bøger signeret af Lene Dybdahl

Møde med Louise Haiberg

Der var allerede gang i udgivelsesfesten på Tellerups stand, men jeg nåede ikke at smage hverken regnbuedrikken eller nogen af de andre lækkerier, for i det samme spottede jeg Louise Haiberg, og fik den ide, at den bog, jeg officielt ville købe til mig selv i dag, måske skulle være bind et i hendes serie Dæmondræberen. Jeg skyndte mig at finde bogen på hylden henne ved Tellerup og brugte et par minutter på at læse i den, bare for at være sikker på, den nu også var noget for mig. Jeg har nemlig altid syntes forsiden var enormt dragende, men har også hørt at historien skulle være temmelig voldelig. Jeg blev imidlertid straks grebet af den dybt sarkastiske tone, der mindede mig om Jonathan Strouds Bartimæus, og kom frem til den konklusion, at bogen sikkert ville passe mig udmærket, især på en dag, hvor jeg er i humør til en lidt barsk historie - det sker faktisk ind imellem :)

Altså købte jeg bogen og håbede, Louise ikke var forsvundet i mellemtiden. Det var hun ikke - hun stod i hjørnet ved Arnold Buscks stand sammen med blandt andre Carina Evytt og Pernille Eybye. Jeg listede hen imod dem, igen lidt nervøs for at stå overfor et af mine forbilleder, men Louise sagde hej og spurgte, hvem jeg gerne ville tale med. Jeg sagde, det var hende, og spurgte om hun ville signere bogen. Det ville hun gerne. Hun tog sig god tid til at skrive en sød hilsen til mig, og jeg fortalte hende, at jeg en gang tidligere havde mødt hende i Odense til Bookeaters Convention. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg føler mig så knyttet til Louise Haiberg, når jeg ikke engang har læst nogen af hendes bøger endnu, men det er nok fordi hun og jeg næsten er lige gamle, vi begge bor på Fyn, og vi begge åbenbart har oplevet at ligge meget på hospital som teenager, (på det samme hospital, på næsten samme tid). Det får mig alt sammen til at tro på min egen forfatterdrøm. Og så beundrer jeg hende også bare for at have sin helt egen stil, som gør at man kan genkende hende hvor som helst :)

Dæmondræberen: Oprører, signeret af Louise Haiberg

Snart derefter, da vi skulle til at forlade Riddersalen for at køre hen til McDonald's og spise frokost, blev vores opmærksomhed fanget af to skjalde, ligesom resten af det officielle crew klædt ud i fantasykostume. De stillede sig op midt i salen og annoncerede med høj røst de næste punkter i programmet. Det skete flere gange i løbet af dagen, og var super festligt og passede bare rigtig godt ind temaet.

Foredrag med Trudi Canavan

Da vi havde styrket os på hver vores burger, kørte vi tilbage til konferencehotellet. Det var dejligt at være i bil, for det betød jo også at vi kunne lade de bøger, vi indtil videre havde købt, ligge i bagagerummet i stedet for at slæbe rundt på dem flere timer endnu. På vej indenfor gik det imidlertid op for os, at vi ærgerligt nok havde kigget forkert i programmet, og vi derfor faktisk allerede var syv minutter for sent på den til Trudi Canavans foredrag kl. 13.00. Vi skyndte os at finde hen til Slottet, hvor vi listede os indenfor så stille vi kunne.

Jeg var den eneste blandt os tre veninder, der endnu ikke havde læst nogle af Trudi Canavans bøger, så jeg havde ikke nogen særlige forventninger til foredraget. Hun var selvfølgelig allerede godt i gang med at fortælle om sin vej til livet som forfatter, da vi satte os nede på en af de bagerste rækker. Jeg havde en lille smule svært ved at følge med i foredraget fordi, 1) Trudi talte en lille smule for hurtigt og mumlende, 2) min hjerne var stadig helt oppe at køre over mødet med Lene Dybdahl og Louise Haiberg, og selvfølgelig 3) at vi havde misset indledningen til foredraget.

Jeg nåede vist aldrig helt at fange den røde tråd, og kan heller ikke huske særlig mange detaljer, men jeg fik overordnet et virkelig godt indtryk af Trudi Canavan. Hun virkede både sød, ydmyg, intelligent og meget humoristisk. Det overraskede mig, at hun også var en dygtig illustrator. Så derfor fik jeg selvfølgelig alligevel lyst til at købe nogle af hendes bøger, selvom jeg halvt om halvt havde sagt til mig selv at jeg ikke skulle købe mere i dag.

Australske Trudi Canavan fortæller om sine bøger

Signering med Trudi Canavan

Altså spænede jeg (igen!) ned til Tellerups stand og købte en sampak med hendes første trilogi, De sorte troldmænd. Op til Slottet igen og bag i den laaaange kø. Jeg brugte ventetiden på at læse de første 15 sider af bind 1, og selv om det var svært at koncentrere sig om at læse stående med tre bøger i favnen, og jeg efterhånden var noget træt, havde historien faktisk en rigtig spændende indledning, og jeg tror bestemt ikke, det var noget fejlkøb.

Jeg var som sædvandlig en af de sidste i køen, men endelig blev det også min tur. Trudi var virkelig rar at snakke med, og hun signerede alle tre bøger. Jeg takkede hende blandt andet for de boganbefalinger, hun havde givet sidst i foredraget, og vi snakkede lidt om bogen Illuminae, som var iblandt dem, og som jeg havde læst for nylig. Hun fortalte, at hun boede i samme by som Amie Kaufman og Jay Kristoff, (forfatterne til Illuminae), så de kom altid til hinandens bog-events, og at hun holdt meget af dem.

Hilsen fra Trudi Canavan

Reflektion over dagen

Der var kun omkring en time til at festivalen lukkede. Nu var jeg sikker på, at jeg ikke skulle købe flere bøger den dag, og var sådan set klar til at vende næsen hjemad, men vi havde endnu ikke været udenfor og kigge på alle de aktiviteter, der fandt sted der, så det gjorde vi, kort, og det var også rigtig fint. Jeg syntes, dagen var fløjet af sted, og meget af tiden var jo også gået med at sidde til foredrag og stå i kø. Næste gang vil jeg også gerne høre nogle foredrag, for det plejer bare at være super duper spændende at høre forfattere fortælle om alle deres erfaringer, men jeg vil også huske at bruge lidt mere tid udendørs, og især også på de mange mindre forlags stande. Alle de fem bøger, jeg købte, (seks, hvis jeg tæller den til min svigerinde med), var fra Tellerup, og jeg vil faktisk meget gerne også give andre fantasyforlag og -forfattere en chance.

Et skæbnebestemt møde

Til sidst blev min veninde og jeg igen sat af på Esbjerg station, hvor vi var så optaget af vores nye bogskatte (og nok også så trætte), at vores tog kørte uden os, selvom vi havde siddet og ventet på det i tyve minutter, haha! Altså måtte vi vente endnu fyrre minutter på det næste tog. Men ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget, for da vi havde sat os til rette på i toget, kom en fyr og sagde, han havde reserveret min plads. Jeg rykkede fra vinduet til gangpladsen, og han satte sig ned. Da han så vores farvestrålende ræveposer fra Tellerup, sagde han, at han kunne se, vi havde været på fantasyfestival. Det var jo rigtig nok, og vi begyndte at snakke. Han viste sig at være Martin Willer, forfatter til børnebogserien Den utrolige Scott Roddick. Hele vejen hjem til Odense fik vi os en herlig og særdeles hyggelig snak om blandt andet læsning, og tegneserier og TV-serier fra dengang vi var ... yngre (for unge er vi jo stadigvæk!). Og da det var tid for min veninde og jeg at stå af, og for vores rejsefælle at skifte tog i Odense, viste det sig, at Martin i virkeligheden skulle have siddet et helt andet sted i toget. Noget kunne tyde på at vores møde var bestemt af højere magter :)

Endelig hjemme

Sådan sluttede en yderst oplevelsesrig dag på Fantasyfestival 2016. Heldigvis blev min elskede mand slet ikke sur, da han så, jeg kom hjem med fem nye bøger i stedet for én. (Takket være de gode festivaltilbud var jeg da også sluppet billigt: Kun 330 kr. for fem flotte, indbundne bøger). Han hentede endda mig og min veninde på stationen i bilen og lavede aftensmad til os. Og det var heller ikke længe efter, at vi havde spist, at jeg måtte bøje mig for den forkølelse, der allerede havde været et par dage undervejs, og kravle under dynen med en kop varm te.

Oprindeligt ville jeg gerne have været af sted til Fantasyfestivalen lørdag frem for søndag, for yderligere at møde Kenneth Bøgh Andersen, Dennis Jürgensen og Haidi Wigger Klaris, men jeg er alligevel godt tilfreds med, at det blev om søndagen. Bare tænk på, hvor mange flere bøger, jeg havde været nødt til at slæbe med hjemmefra eller købe på festivalen, hvis det havde været tilfældet ... ! Jeg har også leget med tanken om at overnatte på vandrerhjem i Esbjerg og på den måde få hele festivalen med, men jeg ved ikke om jeg nogensinde får mine veninder overtalt til det - og jeg ved heller ikke om jeg kan tåle så stor en dosis boglig fornøjelse på én gang ;). I hvert fald tak til Esbjerg Bibliotekerne for endnu et fantastisk arrangement.

Jeg vil slutte dette indlæg med nogle billeder af, hvad ræveposen gemte, da jeg kom hjem:

Husk som altid at sige hej i kommentarfeltet, så jeg kan se, at du har været forbi. Jeg håber, du har fået noget ud af at læse om mine oplevelser på Fantasyfestivalen, og at vi ses der næste gang.

DIY-bogmærker til den kreative læsehest

Her kommer et lidt anderledes indlæg, som er for dig, der holder (næsten) lige så meget af at klippe og klistre, som at læse. I dette indlæg vil jeg vise dig trin for trin hvordan du kan lave dine egne flotte og farverige bogmærker ud af dine tomme Pukka-te æsker og eventuelt lidt garn og knapper eller perler. (NB: Dette indlæg er ikke sponsoreret af Pukka.)

Med lidt held kommer bogmærkerne til at se sådan her ud, når de er færdige:

For at lave et bogmærke skal du bruge:

• En tom Pukka-te æske
• En saks
• En lineal (valgfrit)
• En blyant (valgfrit)
• En almindelig hulmaskine (valgfrit)
• Noget garn, fx broderegarn (valgfrit)
• Nogle søde knapper/perler (valgfrit)

En kop Pukka-te smager særdeles dejligt og er den perfekte følgesvend når du skal læse. Og når æsken er tømt har du mulighed for at udnytte det flotte design til et bogmærke.

1) Begynd med forsigtigt at skille æsken ad i enderne, der hvor den er limet. Limen er ikke så kraftig, så det skulle være nemt nok.

2) Når æsken er foldet ud, kan du bruge et øjeblik på at læse hvad der står på den sjove inderside. Derefter tager du en saks og klipper forsiden ud. (Du kan også bruge den anden mønstrede side og lave to bogmærker af hver æske, men jeg vælger kun at bruge forsiden denne gang). Tadaa! Nu har du faktisk et brugbart bogmærke, og hvis du ikke gider mere, kan du stoppe her. Men hvis du vil gøre lidt mere ud af det, så gå videre til trin 3.

3) Tag saksen og klip hjørnerne runde.

4) Tag hulmaskinen og lav et hul i midten foroven. Hvis du ikke stoler på dit øjemål, kan du måle dig frem til midten med en lineal og sætte et mærke med en blyant, så du har noget at sigte efter med hulmaskinen. Du kan også tage bunden af hulmaskinen og vende den på hovedet, så du kan se blyantmarkeringen gennem hullet før du "skyder."

5) Tag et stykke garn på ca. 65 cm. Broderegarn, som kan købes billigt i Søstrene Grene, er velegnet. Læg garnet dobbelt to gange. Så skulle du gerne have to løkker i den ene ende, og en løkke og to ender i den anden ende. Stik enden med de to løkker gennem hullet fra forsiden og træk den anden ende igennem, så garnet hænger fast som vist på billedet.

6) Du kan nu vælge bare at klippe spidserne på garnet og slå en fin knude, eller du kan tilføje lidt ekstra bling først. Jeg pyntede enderne med nogle knapper og perler, jeg havde liggende. Nu er bogmærket færdigt og klar til brug!

Tak fordi du læste med. Glem ikke at sige hej i kommentarfeltet herunder, så jeg kan se, du har været forbi. Rigtig god fornøjelse med dine bogmærker :)

"Alt det lys vi ikke ser" af Anthony Doerr

Forfatter: Anthony Doerr
Udgivelsesår: 2015
Genre: Historisk roman
Forlag: Politikens Forlag
Antal sider: 559

"Man lærer intet om at være blind ved at lukke øjnene. Under ens verden af himle og ansigter og bygninger findes en mere rå og ældre verden, et sted hvor overflader opløses, og lyd glider som fiskestimer gennem luften. Marie-Laure kan sidde i loftskammeret højt over gaden og høre liljer rasle på engene tre kilometer borte."

Alt det lys vi ikke ser, vinder af bl.a. Pulitzer-prisen for fiktion i 2015, foregår under anden verdenskrig. Vi følger to unge mennesker, Werner og Marie-Laure, og erfarer hvordan krigen forandrer deres liv for stedse. Werner er forældreløs og vokser op på et børnehjem i kulminekomplekset Zollverein i Tyskland. Takket være sin lysende begavelse hverves han til en eliteskole for Hitlerjugend og håber på en fremtid som ingeniør. Marie-Laure er datter af låsesmeden på det naturhistoriske museum i Paris og stortrives omgivet af professorer og naturvidenskab. Som seksårig bliver hun blind, men med sin fars kærlige og tålmodige støtte formår hun at bevare troen på livet og på sig selv. Hårde prøvelser venter dog forude for både Marie-Laure og Werner når krigen rammer deres tilværelse og vender op og ned på alting. Midt i tumulten foregår også en jagt på en uvurderlig skat, der siges at give evigt liv til sin ejer: Den mystiske diamant kendt under navnet Flammernes Hav.

Denne bog var i det store hele en fornøjelse at læse, og til tider havde jeg ret svært ved at lægge den fra mig. Pulitzer-prisen er fortjent, ikke mindst på grund af sproget, handlingen og den sindrige komposition. Desværre var der nogle ting i slutningen af bogen, der skuffede mig lidt. Mere om det lidt senere.

Bogen er opdelt i tolv større hoveddele, og hver hoveddel er igen opdelt i en serie meget korte kapitler på 1-5 sider hver. I begyndelsen var det lidt svært for mig at leve mig helt ind i historien, fordi jeg hele tiden syntes at handlingen blev afbrudt, men inden længe begyndte puslespillet at tage form, og efter et stykke tid syntes jeg rigtig godt om disse korte kapitler, fordi jeg aldrig skulle vente længe på at finde ud af, hvad der fx skete hos Marie-Laure mens jeg læste om Werner.

Det kneb, Anthony Doerr overordnet benytter til at fastholde spændingen hos læseren er, at fortælle næsten hele historien i lange flashbacks. Ser man bort fra disse flashbacks centrerer historien sig om de allieredes befrielse af den franske kystby Saint-Malo, og spænder kun over nogle få dage. Helt i begyndelsen af bogen afsløres det at Marie-Laure befinder sig alene og forladt i et hus i den sønderbombede by, og at Werner, der nu er soldat i den tyske hær, er fanget i en kælder i nærheden under tonsvis af murbrokker sammen med to af sine kammerater. Kun få gange i løbet af de 559 sider vender historien kortvarigt tilbage til denne skæbnesvangre nutid, og mens vi hører om Werner og Marie-Laures opvækst og også kommer ret tæt ind på livet af flere af de bipersoner, der omgiver dem, ligger det store spørgsmål omme i baghovedet: Hvordan kommer de hver især ud af den knibe, de befinder sig i? Kommer de overhovedet til at møde hinanden? Det er en genial og gennemført komposition som er meget effektiv.

Ud over kompositionen er sproget en af de ting, der i høj grad bærer denne bog. Derfor har jeg også krydret min anmeldelse med en lille håndfuld ekstra citater til sidst. Historien er ikke som sådan handlingsmættet, men bogen bliver ikke på noget tidspunkt kedelig takket være det fine sprog, der ustandseligt danner små stemningsbilleder og rammende beskrivelser. Doerr skriver, så det føles som om, jeg sidder på en sky og ser på en ballet mens jeg drikker et glas af noget køligt og velsmagende. Det er legende let. Originalt og overraskende uden at blive tungt. Virkelig smukt og samtidig naturligt og hverdagsagtigt. Jeg kunne godt finde på at læse flere af hans bøger bare for at opleve det igen.

Selvom historien foregår under krigen, og der indimellem sker barske og skræmmende ting, er stemningen gennem det meste af bogen blid og håbefuld - nogle gange næsten hyggelig. Volden er ikke udpenslet, man skal tænke sig til de fleste af uhyrlighederne. Dette kunne jeg godt lide ved bogen, og derfor blev jeg lidt skuffet, da stemningen hen mod slutningen begyndte at ændre sig. Volden rykkede et skridt tættere på, og handlingen tog nogle drejninger, der gjorde at håbet forsvandt og alt det, jeg havde været igennem med karaktererne, pludselig virkede meningsløst. Der var ganske vist nogle af de ting, jeg havde håbet, ville ske til slut, som også skete, men ikke alle. Jeg har ikke noget imod en åben eller endda smertefuld og ulykkelig slutning, hvis bare den kan rummes inden for den indre logik, værket opbygger. Men det mener jeg ikke er tilfældet her. Jeg synes, Doerr træder over en grænse, han ikke skulle have brudt, hvis bogen som helhed skulle hænge sammen. Derfor er jeg ikke just tilfreds med slutningen.

Karakterer og dialog er lige så troværdige som man tør forvente af en Pulitzer-prisvinder. Romanen virker også til at være rigtig godt researchet, ikke kun hvad angår de historiske forhold og krigen, men også, for Marie-Laures vedkommende, hvordan det er at være blind og hvad det betyder for de mennesker, der er omkring hende. Det samme gælder for Werner og Marie-Laures store interesser, hhv. radioteknologi og havsnegle. Pludselig er jeg fascineret af hvad en radio i det hele taget er og hvordan den virker. Og Marie-Laures fascination af havet og dets beboere kædes sammen med gennemgående referencer til Jules Vernes klassiker En jordomsejling under havet, hvilket også var noget, jeg syntes godt om ved bogen. Alt i alt vil jeg sige, at Alt det lys vi ikke ser er et stort og smukt værk, der desværre har en træls ridse i lakken, som jeg umiddelbart efter endt læsning har svært ved at abstrahere fra.

Har du læst bogen, vil jeg meget gerne høre om din oplevelse i en kommentar herunder. Skriv også meget gerne og sig hej, bare fordi du har læst indlægget.

Hvis du klikker her, kan du se en tre minutter lang, engelsk anmeldelse af Alt det lys vi ikke ser på YouTube, der peger på en masse interessante detaljer ved bogen, jeg ikke har fået med her.

Flere citater fra bogen:

"Efter at Etienne har blæst lyset ud, knæler han i lang tid ved siden af sengen. Dødens knoglede skikkelse rider gennem byens gader under dem og standser nu og da sin ganger for at se ind ad et vindue."

"I entreen tøver de; det er ikke til at sige hvad der venter dem på den anden side af døren. Han husker den alt for varme balsal hvor han deltog i optagelsesprøven for fire år siden: stigen der var sømmet til væggen, de røde flag med den hvide cirkel og det sorte kors. Man går ud til kanten, man springer."

"Havet. Havet! Lige foran hende! Så tæt på hele tiden. Det suger og buldrer og plasker og rumler; det løfter sig og udvider sig og falder over sig selv; Saint-Malos labyrint åbner sig i en portal af lyd, der er større end noget hun nogensinde har hørt."

"Hvor er verden dog fuld af labyrinter. Et træs grene, rødders filigran, krystallers matricer, de gader som hendes far genskabte i sine modelbyer. Labyrinter i pigsnegles noprede huse og i overfladen på et træs bark og inden i en ørns hule knogler. Ingen mere kompliceret end den menneskelige hjerne, ville Etienne have sagt."

"Krigsdagbøger 1939-1945" af Astrid Lindgren

 

Forfatter: Astrid Lindgren
Udgivelsesår: 2016
Genre: Dagbog/historisk
Forlag: Gyldendal
Antal sider: 361

"[6. august 1943] Da jeg tænkte på 'Ulvens' besætning, og da jeg læste Agapits bog, forsøgte jeg at forestille mig, at jeg havde Lars på den sunkne ubåd (dengang man troede, de sad levende på havets bund) eller med feber og betændte sår på et krigssygehus , og bare indbildningen var nok til skabe en smerte inde i mig, som ikke var til at bære! Hvordan føles det så ikke for dem, for hvem det ikke er indbildning, men grum virkelighed? Hvordan kan det være muligt, at menneskeheden skal lide sådanne kvaler, og hvorfor bliver der krig? Skal der virkelig bare et par mennesker som Hitler og Mussolini til for at drive en hel verden i undergang og kaos."

I 1939, da Astrid Lindgren var 32 år, brød anden verdenskrig ud. Hun besluttede sig for at begynde at skrive dagbog for at danne og fastholde et overblik over krigens gang. På det tidspunkt var hun endnu ikke kendt forfatter, "bare" en ung husmor og kontorist. I løbet af krigen fyldte hun sytten læderindbundne notesbøger med notater, avisudklip osv. Dagbøgerne lå indtil 2013 i en vasketøjskurv i Astrids hjem i Stockholm. Sidste år, i anledning af 70-året for krigens afslutning, blev dagbøgerne udgivet i Sverige og blev, for første gang, gjort tilgængelige for offentligheden. Og i år blev de så udgivet på dansk.

Selve bogen er en flot hardbackudgivelse i høj kvalitet med flotte scanninger af mange af de sider fra dagbøgerne, hvor Astrid har sat avisudklip o.lign. ind. Der er også adskillige fotografier af Astrid og hendes familie, taget i løbet af krigsårene. Selve dagbogsteksten er selvfølgelig transkriberet, og jeg er ikke faldet over en eneste trykfejl. Den eneste kritik, jeg har af udgaven er, at papirkvaliteten er så god, at bogen er så tung, at jeg somme tider fik ondt i hænderne af at sidde med den.

Hvad angår selve indholdet af dagbogen, så er hovedtemaet krigen, dens gang i hele verden, de politiske spændinger der driver den og de tragedier den medfører, både i og udenfor Sverige. Her udviser Astrid et forbløffende klarsyn og en imponerende evne til at forholde sig selvstændigt og kritisk til det politiske spil og mediernes udlægning heraf, som langt overgår, hvad man kan forvente af en husmor på hendes tid. I forvejen så jeg op til Astrid Lindgren som forfatter, men denne dagbog viste mig for alvor, hvor stort et forbillede hun i det hele taget er som menneske. Hendes optegnelser danner et billede af en yderst intelligent, handlekraftig, selvsikker og empatisk kvinde. Dette gælder både indholdet og den sproglige stil. Selv om hun endnu ikke var kendt forfatter, er hendes sprog levende og har en rigtig god syntaks til trods for, at teksten er skrevet i hånden og stort set ikke redigeret.

"[20. marts 1944] Det, som i øjeblikket er mest bemærkelsesværdigt, er fredsforhandlingerne mellem Finland og Rusland. De har været i gang længe nu og fører tilsyneladende ikke til noget resultat. Finnerne nægter at give sig trods pres fra England og USA. Det virker noget mystisk, det hele, synes jeg. Finland har kniven på struben, og snart må de vel gå ind på russernes betingelser. Kong Gustaf menes at have henvendt sig til Mannerheim og Ryti og bønfaldet dem om at forsøge at slutte fred."

Under krigen arbejdede Astrid med at foretage brevcensur for sikkerhedstjenesten. Jeg tror, det der gjorde allermest indtryk på mig i bogen var de afskrifter af breve fra arbejdet, hun ind imellem lavede og satte ind i dagbogen. Det var breve fra vidt forskellige mennesker, der på det grusomste blev berørt af krigen. Førstehåndsberetninger, der ellers aldrig ville have set dagens lys. Men også i sig selv oplever jeg dagbogen som en helt unik kilde til krigen. Den giver et indblik fra en ganske særlig vinkel, som ikke findes i nogen historiebog - et autentisk glimt fra et menneske i en situation ud over det sædvanlige.

Glimt fra hverdagen i familien Lindgrens liv dukker også jævnligt op, men oftest som en form for sidebemærkninger. Hun fortæller fx kort om, hvordan hendes børn klarer sig i skolen, hvordan familien fejrer jul og fødselsdage, og hvad hver især får i gave.

På sin vis er bogen noget tung at læse, da den jo side op og side ned rummer optegnelser af krigens gang og den politiske situation. Det tog mig omkring to måneder at læse den, men det var bestemt hele besværet værd.

Avisudklippene, der jo er scanninger af originalerne, er ikke oversat til dansk, så dem skimmede jeg blot, da jeg ikke er så stærk til svensk. Bogen er delt op sådan, at der er et afsnit med tekst og et afsnit med scanninger for hvert krigsår. Derfor anbefaler jeg at bruge to bogmærker under læsningen, da man ofte har brug for at bladre frem og tilbage mellem teksten og scanningerne. Desuden findes der bagerst i bogen et personregister, som er vældig nyttigt. Der er to forord: Et skrevet af den svenske forfatter Kerstin Ekman og et skrevet af redaktøren af den svenske udgave, samt et efterskrift af Astrid Lindgrens datter Karin Nyman. Disse tre paratekster er overskuelige og sætter dagbogen ind i en god forståelsesramme.

Selv om Astrid under krigen sikkert aldrig havde forestillet sig, at hendes dagbog kunne være relevant for andre, er de i dag blevet til en udgivelse, der vil være til inspiration og gavn for mange. Gennem denne bog har jeg fået lov at opleve anden verdenskrig på en måde, der er mere levende, vedkommende og autentisk end nogensinde før. Samtidig er jeg kommet tæt på en bemærkelsesværdig kvinde. Jeg vil varmt anbefale bogen til alle, der er interesseret i anden verdenskrig eller Astrid Lindgren.

Opsamling og TBR-fokus #3

Det føles som en evighed siden jeg sidst har skrevet et indlæg, og det er det jo også i blog-tid. De seneste uger har det været småt med tid og ro til at sætte mig til tasterne, men nu har jeg fået sommerferie og kan forhåbentlig både læse og blogge lidt mere ind imellem de mange familiebesøg, ferien byder på for mit vedkommende.

Sidste gang, jeg satte fokus på min TBR, (hvilket er fire måneder siden!), var jeg ret uafklaret med, hvad jeg ville læse det næste stykke tid, så jeg lavede en kort liste på kun otte bøger. Lidt senere tilføjede jeg to mere, bl.a. den rejsende bog Alkymisten af Paulo Coelho, så jeg kom op på ti, som det egentlig var meningen. Og siden da har jeg formået at læse fem bøger/serier ud af de ti. Disse fem var følgende:

Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen (bind 3, 4 og 5)
Denne serie står fortsat for mig som noget af det bedste, jeg har læst i år. Jeg elsker historien, karaktererne og Kenneth Bøgh Andersens skrivestil. Unødvendigt at sige, at jeg glæder mig som et lille barn til bind 6 udkommer her i efteråret. I april kom jeg vist til at skrive at den udkom senere på måneden - det var selvfølgelig en fejl. Desværre.

Dræb ikke en sangfugl af Harper Lee
En bog, jeg også hurtigt kom til at elske. Læs min anmeldelse her.

Septimus Heap af Angie Sage (bind 1)
Jeg købte hele denne serie i Arnold Buscks bogudsalg, og satte mig for at jeg ville læse hele serien fra begyndelsen, selvom jeg allerede havde læst bind 1 og 2 før. Jeg skulle nok bare have fortsat fra bind 3. Fortælletempoet er ikke så højt, og jeg kom lidt til at kede mig, også selvom der var mange detaljer i handlingen, jeg havde glemt siden sidste læsning. I hvert fald nåede jeg ikke længere end til bind 1, før jeg fik lyst til at gå andre veje. Selvom det er gode bøger, var jeg bare ikke lige tændt på mere Septimus Heap i denne omgang.

Fallen af Lauren Kate (bind 1, 2 og 3)
Her er en serie, jeg til gengæld gnaskede mig igennem forholdsvis hurtigt. Det sjove er, at jeg (vist nok pga. Tellerups sampak med de tre første bind) havde fået det indtryk, at der var tale om en trilogi, og jeg var så glad for at have alle tre bøger på reolen allerede inden jeg begyndte at læse dem. Det var først da jeg var godt i gang med bind 2, at jeg lavede lidt research på serien og opdagede, at bind 4 og 5 også var en ting. Suk. Tiden vil vise, hvornår jeg får råd til at anskaffe mig dem. Men det kommer nu nok ikke til at vare længe. Jeg bryder mig virkelig ikke om at have halve serier stående i min reol, haha. Desuden vil jeg selvfølgelig også gerne læse resten af historien. Fallen-serien er paranormal fantasy/teenageromantik med et tykt lag ekstra teenageromantik ovenpå. Plottet er noget tyndt hist og her, men jeg kunne godt lide den triste og dystre stemning, der herskede især i bind 1. Det var lige hvad jeg trængte til at begrave mig i Luce og Daniels dybe, inderlige, uovervindelige, altoverskyggende og på ingen måder realistiske kærlighed. For mig var denne serie totalt afslappende guilty-pleasure læsning. Måske skriver jeg en anmeldelse af den samlede serie, når jeg engang får læst den færdig.

Alkymisten af Paulo Coelho
En bog som var godt skrevet, men ikke helt så indholdsrig, som jeg havde håbet på. Læs min anmeldelse her.

Ud over ovenstående fem, har jeg også fået læst en del bøger, der ikke lige var på listen. Det var:

Skæbnens kald af Haidi Wigger Klaris (Dæmonherskerens arving bind 2)
Jeg valgte denne fordi jeg trængte til lidt let læsning, og fordi det var på høje tid, jeg fandt ud af, hvad der skete med hovedpersonen Ally efter at hun og hendes venner var kommet til at fremmane en dæmon på deres kostskole. Læs min anmeldelse af bind 1 og 2 her.

En - to - tre - NU! af Jesper Wung-Sung
Jeg blev interesseret i denne bog, da jeg så en trailer for filmatiseringen i biografen. Det viste sig at være en virkelig god bog, som jeg vil anbefale til alle og enhver. Det er allerede over en måned siden, jeg læste den, men jeg slugte den på én dag, og den sidder stadig inde i hjertet på mig (hvad der er tilbage af mit hjerte), og hvisker ting og sager. Ingen tvivl om at Jesper Wung-Sung virkelig kan noget med sproget, og også har noget på hjerte i sit forfatterskab. Læs min fulde anmeldelse af bogen her.

Dragen med de røde øjne og andre fortællinger af Astrid Lindgren
Jeg er en kæmpe Astrid Lindgren-fan, og har ledt efter denne bog temmelig længe. Da jeg så en dag i sidste måned vandrede ind i Bog og Idé på Kongensgade med et gavekort i hånden og spottede den på hylden, var der ingen tvivl om, hvad gavekortet skulle gå til. Det er en samling små fortællinger, der egentlig har en trist grundtone. De handler allesammen om børn, der oplever tab, savn og ensomhed -- men også får lov til at flygte fra en kold virkelighed og finde håb i fantasiverdener og oplever at være noget for andre.

Den sorte paraply af Lene Dybdahl
Jeg valgte at læse denne fordi den havde stået et stykke tid og stirret på mig fra sin plads på reolen. Det var en bog, jeg selv havde købt, og jeg syntes også det var for galt, at jeg endnu ikke havde læst nogen bøger af Lene Dybdahl, nu hvor jeg efterhånden havde set en del af hendes forfatterfredag-videoer på YouTube, som er yderst nyttige for forfatterspirer, og havde fået indtryk af at hun var lidt af et fænomen. Bogen var også rigtig god. Sproget og ordforrådet gjorde stort indtryk på mig. Handlingen var utrolig mættet og fuld af overraskelser. Karaktererne var spændende, varierede og troværdige. Jeg vil sige bogen havde alt det, der skal til for at være gribende og spændende, og det var faktisk næsten for meget af det gode. Jeg sad lidt med en fornemmelse af at manuskriptet var blevet vendt og drejet og trimmet og strammet så voldsomt at sjælen i det var ved at blive kvalt. Dette gik mig nok mere på end det ellers ville have gjort, fordi det lidt var af pligt at jeg læste bogen. Der er dog ingen tvivl om at jeg gerne giver Lene Dybdahls bøger en eller flere chancer til, og jeg håber også at komme til at møde hende på fantasyfestivalen i Esbjerg her i efteråret.

Coraline af Neil Gaiman
Også en bog jeg egentlig havde tænkt på at læse i evigheder (dvs. 3-4 år) -- og hvor er jeg glad for at jeg endelig fik det gjort. Den er lige så velskrevet som man forventer af en bog af en forfatter så stor som Neil Gaiman, og der var temaer og en stemning som jeg tydeligt kunne genkende fra Oceanet hvor grusvejen endte, som er den eneste anden bog, jeg indtil videre har læst af Gaiman, og som gjorde virkelig dybt indtryk på mig.

Det var en hurtig opsamling på de sidste fire måneders læsning. Dermed går jeg videre til at lave en ny liste med ti bøger/serier, jeg gerne vil læse i den nærmere fremtid. Heldigvis har jeg gjort en del forarbejde allerede ved i går morges at vælge hvilke bøger, jeg skulle have med på sommerferie. Og denne gang vil jeg som noget nyt, føje et par kommentarer til valget af hver bog/serie.

• Krigsdagbøger 1939-1945 af Astrid Lindgren (biografi/historie)
  Denne bog ønskede jeg mig til fødselsdag og var så heldig at få den af min far og hans kone. Jeg er faktisk næsten færdig med at læse den, og regner med at skrive en anmeldelse snart.
• Mediedidaktik i teori og praksis af Stig Toke Gissel (faglitteratur)
  Jeg læste dele af denne bog, da jeg gik på lærerseminariet. Den beskriver teorien om medieteksters multimodalitet og er super nyttig, hvis man, som jeg, kan lide at gå analytisk til værks med fx graphic novels, hjemmesider og computerspil. Jeg vælger at genlæse den nu, da min svigerinde og jeg tænker på at kaste os ud i et projekt, hvor den måske kunne være god at have i frisk erindring.

• Walden: Livet i skovene af Henry David Thoreau (klassiker/filosofi)
  En klassiker som citeres flittigt i den roman, jeg p.t. er ved at oversætte -- dvs. en win-win situation for mig at få den læst.
• Dangerous Games af Teri Terry (kort fortsættelse til Mind Games, sci-fi)
  Elsker bare Teri Terry <3
• Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr (historisk)
  Denne bog har sikkert stået på hylden alt for længe. Har kun hørt godt om den.
• Fallen 4 og 5 af Lauren Kate (serie, ungdom/fantasy)
  Jeg må jo vide hvordan det ender for Luce og Daniel, ikke?
• Mumitroldene af Tove Jansson (serie, børn/fantasy)
  Har stået på hylden siden Bogforum 2015. Regner med, det bliver rigtig hyggelæsning.
• The Illuminae Files af Amie Kaufman og Jay Kristoff (serie, ungdom/sci-fi)
  Denne serie har jeg fået anbefalet af min svigerinde. Jeg læste de første 20-30 sider, da jeg besøgte hende sidst, og den virkede både sjov og spændende.
• Min geniale veninde af Elena Ferrante (serie, historisk)
  Denne serie har jeg set/læst mange gode anmeldelser for på det seneste.
• Nordmosen (Inspector Erlendur) af Arnaldur Indridason (serie, krimi)
  Dette er en bog, min søster har lånt mig, og jeg er ret spændt på om den er noget for mig. Er jo normalt ikke så meget til moderne krimier, men vi får se.

Tak fordi du læste med, og jeg håber, du ønsker mig god læsning. Hvis du har nogen uddybende spørgsmål til nogle af de bøger, jeg nævner i dette indlæg, så skriv endelig en kommentar herunder. Skriv også gerne og sig hej bare fordi du har læst indlægget (for det er seriøst godt klaret, hvis du er nået helt hertil, og jeg vil så gerne høre fra dig).

"En - to - tre - NU!" af Jesper Wung-Sung

Forfatter: Jesper Wung-Sung
Udgivelsesår: 2001
Genre: Ungdomsbog
Forlag: Dansklærerforeningen
Antal sider: 184

Jeg blev - selvfølgelig - opmærksom på denne bog i forbindelse med dens nylige filmatisering. Jeg så traileren for filmen, da jeg var i biografen for at se Allegiant, og tænkte, den så virkelig god ud - men jeg ville unde mig selv at læse bogen først. (Læs altid bogen først!) Jeg har tidligere læst en bog af Jesper Wung-Sung, Alamo, en udgivelse i Dansklærerforeningens serie af billedromaner, i forbindelse med mit studie, og den var jeg vild med, så det tegnede jo allerede godt.

Jeg bestilte En - to - tre - NU! på biblioteket, og dagen efter at jeg havde hentet den hjem, gav jeg mig til at læse. Jeg havde lige en times tid at læse i om morgenen, inden jeg skulle på arbejde, og da jeg lagde bogen fra mig for at gå, opdagede jeg at jeg allerede var omkring en tredjedel inde. Og jeg var hooked. Da jeg kom hjem fra arbejde midt på eftermiddagen læste jeg vel i ca. 1½ time, og de sidste kapitler blev slugt om aftenen inden sengetid, (jeg var nødt til at lægge den fra mig fordi vi skulle hen og spise hos en veninde).

En - to - tre - NU! er en meget intens læseoplevelse. Den rev mit hjerte ud og trampede på det. Da jeg havde vendt den sidste side var jeg så vred og ked af det på Jeppe og Cecilies vegne, at det næsten ikke var til at bære. Hvor gjorde det dog forfærdelig ondt. Men bogen rykkede virkelig også noget i mig. Det kan godt være, det gjorde ondt, men jeg havde også en helt klar fornemmelse af, at jeg pludselig ikke længere havde særlig ondt af mig selv, hvilket var en befriende oplevelse. Det er i skrivende stund under fireogtyve timer siden, jeg blev færdig med bogen, og det gør stadig ondt, men jeg ved også, at det på et tidspunkt vil komme til at gøre godt.

Det er faktisk svært at anmelde En - to - tre - NU! uden at spoile væsentlige ting i handlingen. Man behøver ikke engang læse længere end halvvejs, før man et eller andet sted godt ved, hvad det her er for en bog. Men jeg skal nok lade være med at sige noget om slutningen.

Bogen handler om de to 1. g'ere, Jeppe og Cecilie, der bliver kærester. Bogen fortælles med Jeppe som jeg-fortæller, og i begyndelsen af deres forhold er han tryllebundet men også meget forvirret over Cecilies opførsel. Hun opfører sig ikke som de fleste, og så har hun det ligesom også med at forsvinde hele tiden. Men det hele falder på plads, da hun endelig fortæller Jeppe sandheden: At hun har kræft. Alligevel ligefrem blomstrer kærligheden imellem dem, og sammen kaster de sig ud i det ene vilde eventyr efter det andet. Men hvor længe kan det få lov at blive ved?

Jesper Wung-Sungs skildring af livet som ung, dansk gymnasieelev virker meget realistisk. Dog synes jeg Jeppes erfaring med fester, alkohol og deslige måske er lidt for imponerende, hans alder taget i betragtning, (hvilket vil sige ikke særlig imponerende). Men både Jeppe og hans bedste ven Jack har også ting i bagagen, som de kæmper med, så det er ikke kun Cecilies sygdom, der er omdrejningspunkt for bogens handling. Bogen har en rigtig fin komposition, hvor Jeppes tanker og oplevelser om Cecilie bliver både belyst ud fra og varieret af hans tanker og oplevelser om sin familie, om sin store passion basketball og om sine venner, heriblandt Jack, der er kommet i lære som murer, og Smælle, som går på gymnasiet sammen med Jeppe.

Jeg tror næsten alle unge som Jeppe og Cecilie drømmer om at gøre nogle vilde ting. Jeppe og Cecilie befinder sig i en situation, hvor de rent faktisk har en undskyldning for at gøre noget ved drømmen. De tror på sig selv og hinanden. Det eneste, jeg ikke kan lade være med at stille spørgsmål ved er, om deres kærlighed virkelig er realistisk. Den virker nærmest ufejlbarlig. Og den kommer så inderligt til udtryk, at jeg har svært ved at tro på, at Jeppe og Cecilie kun er 16-17 år. Jeg havde i hvert fald ikke modet til at elske nogen så dybt, da jeg var på den alder. Men kærlighed er jo en meget individuel sag og har, som man siger, ingen alder. Jeppe og Cecilies kærlighed er i hvert fald smuk, og så integreret en del af historien, at jeg som læser alligevel ønsker at tro på den.

En - to - tre - NU! er en anderledes ungdomsbog end så mange andre. Den handler fx ikke om manglende selvtillid, at føle sig udenfor, at blive voksen, eller den første gang, hvilket ellers er meget gængse emner indenfor genren. Disse emner er selvfølgelig også vigtige at skrive bøger om. Men det er noget andet, denne bog vil, og det synes jeg er dejligt forfriskende. Overraskende nok er den heller ikke en bog, der handler særlig meget om kræft, i betragtning af at den ene hovedperson lider af denne sygdom. Den handler faktisk mere om basketball end kræft. Men den handler mest om forhold, både kæresteforhold og forhold til familie og venner. Og så handler den selvfølgelig også meget om, hvordan man reagerer, når man selv, eller én man elsker, er truet på livet af en smertefuld og nådesløs sygdom. Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad Jeppe til syvende og sidst vælger at gøre med al den forfærdelige lykke og smerte, Cecilie volder ham. Og det synes jeg, bogen giver et rigtig godt svar på.

To ting, jeg oplevede som ekstra plus ved bogen var for det første dens lækre referencer til bl.a. filmen Hvide mænd kan ikke dunke. Denne basketballfilm er selvfølgelig Jeppes yndlingsfilm, og han refererer til flere forskellige scener fra den i løbet af sin fortælling. Heldigvis har jeg set filmen, og havde let ved at følge hans tanker om den. Jeg kan virkelig godt lide, når et værk refererer til andre værker. Det andet plus var at størstedelen af bogen foregår i Svendborg og Odense. Svendborg kender jeg efterhånden lidt, og Odense har været mit hjem i ti år, så det var meget nemt for mig at se scenerne for mig, når Jeppe fx får øje på Cecilie, der forsvinder ned ad en sidegade til gågaden, eller de slentrer gennem Brandts Passage og stopper op ved skulpturen af Kejserens nye klæder. Det gjorde læseoplevelsen endnu stærkere for mig, og det er ærgerligt at det ikke er alle læsere, der har mulighed for at opleve bogen på den måde.

Jeg er glad for, at jeg valgte at læse bogen først, og føler egentlig slet ikke længere noget behov for at se filmen - jeg er bange for, den bare vil ødelægge min oplevelse. Til Jesper Wung-Sung vil jeg sige: "Av! Men tak alligevel." Jeg kunne godt tænke mig at læse flere af hans bøger, og han er helt klart en forfatter, jeg vil lægge mere mærke til fremover.

Bonus-links:

• I Kristeligt Dagblad har man i 2002 kunnet læse denne anmeldelse af En - to - tre - NU!, som jeg er meget enig i, og som også er bedre formuleret end ovenstående ;)
• I denne YouTube video kan lytte til en smuk sang fra filmatiseringen, akkompagneret af stillbilleder fra filmen, der virkelighed udtrykker, hvor gribende denne historie er.